En kort historisk gennemgang af opfindelser, der forhindrer voldtægt

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Den sydafrikanske læge Sonnet Ehlers fik idéen til at lave en anordning, der kunne forhindre voldtægt, da hun behandlede et voldtægtsoffer, som fortalte, at hun ville ønske, at hun "havde haft tænder dernede." Ehlers opfandt Rape-aXe – som minder om et kondom til kvinder, der er foret med skarpe modhager. En indtrængende penis kan sagtens komme ind, men når den forsøger at trække sig ud igen, vil modhagerne gribe fat og skære sig ind i den, hvilket efterlader overfaldsmanden i en lammende smerte.

Rape-aXe forbliver fastgjort til penissen bagefter, og modhagerne får kun bedre fat, hvis man forsøger at fjerne den. Man kan ikke tisse, mens den sidder på, og den kan kun fjernes af en læge. På den måde identificerer apparatet voldtægtsmanden. Jeg spurgte Sonnet Ehlers, om den rent faktisk virker, og hun fortalte, at den er blevet testet med lovende resultater til følge. "Fyren havde voldsomme smerter og kunne slet ikke bevæge sig," fortæller hun.

Produktet er ikke blevet lanceret endnu, men det har været genstand for kontrovers på nettet i flere år. Nogle har kritiseret Rape-aXe for sit voldelige design, mens andre har anklaget anordningen for at være "middelalderlig". Ehlers svarer igen på kritikken på Rape-aXes hjemmeside: "En middelalderlig handling fortjener en middelalderlig konsekvens."

Anti-voldtægts opfindelser har eksisteret næsten lige så længe, som voldtægt har. I denne måned kunne man begynde at forudbestille apparatet Athena. Det er en slags klips-smykke, som "udsender en høj alarm og sender sms'er med ofrets placering til de nærmeste," når bæreren trykker på en knap i tilfælde af et overfald.

Når man gennemsøger patentregistreringerne for anti-voldtægtsapparater, så er det tydeligt, at der er plads til innovation: Et tidligt eksempel fra 1979 er et apparat, som sprøjtede bedøvelsesmiddel i uvelkomne organer under penetration og efterlod voldtægtsmanden bevidstløs.

Så er der The Trap, som blev patentregistreret i 1993 – et gummihylster med små plastikspyd i spidsen. Ligesom Rape-aXe forhindrer den ikke penetration i første omgang, men ved forsøget på at trække sig ud vil de små spyd i The Trap skære sig ind under penishovedet og bore sig fast.

En sydafrikansk læge ved navn Jaap Haumann forsøgte at markedsføre en "dræbertampon" – en hård plastic-cylinder som skulle indeholde en springkniv, som kunne skære spidsen af den indtrængende penis.

Et andet meget outreret apparat udstyret med nåle kunne indsamle en lille vævsprøve, når den fornemmede et fremmed objekt, hvorefter den indsprøjtede en identificerbar farve i penissen, som samtidig ville irritere huden. Som en bonusfeature kunne den forbindes til en mikrofon, som ville optage overfaldet, og apparatet kunne vibrere for at lade brugeren vide, at det var aktiveret. På trods af hvor åbentlyst geniale mange af disse produkter er, så er ingen af dem sat i produktion.

The Trap

Samtidig rejser apparaternes natur en række spørgsmål: Hvis apparatet sårer en allerede voldelig overfaldsmand, vil han så gøre gengæld mod kvinden, hvilket dermed bringer hende i større fare, end hun var i forvejen? Eftersom de fleste af apparaterne forudsætter vaginal penetration for at kunne aktiveres, hvor meget gør de så egentlig for at forhindre voldtægten (foruden det faktum, at de ikke forhindrer oral eller anal voldtægt)? Og hvor meget skal vi investere i apparater, som betragter voldtægten som uundgåelig, i stedet for at fokusere på at opdrage mænd til ikke at voldtage kvinder?

Oplysningskampagner målrettet mænd lader rent faktisk til at virke: Året efter Canada lancerede kampagnen "Don't Be That Guy" faldt Vancouvers voldtægtsrate med ti procent.

Men løsninger som Rape-aXe er udviklet med udgangspunkt i tanken om, at beskyttelse er vigtigere end forebyggelse. Sydafrika har en af verdens højeste voldtægtsrater, hvor det estimeres, at flere end 40 procent af de Sydafrikanske kvinder bliver voldtaget i løbet af deres levetid. Ifølge en rapport fra Amnesty International fra 2009 har hver fjerde mand indrømmet at have begået voldtægt, hvoraf halvdelen af dem har gjort det mere end én gang. Lesbiske kvinder i Sydafrika lever i konstant frygt for at blive udsat for vold, idet "korrigerende" voldtægt stadig er en udbredt praksis – på baggrund af tanken om at de skal "kureres" for deres seksuelle præference.

Derudover fungerer apparaternes funktioner, som kan identificere gerningsmanden, som et afskrækkelsesmiddel i sig selv: Hvis der fandtes en måde til at tvinge voldtægtsmanden til at søge lægehjælp for at få plejet sit private område, og man entydigt kunne bevise, at han havde begået et overgreb, ville det måske blive nemmere at anmelde voldtægten til politiet. Og så ville flere af de her gerningsmænd måske begynde at frygte lidt mere for konsekvensen af deres forbrydelse.

Når det er sagt, så er der formentlig ingen af de her gadgets, som bliver sat i produktion i den nærmeste fremtid (med undtagelse af Athena, som forventes at komme på markedet til efteråret). Til trods for de mange patentregistreringer af anti-voldtægts apparater, så er der endnu ingen af dem, som offentligheden har adgang til. Da jeg spurgte Sonnet Ehlers, hvad Rape-aXes status er, fortalte hun mig, at der var en sidste udfordring i designet, som skulle løses, men som ville kræve en ny investering. Produktet blev annonceret i 2005 og er stadig ikke tættere på at blive lanceret.

Det stopper dog ikke folk fra at spekulere over de potentielle problemer: Hvad sker der, når anti-voldtægts apparaterne rent faktisk kommer på markedet? Bør kvinder bære dem hele tiden? Hvor ofte skal brugeren tage apparatet ud? Er de overhovedet behagelige at have i? Og hvad med risikoen for misbrug? Er det bare en syg måde at få hævn over mænd på, eller er det en praktisk løsning på et meget reelt problem?

Mere fra VICE:

Derfor åbner Sverige verdens første klinik for mandlige voldtægtsofre

Sådan dater du et voldtægtsoffer

Alt hvad vi indtil videre ved om masseoverfaldet på kvinder i Köln nytårsaften