Danmark har haft fri abort i 44 år, men vi skammer os stadig
Feminisme

Danmark har haft fri abort i 44 år, men vi skammer os stadig

Efter 44 år med fri abort og en fortsat frigørelse for kvinder i Danmark er abort for mange kvinder stadig forbundet med skyld og skam. Faktisk tyder noget på, at abort i stigende grad er tabu.
November 6, 2017, 8:51am

Vi kan tale om alt. Tror vi. For måske kan vi ikke tale om abort? Noget tyder på, at kvinder i stigende grad skammer sig over at afslutte en uønsket graviditet. Noget tyder på, at abort er ved at blive tabu. I denne uge undersøger vi på Broadly, hvad aborter betyder for os, og hvorfor nogle af os har svært ved at tale om dem – også med de veninder, vi deler alt andet med. Følg med her.

Lad os starte med at spole tiden tilbage til 13. juni 1973. Dagen, hvor 95 folketingspolitikere stemte for den lov, der gjorde vores mødre og bedstemødre til de første kvinder i Vesteuropa, der lovligt kunne afbryde en uønsket graviditet helt op til 12. uge med den eneste begrundelse, at de ikke ønskede barnet. Den frie abort var en skelsættende begivenhed for danske kvinders rettigheder og blev tilbage i 70'erne hyldet som et frihedssymbol, der skulle værnes om, og som vi i Danmark kunne være stolte af.

Der er sket noget. Hvor vores bedstemødre marcherede i gaderne med lilla stofbleer på hovedet, kampråb og bannere med budskaber som: "Fri abort nu" og "Abort er en kvinderet", er unge kvinder i dag anderledes stille omkring emnet abort. I en tid, hvor vi ellers føler, vi kan tale om det meste – både blandt veninder, men også i medierne – kan man undre sig.

"Abort er fortsat et tabu. Det er det," fortæller Ulla Krogager, der er rådgivningschef hos Mødrehjælpen i Aarhus. "Det ser vi blandt andet, når kvinder henvender sig og fortæller, de kan have svært ved at tale åbent om deres oplevelser og overvejelser omkring abort. Det kan blandt andet skyldes, at de ved, de fleste mennesker har en holdning til abort."

Mødrehjælpen oplever både en mindre stigning i antallet af kvinder, der henvender sig for at få rådgivning, og en større gruppe kvinder, der på ingen måde fortryder deres abort, men alligevel i en eller anden form påvirkes negativt efterfølgende. En af forklaringerne kan være, at samfundet endnu ikke er gearet til at tale åbent om det, mener Ulla Krogager.

Birgit Petersson, som er speciallæge i psykiatri og gennem mere end 45 år har specialiseret sig i kvinders psyke, mener, at samfundet de seneste år har rykket sig i en retning, der forstærker tabuet frem for at nedbryde det:

"Der er kommet et pres på hele området omkring at få børn. Samfundet bliver mere og mere styrende både over for kvinders position i tilværelsen og for selve moderskabet."

Hun uddyber: "Man er som menneske ikke upåvirket af det, der sker omkring en, og samfundet vil have, kvinder skal føde flere børn. Det skaber et pres på kvinden til at levere det til samfundet. Samtidig er moderrollen under pres. Man skal gøre alt rigtigt; amme til barnet er et år, spise de rigtige ting, gå derhjemme og være væk fra arbejdsmarkedet i hele barnets første leveår. Det hele er på samfundets præmisser, og hvis man ikke kan leve op til de her meget snævre normer, kan man blive tabt og føle sig forkert. Det gælder, hvis man ikke vil have børn, men også hvis man vil have børn på en anden måde, og det er jo sørgeligt," siger hun.

Hos Mødrehjælpen har de svært ved at vurdere, om Birgit Petersson har ret i, at tabuet omkring aborter ligefrem intensiveres i de her år. Men de peger på nogle kendetegn, de i stigende grad ser hos unge kvinder:

"Man skal være perfekt. Hvis du er kvinde i den fødedygtige alder og tingene er på plads i dit liv, ligger der et større pres på dig. Både i forhold til at skulle producere børn, men også i forhold til måden. Du skal være den perfekte mor. Både før, under og efter graviditeten. Der er ikke plads til hverken tvivl eller fedtet hår og rander under øjnene," fortæller hun.

Og den slags kan være svært at leve op til. Faktisk så svært, at man hos Mødrehjælpen oplever, at unge kvinder helt undlader at fortælle deres nærmeste om beslutningen om at få en abort.

"Vi oplever mange, der ikke vil fortælle det til deres forældre, fordi de er bange for at skuffe dem ved ikke at opfylde en drøm om børnebørn. En anden vinkel kan være, at folk er bange for at blive dømt for ikke at have beskyttet sig og passet på sig selv. For de fleste mennesker har jo taget stilling til deres syn på abort, og det ved kvinderne jo godt," fortæller Ulla Krogager.

Birgit Petersson peger også på den politiske udvikling i andre lande som et sted, hvor vi kan se en ændring i opfattelsen af den frie abort:

"Fra 1970'erne, hvor man liberaliserede aborter, og til i dag er der virkelig sket noget. Vi går i en anden retning, hvor det ikke længere er en selvfølge, at vi har retten til abort. Bare se Polen, hvor man har forbudt aborter, og på alle de konservative drejninger, samfund rundt om i verden tager," siger hun og forklarer, at det har sin pris:

"Der er mekanismer i det her, der kan påføre skyld. Normer, der gør, man kan føle sig forkert, hvis man ikke gør tingene på samfundets præmisser, og det gælder også i forhold til aborter. Man skal kunne begrunde sit valg inden for nogle bestemte rammer. Selvfølgelig er det godt at reflektere over, hvorfor man vælger abort, men det gør langt de fleste også. Det der med bekvemmelighedsaborter, det er en myte."

Samtidig mener hun, at hele synet på aborter forplumrer opfattelsen af, hvor lidt en abort i sin grundform påvirker dem, der får foretaget en, negativt:

"Nogle får det dårligt, men langt de fleste får det godt efter at have fået foretaget en provokeret abort," fortæller hun.

Det lyder måske lidt voldsomt, at nogle ligefrem skulle få det godt efter at have fået foretaget en abort, men som med alt andet superakademikeren Birgit Petersson siger, har også den udmelding sit videnskabelige fundament. Det tager sit udgangspunkt i en stor amerikansk undersøgelse fra 2016. Den udkom i det amerikanske medicintidsskrift JAMA Psychiatry og havde til formål at undersøge sammenhængen mellem kvinders mentale sundhed og provokerede aborter.

Dens hovedkonklusion er klar: Det kan skade kvinders psyke at blive nægtet adgang til abort, mens der ikke findes videnskabeligt bevis for, at kvinder lider overlast af at gennemføre en abort.

Den tendens genkender man hos Mødrehjælpen, der siden 1924 har støttet og rådgivet kvinder i først i forældreskab og senere også abort. De har ligeledes undersøgt kvinders mentale tilstand i forbindelse med provokerede aborter, og deres tal taler for sig selv:

Det kan være en traumatiserende oplevelse at få en abort, men er det ikke for langt de fleste. Faktisk kommer helt op mod 90 procent af alle, der får foretaget en abort, igennem oplevelsen uden psykiske mén. Et tal, der ifølge Ulla Krogager er stort set uændret gennem de sidste årtier.

Altså må man med udgangspunkt i de undersøgelser kunne fastslå, at aborter i sig selv ikke har en udpræget negativ effekt på kvinders psyke.

Det er dog ikke det budskab abortmodstandere har spredt de seneste år, og ifølge Birgit Petersson får abortmodstandere en fortsat mere fremtrædende rolle og en større synlighed i offentligheden.

"Abortmodstanderne gør det sort-hvidt. Det er urimeligt at gå ud og reklamere med, at abort er skadeligt, når det er de spontane aborter, der knækker folk. Når den ønskede graviditet går i stykker, reagerer folk stærkt, men ikke når den uønskede graviditet afbrydes. Retten til Liv kører eksempelvis kampagner på, at alle skal have det dårligt."

Langt de fleste danskere går ind for fri abort, men når abortmodstanderne fylder i debatten, kan det føles skræmmende at tale med folk om sin abort, når man ikke ved, hvor de står, forklarer hun.