"Greetings from Auschwitz” er en bog fyldt med postkort fra den værste ferie nogensinde

FYI.

This story is over 5 years old.

Interviews

"Greetings from Auschwitz” er en bog fyldt med postkort fra den værste ferie nogensinde

En polsk forfatter har brugt otte år på at indsamle postkort afsendt fra kz-lejren Auschwitz. Det er blevet til en skræmmende bog, som du kan få en forsmag på her.
February 15, 2016, 6:32pm

'Greetings from Auschwitz.' Billede: K Krajewski, via Krakows Foundation for the Visual Arts.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Polen.

Nu hvor man kan ringe eller maile andre mennesker når som helst, synes jeg næsten, der er noget smukt over rent faktisk at købe og skrive et kort til dem, man holder af.

For ikke så længe siden, efter jeg for alvor havde fået øjnene op for denne klassiske kommunikationsform, lærte jeg om postkortene fra Auschwitz. De blev først sendt ud i 1946 - et år efter de jødiske fanger var blevet befriet. Jeg havde været på besøg i den nazistiske udryddelseslejr en gang før, men havde aldrig bemærket nogen gavebutikker. Selv hvis der havde været postkort, man kunne købe, tror jeg ikke, at jeg havde vidst, hvordan jeg skulle kommunikere fra en dødslejr, der er mest kendt for sin rolle i at facilitere et folkemord. Hvad skriver man? "Jeg har det fint, det hele taget i betragtning"? Ville man sende et postkort fra et sted, der bogstaveligt talt er bygget til at udslette en hel generation? Der er vel værre ting, man kan sende fra en kz-lejr.

Advertisement

Det første, jeg undrede mig over, da jeg læste Paweł Szypulskis bog Greetings from Auschwitz, var hvor lang tid, det mon tager at omdanne en koncentrationslejr til en turistattraktion. Szypulski, der er polsk kunstner og kurator, samlede nogle postkort sammen, der var blevet sendt af turister, efter de havde besøgt den rædselsvækkende lejr. I de beskeder, der er skrevet på postkortene, er der alt fra prosaiske meldinger om vejret til politisk ukorrekte jokes. "Varmeste hilsner fra Auschwitz" findes blandt andet sammen med et billede af en af lejrens berygtede dødsblokke.

Jeg tog en snak med Szypulski om, hvad der sker med menneskets natur, når det udsættes for død og traumer, og om hans fascinerende bog.

VICE: Hvordan fandt du postkortene, og hvor lang tid tog det dig at samle dem sammen?
Paweł Szypulski: Jeg gik i gang med det her projekt for otte år siden. Da jeg fandt ud af, at de her postkort eksisterede, begyndte jeg at lede efter en måde, jeg kunne få fat på dem. Jeg startede med antikvitetsforretninger og loppemarkeder. Denne metode viste sig ret hurtigt at være ekstremt tidskrævende og i det helt taget ikke frugtbar. Jeg endte med at købe samtlige postkort på en auktionsside. Hver anden uge satte jeg mig simpelthen bare ned og søgte på "Oświęcim", som Auschwitz hedder på polsk, i postkortdelen af den side. Så gennemgik jeg resultaterne og købte kun dem, der var markerede som "har været i omløb" - altså dem, der var blevet skrevet på, frimærket og afsendt. Jeg var interesseret i dem med hilsner, fordi de fortalte en historie.

Hvordan udvalgte du, hvad der skulle i bogen? Var der en rød tråd?
Mere end noget andet ville jeg bare gerne have, at det skulle være en udstilling, der viste variationen i min samling, hvor man kunne se alle de forskellige ting, det var lykkedes mig at finde. Efter at have samlet et arkiv af postkort skulle jeg finde ud af, hvilken rækkefølge de skulle indgå i. Den endelige rækkefølge i bogen er en historie i sig selv. Når læseren bladrer igennem Greetings from Auschwitz, kommer de selv med på en "rejse" gennem Auschwitz-dødslejren; fra portene, gennem barakkerne og pigtrådshegnet til gaskamrene og krematoriet. Vi tager på samme rejse gennem Birkenau.

Er de her postkort fra hele Polen?
Ja, og det interessante er, at de også er afsendt fra forskellige steder. Nogle af postkortene er købt i Oświęcim by, men der var også et par fra museet. Det lader til, at de postkort også har været tilgængelige andre steder end selve dødslejren. Jeg kan huske som barn, da jeg var på ferie i den polske Kasjubien-region, og var på et eller andet åbent museum, at de også solgte postkort fra Stutthof koncentrationslejren, med et billede af en solnedgang set gennem et pigtrådshegn.

Photo: K Krajewski

Har du nogensinde taget kontakt til nogle af afsenderne og adresserne fra dødslejr-postkortene?
Det har jeg ikke, og det har jeg heller ikke tænkt mig. Jeg ledte ikke efter dem, fordi det her projekt ikke handler ikke om specifikke afsendere eller adresser - det handler om os alle sammen. Mennesker, der lever i en post-Auschwitz Holocaust verden. Det første jeg gjorde, da jeg startede projektet, var at sløre navnene i adressefelterne. Ikke fordi det er ulovligt at krænke deres privatliv, men fordi jeg ikke havde lyst til at associere Greetings from Auschwitz med specifikke mennesker. Projektet dømmer ikke nogen. Det handler ikke om at pege fingre af mennesker, der sendte postkortene fra Auschwitz, om at være dem moralsk overlegne, eller på anden måde bringe skam over dem.

Tror du ikke, at det kan virke stødende for overlevende, der måske mistede deres nærmeste eller hele deres familie i Holocaust, at dødslejr-postkort overhovedet findes?
Det var det første, jeg tænkte på - postkortenes helt basale uanstændighed. Jeg forstod dem ikke. Hvordan kan man ikke alene sende et afsted, men ligefrem trykke dem? Det var det, der fik mig ind i projektet. Men i dag har jeg en mere kompleks holdning til det. Jeg støder på flere spørgsmål med tiden.

Advertisement

Det første postkort fra Auschwitz blev lavet i selve dødslejren i 1943, da folk blev myrdet i et massivt omfang. Hvad var historien bag det?
Wilhelm Brasse, en polsk mand med østrigske aner, lavede det første kort. Han blev sendt til Auschwitz da han nægtede at slutte sig til Wehrmacht-hæren, og var heldig, da det viste sig, at de havde brug for nogen til at tage billeder, og han havde været professionel fotograf - det reddede hans liv. Han blev forflyttet til det, de kaldte "museet". Det var en kunstnerisk "kommando" eller enhed, der brugte fanger til at tage billeder, reproducere billeder og forfalske penge - alle sammen ting, der krævede kunsteriske evner.

Brasse tog et utal af fotografiske portrætter af fangerne - de forbryderfoto-agtige billeder, vi alle sammen forbinder med Auschwitz. Han dokumenterede også nogle af de medicinske forsøg, der blev foretaget i dødslejren. Med alle de forfærdelige billeder, han var tvunget til at tage, tog han også et, der adskilte sig fuldstændigt fra resten: et billede af en blomst i en vase eller et glas. Han plukkede blomsten foran en af dødsblokkene hvor hans ven Eugeniusz Dembek - også fra den kunstneriske enhed - havde plantet den. Midt i al rædslen var blomsten noget smukt, og noget de havde brug for, for ikke at miste besindelsen.

En af de tyske opsynsmænd fandt dette billede, der var taget af Brasse, og besluttede sig for at lave kopier af det og sælge det til lejrens kantine. Det viste sig at være så succesfuldt, at Brasse blev bedt om at lave en version i farver, der blev solgt i hundredvis af eksemplarer. Så det allerførste postkort fra Auschwitz var af en vase med en blomst i. Desværre var der ingen af kopierne, der overlevede, og i dag kender vi kun historien og en beskrivelse.

Jeg ved, at fangerne i lejren i 1943 blev tvunget til at sende postkort til deres familier. Kan du uddybe det?
Det var propaganda, der blev organiseret for at vise, at folk i Auschwitz havde det fint, og levede under gode forhold. Men det er vigtigt at understrege, at disse postkort ikke havde noget billede. De hed "uncovers": blanke postkort med mere plads at skrive på end normale postkort. Uncovers blev censureret, før de blev sendt afsted til Auschwitz-fangernes familier, og ofte troede de, der modtog dem, ikke på det, der stod skrevet på dem.

Hvordan ville du forklare denne kommercialisering af døden?
Spørgsmålet er: kunne det have været anderledes? Vi, som mennesker, der har levet "efter" folkemordet, ved ikke rigtig, hvordan vi skal mindes det på en ordentlig måde. Auschwitz blev hurtigt til et museum, hvilket i høj grad skete i kraft af de overlevendes anstrengelser, men der gik mange år, før andre dødslejrer som Bełżec eller Chełmno blev mindet på en lignende måde. Et godt eksempel på vores fejlslagne forsøg på at mindes er Umschlagplatz i Warszawa. Det var derfra, at folk blev transporteret til udryddelseslejrene. I dag består den for det meste af luksuslejligheder, og der lå også en tankstation på den i årevis. Det viser sig, at det eneste alternativ til mange af vores tomme handlinger er slet ikke at handle. Men jeg har svært ved at vurdere, om det er en god ting eller ej.

Billede: K Krajewski

Det ældste postkort i bogen blev sendt i 1946, før Auschwitz blev et museum. Når man gennemgår beskederne på postkortene i bogen, er det svært at vurdere, om der ligger nogen fornemmelse af sted eller situation mellem de akavede linjer om vejret, eller humoristiske forsøg. Er det et udtryk for uvidenhed? Eller er trivialisering af Holocaust en måde at håndtere traumet på?
Lidt af det hele, tror jeg. Du sagde selv, at postkortene blev sendt lige efter krigen; i dag tager vi selfies i kz-lejre. Nogle gange er det bare ren og skær uvidenhed, men jeg tror, det er en forsvarsmekanisme at forsøge at transformere et grusomt sted til noget, der minder om et feriecenter. Det hjælper at vende ryggen til et sted, hvor der er sket ting, der er mere forfærdelige, end hvad de fleste mennesker har kapacitet til at forestille sig. Har du nogensinde besøgt Auschwitz?

Ja, en gang, både Auschwitz I og Auschwitz II.
Kan du huske, hvad du følte, og hvilke overvejelser du gjorde dig? Først føltes det, som om min krop langsomt blev knust. Så kan jeg huske to følelser: gevaldig sorg, da jeg så den bunke hår, der var blevet klippet af; og vrede, da jeg i en af barakkerne bemærkede, at der var nogen, der havde skåret noget ud i væggen - en barnlig, folkeskole-agtig indrømmelse, "Katja elsker Anton" eller sådan noget.
Ufatteligt, at der er nogen, der har gjort det. På en måde er det vel et tegn på, at livet fortsætter, selv efter noget så katastrofalt. Jeg tror, at postkortene og de selfies fortæller den samme historie om det her sted, hvor døden skete, og hvor græsset endelig gror igen. Nye folk kommer til for at besøge det, og de er på sightseeing, som var det bare en ferieaktivitet. Som om der aldrig var sket noget. Det modsiger lidt ideen om, at vi burde lære noget af Auschwitz.

Præcis. Den amerikanske filosof George Santayana sagde: "De som ikke husker fortiden, dømmes til at gentage den," og for ikke så forfærdeligt længe siden var der en gruppe mennesker i Wrocław, der brændte en jøde-dukke. Der skete noget lignende, da det blev udtalt, at Polen ville åbne grænserne for flygtninge, og dem der ikke var enige i beslutningen, slog billeder af Auschwitz op på sociale medier, med billedteksten "velkommen". Er det et bevis på, at vi er kommet hele vejen rundt?
De sidste par årtier siden 2. Verdenskrig viser, at menneskeheden ikke kan lægge afstand til sådanne grusomheder så hurtigt. Det eneste "aldrig igen", der er sikkert, er, at tyskere aldrig igen vil dræbe jøder i Warszawa i 1942, som de gjorde dengang. Men siden Holocaust har der været folkemord i Rwanda og Srebrenica, ikke så langt fra Polen.

Betragter du dig selv som kunstner eller researcher?
Jeg ser ikke mig selv som kunstner. Hvis jeg på en eller anden måde skulle beskrive mig selv, føler jeg mere, at jeg er projektets forfatter, og den her bog er på en måde en form for visuel essay for mig; en intellektuel erklæring.

Advertisement

Hvordan ville du beskrive din målsætning for projektet?
Målet er helt klart ikke at kritisere, fordi jeg ville ikke have folk til at stoppe med at sende eller fremstille de her postkort. Jeg lavede bogen, fordi jeg er interesseret i folk, der er tilskuere til historiske begivenheder. Der er et perfekt ord for det på engelsk: "bystander." Jeg vil vide, hvordan folk opfører sig, når de er så tæt på noget, der er så forfærdeligt. Vi er alle "bystanders" - ikke bogstaveligt - men i kraft af, at vi lever med viden om Holocaust, og at den udspillede sig her, i Polen. Vi kan blive tilskuere på en bogstavelig måde når som helst, mens helt andre dybt forkerte ting udspiller sig. Vi ved, at der ikke er nogen "rigtig" måde at reagere over for terror, som jeg faktisk selv finder ud af…

Hvad mener du med det?
Jeg var i Paris under de seneste terrorangreb, og spiste med min schweiziske forlægger i en lejlighed, der var omkring 300 meter fra en af angrebene. Jeg vidste, at der udspillede sig noget helt forfærdeligt et sted tæt på os, og jeg sad ved bordet og boltrede mig i kaffe og kager. Det er i sådan nogle øjeblikke, at det går op for en, at man ikke aner. hvad man skal stille op, eller hvordan man skal opføre sig for at yde ofrene retfærdighed.

Din bog slutter med et postkort, hvor der ikke er skrevet adresse på, der aldrig blev afsendt. Da jeg så det, var jeg helt i chok: det afbilder en bunke døde lig, der venter på at blive brændt. Kan du forklare det postkort?
Det er et af de billeder fra Holocaust, der er kommenteret mest på. Der findes blandt andet beretninger om, at det skulle være taget inde i et af gaskamrene. Billedet blev taget af Sonderkommandoen, en enhed af fanger, der var ansvarlige for at brænde ligene, og det er et af de fire billeder, de tog i al hemmelighed.

Advertisement

Jeg husker, da jeg blev bekendt med det her postkorts eksistens. Selvom jeg havde samlet på Auschwitz-postkort i et par år, var jeg stadig chokeret. Der fandtes omkring 32.000 kopier af det - og jeg ejer et par af dem - men jeg er aldrig stødt på et, der er blevet sendt. Jeg har lyst til at tro på, at det ikke er alle postkort, der kan sendes. Men på den anden side ved jeg, at folk før i tiden sendte hinanden lynching-postkort i USA, så måske er jeg i virkeligheden stadig en smule naiv.

Billede: K Krajewski

Kan man stadig købe postkort i Auschwitz?
Selvfølgelig. Hvis man vil besøge stedet nu til dags vil man ikke opleve noget problem med at finde postkort der. Jeg ved ikke så meget om priserne, men de er billige. Som på enhver anden turistattraktion.

Tak for din tid, Paweł.

Læs mere fra VICE:

Sådan er det at vokse op som sort barn i Nazi-tyskland

Syre, lidenskab og størknet blod: Billeder fra drabssteder i 1880'ernes Paris

Mød manden, der lavede verdens eneste menstruations-museum i sin kælder