FYI.

This story is over 5 years old.

Hardcore-gamere viser deres værelser frem

Spilnørder i alle afskygninger tager dig med ind på værelserne, hvor de bruger det meste af deres liv på at dyrke deres hobby.
April 1, 2016, 5:00am

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Konsolspil blev engang betragtet som en ubrugelig hobby i samme kategori som tegneserier og tegnefilm. I dag spiller alle mulige slags mennesker konsolspil, og alle er gamere. Din mor er gamer, når hun spiller Dots på sin telefon. Den fire-årige, som spiller Super Mario på sin 3DS, er gamer. Det er dine lærere også, når de spiller Wordfeud med hinanden og din fætter, som spiller det ugentlige Nightfall Strike i Destiny er gamer. Hvis du læser det her, er du sikkert også gamer. Alene i USA er der 155 millioner mennesker, som jævnligt spiller konsolspil.

Advertisement

Det er bare for at sige, at 'gamer' i højere grad er blevet en beskrivelse end en bestemt gruppe af mennesker. For at give et indblik i gamernes private hjem og liv har vi derfor valgt en række personer – en fotograf, akademikere, musikere og programmører – som har inkorporeret gaming i deres voksenliv.

Nathan Bajar, 24 år, fotograf:

VICE: Hvilket spil optager dig mest lige nu?
Jeg er begyndt at spille Super Smash Bros mere for konkurrencens skyld. Jeg tager hen til det her sted, der hedder Action Burger om mandagen. Det er virkelig nice, og der er altid nogen at spille med. Min konsol er hjemme i Jersey, så det er fedt at have et sted at spille her i byen. Jeg spiller mest som Mario og Corrin. Må jeg vise dig mit kæreste eje?

Ja.
Jeg fik det her Pikachu kort af en af mine ældste venner. Han fik det signeret af ham, der lægger stemme til Ash. Det er virkelig sweet. Åh, og Charizard i glimmer. Den fik jeg af den samme ven. En dag spillede vi Pokémon i mine forældres soveværelse sammen med min fætter. Han havde altid de fedeste kort, så han overraskede os med Charizard i glimmer. Det er virkelig dramatisk, når vi spiller, og det er ekstra vildt, når vi spiller kortene ud. Så han smed den, og så var han sådan "POW – Charizard i glimmer!" Jeg var bare sådan, "Dude, jeg SKAL fucking have fat i det kort," og så gav han det til mig.

Hvad er dit tidligste gamingminde?
Min fætter, som er lidt ældre, havde en Nintendo, som vi spillede på hjemme hos ham. Det første spil, han havde, var Street Fighter, og jeg tiggede mine forældre om at købe en Nintendo til mig. Så købte de en SEGA Genesis. Jeg spillede det der Power Rangers spil, og et eller andet mærkeligt spil der hed Tinhead. Pokémon har til gengæld spillet en rimelig central rolle i mit liv.

Advertisement

Spiller du stadig spil hjemme i Jersey?
Mit værelse derhjemme er altid en gaminghule. Når vi holder store fester, hvor der måske er 60 fætre og kusiner, så kommer alle børnene ind på værelset, og så spiller vi kortspil eller kampspil. Kampspil er virkelig vigtige for mig, og står mit hjerte meget nært.

Spiller du også med din kæreste?
JA! Hun gamer også virkelig meget, men hun bor i Washington DC. For det meste FaceTimer vi bare hinanden, mens vi spiller.

Mike McKeever, 27 år, musiker:

Én ting, jeg virkelig kan huske, er, at spillene hjalp mig med at lære at læse. Da jeg fik fjernet mandlerne i børnehaven, fik jeg min første GameBoy, og der fulgte et Zelda-spil med – Link's Awakening. Det var egentlig lidt for svært, så jeg forsøgte altid at regne ud, hvad ordene betød. Jeg vidste ikke hvad "woozy" betød, så jeg spurgte min far.

Hvad var den første lydeffekt fra et konsolspil, du brugte i en sang?
Det var nok harpelyden fra Final Fantasy IVFinal Fantasy IV, som nok også er blevet brugt i nogle af Zelda spillene. I de gamle versioner (som for eksempelvis III), når harpelyden bliver renderet i virkelig lav lydkvalitet, så er der en råhed og næsten en slags melankoli over det. Især den her sang af Mother har gjort indtryk på mig. Måske har det noget at gøre med de begrænsninger, de måtte arbejde med, som definerede æstetikken. De kunne ikke bare tage CD-lydkvalitet og putte det i et spil, ligesom i Grand Theft Auto, hvor man vitterligt kan høre sange fra nutidige kunstnere. De måtte arbejde med de her benspænd. Det føles næsten ufærdigt, som om det ikke er en helt færdigudviklet verden. Det er tættere på et impressionistisk maleri end et fotorealistisk maleri.

Advertisement

Der er virkelig meget neon på dit værelse, som mange måske ville blive utilpasse af.
Jeg kan kun tage noget af ansvaret for det. Vi indrettede det på den her måde til en musikvideo og endte med bare at lade det være. Men jeg kan godt lide det. Jeg arbejder også herinde, så det er rart at sætte noget musik på og komme herind og se, hvordan det føles. Hele setuppet er lidt sløret. Jeg mener, det bliver næsten ikke mere soveværelses-musikproducer-agtigt end det her. Så grænsen mellem at drømme, lave musik og gaming er blevet lidt sløret. Jeg har virkelig svært ved at sove.

Eddie Cameron, 26 år, gaming programmør og Robert Yang, 27 år, underviser og spildesigner:

Jeres spil er ret sexede. Var spil noget, I brugte til at udforske jeres seksualitet, da I voksede op?
Robert Yang: Nej, ikke rigtigt. Når jeg spillede Mass Effect serien, valgte jeg måske en kvindelig karakter, så jeg kunne flirte med fyrene, men alle fyrene var rimelig lamme. I ret lang tid ville jeg gerne lave spil om min seksualitet, men jeg var bange for at blive stemplet som ham, der kun laver homosex-spil. Efter noget tid tænkte jeg bare 'fuck det' og accepterede, at det er okay at være ham. Nogen skal jo være det.

Hvad arbejder du på nu?
Det er en slags "homobar"-spil. Det er løst baseret på Metropolitan [i Brooklyn]. Man spiller en fyr i baren, og målet er at snakke med fyrene og få dem med hjem, men for det meste bliver man afvist. Man har en telefon, man kan bruge til at interagere med, og der er en falsk Grindr-app, som hedder "Musk4Musk". Hvis der er en fyr, som snakker til dig, og du ikke er interesseret, kan man bare kigge på sin telefon, indtil han lægger mærke til det og går væk.

Advertisement

Er der nogle designelementer fra nogle bestemte spil, som I lægger mere mærke til eller påskønner mere end andre gamere, fordi I er spildesignere?
Robert Yang og Eddie Cameron: Balancering.
Cameron: Der er mange der tænker, at et spil er alt for svært, eller også lægger de ikke mærke til, at det har den perfekte balance mellem udfordring og belønning. De aner ikke, hvor meget arbejde det kræver at balancere gameplayet.

Hvor længe har I kendt hinanden?
Yang: Fem år.

Og hvor længe har I været gift?
Cameron: Det har vi været i snart to år nu.

Hvordan mødte I hinanden?
Cameron: Øh…vi… havde begge to lavet en Half-Life 2 mod.
Yang: Vi spillede hinandens mods, og så mødtes vi, da vi begge to var i New York.

Pat Tarantino, 27 år, freelance skribent med speciale i sundhedssystemet:

Er der en spilgenre, som du er særligt glad for?
Det har helt klart ændret sig gennem tiden. I gymnasiet spillede jeg meget first-person shooters som for eksempel Half Life. Nu er jeg mere hooked på strategispil. Lidt mindre peg-og-skyd og mere bestem-over-andre. Man kan sige, at jeg har forfinet min ledelsesstil.

Hvad er den længste periode, hvor du har spillet uden stop?
Kender du det der spil Fear? Tilbage i 2008 eller 2009 havde jeg en ven, som lige havde fået en kæmpe skærm, som han satte Fear til. Jeg gennemførte hele spillet i en køre med en hel gruppe af gutter, der kiggede på. Det har nok varet ti timer eller sådan noget. Det mindede mig om dengang, hvor man sad en gruppe venner, og gav controlleren videre til den næste, mens man spillede horror-survival spil som Resident Evil.

Advertisement

Har du altid spillet spil i dit soveværelse?
Det er egentlig mest for nemhedens skyld. Jeg kan godt lide at spille herinde, fordi jeg ikke forstyrrer nogen. Jeg voksede op i en etværelses lejlighed med mine forældre, så mit soveværelse var også stuen, hvor TV'et var. Jeg kan godt lide at have konsollerne i stuen, for de er mere sociale. Selv under de mest nørdede fantasyspil reagerer min roomie stadig bare med et, "Nå, elverne går godt nok til den, hva?", når han kommer ind i stuen.

Narumi Iyama, 26 år, musiker og Ryota Machida, 28 år, musiker:

Hvornår fandt I ud af, at I begge elsker konsolspil?
Royata Machida: Det skete gradvist. Før vi fandt ud af, at vi begge to elsker at spille, vidste vi, at vi ville starte et elektronisk band, men det ser virkelig kedeligt ud at spille keyboard på scenen. Vi overvejede, hvordan man kunne ændre på det setup, og så spurgte jeg, "Hvad kan du godt lide udover musik?" Narumi svarede, "Jeg elsker virkelig konsolspil." Vi voksede begge to op som lidt antisociale teenagere i Japan, så meget af tiden hang vi ud med folk, som ikke engang gik på skolen. Det var faktisk derfor, jeg begyndte med musik.

Okay?
Kender du spillet Guitar Freaks? Det er super simpelt, men bare ved at holde controlleren og mærke den i mine hænder, tænkte jeg, 'Shit mand, jeg har lyst til at spille guitar nu'. Narumi spillede virkelig meget Pop'n, så vi fandt en Pop'n-controller med en USB-port, og vi brugte den til at spille live.

Advertisement

Var I gamere, før arkaderne blev en ting?
Narumi Iyama: Ja, hele mit liv. Min far var også gamer, så jeg havde fem computere, en Neo Geo og en Super Nintendo som barn. Vi brugte bazookacontrolleren. Kan du huske den? Jeg elskede især Yoshi's Safari, hvor man spiller Mario, der ridder på Yoshi og skyder alle fjenderne med den her kæmpe bazooka controller. Vi havde også Konami-skydespillene derhjemme.

I jeres storhedstid i arkaden, hvor meget tid brugte I så derhenne?
Machida: Jeg stoppede dybest set med at gå i skole, da jeg flyttede til Japan. Ungdomsuddannelser er ikke lovpligtige der, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke behøvede at gå i gymnasiet, så behøvede jeg heller tage de sidste klasser inden. Jeg havde altid godt kunnet lide kampspillene, men i USA var der ikke særlig mange professionelle kampspilsgamere. Der var det her spil, King of Fighters, som var kæmpestort i Japan. Så jeg hægtede mig på nogle af de få professionelle gamere, der spillede turneringer. Selv i dag er Capcom vs SNK 2 måske mit yndlingsspil nogensinde. Mine tre bedste karakterer var Dhalsim, Haohmaru og King.
Iyama: Mine favoritter var Sakura, Athena og Chun-Li.

Hvad er det længste, du har brugt på et spil?
Jeg kan spille hele natten og hele dagen. Jeg tror, jeg har spillet Tales of Eternia i 200 timer. Det er det samme med Final Fantasy IX. Jeg var virkelig deprimeret, så jeg brugte bare al min tid på at spille.

Advertisement

Katherine Cross (til venstre), 29 år, akademiker:

Hvornår begyndte du at spille PC-spil?
Engang fik min familie endelig råd til en god computer, så vi købte en Compaq Presario fra PC Richards. Det originale Sim City fulgte med og var allerede installeret, og det var det mest fantastiske spil. Vi fik den computer i 1994, og jeg tror, vi beholdt den indtil år 2000.

Var gaming en del af din sociale identitet, mens du voksede op?
Ja, men jeg gik også på et rimelig nørdet gymnasium, så der var ligesom flertal af nørder. Det var ikke sådan, at jeg skammede mig eller følte mig udenfor. Faktisk fik jeg virkelig mange spilanbefalinger af mine jævnaldrende. Jeg voksede op i en arbejderklassefamilie, så jeg gik glip af en masse af de spil, som alle andre betragtede som klassikere – Chrono, Trigger, Final Fantasy og den slags.

Hvilke spil spillede du?
Mest Mario og strategispil, som min far mente, at jeg kunne lære noget af. Et af mine første spil, som har haft en stor indflydelse er Sid Meier's Alpha Centauri. Senere i skolen begyndte jeg at få øjnene op for rollespilselementet i gaming. En af mine første oplevelser med sociale rollespil på nettet var i 2005 med et spil, der hed Neverwinter Nights. Det var et gateway-drug til World of Warcraft, som jeg var besat af i et par år.

Fik du venner online?
Ja. Mange af mine stærkeste venskaber, faktisk. En af mine venner venner blev endda en pseudo-forælder for mig. Vi mødtes på Neverwinter, og selvom vi har kendt hinanden i over ti år, kender jeg stadig ikke den her persons rigtige navn, men vi har et vigtigt og dybt følelsesmæssigt forhold.

Advertisement

Hvad er det længste, du har spillet uden at stoppe?
Når jeg tænker på at binge, så tænker jeg på mine World of Warcraft dage . Det er svært for mig at starte et spil uden at være indstillet på at vie en ordentlig bunke tid til det. Det er svært at finde en mellemvej. Der har været mange dage, hvor det er blevet til over 16 timer i træk.

Har online-rollespil påvirket dit professionelle arbejde?
Selvfølgelig. En sociologisk analyse af det 21. århundrede kræver også en grundig analyse af det virtuelle. Det er den sociale platform, som vil definere menneskelige relationer mest i dette århundrede og sikkert i mange kommende århundreder. Jeg synes, det er utroligt fascinerende, hvordan vi socialiserer online og udvikler vores identiteter gennem mediering i en online diskurs og i virtuelle verdener som gaming, og det betyder en del for mit arbejde. Det er det samme, når man er dungeon master og vitterligt skal skabe en verden og sociale arenaer. Den slags tankegang kræver en sociologisk sans.

Mere fra VICE:

Vi var med til en Counter-Strike-turnering i København med kun 220.000 kroner i præmier

Det nye 'Hitman' er alt, hvad der er godt ved gaming i dag

Danmarks første behandlingsforløb for spilafhængighed starter på Frederiksberg