2016 var et mærkeligt år for popmusikken

Denne artikel er oprindeligt udgivet af i-D

I 2016 var der intet, der gik efter planen. Stranger Things – årets suverænt bedste serie – indeholdt idéen om paralleluniverset The Upside Down, men før du begynder at poste ting på sociale medier med kommentaren "Fuck 2016…", så skal vi huske, at den her Upside Down-fornemmelse faktisk gav en positiv udvikling i popmusikkens verden.

For eksempel begyndte året med, at Rihanna – poppens go-to hitmaskine – endelig udgav sit længeventede album Anti, hvorefter det forvirrede alle (på den gode måde) ved at indeholde en coverversion af psych-rock-gruppen Tame Impala ("Same Ol' Mistakes"), en hjertevridende blues ("Love On The Brain"), men ingen åbenlys hitsingle udover den Drake-assisterede "Work". Nå ja, og så var der et sample af Dido! Samme måned udgav Sia This Is Acting – et album, man i højere grad ville forvente indeholdt et sample af Dido, men som i stedet inkluderede et arrangement a Sisqos "Thong Song". Kombineret med, at "Cheap Thrills" – en meget Rihanna-agtig sang, som faktisk blev skrevet til Rihanna, men som hun afslog – endte med at blive nummer ét på den amerikanske hitliste, så er vi allerede så langt inde i Upside Down, at Winona er ved at finde julelysene frem. Som produceren Justin Raisen (Charli XCX, Sky Ferreira) sagde i et interview med Pitchfork for nylig: "Hvad fuck er pop egentlig? Jeg aner det ikke… Pop er ikke engang pop længere."

Men fordi det er 2016, varede Rihannas kortvarige bevægelse væk fra poppen ikke længe. Måske fordi hun savnede dancemusik, eller mere specifikt EDM, samarbejdede hun igen med Calvin Harris på sommerhittet "This Is What You Came For" – en sang der blev endnu mere berømt, fordi Taylor Swift var med til at skrive den. Men den detalje blev ikke offentliggjort – sangen blev oprindeligt krediteret til den ikke-eksisterende Nils Sjöberg – indtil Swift og Calvin Harris slog op, og nyheden om Swifts ghostwriting kom ud på TMZ.

Selvom Rihannas Anti måske blot er et renselsesritual inden en tilbagevenden til hendes sædvanlige pop, så vendte en anden periodedefinerende popstjerne tilbage med en måske mere permanent stil. Lady Gagas Joanne – med en pink stetson og det hele – droppede synth, trommemaskiner og den gode gamle DJ White Shadow til fordel for Mark Ronson og en mere fuldbyrdet autencitet. Albummet virkede som en bevidst beslutning om at tage Lady Gaga ud af konkurrencen om at være verdens største popstjerne. Måske var det efter den lunkne modtagelse af ArtPop, men Joanne – som historien formentlig vil se på med mildere øjne – forsøgte at fremvise den rigtige Lady Gaga, hvilket er en tung opgave i kraft af de mange lag af perfekt konstruerede kunstgreb, hun har skabt omkring sig.

I forlængelse af temaet med usædvanlige pop/indie-kollaborationer, der slører grænserne for, hvad der er, og hvad der ikke er pop nutildags, indeholdt Joanne også indflydelser fra Josh Homme og Father John Misty. Sidstnævnte dukkede også op på Beyoncés triumferende visuelle album Lemonade, hvor han var medforfatter på "Hold Up" sammen med MNEK, Diplo og Ezra Koenig fra Vampire Weekend. Albummet udvalgte nøje sine samples i historiefortællingen om et parforhold, der bliver forslået af utroskab – alene "Hold Up" indeholdt samples fra sange af Andy Williams, Soulja Boy og Yeah Yeah Yeahs. Udgivelsen beviste poppens mosaiske natur og Beyoncés position som den bedste post-genre-popstjerne siden Michael Jackson. Lemonade bevæger sig ubesværet fra country ("Daddy Lessons") til rock (den Jack White-assisterede "Don't Hurt Yourself") og, på den oprørske "Formation", spændstig New Orleans-inspireret trap. Sidstnævnte nummer var også det, der markerede hendes tilbagekomst i februar, hvor nummerets musikvideo tog et utvetydigt politisk standpunkt i racediskussionen i USA, som vi ikke havde set fra Beyonce før. Det var et statement, der blev sammenvævet med poppen gennem hele 2016 via album fra Solange og Blood Orange.

I et år præget af krigen mellem forskellige streamingtjenester, blev Lemonades uomtvisteligt imponerende albumsalg hæmmet af kun at være tilgængeligt på Tidal – en tjeneste, der tilsyneladende er så uduelig, at den tidligere var kommet til at lække Rihannas Anti forud for udgivelsesdatoen. Faktisk begyndte effekten af streaming virkelig at påvirke hitlisterne og opfattelsen af, hvad der udgør et hit i 2016. Som yderligere bevis på 2016's Upside Down-tendenser blev popstjernerne – typisk dem, der dominerer hitlisterne – pludselig ramt, hvor det gjorde ondt. Lad os tage Olly Murs som eksempel. Før streaming blev medregnet i hitlisterne, havde Murs haft otte top-10 singler i Storbritannien og deriblandt fire, der gik nummer et. Siden begyndelsen af 2014 har han til gengæld haft præcis nul top-10 hits, og hans seneste single peakede på en skuffende placering som nummer 25. Samtidig strøg Little Mix, som ligesom Murs begyndte karrieren i det britiske X-Factor, direkte ind på listerne med "Shout Out to My Ex" – som de udgav på en søndag i stedet for det sædvanlige udgivelsestidpunkt om fredagen, så der er stadig håb for Olly! For mindre etablerede popkunstnere har streaming betydet en ændring af parametrene for, hvad der udgør et hit. For eksempel har to lovende kunstnere med store selskaber i ryggen store håb for 2017. Dua Lipa og Anne-Marie har begge opnået slow-burn hits i top-15 via streaming i år. For få år siden ville en kunstner med penge i ryggen, som faldt uden for top ti været blevet smidt på porten, men nu er det tallene fra streaming, der bestemmer, hvordan en kunstner klarer sig – og tålmodighed er nøglen.

Men nok om det nye. 2016 var også året for mærkelige comebacks. Det lykkedes Rick Astley (spørg din mor) at gå fra internet-meme til vitterlig at vade ind på albumhitlisten med sit ottende album, 50, som solgte over 100.000 eksemplarer. Marginalt mindre overraskende var Craig Davids tilbagekomst, som lykkedes med at ryste den dobbelte pinlighed ved "What's Your Flava?" og "Bo Selecta" af sig ved tålmodigt at vente på sit snit til at komme tilbage. Det resulterede i albummet Following My Intuition, som lød både nutidigt og nostalgisk – formentlig fordi de fleste producere i dag voksede op med Born to Do It. At albummet indeholdt et sample af Justin Bieber (mere specifikt Jack Üs "Where Are Ü Now") er heller ikke overraskende. For det første har Bieber altid været Craig David-fan, og for det andet var 2016 sølet ind i Biebers spøgelse – specielt den tropical house-inspirerede "Sorry" fra 2015. Man kunne ikke undgå omkvædsløse, tropical house-semi-bangere i 2016, og tendensen resulterede i et tropical house-remix af cirka hver eneste sang, der nogensinde er udgivet. (Hvordan mon Rick Astleys "Never Gonna Give You Up" lyder i et tropical house remix, tænker du? Her er svaret!)

Men poppens største bedrift i 2016 er måske at gøre franske Christine & The Queens, aka Héloïse Letissier, til en global stjerne. Hun skruer op for queer-tendenserne i det mainstream, samtidig med at den højreorienterede konservatisme har fået nyt liv. Letissier er en ny og oprigtigt spændende og befriende ligetil alternativ stemme i et år, hvor poppen lod til at blive mere og mere bevidst om Upside Down gennem diskussioner om race, seksualitet og mental sundhed.