10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille din narkohandler

Hva så', chef - hvad kan jeg gøre for dig?

- Bare en enkelt.

Helt sikkert. Skriv, hvis du har brug for hjælp senere. Jeg kører hele natten.

- Ses.

Det hviler selvfølgelig ikke på noget videnskabeligt grundlag, men det er min påstand, at langt de fleste interaktioner mellem din pusher og dig (hvis du da har sådan en) kan koges ned til noget, der minder om det ovenstående. Du kunne ikke være mere ligeglad med hans liv, han kunne ikke være mere ligeglad med dit, til gengæld tager han imod dine penge weekend efter weekend og sælger dig et ulovligt, stærkt vanedannende og sundhedsskadeligt rusmiddel, som du ukritisk sniffer op i næsen for at glemme, hvor røvsygt det er at være dig. Det eneste, der eksisterer mellem jer, er poser og pengesedler, og alligevel er du i kontakt med din dealer oftere, end du får ringet til din gamle farmor i Vanløse. Måske var det på tide, at I lærte hinanden bedre at kende? (Altså, dig og din pusher.)

Når du næste gang sætter dig ind i hans bil, kunne du jo foreslå, at du lige kører en runde med ham – eller hende – så I kan komme hinanden lidt ved frem for bare at veksle kontanter til coke eller emma. Du kunne prøve at spørge lidt ind til familiebaggrund, privatøkonomi, etiske overvejelser og den slags, men det mest sandsynlige udfald er nok, at du får en knytnæve i fjæset og behov for at skaffe et nyt nummer, næste gang du skal i byen.

Derfor har vi stillet ti pænt akavede, men nok så relevante, spørgsmål til en garvet københavnsk pusher*, så du slipper for at gøre det.

*Fordi pusheren foretager sig noget kriminelt, står han ikke frem med navn - men vi på redaktionen er bekendte med kildens fulde identitet.

VICE: Hvad hedder du?
Pusher: Kært barn har mange navne. Det kommer an på, hvem der spørger. Igennem årene har jeg haft mange forskellige kaldenavne og aliaser, som jeg har markedsført mine stoffer under, og det er en del af gamet at finde på noget catchy, som folk kan huske. Men du får mig ikke til at nævne nogle konkrete navne, for så ved visse folk godt, hvem det er, der udtaler sig her. Det er jeg ikke interesseret i.

Selvom det ikke er så cool, er der også en del mennesker, som har styr på mit rigtige fornavn, men det er, fordi jeg har kendt dem fra før, jeg begyndte at sælge, og så har de fået mit nummer. Mit bud er, at 95% af dem, jeg sælger til, ikke aner, hvad jeg hedder.

Hvor mange penge tjener du på at sælge narko?
Haha! Det kommer an på dagen, produktet og sæsonen. Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer, men jeg har da gemt en god sjat ad vejen, som bliver min pension, når jeg en dag ikke gider det her længere. I gode perioder har jeg tjent mere end en direktør, men mit problem er, at jeg jo ikke bare kan skyde mine penge i mursten.

Hvor meget er "en god sjat?"
Det er nok til et godt liv. Næste spørgsmål.

Hvordan passer narkohandler-mantraet don't get high on your own supply på dig?
Alle falder i på et tidspunkt. Jeg kender ikke én eneste i den her branche, som ikke på et tidspunkt har fået smag for varerne. Så laver de i hvert fald ikke løssalg. Du kan ikke leve det her liv og arbejde under de her forhold uden at tage narko selv. Problemet er, at hvor pølsemanden bliver træt af at æde sine egne pølser, så får jeg ikke nok af at tage mine egne stoffer. Desværre. Men i perioder har jeg ladet andre om at køre forretningen, fordi jeg har haft brug for at tage en timeout.

Hvis du havde mødt dig selv som 15-årig, før du begyndte på alt det her, hvilket råd ville du så give til dig selv?
Hør efter i matematiktimen. Jeg lærte alt for sent at regne, og det får man brug for i min branche. Det andet råd: Ha' et mål og hold dig til det. Ikke så meget slinger i valsen. Men fint, hvis teenage-udgaven af mig ku' lave lidt mønter på at sælge narko. Hvad skulle jeg ellers bruge min tid på?

Uddannelse?
Hvem siger, jeg ikke har fået sådan en? Jeg er meget ambivalent i forhold til det. Jeg kan ikke sidde stille, og jeg er glad for at feste, så det var et let valg. Men jeg har også betalt en høj pris for mit valg.

Hvordan har du det med at ødelægge andre folks liv?
Fint! Prøv lige at hør, der er forskel på en dealer og en pusher. En pusher han skubber folk ud af balance, men en dealer han opererer efter udbud og efterspørgsel. "Den første er gratis"… Dén stil - fuck det. Jeg lokker aldrig – aldrig nogensinde – folk til at købe mine stoffer, men når de ringer efter mig, så kommer jeg. Dét er forskellen. Og i forhold til alt det andet lort, der er på markedet, så skal man hellere ringe til mig.

Kan man godt være en slatten kontortype, der savner spænding i tilværelsen, og så springe ud som pusher?
Ja, det kan du godt, men det kommer helt an på, hvilket miljø man er i. Hvis dine kunder er fine folk med penge på lommen, så kan du godt undgå vold, men hvis din kundekreds er mere broget, så får du før eller siden brug for – som minimum – at komme med trusler. Og hvis du ikke bakker dem op med handling, når det gælder, så mister folk lynhurtigt respekten. Så er der ingen, der gider at betale deres gæld til dig. Gæld er i det hele taget noget, man skal undgå. Hvis du lader folk købe på klods, så ringer de ikke efter dig næste gang – og så mister du endnu flere penge på at være en flink fyr.

Gammel gæld dør aldrig. Når du har solgt i nogle år, så får folk oparbejdet nogle helt sindssyge beløb, de skylder dig. Så kan det godt være, du skal arbejde lidt for at få dine penge at se, men der falder altid nogle blade af træet, når man losser til det.

Hvad er det værste ved at sælge stoffer?
At man ikke kan fordybe sig i noget – ikke være til stede. Jeg bliver nødt til at rykke ud, når der er bud, for ellers så har jeg mistet den kunde. Det andet er dobbeltlivet. Hvordan forklarer jeg over for min familie, at jeg kommer kørende i en bil til en halv million, når de tror, jeg er ved at læse til lærer? Det gælder jo al crime – du kan ikke være kriminel uden at skulle lyve og bedrage. Det er fucking nederen.

Apropos venner og familie. Ved de, hvad du laver?
Nej, men de ved, hvad jeg har lavet. Når man får en dom for narko, er der ikke så meget at rafle om. Og min kæreste, hun er jo ikke idiot, men jeg ville aldrig nogensinde inddrage hende. Det er ikke noget, vi taler om.

Er du paranoid?
Top. Hele fucking tiden. Det er en arbejdsskade. Det glemte jeg at sige før. Måske er paranoiaen det værste ved det her job.

Læs mere fra VICE:

Jeg dopede min hjerne med superstoffet, der angiveligt kan kurere din afhængighed

Her er alle de forskellige pushertyper, du kommer til at møde i dine tyvere

En meth-pusher fortæller om at undvige døden i Filippinerne