Sådan føles det at gå konkurs i Danmark

Denne artikel er fra sektionen VICE Penge

Iværksættere er i høj grad forretningslivets kerne. De udgør agile aktører på arbejdsmarkedet og skaber både vækst og arbejdspladser, om end det ofte er for egen vindings skyld. Ikke desto mindre er det gennem risikovillige startups, at vi er blevet velsignet med nogle af universets bedste produkter til dato. Tænk bare på Segwayen, Just-Eat og Angry Birds - vi ville leve et betydeligt langsommere, mindre fedtet og mindre spildt liv, hvis det ikke var for de modige entreprenører bag ovenstående. I det hele taget ville vi være mange opfindelser, ideer og selskaber foruden, hvis der ikke fandtes mennesker, der tør satse alt, kaste sig ud i uvisheden og prøve noget nyt.

Det er beundringsværdigt. Især når man tænker på, at 90% af alle startups går konkurs på det frie markeds moder - USA. I Danmark er 2064 selskaber gået nedenom og hjem i 2015 indtil videre, og heraf er 15% virksomheder med under to år på bagen ifølge Danmarks Statistik. At gå konkurs er dog ligeså meget et psykologisk nederlag, som det er et økonomisk, hvorfor det som oftest er et tabu-belagt emne for de involverede.

Derfor mødtes vi med stifteren af WellnessKompagniet, Jaleel Hamid, der gik konkurs med sit første selskab Forsikringsdeal.dk. Vi tog en snak om at gå konkurs og kunsten at holde sig kørende efter et nederlag.

VICE: Kan du fortælle os lidt om, hvad Forsikringsdeal.dk gik ud på?
Jaleel Hamid: Ideen var at have tilbuddene fra forsikringsselskaber på den ene side og interesserede kunders information på den anden, og at portalen så kunne fungere som en monitorerende mellemmand, der egentlig bare skulle gøre de konkurrerende forsikringsselskabers priser og tilbud mere overskuelige og sammenlignelige for kunder.

Men jeg var meget naiv på det tidspunkt, og branchen ville ikke have os.

Og så gik det ned ad bakke… Overvejede du at stoppe mens legen var god?
Tanken strejfede mig aldrig. De mindste succesoplevelser var nok til, at jeg kunne bevare troen på projektet. For eksempel ville den norske chef fra Tryg på et tidspunkt have et online-møde. Der var ikke nogen vej udenom, jeg var klar til at gå ned med skibet.

Hvad skete der så?
Jeg oplevede en hel del taktiske 'skaktræk' fra de tunge akademikere på de store forsikringsfirmaer, der ville forhindre os i at blive større. Der var for eksempel mange, der aftalte møder med os, men så brændte os af i sidste øjeblik. Og de investorpenge, vi drev firmaet med, havde jo en udløbsdato.

Omkring otte måneder efter jeg havde lanceret hjemmesiden, begyndte jeg at blive bekymret og stoppede derfor med at hæve min løn fra firmakassen. Inden længe levede jeg af 5-700 kr. om måneden og måtte flytte ind på kontoret. Jeg var nødsaget til at klippe nummerpladen på A6'eren, som så blev stjålet. Jeg købte tre sandwiches om dagen, en til morgen, middag og aften, som var det eneste, jeg levede af. Det og vand. Jeg tabte 16 kg…

Hvorfor trak du ikke bare stikket?
Jeg havde en investor med solidt netværk i forsikringsbranchen, som blev ved med at sige, at det nok skulle gå. Til sidst sad jeg til videokonferencer på kontoret i boxershorts og skjorte, fordi man kun kunne se min overkrop på webkameraet. Jeg havde boet på kontoret i fire måneder og isolerede mig mere og mere. Jeg nænnede ikke at bede investorerne om flere penge. Meget af det var nok ego, som jeg forvekslede med ære. Jeg havde det som om, jeg skulle bevise noget, når de nu havde smidt penge efter mig. Selskabet endte faktisk med at skylde mig et par hundrede tusinde kroner, fordi jeg ikke havde hævet min løn.

Og hvordan endte det hele så?
Selv efter alle investorpengene var væk, lånte jeg penge til at betale den sidste måneds regninger. Det tog en del møder med investorerne, før det gik op for mig, at den var helt gal. Jeg skændtes en del med dem omkring et eventuelt salg af procenter i firmaet. Jeg havde lagt alt i projektet og var meget følelsesladet omkring det hele, så jeg kunne slet ikke forstå, hvordan de kunne gøre det mod mig. Jeg kendte jo mange af dem personligt. Jeg anklagede dem for at være grådige, og de forsvarede sig med, at de jo skulle passe på sig selv.

Så du gik konkurs?
Ærligt, så stoppede jeg bare med at gøre noget. Jeg gik helt i sort – jeg kunne ikke kigge mere på det eller koncentrere mig om det. Jeg stoppede med at betale regninger og efterlod bare det hele.

Inden længe begyndte jeg at få mails og opkald fra investorerne og til sidst SKAT. Det var ekstremt ubehageligt, og jeg kunne mærke en trykken for brystet, bare ved tanken om at skulle til at mødes med dem og se på det hele igen. De kørte hårdt på, så jeg følte mig skyldig og lille, næsten som var jeg gået på bistandskontoret, da jeg gik derfra. Det var virkelig rock-bottom.

Men hvad gjorde du så?
Efter alt det med Forsikringsdeal følte jeg, det ville være for svært at gå tilbage til bare at være sælger et sted, så jeg læste en bog om retorik og brugte 10 dage på at skrive én enkelt ansøgning til et job, jeg ikke var kvalificeret til på papiret. Det fik jeg så, men jeg holdt mig ret isoleret på det nye job, og det var ufedt, hver gang nogen spurgte ind til det med Forsikringsdeal.

Hvad er det vigtigste, du har lært af at gå konkurs?
Fairness er en illusion - det kan man godt glemme alt om. Og så kan det godt være, det lyder cheesy, men noget af det der holdt mig kørende, var en virkelig Hollywood-agtig motivational speaker, der hedder Robin Sharma, som jeg fandt på YouTube. Han havde mantraet "Never be the victim, always be the hero." I shit you not, jeg hørte den nogen gange på repeat 30-40 gange om dagen, for at det kunne manifestere sig i min underbevidsthed. Jeg ville aldrig have klaret den, hvis jeg havde ladet mit nederlag manifestere sig, ved at snakke om det med andre.

Tak for din tid, Jaleel. Held og lykke fremover.

Læs flere historier om penge:

Vi sendte vores praktikant ud som pantsamler på Roskilde

Vi talte med danskeren, der vil vælte Nordkoreas regime ved at sælge solbriller

To dage i jobaktiveringens buzzword-helvede