Jeg trippede på LSD i et topsikret fængsel

Denne artikel er oprindeligt publiceret af VICE US

Det viser sig, at spjældet ikke er det mest ideelle sted at trippe på syre. Fængsler omfatter de fleste af de ting, som folk typisk associerer med et dårligt trip: små, lukkede områder, ordensmagten, grimme værelser og dystre, trøstesløse omgivelser – for slet ikke at tale om de voldelige mennesker, der kan finde på at fucke med din hjerne, mens den er proppet med psykedeliske stoffer. Det er mere Shawshank Redemption, end det er Alice i Eventyrland.

Men indsatte kan godt lide stoffer. Når man sidder inde er trangen til at flygte fra virkeligheden ret naturlig, og til det er stoffer et oplagt og effektivt redskab. Der er mange, der er tilfredse med hash, hjemmebrygget alkohol eller syntetisk lort, men ligegyldigt hvilket rusmiddel, du er ude efter, er der måder at få det smuglet ind i din celle, uanset hvor i verden du sidder inde.

Jeg blev idømt fængselstid for en ikke-voldelig forbrydelse; jeg var anklaget for at være en del af et større LSD-netværk. I mine +20 år bag tremmer mødte jeg et bredt udvalg af psykedeliske narkoentusiaster. Jeg fandt en måde at få fingrene i syre, da jeg sad i fængsel, og det var en virkelig en fucked up oplevelse. Men for andre mennesker udvidede trippet ikke bare deres bevidsthed; det udvidede fængselsmurene. Det er ikke ligefrem en Grateful Dead-koncert, men det kan være en livsændrende oplevelse. Følgende er tre beretninger om hvordan det er at trippe, mens man bor i et topsikret fængsel, med min egen som den første.

Seth Ferranti
44 år.
Afsonede 21 år for sin rolle som bagmand i et LSD-netværk.

Man kan godt kalde mig syreveteran. Før jeg blev anklaget for min rolle som bagmanden i et LSD-netværk og spærret inde i over 20 år, havde jeg bogstaveligt trippet tusindvis af gange. Men da jeg røg i fængsel, tænkte jeg ikke så meget over det til at begynde med, nok fordi det var det, der havde fået mig spærret inde til at begynde med. I stedet blev jeg en hashmand. Jeg smuglede det, solgte det, røg det. Jeg lod ikke en dom på 25 år forhindre mig i at sælge stoffer i nogen af de syv fængsler, hvor jeg var indsat. Det lykkedes mig altid at smugle ryger ind ved at sluge balloner fyldt med det.

Da jeg havde siddet inde i et par år, begyndte jeg at overveje at ændre mit syn på fængselslivet. Og et syretrip virkede som det, der skulle til. At sidde i fængsel er lidt som at have skyklapper på, og nogle gange er man nødt til at "åbne døren" lidt for opfattelsesevnen. Det var tid til at udvide min bevidsthed til mere end den fængselsbobbel, jeg sad fanget i.

I 2005 sad jeg inde på Federal Correctional Institution i Fairton, New Jersey, og det var meningen, at min dame skulle have nogle balloner fyldt med cannabis med, som jeg kunne sluge. Jeg spurgte hende på forhånd, om hun ikke også ville tage noget LSD med.

Da jeg ramte dansegulvet, de indsattes navn for besøgslokalet, ankom hun med dårligt nyt. Det var ikke lykkedes hende at få fat på noget godt tjald, men hun havde et frimærke "Blue Unicorn" LSD med til mig. Hun gik hen til madautomaten, købte mig en hamburger, puttede den i mikroovnen og blandede syrefrimærket ind i den sennep, som hun spredte udover den. Jeg slugte grådigt burgeren. Jeg regnede med, at jeg ville begynde at trippe på venteværelset sammen med min dame. Men det var ikke helt det, der skete.

Jeg havde taget en del tjald med ind i Fairton, og på lige præcis den her dag havde fængslets stikker valgt at stikke mig til fængselsbetjentene. Før der overhovedet var gået en time af besøget sprang de på mig, sendte min kæreste hjem (efter at have kropsvisiteret hende uden at finde noget) og slæbte mig ned til isolationscellen. LSD-burgeren var ved at finde sig til rette i min tyktarm, da de tog fat i mig.

Da mine pupiler begyndte at udvide sig og mit syn begyndte at blive sløret, blev jeg smidt ind i det man kalder en tør celle: intet rindende vand, ingen madras, ingen hovedpude, intet toilet…ingenting. De tog mit tøj af og tjekkede mine kropsåbninger, inden de efterlod mig med et par underbukser og et lagen. Der var et stort vindue forrest i cellen, som de kunne observere mig igennem, og et videokamera, der holdt ekstra øje med mig. Jeg ved ikke hvad vagterne bag kameraet havde forventet at se, men hvad de fik var en video af en rædselsslagen fange, der tilfældigvis var midt i et diskret LSD-trip. Det føltes som en film, men kun en virkelig forskruet person ville kunne forestille sig et psykedelisk scenarie, der var mere eksistentielt fucked up.

Jeg spredte mit lagen ud på metalsengen og lagde mig under de skarpe lys, der skinnede på mig. Jeg var bekendt med rutinen, selvom jeg aldrig havde været i en tør celle før. Gennem de næste 48 timer – hvilket var længere tid, end selve trippet – fik vagterne mig til at skide mindst fem gange i en plastikskål med en gennemsigtig skraldesæk i, så de kunne gennemsøge min afføring på jagt efter stoffer.

Jeg holdte nervøst øje med fængselskommissæren, mens han gennemrodede min lorteskål, alt imens syren forvrængede mine sanser. Jeg vidste, at jeg (for en gangs skyld) var clean, men stofferne gav mig et uundgåeligt anfald af paranoia over, at de ville finde noget. Hvad hvis der var balloner i min lort? Hvad hvis der var en pose, der på en eller anden måde havde sat sig fast i mig og endelig var på vej ud nu? Det rablede fuldstændig for mig. Da jeg først havde været igennem alle tænkelige former for undersøgelser føltes det som om min hjerne havde været igennem mikrobølgeovnen sammen med den burger. At beskrive oplevelsen som et levende helvede ville være en underdrivelse.

Jeg slappede lidt af, da hallucinogenet stoppede med at virke, men det er ikke fordi man bare sådan lige kan sunde sig midt i sådan en situation. I resten af min tid i isolationen lå jeg for det meste på den kolde metalseng og prøvede på ikke at smelte sammen til en pyt, mens kameraerne blev ved med at holde øje med alt, hvad jeg gjorde.

Jeg forestillede mig, at min første psykedeliske oplevelse i fængslet ville være en eskapistisk tur uden for pigtrådshegnene, men det endte med kun at tage mig dybere ind i indespærringens afgrund. Jeg har ikke taget LSD siden.

Få et større indblik i, hvordan det er at sidde inde i USA, ved at se vores dokumentar: 'Murder, Mayhem and Meditation'

John 'Judge' Broman
35 år.
Afsoner 16 år for bankrøveri.

Jeg var et deadhead – en gratist – da jeg levede udenfor: et yoga-elskende, potrygende, LSD-trippende hippieskvadderhoved. Jeg eksperimenterede også med heroin og endte med at få en dom på 16½ år for et bankrøveri, som jeg begik for netop at få penge til at købe stoffer. Jeg røg en masse hash og drak store mængder hjemmebrygget alkohol i fængslet, men stødte ikke på noget syre før jeg var otte år inde i min dom.

Jeg har den holdning, at LSD er en nadver. Det burde anvendes som et redskab til at "få dig der hen, hvor du gerne vil være," men hvor du tager hen er udelukkende et spørgsmål om perspektiv. Jeg sad indespærret i United States Penitentiary Pollack i Louisiana, da jeg fik chancen for at tage LSD. En af mine deadhead-venner havde tidligere været inde og sidde i et af de store statsfængsler og havde styr på, hvordan man fik alle tænkelige former for smuglergods ind. Men da han sendte mig en heftig dosis syre med posten, var det vildt åbenlyst: et Dr. Seuss postkort, hvor der stod "Oh, the places you'll go!" med en kæmpe, meget synlig plamage, hvor han havde sprøjtet syren på. Han havde prøvet at dække over plamagen ved at farve rundt om den med tusch, men det gjorde det kun endnu mindre subtilt. Ikke desto mindre fandt kortet vej ind i fængslet og endte i mine hænder.

Pollack var et voldeligt fængsel og jeg havde derfor ikke lyst til at gå rundt en hel dag i en LSD-sky. De siger, at man kan vende en mand ryggen, men aldrig et stof. I fængslet havde jeg ikke lyst til at vende nogen af dem ryggen. Så jeg planlagde det hele på forhånd, og aftalte med en troværdig gruppe indsatte hvor og hvornår vi skulle kaste os ud i det psykedeliske eventyr. Mine sammensvorne var min cellekammerat, der for nyligt var ankommet og havde et par domme på livstid for narkohandel under sin paisleyfarvede bandana, og en tidligere narkoman i tyverne, der aldrig havde trippet på syre, men altid gerne havde villet prøve det. Vi planlagde at tage vores trip om aftenen, efter de havde låst os inde i vores celler, hvor det var trygt og sikkert.

Omkring klokken 21 begyndte stofferne at virke. I vores celle havde vi to akustiske guitarer, en bas, og et lækkert anlæg som vi havde stjålet fra vaskerummet. Vi havde brug for musik mens syren pumpede sig gennem vores kroppe.

Vi slukkede for lyset og tændte hjemmelavede stearinlys og røgelse overalt i cellen. Så begyndte vi alle tre at spille punksange med lav volume, så vi ikke ville blive taget, og brugte de næste par timer på at spille os stille og roligt ind i natten. Det føltes som en seance med livemusik.

På et tidspunkt dykkede min cellekammerat ned i lidt af en depression, da det for alvor begyndte at sive ind, at han sad inde på livstid. Jeg rettede tankerne indad, og tænkte mere på "mig," og på de otte år, jeg havde foran mig. For første gang siden jeg blev spærret inde begyndte ideen om at jeg faktisk en dag ville blive fri igen at føles virkelig. Jeg sad fanget i fængslet, men ikke for altid. Jeg havde en dato. Min indespærring ville ikke blive det, der definerede mit liv – hvilket var en åbenbaring i sig selv.

Resten af trippet forløb problemfrit, men oplevelsen blev en milepæl for mig. Min resterende fængselstid virkede på en måde kortere. Når folk spurgte mig, hvor lang tid jeg havde tilbage svarede jeg, "jeg skal snart hjem." Så spurgte de om hvor lang tid, og jeg svarede otte år. Så grinede de, og sagde jeg ikke skulle holde vejret. Når man sidder inde i flere årtier som ung mand, kan dommen virke uendelig. Men takket være Dr. Seuss postkortet vidste jeg, at "The places you'll go!" betød alle andre steder end spjældet.

Tim
47 år.
Afsoner en dom på livstid for sin rolle som bagmand i et LSD-netværk.

I 1993 sad jeg fængslet på et amtsfængsel, hvor jeg ventede på at blive sendt videre til et større statsfængsel i meget lang tid for min rolle som bagmand i et LSD-netværk. Jeg havde været der i seks måneder og var ekstremt deprimeret over den dom, der lå foran mig. Jeg sov 22 timer i døgnet og spiste Twinkies fra kantinen non-stop. På under seks måneder tog jeg 25 kilo på.

Hvis jeg havde vidst, at jeg kunne få fingrene i noget syre, ville jeg have haft noget at leve for,inden jeg skulle ind og sidde. Så kom min fødselsdag. Mine venner sendte mig 30 LSD-mærker med posten – seks af dem under hvert frimærke, på samme måde som deadheads sendte LSD rundt i landet. Jeg tog tre mærker senere samme aften.

Mens jeg trippede forestillede jeg mig en scene, hvor Grateful Dead spillede, sammen med en mand som jeg, tro det eller ej, flere år senere ville identificere som præsident Obama. Det her var før han var præsident, og jeg anede ikke hvem han var på det tidspunkt, men jeg så ham, eller i hvert fald en, der lignede ham. Jeg forestillede mig, at jeg gik op på scenen, og gav ham hånden. Det var en horisontudvidende oplevelse, og den rev mig ud af den ærgelige tomgang, jeg var ved at drukne i. Jeg vågnede næste dag og begyndte at motionere igen og besluttede mig for, at jeg havde lyst til at leve igen, på trods af de mange år i fængsel jeg stod over for.

Da jeg blev sendt i 'rigtigt' fængsel i USP Atlanta i 1994, var der en ven der blev tilsendt et stykke A4-papir, der var helt dækket til med syre. Det var på en eller anden måde sluppet forbi dem i fængslets postcentral. Der må have været til over 1.000 trips på papiret. Efter det trippede mig og mine fængselvenner hele tiden. Det var som at være på turné med Grateful Dead.

For det meste tog jeg kun LSD om aftenen i fængslet, så jeg kunne huske bandet og værdsætte stoffet som en nadver. Men der var en gang, hvor mine venner fik mig overtalt til at tage det klokken 7 om morgenen. Og selvfølgelig var det lige den dag jeg blev kaldt ind på fængselskommissærens kontor klokken 9. Jeg havde taget tre mærker og var flyvende. Jeg spillede den cool, men det var nok til at få mig til at overveje, at jeg nok ikke skulle være så henkastet med det i spjældet en anden gang.

Flere år efter mit trip i amtsfænglset modtog jeg en bog, der var fyldt med syre i endnu en uvirkelig fødselsdagsgave. Da jeg tog den syre så jeg den samme scene med præsidenten og Grateful Dead, som jeg havde set næsten 20 år før. Denne gang genkendte jeg Obama, og konkluderede, at det må have været ham, jeg så for mig under det første trip i fængslet. Måske havde det noget at gøre med fantasier om at blive benådet af Obama – fordi det er den eneste måde jeg kan slippe ud af min dom på livstid. Hvis jeg ikke havde spist de tre skjulte frimærker for så mange år siden, tror jeg ikke jeg havde klaret mig så længe som jeg har.

Følg Seth på Twitter.

Fik du læst:

Ting du bør vide, hvis du skal i fængsel i Danmark

Jeg stoppede med at ryge efter et LSD-trip

Sådan køber du et kilo ren MDMA lovligt