VICE-interviewet: Niels Brandt

Det her er VICE-interviewet. Her stiller vi en aktuel, kendt person en fast række spørgsmål i håb om at komme tættere på, hvem han eller hun egentlig er.

For to år siden spillede de på den lille Rising-scene under Roskilde Festivals opvarmningsdage, sidste år fik de æren af at åbne Roskildes Orange Scene, og på årets festival lukker de Arena-scenen. De er bandet The Minds of 99. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at med koncerten lørdag har de i Roskilde-scener været igennem et forløb, der er et meget godt billede på det forløb, den fart, der har været på bandet gennem de seneste to år.

De føltes måske nærmest for store til Rising-scenen for to år siden, men okay, dengang var de vel, hvad man vil kalde up and coming. Sidste år virkede det kun passende, at netop The Minds of 99 – med anmelderroser fra både det første album og koncerter over hele landet i bagagen – skulle åbne Roskildes største scene. Og i år – på lørdag – er det så Arena; Roskildes uden tvivl bedste scene, en scene for det etablerede, danske band, der kan trække titusindvis ind under teltets dug.

Manden bag og manden i front er Niels Brandt. Han samlede for fire år siden fem barndomsvenner med en idé om at lave noget. Det noget er sidenhen blevet kaldt 'Danmarks næste store rockband', og Niels Brandt selv 'den unge generations stemme'. Musikken er punket, den er nervøs, den er på et nøgent københavnsk. Den stikker af i basgange, du bare vil følge med i, og den giver dig kuldegysninger, når den lader dig slappe af og få pusten igen.

Niels Brandt er forsanger, han er 32 år, han er også gift og har en søn på seks, og så er han ham, jeg mødes med halvanden uges tid før Roskilde-koncerten, kort efter Northside-koncerten, få dage før Tinderbox-koncerten. Solen har varmet Vesterbro op, og vi drikker en Sport-Cola.

VICE: Hvilket er dit yndlingsbillede af dig selv?
Niels Brandt: Der blev taget et til Northside her for tre dage siden. Jeg hoppede ud under en sang, der hedder Familie, og så var jeg blandt de der kids på forreste række, og der var masser af kontakt.

Jeg synes, det billede kune noget særligt. Det plejer at være mig, der crowdsurfer, dem er der blevet taget en del af, men her stod jeg nede hos publikum og sang et helt vers, og så blev jeg fuldstændig omringet af de der kids, og jeg tænkte, hold kæft, hvor er børn store nu til dags. Jeg synes ikke, jeg er lille, jeg er af rimelig almindelig højde, men de var bare gigantiske, selvom de bare var 14 år, men så fik jeg også at vide, at der var nogen, der havde crowdsurfet ovenover mig. Der var bare et tag af ungdom, og lige pludselig var der ikke nogen sol, og det gik meget stærkt. Og så sang jeg det vers dernede, og en af dem sang omkvædet, og det var fedt. Det passede rigtig godt til den sang. Og jeg vil gerne have lov at sige tak til dem, hvis de læser den her. Det må du gerne skrive fra mig; tak for at de legede med.

Hvad er den fineste ting, du ejer?
Jeg er simpelthen ligeglad med stort set alle de materielle ejendele, jeg har. Selvfølgelig ville jeg blive lidt ked af det, hvis jeg mistede min guitar eller sådan noget, men jeg ville ikke gå fuldstændig til grunde. Jeg har ikke særlig stor tilknytning til materielle ting generelt. Det eneste, jeg har det til, er min vielsesring, den ville jeg blive rigtig ked af at miste, men det handler jo også om, at den er hængt op på et andet menneskes følelser, og det betyder noget for mig. Det, der betyder mest for mig, er immaterielle ting. Det er minder, det er venskaber, det er personlige forhold, som ikke er noget, man har købt.

Man taler jo ellers om, at vi er blevet meget materialistiske?
Det er fuldstændig misforstået. Man kalder det her for materialisme, men materialisme betyder, at man går op i materielle ting, at man har en respekt for materielle ting. Det, vi oplever, er jo faktisk antimaterielisme. Det er en disrespekt overfor ting og sager. Prøv at se, hvor meget vi køber og smider væk et halvt eller helt år efter.

Det er en usund kultur, hvor især vi voksne bare lader den der hedonisme råde. Vi opfører os som børn; 'ej, jeg skal også have det lidt godt, så må jeg hellere købe en gave til mig selv.' Vi får det godt, når vi bruger 5.000 kroner på et eller andet. Vi har lært, at det er okay, vi har lært det gennem reklameindustrien, gennem medierne, og voksne er blevet kæmpebørn på en eller anden måde.

Det er ærgerligt i den forstand, at det er så kalkuleret, og det er på en eller anden måde et fangenskab. Det er ikke rigtig sådan, folk er. De er ikke født sådan, det er noget, vi lærer, og det synes jeg er en nederen ting ved vores kultur. Man kan også se alle de miljømæssige problemer, der er ved vores forbrug. Men jeg er ikke selv bedre, på nogen måde. Jeg sidder bare og snakker nu.

Afslut denne sætning: problemet med unge mennesker i dag er, at…
Jeg har lyst til at sige; at de bliver set som et problem. Men det ved jeg ikke, om de gør. Jeg ved ikke, om unge generelt bliver set som et problem. Jeg har et indtryk af, at der er plads til meget mindre, end der var bare for ti år siden, da det var mig, der var 20.

De må ikke tage sabbatår, og de skal måles på hele tiden. Men som jeg har sagt før i andre interview, for jeg bliver tit spurgt om lige præcis den problematik; på den anden side, så tror jeg, det er en transition til, at så lærer de bare at blive målt, de finder altid en vej på en eller anden måde.

Det kan godt være, at der ikke er noget problem med unge. Unge er bare unge, som de altid har været. Hvad skal jeg sige? Det er en dårlig sætning, for den sætning antager, at der er et problem. Hvad fanden skulle det være? Jeg ser ikke noget problem, det gør jeg sgu ikke. Ungdommen kompenserer for det samfund, den er en del af.

'Problemet med nutidens unge', jeg tror aldrig, de ord har forladt mine læber før nu. Jeg har aldrig tænkt i de baner.

Hvilket tv-program eller hvilken film kan få dig til at græde?
Jeg var med min familie inde og se Den Lille Prins, og det er ikke, fordi jeg synes, filmen er helt vildt god, men der er et eller andet med den – jeg har også læst bogen mange gange, sådan en lille tynd sag, jeg nogen gange læser. Den kan noget særligt i forhold til mig, i forhold til min psyke. At man lukker af for sit barnehjerte, som man har i sig, det kan gøre mig enormt melankolsk.

Når man ser den film som voksen, bliver man ked af de ting, man har mistet, og da jeg sad der med min søn kom jeg til at tænke på, at det kommer han også til.

Hele den bog er ikke andet end metaforer for voksne menneskers psyke og manglende kontakt med deres grundsten. Det er enormt flot lavet. Jeg bliver vemodig af den – det er ikke helt mørkt, det er en mere let form for følelse.

Hvis du var bokser, hvilken sang skulle så spille, når du gik i ringen?
Jeg kommer med det mest uoriginale svar, for jeg kan fucking virkelig godt lide den der temasang til Rocky. Der er en grund til, at de har brugt den sang, og det ryger jeg med på. Jeg vil have den. Jeg vil have den sang, Rocky har.

Hvad fortryder du mest fra din fortid?
Jeg fortryder ikke noget, for jeg har lært noget, hver gang. Jeg har nok været mere streng imod nogle mennesker, end jeg burde, og det kan jeg godt tænke over, men på den anden side så lærte jeg også meget af det, for jeg lærte, hvordan det føles at være en nar og at være uretfærdig overfor andre. Det har været en del af min læringsproces, og det er selvfølgelig sindssygt ærgerligt, at det skal gå ud over andre, men det kommer de sikkert også ud for.

Fortryde – det er selvfølgelig også bare et ord, og det handler om, hvad man lægger i det – måske er det ikke noget slemt ord. Måske fortryder jeg faktisk en masse ting, men så betyder det igen, at jeg har lært noget af det, og hvis jeg kan se noget godt i min fortrydelse, er det så at fortryde?

Man skal stå ved, hvad man har gjort. Jeg indrømmer det, jeg siger det, og jeg bruger det, for jeg vil ikke gøre det samme igen. Og så er jeg den første til at erkende det.

Jeg er den, der er hårdest ved mig i mit liv. Og det er også sådan, jeg helst vil have det.

Hvad skulle dit sidste måltid være, hvis du selv kunne vælge?
KFC. Jeg fik det her den anden dag, det var overraskende godt. Vi havde en dag med bandet, hvor vi havde en lang produktionsøver, og så var vi sådan; hvad fanden skal vi spise? Og så kørte vi ud og købte tre kæmpe buckets. Det var fanme vildt, altså, bare at sidde og fråde alt det der.

Det er jo ens sidste dag ik'? Så skal man bare side og guffe i sig. Og så skulle jeg nok have noget morfin til. En ordentlig omgang KFC og så morfin og så i himlen eller helvede.

Hvad kan gøre dig stolt?
Når min søn har det der smil og de der funklende øjne, fordi han lige har gjort noget, han ikke vidste, han kunne, så bliver jeg helt… stolt.

Er der et sted, du har et særligt forhold til?
Vi har nogle bunkere, hvor vi øver. Dem har jeg et særligt forhold til, for der kan jeg godt tage ned på nogle mærkelige tidspunkter af døgnet og bare være for mig selv.

Og det hus på Fanø, hvor vi startede bandet, det er også et sted, jeg har et særligt forhold til.

For at vende tilbage til Den Lille Prins; den går meget op i, at det er de timer, man spilder på noget, som gør, at man elsker det. Vi brugte otte dage i det hus på bare at hænge ud. Så kom der noget musik ud af det, men egentlig sad vi også tit bare og ikke rigtig lavede noget. Vi snakkede, så film, røg joints, og da vi så havde gjort det, så betød musikken pludselig endnu mere.

Jeg tager tit ned i den bunker uden formål. Jeg sidder bare og er der. Nogle gange ligger jeg mig ned og sover på gulvet og spilder måske en masse tid, det er ikke særlig effektivt. Men det gør, at jeg holder af det.

Der ligner lort. Men det er helt privat, ens mobiltelefon virker ikke dernede, der er ikke noget signal. Så det er meget isolerende, og den følelse kan jeg godt lide – at nogen gange bare være helt alene. Fuldstændig alene. Det lader jeg op af. Det kan være svært med alle de ting, der sker, at have ordentlig tid til at være helt alene.

Det er noget, jeg skal gøre. Lige for tiden gør jeg det hver dag, jeg er inde i en god periode med det, men det er jo ikke sikkert, at jeg lige har tid, hvis vi skal på tour eller andet. Jeg kan godt glemme det, men når jeg så kommer i gang med det, så opdager jeg, hvor meget jeg har savnet det.

Afslut denne sætning: Jeg kan blive rigtig hidsig, når…
Jeg kan blive rigtig hidsig, når der er et eller andet, der er galt, og jeg kun kan bebrejde mig selv for, at det er sket. Hvis jeg kunne have gjort noget, men jeg bare var for doven. Så er jeg ikke sjov at være sammen med.

Jeg gør alt for at undgå det. Jeg forsøger at gøre alt, hvad jeg kan, altid, og så kan jeg ikke gøre mere, men jeg strækker mig til det yderste for, at alle mine tanker ligesom bliver sagt, så der ikke er for mange løse ender.

Hvad er din største bekymring for fremtiden?
Det er, om vores teknologi når at redde vores planet. Hvad der sker med os som mennesker og vores teknologi, og om det samspil kan nå at indhente den skade, vi har forvoldt – og forvolder nu. Jeg sætter min lid til teknologien, for jeg sætter fandme ikke min lid til os mennesker som kollektiv.

Vil du helst have uforløste ambitioner eller ikke have ambitioner og være tilfreds?
Jeg hader uforløste ambitioner. Det er for mig faktisk værre end ikke have dem og være tilfreds. Men det kommer an på, hvordan man definerer det. Hvis en uforløst ambition er uforløst, fordi man ikke har forsøgt at forløse den, så er det det værste. Men hvis grunden til, at den er uforløst, er, at du har prøvet og prøvet og prøvet, men ikke er lykkedes, så er det klart, så vælger jeg den fremfor ikke at have haft ambitioner.

Jeg ved ikke noget værre end tanken om at have haft en hel masse gode intentioner, men man så er endt med bare at sidde derhjemme på sofaen og ikke få udrettet noget, og så går man og græder over alle de ideer, man havde, og alle de ting, man burde have gjort. Sådan en offerrolle. Det hader jeg simpelthen. Det kan jeg ikke klare. Så vil jeg hellere se mennesker, der egentlig ikke har nogle ambitioner, men er tilfredse med ikke at have det og bare fuldstændigt erkender det. Meget hellere end de folk, der tuder over, hvor meget verden er imod dem. Det mener jeg virkelig.

Hvad mener du om legalisering af cannabis?
Jeg mener, at stoffer – i et frit samfund som vores – er et grundvilkår, man skal forholde sig til. Der vil altid være en vis mængde mennesker, som vil sælge dem, der vil altid være en vis mængde mennesker, som vil bruge dem. Og jeg mener, at alt skal legaliseres og kontrolleres af folk, der ved noget om det.

Politisk er det mere en værdikamp, end det er logik eller sund fornuft. Hvorfor lytter man ikke til de fagpersoner, som rent faktisk ved noget om det? Det er uvidenhed, der sætter dagsordenen i den debat.

Hvornår har du sidst gjort noget ulovligt?
Det gør jeg tit. I lørdags.

Læs flere interview fra VICE:

VICE-interviewet: Mads Nørgaard

VICE-interviewet: Thomas Fleurquin

Mød Danmarks mest populære kvindelige 'twitcher' Sinterbell