Entertainment

Derfor kan jeg ikke længere hade 'Game of Thrones'

Det er bare en soap, men det er soap for alle pengene.
April 19, 2016, 8:11am
Alle billeder er pressefotos fra HBO.

Advarsel: Denne artikel indeholder næsten ikke andet end spoilers

Da Game of Thrones kom frem i 2011, var jeg ikke begejstret. I mine øjne var den et pjattet sammensurium af europæisk middelalderhistorie, nordisk mytologi og fantasy – og så var karaktererne for kulørte og firkantede. Blandt andre var vores egen Nikolaj Coster Waldaus skurkefigur Jamie Lannister alt for hårdt trukket op over for den moralsk anstændige Stark-familie. Tænk bare på slutningen af første afsnit, hvor han og tvillingesøsteren dronning Cersei overraskes af den 10-årige Bran Stark midt i en incestuøs baghyler, og Jamie reagerer ved at skubbe drengen ud ad vinduet med ordene "the things I do for love". Siden benyttes også enhver anden lejlighed til at gøre børn fortræd (fx ved voldtægt, ofring og mord), ligesom der gennemgående svælges i slibrig sex, bare bryster og bagdele.

Advertisement

Jeg brød mig ikke om det.

Men Game of Thrones var – ligesom Mad Men – en af de der hypede serier, man bare var nødt til at se. Så det gjorde jeg selvfølgelig også – i begyndelsen meget halvhjertet og nærmest modvilligt. Men, nåja, jeg var da også nysgerrig på, om Bran ville overleve faldet. Det gør han som bekendt, men han kommer aldrig til at gå igen – til gengæld spås han at ville komme til at flyve. Og hvad ville der ske med de zombielignende White Walkers, der slår tonen an i første afsnit, og med de tre drager, som udklækkes i slutningen af sæson ét og omsider begynder at spy ild i slutningen af sæson to?

Game of Thrones-forfatterne var mestre i at trække tiden ud – også i hovedplottet, hvis omdrejningspunkt er magtspillet mellem syv engang forenede kongedømmer, som kæmper om jerntronen i King's Landing. Der jongleres med et enormt persongalleri, hvilket har den fordel, at der altid er rigeligt med sidefigurer, som kan trækkes ind, når forfatterne har brug for at træde vande, mens der broderes videre på hovedhandlingen.

Måske fordi der er nok figurer at tage af, kan Game of Thrones også tillade sig at tage livet af en del af dem. Ja, måske det ligefrem er en nødvendighed at tynde ud i antallet, hvis vi nogensinde skal nå frem til det slutspil, forfatterne og ophavsmanden George R. R. Martin har stillet os i udsigt. Men det er ikke bare for at trække tiden ud, at seriens karakterer trækkes igennem de mange udpenslede kamp- og torturscener.

Advertisement

I stedet gør serien en pervers dyd ud af selve pinslerne, ydmygelserne og chokkene. Allerede i første sæson mistede Stark-slægtens patriark Ned Stark – som jeg havde tippet som en hovedperson – hovedet, hvorefter hans familie blev spredt for alle vinde. Siden har det været et yndet motiv med overskårne halspulsårer, afhuggede hoveder og lemmer.

På den ene side kunne jeg ikke holde det ud, men så igen…

Efterhånden gik der kortere og kortere tid mellem, at jeg fik set de nye afsnit af yndlingshadeserien. Om det lige var den scene, der gjorde udslaget, skal jeg ikke kunne sige i dag, men omtrent det sted i handlingen, hvor Theon Greyjoy (det dumme svin!) torteres og får amputeret sin penis (!) af Ramsay Bolton (det endnu dummere svin!), gik det op for mig, at jeg faktisk ikke længere så Game of Thrones kun af pligt.

Uanset hvor nødigt jeg ville være ved det, var jeg kommet til at holde af alle de syrede figurer med deres fjollede navne, britiske accenter, moralske brister, sejlende psykologiske motivationer og dysfunktionelle interpersonelle dynamikker. Ikke mindst var det umuligt ikke at holde af den belæste dværg Tyrion Lannister, der som den eneste har gennemskuet, at for hver dræbt fjende skabes der to nye – og hvis kyniske bemærkninger afslører og spidder alle de andre røvhuller (bortset fra sin far, som han spidder med en armbrøst).

Var jeg blevet immun over for volden og den grænsesøgende sex? Jeg var i hvert fald kommet til at forvente, at nye afsnit ville overgå de tidligere i chokeffekter og grusomhed. Og jeg glædede mig faktisk til, at de gjorde det, og jeg frydede mig, når det skete. Som da Jamie Lannister – nu en hånd fattigere – voldtager sin søster (den bitch!) foran liget af deres 13-årige giftdræbte søn Joffrey (den møgunge!)

Advertisement

Umiddelbart efter penisamputationen kom det såkaldte Red Wedding-afsnit. Under en bryllupsfest befaler den opportunistiske Lord Walder Frey (vitterlig en lort!) en brutal nedslagtning af ubevæbnede medlemmer af den i forvejen hårdt ramte Stark-familie: Brans mor Catelyn, hans storebror og 'Nordens konge' Robb Stark, hustruen Talisa og deres ufødte barn. Det blodige bryllup mindede mig om en prime-time soap fra min barndom, Dollars. Den havde også et "Red Wedding," da oliemilliardær-klanen Carrington blev gift ind i en royal familie fra det fiktive land Moldavien, og bryllupsgæsterne blev mejet ned af terrorister med maskingeværer. Hvem af de elskede og hadede figurer, som overlevede, måtte seerne vente til næste sæson med at få opklaret.

Pludselig forstod jeg noget, jeg ikke havde tænkt over før. At Game of Thrones har alle soap-genrens kendetegn. Et stort persongalleri med endimensionelle figurer, der enten er gode eller onde, men som har et valg og kan skifte side, og ikke mindst svulstigt melodrama med overraskende vendepunkter og cliffhangere. I det seneste af slagsen – i slutningen af sæson fem – begik Nattens Vogtere mytteri og dolkede Ned Starks bastardsøn Jon Snow og efterlod ham blødende i sneen. Som salt i såret var det Snows unge protegé Olly, som stod for dødsstødet. Vil Snow leve eller dø? Svaret får vi i sjette sæson. Personligt gætter jeg på, at han overlever. Dels er Jon Snow nemlig ret sejlivet (han har tidligere overlevet, at hans vildninge-kæreste Ygritte skød tre pile i ham), dels er han en af de få tilbageværende voksne fra Huset Stark. Men lad os nu se, om de gode vinder. Og om Bran kommer til at flyve…

I dag glæder jeg mig til at se mere af det dekadente univers med is og ild, kæmper og dværge, horebukke og eunukker, drager og blodmagi. Det er bare en soap, men det er soap for alle pengene.

Advertisement

Brian Petersen er cand.mag. i filmvidenskab med speciale om tv-serien som fortælleform. Han er desuden fast skribent for Ekko

Mere om tv-serier:

Jeg har endelig indset, at Family Guy er noget lort

Mit arbejde med reality-TV kostede mig næsten min sjæl

Du bliver deprimeret af at binge-watche serier