VICE-interviewet: Den Sorte Skole

Det her er VICE-interviewet. Her stiller vi aktuelle, kendte personer en fast række spørgsmål i håb om at komme tættere på, hvem de egentlig er.

I et industrikvarter på Amager, lige om hjørnet fra en rockerborg, bliver jeg lukket ind i en anonym opgang, hvor jeg tager trappen til øverste etage. Det er her, Den Sorte Skole har hjemme, og studiet er – selvfølgelig – proppet med LP'er fra gulv til loft. Simon Dokkedal og Martin Højland, de to herrer, der udgør Den Sorte Skole, har siden begyndelsen spillet med åbne kort omkring den juridiske gråzone, de befinder sig i med deres musik. Deres sample-kollager består af tusindvis af lydstykker – alt fra Malk de Koijn og Jurassic 5-raps til palæstinensisk bryllupsmusik – som de krediterer originalkunstnerne for, men ikke ejer rettighederne til. Det får dem på mange måder til at føles mindre som et traditionelt 'band' og mere som den moderne musikscenes svar på middelalderens troldmænd, der blandede et hav af obskure ingredienser sammen til en magisk trylledrik – men i stedet for kirkens heksebrændere er det de forenede pladeselskabers interesseorganisation, IFPI Danmark, som er på nakken af dem for deres omgang med ophavsretten.

Fredag nat rammer Den Sorte Skole Orange Scene. Det er en big deal for Simon Dokkedal og Martin Højland, som siger, de har forberedt sig i otte måneder, og publikum kommer til at opleve en minutiøst planlagt koncert, der involverer talrige gæstemusikere (blandt andet et 20-personers kor fra Island) og en masse overraskelser, der er skrevet ind i det omfattende Excel-ark, som koncerten er planlagt ud fra. Undervejs har duoen rejst verden rundt for at rekruttere de musikere, der skal vække deres sample-univers til live på Nordeuropas største musikscene.

Det er nærmest umuligt for Den Sorte Skole at løsrive sig fra snakken om den forestående koncert, men da vi får noget kaffe og nogle spørgsmål på bordet, går der ikke længe, inden livslektionerne begynder at flyde.

VICE: Afslut den her sætning: Problemet med unge mennesker i dag, er at…
Simon: De tager for mange dårlige stoffer.
Martin: Problemet for de unge er, at den teknologiske udvikling har været så hurtig, at de lige pludselig har en masse ny teknologi helt inde på livet, som der ikke har været nogen filtrering af. Hvordan kan de lære at fokusere og undgå at blive stressede? For slet ikke at tale om den fysiske påvirkning af vores kroppe, som jeg tror, at der er ingen, der har overblik over. Jeg tror faktisk, at det er rigtig hårdt at være 17 år i dag.

Hvornår var I sidst oprigtigt bange?
Simon: Jeg var for nyligt ude og tage billeder af nogle graffitimalere i Berlins undergrund. Mig og ham graffitimaleren var inde i tunnelen. Han var ved at male et tog, og jeg tog billeder af det. Da vi skulle ud derfra igen, var der nogle arbejdere, der så os. Og jeg var blevet fortalt, at det tyske politi er hardcore – at hvis du først bliver fanget, så er du fucked. Der løb vi. Og løb og løb. Og altså, jeg løber ikke så tit. Vi var dybt under jorden. Vi kunne ikke komme op nogle steder. Man ved bare, at så snart man er blevet set, så står politiet og venter på en deroppe, og jeg vidste bare, at de stod klar med hundene. Der kan jeg huske, hvordan jeg bare løb og tænkte for mig selv, okay, nu er du fucked. Også fordi jeg bare fysisk ikke kunne løbe mere. Det var meningen, at vi skulle have været ude i den anden ende, men det var der, de var. Så vi kom op af sådan en sikkerhedsluge, og så var det bare midt på en tosporet vej. Så vi stak hovedet op, og så var der taxaer, der dyttede, og vi kunne høre sirener, og jeg havde taget billeder med bevismaterialet. Det var fucking noia. Vores mand, der skulle hente os, kom drønende i en varevogn, som jeg bare sprang ind i. De fangede os ikke. Der var jeg lidt bange.

Vildt. Hvornår har I sidst grædt?
Martin: For to år og et halvt år siden var jeg ude at rejse, og vi var inde i junglen i Cambodja. Jeg havde taget Malarone, sådan noget malariamedicin, der fuckede mig helt op. Jeg stod klokken 11 om formiddagen inde i sådan en junglehytte og bare stortudede foran min kone. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad der foregik, men jeg kunne næsten ikke trække vejret – så dårligt havde jeg det, mentalt. Jeg stoppede med at tage det, og tre dage senere var jeg helt normal igen. Men jeg fik faktisk et indblik i, hvordan det må være at have seriøs angst eller være svært deprimeret. Hold kæft, hvor er det hardcore.
Simon: Det var faktisk lidt spøjst for mig, fordi det var til Djuna Barnes' begravelse, og jeg var ikke så tæt på hende. Men jeg tror bare, at jeg havde brug for det. Der var mange mennesker, vi var alle sammen samlet, og det var der noget smukt i.

Hvilke konspirationsteorier tror I på?
Simon: Jeg tror ikke rigtig på dem, men jeg er faldet på halen over, at der jo er virkelig mange mennesker, der tror, at jorden er flad. Det er for grineren. Der er de sygeste film omkring det. Det er så dumt. Det er en konspirationsteori, jeg må tage hatten af for.
Martin: Indtil jeg sagde mit job op, lavede jeg sådan noget forskning i finanssystemer. Jeg skrev speciale om finansregulering, dengang finanskrisen kom, hvilket var et tilfælde. Den politiske og økonomiske virkelighed i verden i dag er vildere end mange af de konspirationsteorier, der er i omløb. Jeg føler mig rimelig afklaret med, at virkeligheden, der hvor beslutningerne virkelig bliver truffet, den er så beskidt, at folk gør sig intet begreb om, hvordan det hele hænger sammen. Virkeligheden er så langt ude, at der slet ikke er brug for konspirationsteorier. Fundamentalt set er problemet, at der ikke er særlig mange mennesker, der forstår det finansielle system, som ikke er dem, der tjener penge på det. Hvis folk virkelig forstod, hvor meget det handler om, at der bare er en elite, der rager til sig på bekostning af alle andre… Det er utroligt, at folk ikke er gået på gaden og har smadret bankerne i den vestlige verden. Det er bare fortsat.

Er vi fucked?
Martin: Jeg tror, at vi er rimelig fucked. Jeg ved ikke, om det er en konspirationsteori, men det her med virusser og multiresistente bakterier tror jeg, bliver stort de næste 50 år i vores del af verden. Det er måske det mest sandsynlige store breakdown for menneskeheden – at der kommer nogle kæmpe virusepidemier. Jeg læste en rapport for nogle uger siden, der handlede om multiresistente bakterier, hvor de skrev, at hvis man ikke seriøst gør noget ved det her nu, skal vi regne med, at der er 300 millioner mennesker, der dør i løbet af de næste 30-40 år. Og det er jo sådan nogle som os, der dør. Fordi så er der bare ikke noget penicillin, der virker på os længere. Hvorfor skulle pesten være noget, der kun hørte én tidsalder til?

Shit. Okay. Hvad er den fineste ting, I ejer?
Simon: Min pladesamling. Hvis den røg, tror jeg måske, at jeg ville finde på noget andet at lave.
Martin: Eller skynde mig at tage et billede til forsikringen.

Hvis du var bokser, hvilken sang skulle så spille, når du gik i ringen?
Simon: Det har jeg faktisk tænkt lidt over. "Sinnerman" med Nina Simone. Der er fed energi i den, som skulle bruges til at slå ham den anden på tuden.
Martin: Det der Roly Porter nummer, "4101" . Det er sådan noget elektronisk noise-metal. Super sindssygt og episk – og faktisk også ret smukt. Det ville være rimelig sygt. Også selvom jeg bare blev slået ud som en slatten spaghetti i første runde.

Hvor mange bøger har I læst fra ende til anden i løbet af det seneste år?
Simon: Nul.
Martin: Ingen. Jeg har aldrig læst bøger.
Simon: Vi har hørt plader i stedet for.

Hvad er dit yndlingsudtryk?
Martin: Der er sådan en åndssvag liste med 150 ting, som man burde gøre noget mere, der kom for nogle år siden. Den er så morsom.
Simon: Man er virkelig en douchebag, hvis man gør alle de der ting.
Martin: Den har vi virkelig dyrket, den der liste. Da vi turnerede, måtte vi ligesom vælge en ting fra listen, som folk så skulle gøre – for eksempel at give håndtryk, der er så hårde, at folk siger 'av'. Vi skulle hver hver især vælge en karakterbrist, der bare drev folk til vanvid. Vores lysmand var virkelig god til sin. Vi spillede i Zagreb – sådan et kæmpe job, hvor der var vildt mange lokale produktionsfolk involveret – og hans karakter-flaw var, at han hele tiden skulle konstatere selvfølgeligheder. Hvilket betød, at han konstant sagde I am the light guy og now the blue light is on, we are here together, you are sitting here, too og bare blev ved og ved.

Genialt. Hvilken beklædningsgenstand ville I ønske, I aldrig havde iført jer?
Simon: Jeg kan huske engang, hvor jeg insisterede på at have sådan nogle hvide bukser på, selvom de bare var blevet psycho-snavsede. Jeg var lille. Men stor nok til, at jeg kan huske, at en af pigerne i klassen dissede mig helt sygt, fordi jeg havde taget de der snavsede busker på. Det kan jeg huske, at jeg fortrød.
Martin: Jeg synes, det er fedt, at dengang man var 12-13 år, så man for spacey ud. Jeg sad engang i Linje 8 med mine to venner fra 9. klasse – vi skulle til Jungle Rave i Den Grå Hal. Dengang havde man hvide handsker på til den slags, og så havde man fløjter. Der sad en eller anden Amager-gut i bussen, der bare sagde, fuck, du ligner en bøsse til mig. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så utilpas i noget som de der hvide junglehandsker. Og den der lille fløjte.

Er der et sted, som I har et særligt forhold til?
Martin: Det er København. Jeg er vokset op i Nansensgade, jeg bor stadig i Nansensgade. Det er her, mit liv er.
Simon: I Den Sorte Skole har vi en ødegård oppe i Sverige, som vi har lavet Lektion 1 & 2 i, hvor vi tog op og isolerede os.
Martin: Så pakkede vi Simons mors lille bil–
Simon: En gul Ford Ka.
Martin: –med 1500 vinylplader, og så kørte vi op i en skov på en ødegård. Ind i sådan en boble. Det er bare fedt at komme ind i et helt andet miljø for at arbejde. Vi var der tre gange om året, i tre-fire år.
Simon: Nu har vi fået nogle lidt bedre alternativer, som ligger tættere på.
Martin: Og nu er det et fuldtidsjob.

Hvornår gjorde I sidst noget ulovligt?
Martin: Lige inden du kom. Der samplede vi. Det er jo ligesom en integreret del af, hvad vi laver. Vi arbejder i en gråzone.
Simon: Ja, det lever vi af.

Solidt svar. Hvad mener I om legalisering af cannabis? I har jo næsten udsigt til Fristaden herfra.
Simon: Vi har også nogle planter i studiet.
Martin: Står derovre.
(Martin og Simon peger på hampplanten, der står i en potte ved studiets altandør, red.)
Martin: Det er vi 100 procent for. Kigger man på, hvordan det lovlige cannabismarked har udviklet sig i amerikanske delstater som Colorado, kan vi se, at der er mulighed for at få kontrol med markedet, samtidig med at staten tjener penge, der går til gode formål. Dermed ikke sagt, at det er godt for alle bare at ryge igennem – selvfølgelig er det ikke det – men det bliver ikke bedre af, at markedet er i hænderne på kriminelle.
Simon: Jeg mener også, at det er rimelig hul i hovedet, at alkohol er lovligt i et land som Danmark, når cannabis ikke er det. For vi har sgu en rimelig dårlig kultur omkring alkohol. Gå ned igennem Vestergade i København en fredag aften – det giver ingen mening, at det der overhovedet er tilladt.

Her til sidst – hvad vil I sige er den ideelle sindstilstand at være i, når man skal se Den Sorte Skoles koncert på Orange?
Simon: Man skal måske vente med at bælle den der flaske vodka forinden. Folk skal ikke forvente at høre Rage Against the Machine. Det er ikke et jubilæums-set. Det kan godt være, at der kommer noget, de måske kender – men det er ikke bare et ligegyldigt rave.
Martin: For fem år siden var det stadig friskt på en eller anden måde for Major Lazer at stå på Orange og spille et mega-mix. For mig er det bare old-school i dag, på så store scener. Hvis det er gennemført nok, så tror jeg faktisk, at det unge publikum er rimelig åbne – bare det er et trip. Vi præsenterer et syret parallelunivers, hvor vokalerne kommer fra Thailand og ikke fra P3. Der er masser af energi. Det er bare ikke en abefest. Og så er det nok bedre at være skæv end at være fuld.

Et åbent sind og en fed spliff er altså ikke det værste udgangspunkt, når man skal lytte til jeres musik?
Simon: En god rom, en fed spliff og et åbent sind. Sådan er det i virkeligheden generelt i livet.

Cool. Tak for jeres tid, drenge.