Derfor er det fuldstændigt irrelevant, at Island har fået ny statsminister

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.

Videoen af journalisten Sven Bergmann, der spørger den daværende islandske statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson om hans offshore konti, er et fascinerende dokument. Hvis man man studerer den nøje, kan man se præcis det øjeblik, hvor den skjulte sandhed om Island titter frem fra bullshit-sløret. Det står skrevet i hele Gunnlaugssons ansigt, idet hans glatte, populistiske retorik øjeblikkeligt erstattes af den stammende, forbitrede vrede, som han nu er bedre kendt for i sit hjemland.

Men før Bergmann stiller det store spørgsmål, er Gunnlaugsson idealbilledet af en nordisk statsmand; taktfuld, lærd og veltalende, mens han fyrer banaliteter om at genskabe tilliden mellem regeringen og befolkningen af - hvilket faktisk er ret grineren set i bakspejlet.

"I alle nordiske samfund vægter vi det ret højt, at alle gør deres del," forklarer Gunnlaugsson tålmodigt Bergmann, der under dette bombardement af hykleri og nedladenhed formår at holde et pokerfjæs i verdensklasse. "Vi betragter samfundet som et stort projekt, som alle skal deltage i."

Da han bliver spurgt, om han har nogle penge skjult i skattely, er det tydeligt, at Gunnlaugsson er blevet tvunget ud af sin tryghedszone. Han mumler noget om fagforeninger, inden han siger følgende: "Det er et usædvanligt spørgsmål at stille en islandsk politiker. Det er næsten som at blive anklaget for noget."

Jeg kan ikke understrege, hvor væsentlig den respons er. For det første passer det slet ikke. I ugevis havde Gunnlaugsson forsøgt at undgå spørgsmål fra journalister om hans nyligt opdagede offshore narrestreger. Derudover var hele hans ministerråd blevet stærkt kritiseret af diverse islandske medier, siden de tiltrådte i 2013. I tre år havde de undveget spørgsmål - og anklager - præcis ligesom disse.

Hvis han absolut skulle lyve, hvorfor valgte han så at fyre lige netop den sidebemærkning af? Fordi Bergmann er udlænding, og hele verdens øjne var på Gunnlaugsson. Det er essentielt for den islandske højrefløj at understrege over for resten af verden, at den islandske befolkning godt kan lide dem og er glade for deres regering. De styrer retssystemet og politiet og har gennem en kombination af hårdnakkede afvisninger og skamløst lefleri for særlige interesseorganisationer formået at holde Island ude af EU. For at opsummere; der er ingen myndighed eller instans, der er magtfuld nok til at standse det, de har gang i, bortset fra måske det internationale samfunds offentlige opinion. I de årtier, hvor de har haft en nærmest uovertruffen magt over landet, har den islandske højrefløj fundet ud af, at det for dem er mest fordelagtigt at bekræfte det glansbillede, som resten af verden har af Island; et lykkeligt, lille, skandinavisk ørige fyldt med fremsynede kunstnere og varme, fornuftige forretningsfolk - og omsorgsfulde politikere, der holder af befolkningen; et sted, hvor en journalist aldrig ville så meget som insinuere, at en politiker har foretaget sig noget upassende.

Men videoens højdepunkt er uden tvivl, når Gunnlaugsson bliver overrumplet af den islandske journalist Johannes Kr Kristjansson, der havde efterforsket sagen i månedsvis. Selv når Bergmanns spørgsmål bliver mere og mere nærgående, forbliver Gunnlaugsson rolig og høflig. Men når han pludselig stilles over for et kendt ansigt fra det islandske medielandskab, bliver Gunnlaugsson pludseligt afvisende, kortfattet og fuld af retskaffen forargelse. Han viser verden det ansigt, som han konsekvent har vist Island i tre lange år og nok vil fortsætte med at vise, siden han har gjort det klart, at han ikke har i sinde at trække sig helt ud af politik, selvom han trækker sig som statsminister. Derefter degenererer interviewet fuldstændigt og udvikler sig til en gentagelse af stort set alle andre seriøse konfrontationer, som Gunnlaugssons administration har haft med medierne; arrig formørkelse og påstande om at blive gjort til offer, efterfulgt af simuleret chok og abrupt afvisning. Der bliver ikke givet nogen klare svar.

Videoen er så perfekt en skildring af dobbeltheden i "islandsk politiker, der taler med en udlænding" versus "islandsk politiker, der taler med en lokal", at den burde blive vist til journalistik- og statskundskabsforelæsninger verden over. Videoen er en lille sejr for journalistikken, og i en fornuftig verden ville den blive startskuddet til massive forandringer. Det ene lag løgne efter det andet er kommet frem i lyset.

Men kommer det overhovedet til at ændre noget i Island? Det tvivler jeg på. Fra højrefløjens side er statsministerens tilbagetræden faktisk i sig selv en ret hånligt irrelevant gestus over for befolkningen. To andre ministre er også indblandet i skandalen og træder ikke tilbage. Derudover har Gunnlaugsson selv fået lov at udvælge sin efterfølger; den tidligere fiskeri- og landbrugsminister Sigurður Ingi Jóhannsson. Aftrædelsen i sidste uge var den mindst mulige sejr og indbegrebet af "too little, too late".

Hele regeringen bør træde tilbage og udskrive et nyt valg - et valg, der afspejler folkets vilje og ikke de tomme løfter og det valgflæsk, der fik højrefløjskoalitionen til magten til at begynde med. Efter Panama Papers-historien kom frem, blev den offentlige støtte til statsministerens Fremskridtspartiet vurderet til 7,9 procent. Befolkningens tiltro til partiet har nu været faldende i næsten ti år, og det lykkedes dem kun lige netop at sikre sig sidste valg med falske løfter om at slå en streg over den omfattende gæld, der ramte tusindvis af familier og gjorde dem insolvente efter bankkrakket. Det kan ikke understreges nok, hvor meget de her mennesker har røvrendt Island. Og de har gjort det gennem flere årtier.

Det islandske folketing har nu været oversvømmet med demonstranter hver dag i en uge, og hvad har Island fået ud af det? Intet. Udover at den ene halvhjernede statsminister har erstattet den anden. Umiddelbart ser den trodsige regering ud til bare at fortsætte, som om intet var hændt, med vage og ildevarslende referencer til "løse ender", som de åbenbart skal udrede, og de har ikke haft tid til at lytte til de vrede masser, der forlanger, at de træder tilbage.

Lignende demonstrationer blev afholdt efter Islands økonomiske sammenbrud i 2008 (som vi nu ved skete på grund af transaktioner mellem skuffeselskaber præcis som Gunnlaugssons) og førte til, at den daværende højrefløjsregering aftrådte. Derfor var der naturligvis mange, der gik ud fra, at det samme ville ske igen. Men det ser ud til, at den nuværende regering lærte noget væsentligt af demonstrationerne i 2008, selvom vælgerne ikke gjorde det (de stemte højrefløjspartierne tilbage til magten i 2013). De lærte, at de ikke skulle trække sig tilbage og ikke overgive sig. Nu skal de blot stikke fingrene i ørerne og vente på, at demonstranterne bliver trætte af at protestere, og så vil alt være ved det gamle. De har trods alt banker, hospitaler og energiselskaber, de skal have privatiseret, og vælgere, de skal have misinformeret frem til valget i foråret '17.

Mere om politik fra VICE:

Farvel Helle - Du gav ikke en fuck for politikerlede

Formanden fra Nationalpartiet om, hvordan kløften mellem 'dem' og 'os' har været med til at forme hans liv

DF er imod forslag om at fjerne transseksualitet fra listen over psykiske lidelser - men ikke af den grund som du tror