Disco og destruktion i Bushwick i 1970'ernes New York
THE MUSIC ISSUE 2016

Disco og destruktion i Bushwick i 1970'ernes New York

Jeg underviste i Bushwick fra 1981 til 1994. Turen til og fra subwayen hver dag var altid et eventyr.
November 11, 2016, 6:00am

Denne artikel er også bragt i VICE Magazine - The Music Issue 2016.

New York City i slutningen af 1970'erne var et vildt sted – og det var samtidig kulissen for mine vilde tyvere. Jeg var fuldstændig forelsket i byen og havde mit kamera med overalt. I 1977 mødte jeg Judi Jupiter, som var et menneskeligt festfyrværkeri. Jeg foreslog et fotoshoot til et magasin, hvor jeg freelancede. Hun sagde ja, og vi begyndte at fotografere klubscenen, der blomstrede op over alt omkring os. Da Studio 54 åbnede i april, var der et mylder af mennesker i kø hver eneste aften. For at skille os ud designede vi flamboyante kostumer til Judi – altid et nyt til hver gang.

En aften, mens vi gjorde os klar hos mig, lød der pludseligt et ordentlig brag. Lyset gik ud i hele bygningen og alle de omkringliggende. Subwayen kørte ikke, trafiklys var ude af drift, men ingenting kunne stoppe os. Så vi tog vores cykler og kørte downtown ad de mørke gader, lyst op af bilernes forlygter fra alle retninger, da vi passerede Columbus Circle. Ved Studio 54 stod der folk udenfor, men dørene var låst. Vi bankede på, men der var intet svar. Vi ventede lidt mere og bankede lidt mere. Den var god nok. Strømsvigtet havde ramt hele byen. Studio 54 var lukket for natten, men et par dage senere var vi tilbage, og det var, som om intet var hændt.

Samtidig med at folk festede på diskotekerne på Manhattan, fortalte de i radioen om et sted på den anden side af East River, jeg aldrig havde hørt om – Bushwick, Brooklyn. Det brændte åbenbart, og der var plyndringer og uroligheder i mørket. Avisens billeder af plyndringer og ildebrande under strømsvigtet blev for altid brændt fast på min nethinde.

Nogle år senere, i december 1981, da jeg blev billedkunstlærer på Intermediate School 291 i Bushwick, kom jeg igen til at tænke på de billeder. På min første arbejdsdag, mens jeg gik op ad trapperne fra subwayen, spekulerede jeg endda på, om den tidligere kunstlærer var blevet slået ihjel.

Kvarteret var ikke andet end murbrokker, faldefærdig beton og nedfalden tømmertræ. I.S. 291 var en af de få fungerende bygninger i gaden, og det føltes som en blanding af en skole, et herberg og et fængsel. Det var meget forvirrende: Børn, der skulle lære at have det sjovt midt i al kaosset, fantastiske lærere, der forsøgte at skabe en struktur og en mening inden for rammerne af et nedbrudt kvarter.

Jeg underviste i Bushwick fra 1981 til 1994. Turen til og fra subwayen hver dag var altid et eventyr. Man kunne aldrig vide, hvem der hang ud hvor, eller hvad der dukkede op på gaden eller i en baggård med murbrokker.

Jeg begyndte at have et billigt kamera med mig. Min rute var cyklisk og begrænset: Om morgenen gik jeg fra Myrtle-Wyckoff station op ad Palmetto Street. Efter skole tog jeg en anden rute tilbage til subwayen og opdagede, at hver gade havde sin egen særprægede klang og historie at fortælle.