Hvad jeg lærte som event-slave, da Game of Thrones-tronen kom til København

En mand med udtrådte flip flops kommer nærmere, snart er det hans tur. Han hvisker til mig, som stod vi i en kirke, "er det her den rigtige trone?" Men vi er ikke i en kirke, og der står mindst 1000 mennesker bag ham i den kødrand af en kø, der strækker sig langt ud af Øksnehallens indgang. Tidligere samme dag (det føles som flere år siden, et tidligere liv) fik jeg forklaret af de amerikanske arrangører, at tronen ikke var den originale fra tv-serien. Deres stemmer har en belastende bedroom-knirkende tangerende til The Grudge-spøgelsets klagen, og accenten falder i de der svælgsdybe r'er. "So you guys it's so great to have you here and this is not the actual throne but there's been made like seven replicas that's touring all around tha worrrld how cool is that", som om det i sig selv skulle være en kraftpræstation at lave syv plastickopier af en stol.

Det overrasker mig, at hverken manden eller de hundredvis af andre mennesker i køen, som kommer til at stille mig samme spørgsmål, ikke åbenlyst kan se, at den jerntrone, de så gerne vil sidde på, er lavet af hård plast. I virkeligheden er den en sølvsprayet havestol med høje tanker om sig selv. I bunden er sølvfarven tværet væk af alle de fødder, som er kommet forbi. Tronen minder mig om en baldret Bonbonlandsfigur, men for de besøgende er den et alter.

Hvorfor, kære gud, er jeg endt her? græder jeg i mit indre. Det er, hvad en udtømt SU bringer studerende som mig ud i; at sige ja til at arbejde som event-slave på en Game Of Thrones-udstilling. Jeg føler mig alt for kendt til det her sted, jeg er en udøvende kunstner for fuck's sake, I'm a god damn arrrtist, men her står jeg for ussel mammon og skal hjælpe folk med at tage billeder af sig selv på The Iron Throne. Gennem de fem dage, jeg kommer til at være her, sætter 9000 røve sig godt til rette i den.

Øksnehallen er mørklagt, og røgmaskinerne oser fantasystemning ud i rummet. Der er noget ved det her sted, som gør voksne mennesker til små runde børn med julelys i øjnene. De venter glædeligt flere timer i kø på at komme hen og sidde i stolen, og de står og tripper med deres sorte heliumballon, som de har fået af en ballonkone ved indgangen. Amerikanerne regnede med, at det nok bare var børnene, som ville have en ballon, men det skulle vise sig, at konen skulle lave omtrent 500 styks i timen for at kunne følge med på de voksnes efterspørgsel. På et tidspunkt kommer hun hen for at vise mig sine sortsværtede, rystende hænder og to styks håndled begge hævet op til to skinker. Hvem gider at gå rundt i København med en skide ballon? Alle, åbenbart. Hendes øjne stirrer skræmt ind i mine, og mine stirrer tilbage; vi er endt i helvedets forgård, kære ballonkone, og den er spækket med sorte balloner, keltisk muzak og danskere.

Det er en stor udfordring for mig at stå her og prøve at undertrykke et støt stigende had til menneskeheden, mens den enorme, svedige kvæghorde konstant presser sig nærmere og hele tiden stikker mig en svedig iphone i hånden for at forevige det store moment in time, hvor de får lov at erobre tronen. Men for at dræbe tiden begynder jeg at se folket nærmere an. Mens de tager plads, kigger jeg på deres tøj, bemærker, hvordan de vil have deres billeder taget, og hvordan de snakker. Man skulle tro, at et Game Of Thrones-event på Vesterbro mestendels ville tiltrække københavnere, men folk fra hele vort lille land valfarter til dette midlertidige HBO-mekka for at se den store attraptrone med egne øjne. Og jeg begynder at indse, hvordan min plads ved siden af tronen pludselig bliver en fantastisk udkigspost, hvorfra jeg med mit elevatorblik kan dømme dansken i alle dens typer og former.

Først begynder jeg at lave et skema for mit indre over, hvilken type der går igen. Der viser sig at være flere hundrede af én bestemt type, nemlig den unge, hvide københavnerpige. Før har jeg egentlig ikke lagt mærke til det på gaden, men nu ser jeg dem for mig konstant som en PTSD-ramt event-soldat. Af en eller anden mystisk årsag vil alle dagens piger fra København mellem 13-20 år gerne ligne hinanden. De vil ikke bare dele stil, de vil være clean cut-kloner. I mine fem dage har jeg aldrig set så mange sorte nylon-culottes samlet på ét sted. Her i Øksnehallen udgør de et skandinavisk take på en nordkoreansk militærparade, og det store spørgsmål i disse pigers liv må sandsynligvis lyde; sorte Nike-sneakers eller hvide Nike-sneakers? (Dog var der også nogle xtreme rule breakers, som trådte op på tronen iført både sorte og hvide sneakers). Sammen med den overdimensionerede piratbuks har pigerne konsekvent en højhalset hvid t-shirt på (lyserød, hvis de er i sprælsk humør) med en lille guldkæde om halsen, tyggegummi i kæften og et sæt kuglerunde John Lennon-solbriller på (solen var meget skarp indenfor). De tager plads, og jeg knækker mig fremad for at tage deres billeder.

Se også: 'Crack i papform' - bag om fænomenet Magic: The Gathering

Pigerne ledsages af en drengeven, der lige såvel er helt ens i tøjet. Alle teenagedrenge fra hovedstaden har åbenbart et brændende ønske om at ligne et femte medlem af Liss, men de kommer med deres højtaljede farbukser, opknappede silkeskjorter og brune ruskinds-bombers til at ligne et børnelokker-sammenskudsgilde. Hver og en sætter sig stolt til rette, og der er noget ved deres skamløshed, som provokerer mig grænseløst, hvorfor gør den det? Skyldes det, at jeg selv stammer fra den mørke mareridtsprovins og som en snegl har måttet krybe mig hen ad grusstierne væk og ud og ind til den store, danske metropol for blot at se den beboet af drenge, der øjensynligt har Napoleon Dynamite som modepegepind? Som drømmer om at dele garderobe med de gustne 50+ singlemænd fra min hjemby, dem, som reder deres hentehår med en kam fra inderlommen? Jeg før øjenkontakt med drengene gennem deres iphones, og det gyser gennem min rygrad. NÆSTE, skriger jeg.

Jeg kigger desperat rundt efter mine kolleger, for det må da snart være tid til min frokostpause. Amerikanerne køber frokost til os hver dag, men i går havde de kun taget tunsandwich med. I'm fucking vegetarian, mumlede jeg til dem med et dræberblik og tun i mundvigen. Men indendørstågen hænger tungt i rummet, og jeg synes at være helt alene herinde sammen med alle gæsterne.

Næste levende billede bringer en sær, hakkende dialekt med sig og vækker min opmærksomhed tilbage. Han må komme langvejs fra – tronen bliver besøgt af vaskeægte provinsmand nu. Jeg kigger ud i den lange kø og kan se, at der er mange af ham. De fandt modet til at tage fra Rosie McGees og formåede ikke at fare vild på den lange rejse hen til Øksnehallen. De sætter sig og sender et smallæbet smil til deres telefon. Den blottede isse glinser lidt af sved, og deres lille bildæk på maven (som vil blive større med tiden) strækker den blåternede Jack & Jones-skjorte godt ud. Mange af dem virker lidt akavet over situationen, og nogle gange slynger de fødderne udover armlænet som en strandsild, men det vil deres kærester ikke have. Nej skat, hvæser de (skat er et af mine yndlingsord, når det siges med en forurettet tone). Han skal erobre tronen, være en leder, der tør sætte sig med spredte ben solidt plantet foran den store forkromede havestol (et rædselsvækkende svedigt denimskridt blottes hver gang), ligesom de vil have, at han tør erobre havesættet derhjemme i baghaven, så fantasien om deres mand som kongen over parcelhuskvarteret forholdes intakt.

Det hænder, at parrene selv gerne vil stå for at tage billederne, og min funktion ændres til den samme som en stueplantes, men det gør mig nu ikke så meget. En kvinde står med en iphone i hver hånd og skyder lys som en rodeocowboy. Hun får 50 fuldstændig identiske billeder af sin bankfunktionærkæreste, men hvorfor er det så vigtigt? Min store kunstnerhjerne begynder at kontemplere over den digitale billedkultur, om smartphones og fotoets lettilgængelighed mon forankrer en eller anden dyb angst i os for at miste en hvilken som helst bevægelse eller glimt af livets gang og derfor må dokumentere alt (men selvfølgelig altid tager de grimme billeder fra).

Der er noget ved synet af denne anakronistiske akavethed, som begynder at vække et eller andet i mig, men jeg ved ikke helt hvad. Det ser fuldstændig malplaceret ud med alle de her mennesker i stolen, og nogle af de besøgende prøver da også at tildække deres nutidighed med en lille vikingefletning eller et plastiksværd (#irony). En stor mand træder nærmere og rækker mig sin telefon. Han har så stor en kommoderøv (reolrøv), at jeg bliver nødt til at slå korsets tegn for, at stolen ikke bukker under. Den udstøder et lidende skrig, men formår at holde mandens vægt oppe, og med ét vender mit humør sig 180 grader. Det er vitterlig, som om kongen endelig har sat sig, at sværdet er trukket op af stenen. Han er rolig og stoisk, men noget ydmygt er også at spore i hans øjne, og det føles forkert, idet han rejser sig op og lader den forreste i køen komme til. Men mit lysnede humør forbliver. Misantropien svinder langsomt ind, mens jeg arbejder mig gennem køen, for pludselig ser alle og enhver ud til at passe perfekt til jerntronen.

En duknakket lesbisk fra udkantsdanmark i et par store Billabong-shorts sætter sig ned og siger noget uforståeligt på drivende fynsk til sin familie. Jeg ser mig selv i hende, begynder at forstå, at den eneste forskel på hende og mig er, at jeg har fået en manbun. Føtex-tunikaer i alle regnbuens farver og asymmetriske gryder i sort/ hvid kommer efterfølgende og tager plads, business in the front og party in the back's lige såvel, men mit hjerte vokser stadig. Al min indebrændthed fordufter, idet en vestegnspige med al sin bruncreme og restylane stråler til mig fra tronen. Hvor har man nogensinde før set så forskellige typer fra hele landet og fra så forskellige folkelag mødes om et fælles delepunkt?

Efterskoleunger med røde skovmandsskjorter og Nirvana-smileys på vommen strømmer generte til, mødre med espadrillos smider strandtasken fra sig, sætter deres babyer på tronen, nogle af disse forskrækkede over hele scenariet, mens andre formår fuldstændig at eje lortet og køligt stirrer mig ind i øjnene, I was made to rule baby, tænker den baby. En lille skolepige tager plads nu, ikke mere end 120 centimeter høj, men også hun udstråler noget kongeligt. Er det hendes hijab, der gør det? Den er som skabt til tronen og skaber noget så royalt over hende, at jeg er ét sekund fra at kåre hende tronens rette ejerkvinde. Men så er hun væk igen, og nu ruller en mand i sin kørestol hen til mig. Jeg tænker, at han skal have en hjælpende hånd eller to, men manden rejser sig op og insisterer på selv, smerteligt at halte med sine porretynde stænger af nogle ben hen for at tage plads. Fra den ene jerntrone til den anden. Giv den mand en øl og en krone og et scepter.

Det går op for mig, at anlægget for længst er stoppet med at spille den keltiske baggrundsmusik, og i stedet brager Missy Elliots '4 My People' ud i rummet. Det her er ikke en Game Of Thrones-udstilling, det er et socialistisk manifest, som udspiller sig for mine øjne. Ingen i rummet ved det, men de ejer alle tronen, de sætter sig retteligt på den, men gør denne kongelige gestus at give den videre til sin næste. Alle deles om tronen. Det her er jo en uopdaget Occupy-bevægelse, her står de 99 procent uden at vide, at de har magten. Alle de priviligerede købehavner-kids, det fattige prol fra udkanten, alle hijabberne, de små, de fede, de tynde, de høje og bøsserne og lebberne og dem med dårlig kropsholdning og så videre og så videre og så videre, så jeg til sidst ikke kan så forskel på nogen: Jeg er en del af det her folk, og sammen kan vi vælte lortet og regere hele verden, hvis bare vi står sammen. Fuck, hvor er det egentlig smukt. En kollega kommer forbi og tager over, jeg får frokostpause og glemmer det hele igen.

Tjek Kim Mejdahls hjemmeside her og hans Instagram-profil her.

Læs mere fra VICE:

To dage i jobaktiveringens buzzword-helvede

Her er alle de ting du kommer til at hade ved 'Game of Thrones' sæson 6

Jeg har endelig indset, at Family Guy er noget lort