En grundig gennemgang af, hvad dit foretrukne sociale medie siger om dig

Jeg opfandt en slags fysisk fjæsbog, da jeg var barn. Ikke at jeg vil sidde og tage credit for at have opfundet verdens mest skelsættende sociale medie før Mark Zuckerberg (mange, mange år før), men som 8-9 årig lavede jeg det, jeg kaldte en "Everybody Book" af A4-papir. Venner og familie udfyldte den med deres yndlingshobbys, yndlingsfilm, yndlingsfarver og så videre. Ideen er alt andet end unik. Allerede som børn er vi ivrige efter at holde hinandens profiler i hænderne – at blande os uhæmmet i hinandens liv, og måden vi sælger det til omverdenen. I dag er vi så "heldige" at leve i 2017, hvor det ikke bare er muligt – det er den nye verdensorden.

2 0 0 0 og 17, folkens. Back to the Future lovede os flyvende skateboards. Brave New World varslede os om, at vi alle sammen ville kunne savle os gennem livet på statsfremstillede rusmidler i vores egne private helikoptere. I stedet har vores digitale revolution bestået af at smatte internettet til med tusindvis af forskellige sociale medier, som vi alligevel bruger til næsten præcis det samme. Helt seriøst, tusindvis – hvoraf nogle lyder som navneforslag, der blev afvist til et Star Wars: The Force Awakens idémøde – Plurk, Zooppa eller "Taringa!" (hvor det er vigtigt at bemærke, at udråbstegnet er en del af navnet som i "Yahoo!" eller "Yahtzee!") Andre er du bekendt med, fordi din internetpioner af en mormor lige har opdaget det. Eller fordi du har en seriøs interesse i, hvad din folkeskoles lækre pige lige har spist til frokost, hvem hun åd den med og den efterfølgende farve på hendes afføring tilsat et Gingham-filter. Vi har så mange sociale medier, at en orkan af tweets har gjort sig til den mest magtfulde mand i verden.

Fordi vi ved, at I elsker lister, og det er tydeligt, at vi alle sammen er ret glade for at se og høre ting, der handler om os selv, besluttede vi os derfor at tage et skridt tilbage fra den emoji-slyngende, face-swappende karikatur, vi efterhånden alle sammen er blevet og slå fast, hvad dit foretrukne sociale medie egentlig siger om dig:

Selvom du klikkede 'ja' til at være over 15, da du oprettede din music.ly-profil på en af dine forældres iPads, er du i virkeligheden et sted mellem otte og 12 år gammel, og gør dig dine første SoMe-erfaringer ved visuelt at "fortolke" Rihannas "S&M" i denne tåkrummende børnehave af et socialt medie. Og hvis ikke du bogstavelig talt er 12, så er du typen, der har et kat-der-ørler-glimmer-cover på din telefon, en simili-halskæde med et vedhæng, der staver ordet "CUTE" og ikke har misset et børne-MGP siden SEB. Og så følte du dig ret edgy forleden, da du argumenterede lidenskabeligt for, at Rebecca Blacks "Friday" da egentlig ikke var så skidt et nummer.

Du bruger cirka en time hver dag på enten at:

a) Spamme alle, du nogensinde har mødt, med invitationer til Pirate Wars, eller

b) Luge ud i din venneliste for at unfriende alle dem, der dagligt spammer dig med invitationer til Pirate Wars.

Ved først at gøre din mobiltelefons SMS-funktion fuldstændig irrelevant, og derefter nonchalant erobre Snapchats foto-platform, har Zuckerberg & Co. cementeret sig som det eneste sociale medie, du reelt har brug for i hverdagen. Du har for længst fundet dig til rette dig i det brugervenlige, blåtonede clusterfuck, der ikke kan undgås, når du slipper dine fuldebilleder, Farmville og din farmor fri i samme arena.

Du ømmer dig over, at Facebook ikke længere er så sejt og eksklusivt, som det var tilbage i 2006, da du "stiftede" netværkets første fanside for café latte, så du kunne dele din passion for mælkemokka med alverdens ligesindede, på hvad der i dag er blevet en slags introforløb i sociale medier for gamle mennesker, som Eminem var det i hip-hop for vrede, hvide teenagere i 90'erne. Du har for nyligt fejret 9-års "venskabsjubilæum" med din lillesøster på 17, har ikke glemt en vens fødselsdag siden Obama var mørkhåret, og styrker jævnligt dit sociale renommé ved på samme tid at "deltage" i både en avantgarde screening på Cinemateket og en live Q&A med Villy Søvndal, alt imens dine jyske venner tror, du er til Distortion.

Men i virkeligheden tilbringer du dine aftener derhjemme, alene, oplyst af det blanke LCD-skær fra din computerskærm. Du er en junkie, og likes er dit crack. Du er begyndt at tænke og føle i Giphy GIFs, og du bruger flere timer på neurotisk at koge dine usikkerheder ned til spydige one-liner-kommentarer og pseudo-henkastede statusopdateringer. Den eneste måde hvorpå du efterhånden kan bekæmpe den nedtur, der skyller henover dig hver gang dit "seneste søgninger"-felt minder dig om, hvor mange ekskærester, du egentlig stalker på et døgn, er at klikke dig ind på ham Brian-typen fra folkerens profil – ham, der stadig har den samme sølvkæde om halsen ti år senere, ham du kun er venner med, fordi hans tabertilværelse modsat dit liv får dig til at føle dig interessant og succesfuld, ham… nå, han er blevet far… men hv-…er det bare dig, eller er du begyndt at… er det… misundelse, du føler?

Du blokerer ham, men fjerner ham ikke fra din venneliste. Du sukker lettet, da kattevideoer og lange, opgivende Trump-shaming kommentarer igen fosser frit ud af dit trygge ekkokammer af et news feed.

Efter at have fordrevet størstedelen af din vennekreds med nederen puns og dårlige "jeg grinte indvendig"-jokes, som du har opbygget et potent lager af, har du kæmpe optur over nu anonymt at kunne omsætte dem til "karma" i et nyt og farverigt forum, der er opkaldt efter verdens mest akavede sangart. På samme måde som med de der klistermærker fra Netto, som du har samlet på i årevis, har du absolut ingen ide om, hvad du kan bruge din karma til.

Foto via Skrillex's MySpace-profil

På trods af al den tid og energi, du har investeret i at gøre jeres MySpace-side til "bomben", arbejder du som pædagogmedhjælper, fordi dit indieband stadig ikke  er blevet til noget. På de sociale mediers ækvivalent af den der elefantkirkegård fra Løvernes konge ("Der må du aldrig gå hen, Simba") får du en nærmest uendelig mængde LOLs ud af det faktum, at B-kendisser som Skrillex og Tom Hardy også engang har været lige så akavede, som du stadig føler dig.

Hey, hvad er det der 'Soundcloud', som alle bliver ved med at tale om?

Det er slut. Opret nu bare en Facebook-profil.

En videnskabelig undersøgelse, som jeg lige har fundet på, har netop afsløret at over 90 procent af alle Tinder-matches sker, mens en eller begge parter sidder på toilettet. Og det indrømmer du også gerne – dit swipe-tastiske, digitale knaldekartotek er meget mere grineren end Angry Birds nogensinde var. Du installerede jo bare appen for sjov. Fordi du var lidt doven, sidste gang du var "på Roskilde Festival", "i udlandet" – (indsæt anden bullshit-undskyldning). Ok, strengt taget er Tinder en dating-app. Men Tinder er ikke netdating – netdating er for desperate landmænd og fraskilte mødre. Og du er ingen af delene. Du er sej. Du er en lyshåret pige i en støvet landsby, omgivet af afrikanske børn og/eller elefanter. Du er en fyr, som udelukkende definerer sin eksistens i kraft af sin højde og passionerede forhold til ekstrem vandsport.

Og som den eneste i din omgangskreds har du svært ved at se, hvad der skulle være "vildt creepy" ved at sende et fremmed menneske et SuperLike klokken 11 om formiddagen.

Hvad der startede som en uskyldig interesse i din kulturarv som 90'er-barn er nu blevet til en usund besættelse af Emma Watson og kartofler, som du ikke længere selv er i stand til at forklare eller håndtere.

Du tjente egentlig ret gode penge i folkeskolefrikvartererne på din "hvad vil I give mig for det her"-rutine, og derfor er du vanvittigt begejstret for at have et større forum, hvor du får folk til at give dig penge for at live-udforske langtrukne og i sidste ende ligegyldige missioner, som at tælle til 100.000, selvom ingen har bedt dig om det. Med det resultat at du nu er så dybt inde i din egen labyrint af at fordøje, retouchere og gen-fordøje 90'er popkultur, at du af uforklarlige årsager er på 15. time af dit livestreamede forsøg på at spise 10 kilo syltede agurker.

Alternativt er det ikke lykkedes dig at komme ind i varmen (eller på vennelisten) hos din årgangs Snapchat-sluts, og du har derfor sluttet dig til tusindvis af andre drenge og mænd, der hygger sig en fredag aften med noget CoD og en "booby streamer" i baggrunden.

Dine eneste venner er folk, der stadig har det fint med aldrig at have mødt dig i virkeligheden, og som ikke opfatter de 752 timer, du har spillet The Elder Scrolls V: Skyrim som noget negativt, men tværtimod noget, du vinder respekt på.

Dit foretrukne sociale medie er et fotoalbum – og i virkeligheden også det ultimative stalkingværktøj. Overvej det. "Hey, min nye chef er begyndt at følge mig på Insta!" Tillykke. Din nye chef viser interesse for at have fast adgang til billeder af dig i bikini. Hvad han vælger at gøre med den adgang er nu op til ham.

Med en solid bank af generiske citater cloudshared på tværs af alle dine devices, er du den #blessed filterkonge af idealiseret virkelighed. Du har taget dine første skridt mod fuldstændigt at transcendere din fysiske form, for udelukkende at eksistere i den Insta-verden, du har konstrueret til dig selv, hvor alt er glamourøst. Med en henkastet tommelfinger omdanner du en tør og tarvelig burgermenu på Dalle Valle til et Guldalder-maleri. Du tænker ikke engang over det længere. Du er deprimeret = Se, omverden, en sød hund med et sepiafilter. Du bliver fyret fra dit arbejde = Her er den jordbærtærte, jeg spiste i går! #amidoingitright?

Du er på vej et af to steder hen: Enten falder hashtagkorthuset sammen om dig en dag. Snart. Boblen brister, og du indser, på randen til psykisk kollaps, at hele dit liv er, og altid har været, en løgn. Ellers kan du se frem til en hæderlig online karriere som influencer – hvor du kan dedikere dit liv, ikke til at please haters, men til dem, der altid har været der for dig – dine 100.000 daglige bangladeshiske clickfarm-følgere.

Du har af uvisse obskure årsager en ustyrlig og uforklarlig trang til at dele din onani med resten af verden.

Du er en KEA-studerende, der aldrig kom ind på designskolen eller kunstakademiet eller længere end den symaskine, der samler støv i dit kælderrum. Din drøm om at blive den næste Mads Nørgaard bliver nok aldrig mere end en drøm, men SE! MEN TÆNK, AT DER ER SÅ MANGE ANDRE MENNESKER I VERDEN, DER OGSÅ GÅR OP I HÆKLING! DU ER IKKE ALENE!  DU VIL ALDRIG VÆRE ALENE IGEN!

Ordet "moodboard" er en fast del af dit ordforråd, og du anvender ordet op til flere gange hver dag.

Hvis du bor i Danmark, hvor Twitter stort set er ensbetydende med hashtagget #dkpol, er du enten politiker, journalist eller aspirerende politiker eller journalist.

Du er grim, men ret sjov, hvis du selv skal sige det. I en periode havde du også ret meget optur over et medie, der gav dig de seneste minut-til-minut udviklinger i Kanye og Tay-Tays beef og indblik i, hvilken bagel Seth Rogen spiste til morgenmad, men så brugte en realitystjerne med storhedsvanvid Twitters bullshit-intensiverende envejs-format til at erobre verdens mest magtfulde embede, og nu har du det en smule akavet med det hele. Du sidder og bladrer igennem dine seneste tre års tweets, der stort set bare er glorificerede 'Godmorgen' og 'Godaften' opslag krydret med sporadiske, søgte referencer og overtænkte GIFs, og du indser pludselig, at du ikke er den kløgtige quote-generator, som du troede, du var.

Her er noget, du kan underholde dig selv med, mens du langsomt trapper ned på det pip-medie, der har illustreret for os alle, hvad der sker, når man 140 karakterer af gangen giver alverdens randoms med computeradgang uhæmmet ytringsfrihed. Thanks a lot, democracy.

Du har alle svarene. Og du har dem før nogen andre. Du fanger alle referencer, har gennemskuet alt, hvad popkulturen gemmer mellem linjerne, du er up to date med de seneste Illuminati-konspirationer, og du er altid den første, der ved det, når en kendis' Cloud-konto bliver hacket. Det er derfor, at det er okay, at du, en 31-årig mand, lever livet gennem dit screen name, 'Lifeh4ckerrr', og derfor skammer du dig heller ikke over at –  GÅ UD, MOR! GÅ NU UD! JEG ER LIGEGLAD MED VASKETØ… JEG HAR SAGT, DU SKAL BANKE PÅ!

Dit liv er en Story. Det sjoveste, du til dags dato nogensinde har set, er dit almindelige ansigt i dets almindelige omgivelser tilsat et pangfarvet ræve-filter. Du nyder daglige indblik i din omgangskreds' trivielle hverdag, og besidder en social alvidenhed, der har gjort dig immun over for FOMO. Du er lækker, men tom indeni. Med evnen til at komprimere livet ned til øjeblikkelige memes, er du en ivrigt face-swappende ambassadør for Generation Z, midt i et hav af 34-årige småbørnsforældre, der kegler rundt i deres seneste kampagne for at være "nede med de unge".

Eller. Måske synes du bare, at det er ret grineren at booste din Barndom2.0 (læs: dine tyvere) ved at sende dine venner snaps af, at du får et blæs af en 40-årig fraskilt kvinde i et telt til Tønder Festival klokken 9.27 om morgenen.

Du er ansat hos Google.

Du hedder Kaj eller Kim eller Kurt, og teknisk set er dit favorit-SoMe lige så lidt et socialt medie, som SoMe er en god forkortelse for noget som helst. Men det er du ligeglad med. For du fucking elsker Nationen endnu mere, end du elsker Facebook, og du føler dig berettiget til et forum udelukkende befængt med ligesindede, hvor du kan dele samtlige af de impulsive tanker, du gjorde dig i Føtex's medarbejderkantine tidligere i dag med resten af Danmarks syltespisende kolonihaveejere uanset hvor upassende eller lidt intellektuelt bearbejdede, de tanker måtte være. Ingen. Skal. Knægte. Din. Ytringsfrihed.

I skoletiden var det meget sejt at være den eneste, der havde set en snuff-film eller den der video af ham der, der hugger nosserne af sig selv med en økse, men det er længe siden, du gik i 8. b. Det er ikke fedt længere (har det nogensinde været fedt?), og nu sidder du tilbage, alene, i mørket, under en enkel, uskærmet elpære, med uhelbredelige ar på sjælen, og du er overbevist om, at den amerikanske regering har overtaget verden i ledtog med en telepatisk alienrace.

Ja, der er stadig folk, der spiller det, og nej, de folk har nok ikke udpræget lyst til at dele den mørke slagside af deres liv med dig, hvis du lige har spurgt dem, om Pokémon ikke "døde i sommers?" Selvom det endnu ikke er muligt at bytte Pokémon med andre mennesker eller bekæmpe andre menneskers Pokémon med dine Pokémon eller på nogen måde interagere med andre mennesker via Pokémon GO, så er der et kort øjebliks smuk, gensidig forståelse, en non-verbal samtale, der finder sted, når to diskrete smartphone træneres blikke mødes på urban Pokéjagt:

You catchin' 'em all? 
Yep. You?
Oh, yeah. PGO er grundlæggende Tinder – bare for folk, der får mere stiv pik af tanken om at finde en Dratini end tanken om et samleje.

Din "livsstils"-blog om stiletter og pesto er det, der gør, at du ikke er som de andre piger. Men næste gang du sidder bag tastaturet med en Marlboro Light i hånden og vender verden på hovedet med et følsomt se mig-essay camoufleret som en tur i Monki, er du nødt til at undre dig:

… er det her bare noget, du gør for at føle dig en lille smule mere som Carrie Bradshaw?

Du har meldt dig til hele verdens catwalk af CV-løgne, fordi du har været på  en desperat søgen efter det rette forum til at fortælle verden, at du på et tidspunkt sad bag kassen i en Kvickly i Slagelse. Du fortæller folk, at det er "et godt værktøj til at networke og fremme din karriere", men du bruger det i virkeligheden kun, når du er arbejdsløs, som pick-me-up til at sidde med et glas rødvin og rynke på næsen af de få folkeskolekammerater, der har klaret sig værre end dig. Din værdighed forsvinder fuldstændig i det øjeblik, du opdager, at alle kan se din besøgshistorik.

Du udforsker det sus, du fik i… øhh, maven, da du så Harry Styles smile for første gang på PG-13 udgaven af Tinder. Remember, kids: #OnlineSafety.

Du er Social Media Coordinator i et mediehus eller hos en trendy start-up og har det ret stramt over, at de eneste to kommentarer på den first-mover Kim Kardashian GIF, du smed op for otte måneder siden er: "Hvad er Peach? :)" og "Døøøøødt site.."

Kan noget dø, hvis det aldrig rigtig har været i live?

Du er amatørfotografen, der er ambitiøs nok til at tro, at dine "jazzede snapshots" fra familiejulefrokosten bliver dit store gennembrud, men samtidig for doven til faktisk at lave en rigtig hjemmeside, som du kan udstille dit arbejde på.

Screenshot via

Du er pusher, cokehoved eller undercover-agent hos Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center.

Du har vænnet dig til tanken om ikke at kunne deltage i samtalen om, at Kim Kardashian er tilbage på Instagram, og du har ingen anelse om, hvem eller hvad pizza rat og salt bae er – men til gengæld har du tid til forældede fritidsinteresser, såsom at "læse bøger" og "tale med folk". Dag efter dag udkæmper du et bravt slag, som du tabte for mange, mange år siden. Du er ikke engang længere selv sikker på, hvorfor du gør det, men du mumler sommetider ting som, at du er "et analogt menneske i en digital verden." I virkeligheden er du bare doven, og din online persona er håbløst bagud. I en post-dommedag, filterløs fremtid, når verdens SoMe-bobbel imploderer, vil det være op til dig og dine få ligesindede at befolke verden på ny.

Men indtil det sker, så held og lykke med at få #sletdinfacebook til at trende, n00b.