FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Her er alle de ting du kommer til at hade ved 'Game of Thrones' sæson 6

Drømmesekvenser, Balon Greyjoys sidste søn og kvindehad er bare nogle af de ting, som er røvirriterende ved den populære HBO-serie.
April 21, 2016, 5:00am
Alle billeder er med tilladelse fra HBO

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

På det her tidspunkt sidste år, før femte sæson af Game of Thrones startede, blev de første fire afsnit lækket på nettet til HBO's store ærgrelse. For at sikre sig, at det ikke ville ske igen, annoncerede HBO, at de ikke ville sende afsnit fra sjette sæson til pressen forud for premieren. Ydermere har George R. R. Martin overhovedet ikke travlt med at udgive den næste bog i serien. Seriens fremtid er også usikker, med den aktuelle nyhed om, at der måske kun er 13 afsnit tilbage efter den kommende sjette sæson. For første gang nogensinde har jeg ingen indsigt (som læser eller anmelder) i, hvad der kommer til at ske.

Advertisement

I tiden siden afslutningen på femte sæson har jeg haft travlt med at næranalysere trailere, følge med i Kit Harringtons hår, finkæmme fanteorier på nettet og i det hele taget ledt efter ledetråde og tydet signaler om, hvad det næste kapitel i sagaen kommer til at indeholde. Jeg har desværre nogle dårlige nyheder. Der er (mindst) fire ting, som jeg kommer til at hade ved sjette sæson.

Lad mig gøre det helt klart: Jeg elsker Game of Thrones. På mange måder elsker jeg faktisk serien endnu mere end bøgerne. Den høje produktionsværdi og den generelt ufejlbarlige casting forvandler den indimellem lidt opslidende prosa til fantastiske billeder. Serien repræsenterer en fortælling om vold og magt, hvis lige de fleste nutidige seere ikke har oplevet før. Til gengæld risikerer serien også at fjumre rundt, når Benioff og Weiss (seriens skabere og producenter) tager nogle dårlige valg vedrørende fortællingens tempo. Endnu værre genskaber serien ofte nutidige klichéer om kvindehad og racisme under påskuddet af at være historisk korrekt - og endda på måder, som er totalt irrelevante for plottet.

Få dage inden premieren på sjette sæson får du her fire ting, som jeg - og højst sandsynligt også du - kommer til at hade, rangeret fra den mindst til den mest vigtige.

Lange drømmesekvenser

Kan du huske Bran Stark? Han sidder inde i et træ og snakker med The Three-Eyed Raven - en gammel mand, som er vokset sammen med rødderne på et træ. I bøgerne sker der en masse fede ting i Brans kapitler, men internaliserede drømmesekvenser er bare ikke særlig fedt på TV. Vi kender allesammen tropen med den gamle, mystiske læremester, som skal undervise den unge helt i magiens kræfter (se bare traileren for Doctor Strange for det nyeste bud på den kliché). Flashbacks er mest et værktøj til eksposition, hvor man fortæller i højere grad end at vise.

Game of Theon

Jeg har aldrig været glad for Theon - den liderlige wannabe-viking med seriøse daddy-issues. Han er overfladisk og usympatisk. Der er en grund til at Martin, som ellers aldrig misser en mulighed for at udfolde et sideplot på mindst 100 sider, sprang Theons forvandling til Reek over i bøgerne. Hans fjende med det uglede hår, Ramsay Bolton, er ligeledes langt mere uhyggelig, når han ikke er i billedet - når han bliver omtalt i stedet for at blive skildret til døde. Ramsay er ond, men han er ingen Joffrey. Alle sadistiske og smilende skurke blegner sammenlignet med den afdøde, psykopatiske teenage-konge med det gyldne hår.

Meereen: Stedet hvor plot-tråde tager hen for at dø langsomt

Både serien og bøgerne trækker tiden ud i Meereen. Dens åbenlyse funktion er at lære Daenerys, hvordan man hersker, så hun ikke fucker det up, når hun drager (!) mod Westeros. Men i virkeligheden er Meereen bare en udstilling af vores egen verdens racepolitik og den lange tradition for at udnytte brune mennesker til at skildre hvide personers karakterudvikling. Når en hvid frelser bliver kaldt for mor og bliver løftet op af brune hænder, for senere at lære de koloniserede mennesker, hvordan man er civiliseret, så er det på tide at læse lidt op på imperialismens historie.

Daenerys er nu tilbage i Dothraki-territorium (mere om det senere), men Tyrion og den kastrerede Master of Whispers, Varys, er stadig i byen, og jeg er lidt bekymret for dem. Deres lille omrejsende tomands-cirkus blev kun overgået af Jaime og Bronn som det bedste umage par i femte sæson. Et omrejsende cirkus skal dog holde sig i bevægelse for at være sjovt. Jeg gider virkelig ikke se dem sidde fast inde i den pyramide.

Foto af Macall B. Polay. Med tilladelse fra HBO

Kvindehad

Jeg har hørt argumentet - den historiske kontekst, som Game of Thrones er baseret på, indeholdt en hel del seksuel vold. Det er også sandt, men vores moderne verden følger godt efter. Vi er stadig et samfund, som bliver usikre og utilpasse i mødet med magtfulde kvinder. Det ubehag kommer til udtryk både i virkeligheden og i fiktionen med jævne mellemrum. Vores nyhedsfeeds er fyldt med Hillary Clinton, som synes at være mest populær, når hun virker allermest sårbar (under sin mands rigsretssag og den offentlige ydmygelse over hans utroskab, da hun tabte til Obama og igen under Benghazi afhøringerne sidste efterår). Fiktionelle Clintons pryder også skærmene i hjemmet: Claire Underwood fra House of Cards, Alicia Florrick fra The Good Wife, for ikke at nævne Madame Secretary, eller endda Veep.

Fantasyelementet ved Game of Thrones lader til at give forfatterne frikort til at udspille den ene ydmygende fantasi efter den anden, på måder som med sikkerhed ville være blevet undgået af TV-serier i moderne tid. Både romanforfatteren og seriens forfattere har tilsyneladende ikke noget bud på kvindelig karakterudvikling, som ikke sker gennem ydmygelse, voldtægt eller vold.

Advertisement

Daenerys - hvis voldtægtscene af Khal Drogo i første sæson blev skildret mere voldelig og uden samtykke i serien end i bogen - er nu tilbage hos Dothrakierne. Et klip fra den nyeste trailer viser endda, hvordan hun får tøjet revet af.

Selvom voldtægt af mænd er udbredt både i moderne og forhistorisk krigsførsel, så finder forfatterne måder, hvorpå de mandlige karakterer udvikler sig uden den slags scener (med undtagelse af Theons kastration).

Her er den gode nyhed: Jeg tror, at de her ting kommer til at være små fragmenter i de første par afsnit, inden det hele kører videre. Sansa og Theon hooker formentlig op med de jernfødte fra Iron Islands. Drogon flyver hen over Dothrakierne, og henter Daenerys. Vi kommer til at lære interessante ting om Jon Snow. Bolton-familien får smæk. Og i takt med at de her plottråde, som har fastholdt os over de sidste år, begynder at nærme sig hinanden, vil de døde og deres konge nærme sig muren. Winter is here.

Mere fra VICE:

Derfor kan jeg ikke længere hade 'Game of Thrones'

Jeg har endelig indset, at Family Guy er noget lort

'South Park' var en serie til internettet før internettet overhovedet var en ting