Er Egyptens nye megaby til 300 milliarder kr. dømt til at fejle?

For et par uger siden mødtes over 2000 repræsentanter fra 112 forskellige lande til en kongres i den egyptiske turistby Sharm el-Sheikh, der ligger lige op ad Det Røde Hav. Kongressen blev afholdt under mottoet Egypt The Future, og det var her, Egyptens boligminister Mostafa Madbouly afslørede detaljerne i sin plan om at bygge en ny hovedstad til landet – en megaby, der skal ligge mellem Kairo og Suez-kanalen. Projektet skal koste 315 milliarder og udføres af investeringsfirmaet Capital City Partners, der har hovedsæde i de Forenede Arabiske Emirater og ledes af Mohamed Alabbar – bedst kendt som manden bag verdens højeste bygningsværk, Burj Khalifa. Den foreslåede hovedstad har endnu ikke et navn, men det påstås at den bliver bådesmartog bæredygtig. Der er snak om, at den skal huse Egyptens regeringsbygninger og fem millioner indbyggere fordelt ud over 700 kvadratkilometer. Madbouly siger, at alt dette kan realiseres på mellem fem og syv år, mens andre mener at tolv år er mere realistisk.

Projektet begrundes med, at man vil fjerne det tryk, befolkningstilvæksten skaber på den allerede overbefolkede hovedstad Kairo. Kairo er allerede en megaby med 18-20 millioner indbyggere, og man regner endda med, at der vil bo dobbelt så mange om fyrre år. Med den nye by ønsker regeringen at få forureningen i Kairo under kontrol og give landets ældgamle hovedsæde plads til at ånde. Mange ser også projektet som en saltvandsindsprøjtning til landets økonomi, der har været temmelig sløj siden Det Arabiske Forår i 2011. Man satser på at skabe en masse jobs i byggebranchen og den offentlige sektor, hvilket er en god ide, hvis man vil prøve at nå det erklærede mål på seks procents vækst over de næste fem år.

Der er dog også noget nærmest overdrevent ambitiøst over den nye megaby. Man planlægger at bygge 663 lægehuse, 1250 kirker og moskeer, over en million boliger fordelt på tyve distrikter, et grønt område dobbelt så stort som Central Park, en forlystelsespark fire gange større end Disneyland Californien samt en lufthavn på størrelse med Heathrow. Mange gætter på, at megaby-projektet nok til dels handler om at løse Egyptens reelle problemer med byplanlægning og økonomi, men at det i lige så høj grad handler om at promovere den politik, præsident Abdel Fatah al-Sisi (der kom til magten ved et kup) har lagt for dagen. En politik, der går ud på at rette op på mange års politisk, økonomisk og social krise i landet. I den ånd udtalte Madbouly sig for nyligt til The Guardian om Egyptens arv:

"Egypten har flere undere end noget andet land i verden, og masser af utrolige kunstværker. Derfor er det nødvendigt for os som egyptere at berige dette billede – og tilføje det noget, der forstærker Egyptens karakteristika for vore børnebørn."

Når man ser på, hvordan det ellers er gået med planlagte byer – såkaldte New Towns, som man bygger ud af ingenting ud fra ideologiske eller praktiske hensyn – er der rigeligt med grund til at være skeptisk omkring Egyptens projekt.

Indtil for få hundrede år siden var det helt almindeligt for nye lande og regimer at skabe deres administrative center fra bunden. Man ønskede at finde den bedste position at forsvare sig fra, at etablere en neutral zone mellem forskellige kulturer og fraktioner, eller måske blot at distancere sig selv fra den gamle elite og skabe nye symboler og ikoner. Derfor startede man på en frisk og i det små, ofte med gode resultater. Det var oprindelig sådan, Kairo blev til, da den blev bygget af det invaderende Fatimide-kalifat som al-Quahira (det betyder noget i stil med Den Sejrrige) i år 969 efter vor tidsregning. Andre eksempler på planlagte byer er Sankt Petersborg (grundlagt ca. 1703), Washington D.C. (ca. 1800) og Ottawa (ca. 1957) – en række byer, der i kraft at en fast tilstrømning af penge og mennesker på naturlig og organisk vis blev til megabyer og økonomiske kraftcentre.

I nyere tid har planlagte byer og samfund dog fået et blakket ry takket være en række uheldige pop-up byer, der oftest er blevet skabt af dårlige grunde og med store omkostninger. Disse byer står nu i bedste fald halvtomme og halvfærdige og er i værste fald helt forladte. Eksempler på denne triste tendens tæller Caofeidian i Kina, der skulle have huset en million mennesker, men kun har få tusinde indbyggere, og Masdar i de Forenede Arabiske Emirater, der (lidt mere beskedent) satsede på at få 50.000 indbyggere, men endte med kun at få et par hundrede. Heller ikke Sejong City og Songdo i Sydkorea er blevet bygget færdige eller fyldt op efter et årtis arbejde med hver by.

Netop Egypten har et særligt dårligt ry for at planlægge byer, der ender med at være trøstesløse og ubeboelige. I bogenEgypt's Desert Dreams: Development or Disaster?, der ironisk nok udkom samme uge som Madbouly annoncerede sine planer, beretter byplanlæggeren David Sims om mindst 22 forsøg i nyere tid på at lokke egypterne væk fra storbyerne og ud i planlagte forstæder. Sim forklarer, at det altid slår fejl på grund af manglende jobs, transportmuligheder eller faciliteter, og at folk, der er blevet tvunget til at flytte, stikker af så snart de får muligheden for det. Derfor har de 22 planlagte forstæder nu under en million beboere tilsammen.

Antropologen Simick Arese fra University of Oxford forklarede for nylig en del af problemet til The Guardian: "Regeringer tror altid, at de bare kan flytte folk til nye områder – men folk flytter derhen, hvor de har lyst til at bo."

Der er dog også succeshistorier i nyere tid. For eksempel overtog Astana pladsen som Kasakhstans hovedstad fra Almaty, og den viste sig at være både mindre udsat for jordskælv og mindre etnisk homogen. Astana vokser stadig, og befolkningen virker tilfreds. Brasiliens Brasília og Nigerias Abuja (fra henholdsvis 1960 og 1991) er ikke udelt populære og langt mindre end de gamle hovedstæder Rio de Janeiro og Lagos, men der er stadig mange der ser dem som rigtige byer, der er behagelige at bo i. I endnu mindre skala finder vi planlagte byer som Adelaide i Australien og Milton Keynes i England, der føles som helt almindelige byer, selvom vejnettet tydeligvis er tegnet med en lineal.

Selvom hver planlagte by har sin egen historie – for eksempel er Burmas nye hovedstad Naypyidaw tæt forbundet til en diktatorisk militærjunta med hang til astrologi og Brasília er verdensberømt for sin opfindsomme arkitektur – kan man lære nogle generelle ting ved at se på dem samlet.

"Det vigtigste når man designer en ny by er hverken arkitektur eller teknologi," sagde P.D. Smith til VICE, da vi talte med ham. Smith er forfatter til den anerkendte bog City: A Guidebook for the Urban Age. "Det vigtigste er de folk, der skal bo der."

"Den nye by skal reflektere, hvem vi er og hvad vi ønsker os i livet, hvis den skal lykkes … kommer det nye Kairo til at have gode parker og pladser? Steder, hvor folk kan udtrykke sig? Det er meget vigtigt, at den slags er på plads. Ellers er det bare nogle bygninger."

På papiret ser det ud til, at den nye egyptiske megaby har lært lektien fra de tidligere forsøg med planlagte byer. Man fokuserer på bygninger, der kan bruges til forskellige ting og et handelscenter, der passer sammen med sideløbende udbygninger af Suez-kanalens industriområde. Madbouly og hans regering regner med at byen vil skabe halvanden million nye jobs, hvilket skal skabe det rette incitament til at flytte fra Kairo. De har også valgt at give den hele armen med forlystelsessteder og grønne områder. Og eftersom den nye by skal ligge lige op ad Kairo, vil den ikke blive så isoleret som de tidligere egyptiske ørkenbyer.

Det er svært at vide, om det vil lykkes at skabe alle disse jobs, og om folk kommer til at kunne lide de offentlige pladser. Smith er bekymret for, at det politiske klima kan virke hæmmende for den måde, parkerne vil blive brugt på:

"Chancen for, at der kommer en ny Tahrir-plads [altså et sted, hvor folk kan udtrykke sig] i denne nye egyptiske hovedstad er ikke ret stor," siger han. "Det er trist, og det varsler ikke godt."

Men vi er nødt til at vente og se. Lige nu er det store spørgsmål, om Egypten overhovedet kan stable så stort et projekt på benene i løbet af ganske få år. Det tog væsentligt længere tid at bygge både Brasília og Islamabad, og de er ikke engang helt beboede endnu. Der er udbredt skepsis omkring Madboulys løfte om, at der kan bygges en ny hovedstad på 5-7 år, og mange frygter at det ender med endnu en spøgelsesby.

Men det er selvfølgelig ikke umuligt, at det lykkes.

"Det lyder som om, det kan lade sig gøre, når det kommer til størrelse og befolkningstæthed," siger Smith. "Men tidsfristen virker meget ambitiøs. Husk på, hvor hurtigt de bygger både infrastruktur og byer i Kina. Masdar City er jo et langt mindre projekt, og det har allerede taget ti år."

Madbouly påstår, at regeringen allerede har rejst pengene til at bygge de første godt hundrede kvadratkilometer, hvor der skal være vigtige regeringskontorer, diplomatbygninger, beboelse, universiteter, teknologi- og innovationsparker og et vejnet på næsten ti kilometer. Militæret er allerede på vej fra Kairo ud til byggepladsen. Embedsmændene siger, at projektet ikke vil kost dem noget, fordi de allerede er begyndt at få milliarder i kapital fra Golfstaterne – det er endda allerede besluttet at mindst en bebyggelse skal opkaldes efter kronprinsen Abu Dhabi.

"Vi er klar til første fase," sagde Madbouly til The Guardian. "Vi har allerede en meget klar plan."