Hvorfor bliver folk ved med at besøge bussen fra 'Into the Wild'?

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE US

Da Eddie Habeck besluttede sig for at tage på vandretur gennem Alaska i 2012, havde han oprindeligt ikke planlagt at besøge Fairbanks Bus 142. Det var først under planlægningen, at det gik op for den 39-årige mand fra Vermont, at han var på vej mod den stat, hvor bussen, som Chris McCandless endte sine dage i, lå. McCandless, den tidligere universitetsstuderende, der blev vagabond, var hovedperson i journalist Jon Krakauers bog Into the Wild (lige såvel som filmen, der fulgte efter) og han døde efter sigende af sult. Han blev fundet d. 6. september 1992, efter at have tilbragt fire måneder i Denali Nationalpark, på eventyr alene i den vilde natur.

"Jeg tænkte lige pludselig, lige et øjeblik, den historie foregik da i Alaska," fortalte Habeck, som arbejder for staten, og i sin fritid har et firma, der laver luftfotos. "Det gik op for mig, at det måske var muligt at komme derhen." Habeck kortlagde en rute til bussen, der ligger i nærheden af Stampede Trail i den 6 millioner hektar store nationalpark, og vandrede alene afsted i maj samme år.

Hans tur var ikke uden problemer – især ikke turen på tværs af Teklanika-floden, hvor vandet går til maven på den tid af året – men han nåede til sidst frem til Bus 142, som har fået lov til at blive stående som shelter for jægere. "Det var ikke grunden til, at jeg tog afsted – det var mere en indskydelse, jeg fik bagefter – men det var et afgørende og vigtigt øjeblik på min tur.

"Jeg havde rigeligt med tid til at tænke over, hvorfor Chris gerne ville forlade samfundet, og hvordan det ville føles at være så langt væk fra civilisationen," siger Habeck. "At fordybe sig selv fuldstændig i de omgivelser. Man ved ikke, hvordan man kommer til at have det med det, før man er der."

Hvert år går rejsende ud på Stampede Trail på jagt efter det definerende øjeblik, Habeck beskriver. På jagt efter en slags overlevers, isolerede nirvana, og for at gå i McCandless (sidste) fodspor gennem Alaskas vildmark, uden at bukke under for den samme skæbne. Når det kommer til den sidste del af målsætningen, er det ikke alle, der lykkes. I 2010 druknede den 29-årige Claire Ackermann fra Schweiz, da hun på vej til bussen forsøgte at krydse Teklanika-floden sammen med den franske vandrer Etienne Gros, og hvert år er der mennesker, der skal reddes fra området.

Eftersom det ikke kræver en tilladelse at vandre på Stampede Trail, er der ingen officiel statistik på, hvor mange, der bliver reddet hvert år. Lynn Macaloon, der er offentlig talsmand for Denali Nationalpark, fortæller, at hun vurderer, at der er "adskillige" redningsaktioner på ruten hvert år, hvor parkinspektører, det lokale brandvæsen og Alaskas politi er blandt dem, som må hjælpe til.

I sidste måned skulle de to vandrere Michael Trigg og Theodore Aslund reddes, i en aktion, der involverede mere end tyve mennesker og en helikopter, efter de havde nået frem til bussen, men de brugte længere tid end planlagt på tilbageturen. "De tog afsted med et urealistisk estimat på, hvornår de ville være tilbage," fortæller vandreren Erik Halfacre, som bor i Alaska. "De kunne have sikret sig, at der ikke ville blive sat en dyr redningsoperation i værks, ved at have en tidsplan og holde sig til den – men det gjorde de ikke."

Halfacre er 30 år og er professionel guide med speciale i vandre- og packraftingture. Siden 2011 har han også styret Last Frontier Adventure Club (LFAC), som han beskriver som "en metode til at få mere information om forskellige vandreture online". Halfacre har besøgt Bus 142 tre gange i løbet af de sidste syv år. Hans seneste tur var i 2014, da McCandless søster Carino (hvis egne erindringer, The Wild Truth, blev udgivet samme år) tog afsted på ruten sammen med ham og elleve andre vandrere. I telefonen taler han med den selvtillid, som følger med, når han med egne ord "ikke kan huske en tid i mit liv, hvor jeg ikke har vandret."

Halfacre påstår, at lokale journalister har en tendens til at dække redningsaktionerne på Stampede Trail, ved at "skrive negative og ondsindede ting om alt, der foregår derude," og de lokales harme er måske ikke helt malplaceret. "Vi, som bor i Alaska, skal bruge skattepenge på at redde folk, og det er irriterende for rigtig mange," fortæller han. Han mener, at løsningen er bedre information – specifikt peger han på de råd, han lægger ud på LFACs hjemmeside, der skal forberede potentielle Bus 142-pilgrimme på de udfordringer, de kommer til at stå overfor. Det er en guide til erfarne vandrere, men det er i lige så høj grad en advarsel til håbefulde amatører, som ikke er klar til så udmarvende en tur.

Og når det kommer til at vandre på Stampede Trail, er det mindst lige så vigtigt at vide, hvornår man skal give op, som det er at vide, hvordan man lykkedes med sit foretagende.

To år efter, at Eddie Habeck første gang tog turen til Bus 142, forsøgte han igen sammen med sin kone, dagen efter deres bryllup – men denne gang var vandstanden i Teklanika-floden alt for høj og strømmen var for stærk, til at de kunne krydse den. "Det ville være en rigtig dårlig måde at fejre vores bryllup på," grinede han.

Halfacre har også måtte vende om to gange under ture til Bus 142 – den ene gang fordi den gruppe, han var med, ikke var forberedt (nogle af dem havde ikke helt grundlæggende ting som telt og mad med). "Dem nægtede jeg at fortsætte med."

At dukke uforberedt op til en svær vandretur lyder måske latterligt, men det er en vigtig del af narrativet om Chris McCandless, som mange af dem, der vil vandre til Bus 142 er så bekendt med. Den sidste person, der så ham i live, elektrikeren Jim Gallien fra Fairbanks, fortalte Krakauer i Into the Wild, at da han gav McCandless et lift til kanten af Denali Nationalpark, lagde han mærke til mandens utilstrækkelige forsyninger – fem kilo ris, en salonriffel (som er for lille til at skyde de større dyr, der ville have næring nok), et kort over staten og slidt vandreudstyr. Senere i bogen skelner Krakauer mellem andre, mindre kendte dødsfald og McCandless skæbne: "Selvom han var (…) uforsigtig, på grænsen til dumdristig, var han ikke inkompetent – han ville aldrig have klaret sig 113 dage derude."

Det kan ikke diskuteres, at den tid McCandless formåede at overleve på sin vis er imponerende. I lyset af den stolte amerikanske tradition for at finde sig selv ved at komme i pagt med naturen, er det ikke utænkeligt, at rejsende vil se noget grundlæggende romantisk i historien om hans tur – måske endda i en sådan grad, at McCandless tragiske død glider i baggrunden. "I virkeligheden er grunden til, at vi læser Chris' historie gennem Jon Krakauer, at Chris er død," slår Halfacre fast, og lægger et alvorligt tryk på det sidste ord. "Ingen burde forsøge at gøre det efter."

Måske er amatør-eventyrere ved at fatte det. Frivilligkoordinator i Denali Nationalpark, Kathleen Kelly, siger i hvert fald, at redningsoperationer, som den i sidste måned, forekommer sjældnere. "Folk er begyndt at forstå, hvad det kræver at tage den her tur," siger hun. "Enten tager folk afsted bedre forberedt med mere information, eller også er der færre, der forsøger." Det er nok for det bedste, eftersom Halfacres syn på, hvorfor folk kaster sig ud i at forsøge at klare turen, er menneskers medfødte behov for at udvikle sig personligt: "For mange mennesker repræsenterer Stampede Trail en udfordring, som de – hvis de klarer den – tror vil hjælpe dem til at opdage noget dybere om dem selv."

Andre kan slet ikke forstå fascination i at gå i McCandless fodspor. "Jeg forstår ikke tiltrækningen," sagde Macaloon, og forklarede, at det dragende ved at melde sig ud af samfundet, ikke er forbeholdt McCandless tragiske historie, men gør sig gældende for hele Alaska. "Vi oplever mange, som ikke alene vil besøge bussen, men vil komme herop, bygge en hytte, hvor de har lyst, og være selvforsynende. Alaska er stedet, hvor folk tror, at de kan udleve de drømme – eller forsøge på det."

Rejs mere ud i verden med VICE:

Sådan rejser du jorden rundt gratis

Sådan rejser du uden at være en douchebag

Sådan rejser du hele Europa rundt uden at bruge en krone