Søren på flugt: Dagbog fra den europæiske flygtningerute

Mit navn er Søren Brydesen. Jeg er født i Helsingør og opvokset i Sønderjylland, er 24 år og uddannet antropolog. Det er vinter, og jeg er taget til den græske ø Lesbos, som er et af brændpunkterne i den europæiske flygtningekrise. Her starter min rejse. I de kommende uger vil jeg følge en familie hele vejen fra Lesbos og til endestationen et sted i Europa. Målet er på egen krop at opleve, præcis hvad flygtningene går igennem mentalt og fysisk på rejsen.

Med mig har jeg kun det mest basale: tandbørste, termosovepose, GoPro-kamera, mobiltelefon, to par strømper og fire underbukser.

Her er kapitel 1 på rejsen.

Regnen hamrer på de små ovale ruder, vingerne hopper, og piloten har allerede meddelt, at det bliver en "rough landing". Det er bidende koldt, og lufthavnen er proppet med frivillige fra alle verdenshjørner.

Jeg er ankommet til Lesbos. Eller "Lesvos", som de lokale siger. Grækenlands tredjestørste ø har normalt ikke en vintersæson for turisme, men i disse dage er der fuldt hus på alle øens hoteller.

Jeg selv har fundet frem til en græsk familie via Airbnb, der er gået med til at indlogere mig de næste par dage. Airbnb-værter har kronede dage på øen.

Senere den aften sidder jeg til bords med familien og en spansk volentør, der også bor der. Han fortæller om sin dag i Camp Moria, den største flygtningelejr på øen. Han havde lagt forbindinger om fingrene på en dreng fra Afghanistan, der fik koldbrand, da han gik gennem bjergene i Tyrkiet.

Jeg er træt. Helt udmattet. Jeg siger pænt godaften og går i seng.

Jeg vågner tidligt og får et lift ud til Camp Moria. Jeg gemmer instinktivt mit kamera, så jeg ikke vækker for megen opmærksomhed, når jeg møder flygtningene. Men de er der ikke.

Jeg får fortalt, at det har blæst voldsomt de sidste dage, så vejret har forhindret flygtningene i at sejle den 10 kilometer lange strækning mellem Tyrkiets vestkyst og Lesbos.

Lejren er derfor mennesketom. Hvide telte står og blafrer i takt med volontører, der ikke ved, hvad de skal tage sig til. En engelsk kvinde kan ikke skjule sin frustration og udbryder: "I didn't come here to do nothing". Tre amerikanere beslutter sig for at flytte en bunke jord.

Jeg føler mig malplaceret og står lidt bag et træ og spejder ud over lejren. Det var bestemt ikke, som jeg havde forestillet mig. Et kort øjeblik overvejer jeg, om flygtningekrisen mon er ovre.

Næste dag er situationen i Camp Mora uændret. Stadig ingen flygtninge. Vinden er taget til, og den engelske kvinde er endnu mere vrissen og snakker nu om at tage op til nordkysten for at komme væk. Tre flygtninge dukker op senere på dagen. To fra Pakistan og én fra Iran, men dem kan jeg ikke følge, da de formentligt aldrig kommer igennem den Makedoniske grænse. Irakere, Afghanere og Syrere har fordel, da de lever i krigshærgede lande. Det gør de andre ikke. Sådan har EU i hvert fald bestemt det.

På fjerdedagen mødes jeg med en lokal journalist, Barbara Gigilini. Hun har kort, farvet rødt hår, et tykt lag af makeup og konstant en smøg i mundvigen. En bastant lille dame, der har dækket flygtningesituationen tæt - lige fra de første flygtninge ankom til øens strande og til sommermånederne, hvor hundredtusindvis af mennesker passerede gennem Lesbos på deres videre færd op gennem Europa. Sammen kører vi rundt i hendes Nissan Micra og leder efter dem, det hele handler om - flygtningene. I løbet af den seneste nat har der været vindstille, og Barbara forventer, at vi kan møde flygtninge på øens nordkyst, hvor de fleste krydser over fra Tyrkiet. Men nej, på nordkysten er der lige så flygtningetomt som i Camp Moria. Der ligger sorte gummibåde på stranden, mens en bunke orange redningsveste ligger roligt og vugger i vandet. På vejen hjem gør vi et sidste forsøg på at få kontakt og drejer forbi en flygtningelejr for syriske familier, men kun én flygtning er indlogeret: "De tog allesammen til Camp Moria i dag. Omkring 1000 mennesker," fortæller en svensk volontør.

På den ene side er jeg frustreret, fordi jeg har misset flygtningene i min iver efter at møde dem. Men på den anden side er jeg lettet, for nu finder jeg endelig dem, jeg er kommet for, i Camp Moria, der i mellemtiden er blevet fyldt op med mennesker og derfor summer af liv.

I lejren forsøger en klovn at få publikum til at klappe i takt. En anden kaster rundt med cirkuskegler, mens en tredje spiller guitar. En gruppe med navnet "Clowns without borders" har samlet en mindre halvcirkel rundt om deres lille show, og en teenagepige bliver pludselig slæbt ind i mudder-manegen for at medvirke i en sketch som taxichauffør. Folk storgriner.

Det er femte dag, og flygtningene er nu ankommet i hundredvis. Det var vindstille hele natten, og det fik mange til at krydse over. Volontørerne går rundt i lejren. Den ene på jagt efter en, der kan oversætte fra Farsi, en anden med et par herrestøvler i størrelse 42 til en mand fra Afghanistan.

Jo længere nordpå de kommer, desto hårdere bliver vinteren. Jeg kigger ned på mine egne Meindl-vandrestøvler, der har været på toppen af Kilimanjaro - mon ikke de kan klare det. I hvert fald har min mor udrustet mig med uldsokker – hele to par.

Jeg ender nede på havnen om aftenen, hvor flygtningene skal fra øen Lesbos og til fastlandet. Her møder jeg Ahmed – en smilende, charmerende ung knægt på 15 år. Vi taler frem og tilbage på flydende engelsk.

Jeg fortæller ham om min mission. "You are going to tell the truth?" spørger han. Jeg nikker. Han introducerer mig efterfølgende for sin familie, der har taget flugten fra Syrien. Far, mor og fire børn.

Foruden Ahmed er der en storebror på 31 år. Han er "manageren" og styrer pas, dokumenter og penge. Han virker nervøs. Ahmeds søster på 27 er fåmælt. I stærk kontrast til den yngste bror, som med sine kun 9 år virker til ikke at vide, at familien har sat kursen mod en uvis fremtid i et fjernt land. Han smiler, griner og skaber god stemning.

Jeg følger med familien ombord på færgen. Endelig har jeg fundet mine rejsefæller, som jeg vil følge på godt og ondt de næste uger. Måske måneder. De vil til Tyskland, siger de. De ved ikke helt, hvorfor. De vil i hvert fald ikke til Danmark. De kender ikke meget til os, men hvad de ved, er ikke positivt.

Færgen lægger fra kaj, og sammen med cirka 2000 flygtninge begynder næste kapitel af rejsen mod et bedre liv.

Fortalt til Mikkel Keldorf

Læs mere fra VICE:

Sådan er livet på endestationen for Danmarks uønskede asylansøgere

Vi talte med 20-årige Calle, der har smuglet flygtninge til Sverige siden september

Hvad sker der, når flygtningekrisen bliver hverdag?