10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en modstandsmand

Når vi afprøver de danske varslingssirener en gang om året eller smutter med færgen til Puttgarten for at overlæsse bilen med dåsebajere fra Bordershoppen, er det nærmest absurd at forestille sig, at der stadig lever danskere, som kan huske, hvordan nazisterne trængte ind over grænsen fra Tyskland den 9. april 1940 og besatte Danmark i lidt over 5 år.

Povl Falk-Jensen likviderede flere stikkere under besættelsestiden end nogen anden dansk modstandsmand. Han var leder af Afdeling Eigil, den særlige likvideringsenhed under modstandsorganisationen Holger Danske, der sørgede for at skaffe naziagenter og -sympatisører af vejen. Gruppen trodsede regeringens samarbejdspolitik og bekæmpede den tyske besættelsesmagt og deres allierede, heriblandt det danske Hilfspolizei (kaldet 'Hipo').

Danske krigshistorikere anslår, at Povl Falk-Jensens enhed dræbte op imod 20 stikkere. 11 af drabene – otte mænd og tre kvinder – blev foretaget af lederen selv. I 2009 udkom bogen Holger Danske: Afdeling Eigil, hvor Povl Falk-Jensens har nedfældet sine erindringer fra den blodige tid.

Solen bager ned på seniorboligcentret i Nærum, som jeg i anledning af befrielsesdagen er taget ud til for at mødes med Povl. Han fylder 97 år til juli, men det skulle man ikke tro, hverken på hans faste håndtryk eller hans velformulerede og levende gengivelse af de skelsættende begivenheder for 75 år siden.

Povls far var løjtnant i feltartilleriet og folketingsmedlem for de Konservative, da krigen brød ud. Han fortæller mig, at hans far den 8. april 1940, dagen før invasionen, iførte sig sin militæruniform og marcherede ind i Folketinget, fordi han regnede med, at det var tid til kamp. Men han blev sendt hjem til en måbende søn. På det tidspunkt var Povl ved at blive færdig med sin værnepligt, og han besluttede, at han ikke ville give sig uden kamp.

VICE: Hvordan føltes det, første gang du trykkede på aftrækkeren og tog et menneskes liv?
Povl Falk-Jensen: For en SS-soldat blev det måske lettere for hver gang, han skulle dræbe – jeg er ikke SS-soldat. Hver gang, jeg havde muligheden for det, så kom tanken: Hvis jeg nu lader være, så bliver han ved med at trække vejret. Du står med en pistol, der er skarpladt, og faktisk bare behøver (simulerer et subtilt tryk på aftrækkeren, red.) – og så er det en død klump. Det glemmer man aldrig.

Men der var situationer, hvor jeg slet ikke havde tid til at tænke de tanker. For det første, så var der jo nogle, der røg i ildkamp – der løber blodet hurtigere, og man forsøger at ramme rigtigt, så der er jo ikke plads til de overvejelser.

Hvilke oplevelser fra dengang står stærkest i din erindring?
Jeg kan tage den med ham Hipo-vagtmesteren, vi skød inde i Østergade. Normalt fik vi et par dage til at planlægge et drab, så man havde tid til at lægge en flugtplan. I det her tilfælde fik vi kun en dags varsel, fordi den her vagtmester havde fået kendskab til, at der var folk på Kommunehospitalet, der hjalp sårede modstandsfolk. Det ville kunne bringe mange mennesker i fare, hvis han havde haft lejlighed til at dele sin viden med fjenden.

Jeg og en anden ventede på ham i hans lejlighed, i baggården og på gaden havde vi bevæbnede folk til at stå vagt. Det var en aften, hvor vi vidste, han var i byen. Hipo'erne plejede at følge deres kammerater hjem. Og vores offer var altså en officer inden for Hipo-korpset. Men så kom han saftsuseme op alene! Klokken har været 2 om morgenen. Først blev han lige forhørt lidt. Og så fik han lov at sidde, hvorefter han fik at vide, at han ville blive skudt klokken seks næste morgen. Og det blev han.

I lejligheden ved siden af vagtmesteren boede der en ventegruppemand (det danske militærs reservetropper, red.) Ventegruppefolk var ikke forrædere, men de var skvattede, og vi havde ikke en disse tilovers for dem. Problemet var, at de med deres skvattethed let kunne blive os andre til skade – så da ventegruppemanden kom hjem tidligt på aftenen, meddelte vi ham, at han skulle blive der resten af aftenen, til vi havde udført vores opgave. Men der kom en hel masse kammerater og skulle hente ham, fordi de havde bestået en eller anden prøve. Så vi gav ham lov til at gå. Men først meddelte vi ham: Vi sender en mand med dig i byen – du ved ikke, hvor han er. Han holder bare øje med dig hele tiden. Det gjorde vi ikke, men det kunne han jo ikke vide. For at sikre os fik vi oplyst, hvor hans forældre boede, og meddelte ham, at hvis han på en eller anden måde snørede os, så ville det gå ilde med forældrenes hus. Det ville vi ikke have gjort, men sagen er jo, at der, hvor vi gik hårdt til den – skød folk eller sprængte bygninger i luften – der kunne vi ikke tage nogen chancer.

Hvorfor ventede I fire timer sammen med vagtmesteren, inden I skød ham?
Havde vi begyndt at larme med skud og så videre midt om natten – så havde vi fået alle forræderne rendende om ørene. Der lå et ismejeri nedenunder, så vi ventede til ismejeridamen kom og begyndte at rasle med flasker og sådan. Dermed var der ikke nogen, der kunne høre knaldet. Han fik også en kugle bag øret. Det var en særlig hilsen til Hipo-korpset – Sådan går det forrædere. En i nakken, det var jo det almindelige. Og en lige bag øret, så var man helt sikker.

Hvorfor gik du i sin tid ind i modstandskampen?
Det var da ens simple pligt. Jeg var 22 år, så jeg havde sgu den rigtige alder. Selvom kongen sagde, at vi ikke skulle kæmpe, kunne enhver idiot jo se, at det var fjenden, der havde invaderet os. Det var stik imod Danmarks fremtidige interesser. Jeg følte, at det var min pligt at forsvare landet. Jeg kunne ikke forsvare det på den måde, som en hær havde gjort, men det fritager mig ikke fra at være passiv, når fjenden vælter ind over grænsen. Hvad kunne det nytte?, var der mange, der sagde. Ja, men havde modstandsbevægelsens folk sagt det samme, så havde nazisterne haft lettere spil i Danmark.

Er der noget, som du fortryder fra din tid som likvideringsmand?
Nej. Jeg fortryder ikke noget. Jeg skød ikke nogle forkerte. Og det er da en ønskværdig situation at få lov at gøre noget for sit land. Jeg var blevet indkaldt som soldat i 1939, og lige da jeg er ved at have aftjent min værnepligt, så overgiver landet sig! Meningen med at gøre mig til soldat var jo for fanden at forsvare landet. Og hvornår skulle jeg forsvare det, hvis ikke i krig? Men så var der en modstandsbevægelse. Det var ikke mig, der startede den, men den var der, og selvfølgelig sluttede jeg mig til den.

Hvordan har oplevelserne præget dit efterfølgende liv?
I alle årene siden har jeg haft ondt her (Povl stryger sig henover maven, red.) Det begyndte med mavekramper. Lægerne siger, at det er nerver. Og med årene blev den også gal med hovedet (Povl gik på førtidspension i 1975, red.) Det med hovedet er sidenhen blevet bedre, heldigvis, men man skal ikke tro, man slipper uden mén.

Hvordan ændrede dine personlige forhold sig, da du sluttede dig til modstandsbevægelsen?
Man blev isoleret. De nærmeste venner, de vendte ryggen til en. De hørte, at man var i modstandsbevægelsen. Så var man jo ballademager. Så var man jo en af dem, der gjorde, at de ikke kunne leve i deres søde, trygge tilværelse. Dengang kom jeg sammen med Birgit Schmidt henne i nr. 25. Jeg var kommet i deres hjem i 15 år og havde siddet og læst ugeblade sammen med familiens yngste søn, men så en dag fik jeg en seddel af moderen, hvor der stod, at jeg skulle lade være med at komme hjem til dem mere. Hun åbnede døren på klem for at give mig den. Sedlen kunne lige netop blive stukket ud til den farlige fyr på den anden side.

Hvad er din største bekymring for Danmarks fremtid?
Den totalt manglende forståelse for begrebet 'frihed'. Det lyder måske helligt, men det ville jo være dejligt, hvis folk var klar over, hvad det er for et gode at leve i frihed. Befolkningen tror, at man kan komme igennem verden bare ved at lalle rundt. Det kan man altså ikke. Regningen udskrives på et eller andet tidspunkt. Det er helt sikkert. Jeg håber naturligvis ikke, at det sker, men hvis man vil være et folk, der skal leve videre, skal man selv yde noget. Men vi flirter bare med tanken om, at det store Amerika forhåbentligt kommer os til hjælp.

Hvad er dit forhold til tyskere i dag?
En del af mig vil nok altid betragte tyskerne som arvefjenden, selvom jeg har respekt for fru Merkel. Men jeg går ikke og svovler og tænker "føj", hvis jeg passerer tyskere på gaden, og hvis de henvender sig, så svarer jeg selvfølgelig høfligt, så godt jeg kan.

De danske frihedskæmpere bliver af mange set som helte. Hvad tænker du om den status, som I har fået i eftertiden?
Jeg ved godt, at aviserne skriver noget pænt ind i mellem, men jeg ser ikke det, de skriver, for jeg har ikke EDB. Så jeg lever i lykkelig uvidenhed. Hvis der er nogen, der synes noget pænt om en, så er det da storartet. Jeg gjorde min pligt over for fædrelandet.

Tak, Povl.