Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

ADVARSEL: Artiklen indeholder spoilers for sæson seks, afsnit ni.

Ramsay Bolton var aldrig en særlig god skurk. Jo, han var vanvittigt sadistisk, men han holdt sig til sin snævre, syge stil, som blev afsluttet på en ret passende måde – da han blev ædt af sine egne sultne hunde, mens Sansa så rimeligt afslappet til og endda gav et Lemonade-lignende smil til sidst. Mens den tidligere statsholder i norden nu hviler i maven på hundene, vajer Stark-banneret igen over Winterfell.

Ligesom cirka alle andre er jeg ganske tilfreds med, at Ramsay er død. Men ak, nu er der tomt på seriens skurketrone, og hvem skal indtage den? Hvem skal vi elske at hade i seriens afsluttende 14 afsnit (et mere i denne sæson og 13 i to afsluttende sæsoner)?

Jeg håber ikke, at svaret vil blive flere gammeldags skurke som Joffrey og Ramsay – som med imponerende snilde forgriber sig på alle omkring dem, med et skræmmende fokus på at påføre nogle få karakterer så megen skade og smerte som muligt. I stedet synes jeg, det er på tide, at vi får en rigtig skurk. En, som går efter det helt store spil og kan træde frem og kræve sin retmæssige plads i serien.

Her er de mulige kandidater:

Min yndlingsscene med Cersei var den, hvor hun sad på The Iron Throne med Tommen på skødet og en flaske gift i hånden. Slaget om Blackwater var i fuld gang, og Cersei var næsten overbevist om, at hendes side af kampen ville tabe. Hun var rolig, moderlig, kærlig – og klar til at dø sammen med sit yngste barn.

Cersei er blevet misbrugt af sin afdøde mand, sin far, som aldrig påskønnede hendes værdi, og som den seneste af The High Sparrow (selvom hun i princippet selv bærer ansvaret for hans magt på grund af sit forsøg på at få ram på sin rival, Dronning Margaery). Derudover har hun ikke haft succes med at opnå et eneste af sine mål. Hun er en tragisk figur og samtidig en af seriens mest interessante karakterer, som er ansvarlig for så megen død uden nogensinde at være skurk i den store liga. Jeg frygter lidt for Tommens liv, men Cersei er mere en Medea end Lady Macbeth. Hun hævner sig med de værst tænkelige handlinger i stedet for at manipulere sig til magten med succes, hvilket ikke ligefrem gør hende til den ideelle skurkekandidat.

Ved flere lejligheder har vi fået et lille glimt af, hvad der ville ske, hvis Daenerys omfavnede sin families mørke kræfter, og det ser ikke godt ud – bare spørg slaveejerne, hun korsfæstede eller den Khalasar, hun satte ild til. Dragedronningen er alt for villig til at håndtere en krisesituation ved at sværge til at slå alle ihjel og brænde deres byer ned, som vi så i det seneste afsnit. På det seneste har hun lært at styre sig lidt med hjælp fra veltimet rådgivning fra Tyrion. Khaleesi er egentlig ikke så heroisk længere, men hun er stadig et godt stykke vej fra at være rigets fjende nummer ét, når der er så mange værre karakterer i spil.

Foto: HBO

Hvis der er én ting, serien har lært os, så er det, at religiøse fanatikere (og brylluper) er farlige. Melisandre har brændt en lille pige på bålet og født en dæmon, som slog en prins ihjel. The High Sparrow har ikke gjort nogen af de ting, og han virker ret flink til sammenligning, men i virkeligheden gør det ham endnu mere frygtindgydende. Selvom The Faith Militant har sjove tatoveringer i panden, så er deres leder anden rang af religiøse fanatikere, indtil han begynder at grille små børn. Samtidig blev det umuligt at fortsætte det ellers fortjente had til Melisandre, efter hun tog halskæden af i slutningen af sæsonens første afsnit og afslørede sin trætte, aldrende krop. Så genoplivede hun vores helt, Jon Snow. Der er masser af drama i vente med Melisandre, for det ser ud til, at Davos kræver svar fra hende i næste afsnit, men hun er ikke længere den samme trussel. Hun er i stedet endnu en sårbar og kompliceret figur med en mindre rolle i det store spil.

At hade The Night King er ligesom at hade vinteren. Ja, selvfølgelig skal man beskytte sig mod den dødbringende frost, men der er ikke personlighed nok i fjenden til at fremkalde egentlige følelser. Han er ligesom Sauron i Ringenes Herre – en ondskabsfuld magtfaktor, som man bør frygte – men hadet er rettet mod de mennesker (eller troldmænd), som vælger at tjene hans formål. Ægte skurkagtighed kræver bevidst hensigt og valg – The Night King er der bare. Til gengæld er han uden tvivl på vej, og besejringen af ham vil uden tvivl optage en god portion af de sidste to sæsoner.

Verden er mørk og fuld af forfærdelige personer. Det er helt klart meningen, at vi skal hade Euron Greyjoy, men jeg kan simpelthen ikke svinge mig selv op til at interessere mig for indenrigspolitik på Iron Islands, uanset hvor meget han forsøger at efterligne Donald Trump. Ellaria Sand har helt klart gjort nogle ugerninger – stukket sit lands leder ihjel, orkestreret mordet på lederens søn og unge kone – men jeg har stadig sympati for hendes ønske om at slå medlemmer af Lannister-familien ihjel og hævne sin elsker Oberyn (hvis motivation for at dræbe The Mountain også var, at han havde voldtaget og dræbt hans søster). Derudover ligger Dorne i udkanten af Westeros, bevidst isoleret fra de andre kongeriger, så det er usandsynligt, at der er potentiale for særligt mange Stark-foræderier, menneskeflåninger og ondskab ala Joffrey.

Der er til gengæld en mand, hvis skurkagtighed helt bogstaveligt satte hele serien i bevægelse. Faktisk er han lige kommet galoperende som redningsmand med et smøret smil på læben ved siden af Sansa Stark.

Kan du huske, hvordan serien startede? John Arryn, som var Lord i The Vale og Hand of the King, var død. Kong Robert Baratheon skulle bruge en ny Hand og rejste mod nord for at spørge sin gamle kammerat Ned Stark, om han ville overtage tjansen. Derefter fulgte alt den ulykke, der siden skulle overgå Stark-familien, for ikke at nævne en hel borgerkrig.

Littlefinger var ansvarlig for John Arryns død, efter han overtalte Jons kone, Lysa, til at forgive ham, så han selv kunne gifte sig med hende. Senere skubbede han hende ud af The Moon Door for at beskytte Sansa, som han har en klam, far-agtig lyst til (delvist på grund af sin kærlighed til Sansas mor, Catelyn Stark – Lysas søster). Ind imellem de to mord fik han arrangeret Joffreys død, og selvom vi længe havde håbet på netop denne, så førte det ikke rigtig til ro og fred i Westeros. I sidste sæson overgav han Sansa til Ramsay Bolton (et træk, der overhovedet ikke gav mening, og som heller ikke er med i bøgerne), og nu har han samlet The Vale til at få hende tilbage. Han er en helt!

Men hvad vil han opnå?

For at finde svaret på det spørgsmål, må man gå tilbage til første sæson og se en scene, der lancerede begrebet "sexposition". Mens de prostituerede Ros og Armeca øvede sig i at knalde, så Petyr 'Littlefinger' Baelish sit snit til at give dem hele sin skurkemonolog. Han talte om sin kærlighed til Catelyn Stark og de mange ydmygelser af Westeros' lords, han måtte udholde. Han fortalte Ros, at han som hævn vil have "alt, min kære. Alt der findes."

Ramsay Bolton var en distraktion. Den sande skurk har været her hele tiden og har manipuleret sin vej frem med skruppelløs ambition. Jeg forudser, at han vil forsøge at slippe af med Jon Snow som det næste træk, så Sansa udelukkende er afhængig af ham.

Mere fra VICE:

Her er alle de ting du kommer til at hade ved 'Game of Thrones' sæson 6

Derfor kan jeg ikke længere hade 'Game of Thrones'

Det kan 'Game of Thrones' lære os om at have børn