FYI.

This story is over 5 years old.

arbejdsløshed

"Hvis man vil videre i livet, så skal man ikke blive i Assens"

Vi spurgte fire unge, hvordan det er at bo i den by i Danmark med den største arbejdsløshedsprocent blandt de 25-29-årige.

Der sker ikke så meget i Assens, den eftermiddag VICE slentrer forbi bindingsværkshusene og ind på gågaden. Folk er venlige, flere hilser, når man passerer forbi hinanden, det føles rart og jovialt. Til gengæld er her ikke mange unge mennesker at spotte – måske er de flygtet fra arbejdsløsheden?

Den antagelse ligger i hvert fald lige for – Assens har nemlig Danmarks højeste arbejdsløshedsprocent blandt de 25-29-årige ifølge tal fra Danmarks Statistik. 11,2% af de unge i Assens gik i 2016 rundt uden job, hvor ledighedsprocenten i samme aldersgruppe på landsplan er 7,4%.

Advertisement

Vi spurgte fire unge mennesker fra Assens, hvordan de har det med det bo i kommunen med den tvivlsomme rekord.

Mikkel, 19 år - under uddannelse som tømrer

VICE: Assens er det sted i Danmark med størst arbejdsløshed blandt de 25-29 årige. Kommer det bag på dig?
Mikkel: Nej, det kommer ikke som nogen overraskelse. Jeg har boet her altid, og der er mange, der ikke laver noget.

Hvor bevidst er du om, at her er en høj procent af unge arbejdsløse?
Jeg har mange venner, der ikke laver noget, så det er ret tydeligt for mig. Det er svært at finde et job her, og så gider de unge mennesker heller ikke lave så meget, hvis ikke de synes, at lønnen er god.

Hvad arbejder man med, når man er ung i Assens?
Mange unge her arbejder med stoffer. Her er rigtig meget kriminalitet og mange slåskampe. Men man kan jo altid blive flaskedreng eller fejer. De unge skal jo lave noget, så hvis ikke de har et arbejde, laver de hærværk. Der er lige blevet smadret en rude i pizzariaet og tegnet på en skulptur.

Er det din opfattelse, at folk tager væk herfra, fordi det er svært at finde et arbejde?
Jeg synes i hvert fald, at folk burde gøre det, der er jo ikke noget her. Hvis du tager chancen et andet sted, så sker der måske noget der.

Isabella, 24 år - bagerlærling

VICE: 11,2% af de 25-29 årige er arbejdsløse i Assens. Hvad betyder det for dig?
Isabella: Det betyder jo, at vi ikke rigtigt får de job, vi gerne vil have, og det betyder også, at vi skal arbejde hårdere for overhovedet at få et arbejde. Jeg har selv ventet to år på at blive bagerlærling. Ligegyldigt hvad man vil, så skal man næsten altid tage langt væk for at få et job.

Advertisement

Hvad gør det ved miljøet blandt unge her?

Man finder nogle andre ting at bruge sin tid på. Som at hænge ud i kliker eller lave ballade. Er det din opfattelse, at mange tager væk herfra så?
Ja, der er mange unge, der tager væk, fordi der ikke er uddannelsesmuligheder her. Hvis man gerne vil videre i livet, så skal man ikke blive her.

Lars, 23 år - læser på VUC

VICE: Hvor bevidst er du om, at her er mange unge arbejdsløse?
Lars: Jeg vidste det ikke, men det er da ikke så godt. Jeg er selv flyttet til Assens, fordi jeg manglede et sted at bo, så jeg tænkte, Assens kunne være et meget fedt sted. Men altså…

Hvad betyder det så for dig, at her er så høj en arbejdsløshedsprocent?
Det er ikke så godt. Det går jo ikke, at unge går rundt uden arbejde. Der skal jo være nogen, der arbejder. Hvis de altså vil arbejde.

Tror du, at det gør noget ved stemningen blandt unge her?
Ja, det kan være lidt svært jo.

Ali, 21 år - studerende

VICE: Vidste du, at 11,2% af de 25-29 årige i Assens er arbejdsløse?
Ali: Nej, men det er ikke så slemt, synes jeg. Der er jo alligevel mange, der har et arbejde. Mange af mine venner er arbejdsmænd, murere og arbejder på pizzariaer.

Men der er jo alligevel også en del, der ikke har noget arbejde. Hvad tænker du om det?
De folk har jo mere fritid, hvor de kan lave ballade og alt det der.

Andre unge herfra har fortalt mig, at folk tager væk fra Assens, fordi det er svært at få et job. Er det noget, du mærker?
Ja, der er mange, der rejser væk, så de ikke keder sig, når de ikke har noget at lave.

Hvordan er det at være ung i Assens?
Kedeligt.