Efter at have røget fed hver dag i årevis, fik jeg endelig gjort noget ved min psykologiske afhængighed

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

I seks år har jeg begyndt min dag med det samme mantra. Jeg åbner øjnene med stort besvær efter en længerevarende kamp med snooze-knappen, og siger til mig selv: "Jeg skal ikke ryge her til morgen." Mantraet er normalt fulgt af et oprigtigt ønske om at bruge dagen på at skrive, i stedet for at ende med at svæve gennem verden i en tåget koger.

Jeg gentager mantraet for mig selv, mens jeg slæber mig selv ud af sengen, og over til den hvide Ikea-reol, hvor alle mine kæreste ejendele står. Der hænger en sort og guld heksemedaljon, som plejede at være min bedstemors. Der er en lille elefant med ædelstene, som står på en hylde – den har jeg fået af mine bedste ven efter en rejse. Der er et hemmeligt rum inden i den, og der ligger et stykke rødt jade. Ashley siger, at rød jade kan hjælpe en med at overvinde tøven og frygt.

Ved siden af medaljonen, elefanten og jaden er min mørkeblå glaspibe. Mens jeg gentager de sidste ord af mit mantra, samler jeg den op, og fylder den med pot. Jeg sætter mig på kanten af sengen og ryger "bare et enkelt hoved."

Som sagt har jeg været tilhænger af morgenfed i omkring seks år. Men jeg har røget hver dag i over et årti. Det begyndte, da jeg var 16, og jeg bliver 27 lige om lidt.

Hvis det kan lade sig gøre, ryger jeg omkring tre gange om dagen: Første gang om morgenen, så en gang om eftermiddagen, og til sidst et sted mellem én og tusind joints om aftenen, afhængigt af hvor meget pot, jeg har. Jeg ryger kun for at komme gennem de kedelige ting i løbet af dagen: Stenede ting som at lave morgenmad, gå i bad, købe ind og gå på arbejde.

Nogle gange har jeg det som om, jeg slet ikke bliver skæv længere, jeg overgår bare til et andet humør. Selvom jeg ikke er så produktiv, som jeg kunne være, så er jeg det, man kalder en fungerende hashoman: Jeg kan normalt sagtens læse, skrive, køre, gøre praktiske ting, og føre en samtale, mens jeg er skæv. Problemet er mere, at jeg tit ender med ikke at gide at gøre nogle af tingene.

Selvom jeg har mit mantra, har jeg slet ikke tal på, hvor mange dage jeg har spildt på at være skæv. Mit arbejde har uden tvivl lidt under det. Kunne myten om, at kronisk brug påvirker motivationen negativt, måske være sand? For mig er det en produktiv dag, når jeg har sendt et par e-mails, arbejdet nogle få timer på mit ekstremt afslappede deltidsjob, og skrevet i to eller tre timer. Her er beviset: Udkastet til den her artikel blev godkendt for over et år siden. I stedet for at skrive, ender jeg tit med at ryge mig skæv i hverdagene, se en masse beskidt gruppesex på Pornhub, og spise ost og kiks. Før jeg ved af det er det fredag, og så har jeg jo tydeligvis fortjent en pause fra min hektiske arbejdsuge.

Jeg siger hele tiden til mig selv, at det er fint: Mit liv er ikke deprimerende i traditionel forstand. Jeg har en kandidat fra universitetet, jeg har et par faste skrivejobs, et andet arbejde ved siden af, en kæreste, venner og en smuk lejlighed, der ligger lige ved metroen. Jeg går i bad (af og til). Jeg er jo ikke en rigtig taber. Jeg er i hvert fald ikke afhængig.

I gymnasiet havde jeg psykologi, og jeg skrev en opgave om, hvorvidt man bliver afhængig af pot. Mit mål var at finde en masse videnskabelige undersøgelser, som kunne modbevise alle de kedelige dydsmønstre, der blev ved med at påstå, at cannabis dulmer min intelligens. Jeg fandt, hvad jeg håbede: Man bliver ikke fysisk afhængig af pot. Kun psykisk. Det betyder, at man kan overbevise sig selv om, at man har brug for det. Men det betyder også, at der sker fysiske forandringer i hjernen. Sundhedsstyrelsen siger, at cannabisbrug kan påvirke motivationen, og at dem, der stopper kan opleve sænket appetit, angst og andre bivirkninger. De siger direkte, at man kan blive afhængig.

Jeg har altid hårdnakket afvist de påstande. Det er bare en plante. Den er harmløs. Det er medicin, siger jeg altid til mig selv. Jeg kan ikke være afhængig.

Men hvorfor styrer den lille, harmløse plante, som mennesker har røget i årtusinder, så min dag?

Jeg er nu endelig klar til at indrømme, at jeg har været psykisk afhængig af pot i over ti år. Hvis jeg skal spise, sove, slappe af, more mig, hygge, glemme en dårlig oplevelse, onanere, gøre noget praktisk, se TV eller skabe noget - så ryger jeg.

Når jeg ryger dulmes mine smerter, jeg glemmer mine problemer, bandet Sublime ender med at lyde som en sonisk åbenbaring, og så er det den ultimative kur mod tømmermænd.

De sidste par år er de negative effekter ved at ryge begyndt at veje tungere end de positive. Måske har du hørt påstandene om, at pot gør dig en smule dummere? Min hukommelse er i hvert fald begyndt at have huller. Jeg har rigtig mange super gode idéer til historier, når jeg er skæv (jaja, det ved jeg godt, at alle, der ryger meget, siger, men DET ER RIGTIGT). Ideerne er selvfølgelig væk lige så hurtigt som de opstår. Mit engang så omfattende ordforråd er skrumpet, og min selvtillid er skrumpet i takt med det. Jeg kan fandeme ikke engang stave mere. Jeg er ikke så skarp, som jeg synes, jeg plejede at være engang. Jeg er paranoid og temmelig nervøs. Jeg taber opmærksomheden hele tiden. Min koordination er lort. Jeg er pisse bange for at snakke med dem bag disken i supermarkedet (Hvad hvis de kan se, at jeg er skæv?)

Al den angst er begyndt at ødelægge mit liv. Hvor og hvornår kan jeg ryge igen? Har jeg tid til det? Lugter jeg af skunk? Jeg må lugte af skunk. Fuck, jeg skal besøge min familie langt væk – hvordan skaffer jeg noget at ryge? Skal jeg tage noget med? Hvad hvis de har narko-hunde i lufthavnen? Jeg må hellere skrive til min bror, og bede ham om at købe noget.

Jeg er begyndt at ryge på tidspunkter, hvor jeg ikke engang har lyst. Det er bare blevet en tankeløs vane, ligesom at børste tænder. Jeg ryger, mit hjerte slår hurtigere, og med det samme begynder jeg at stresse over alle de ting, jeg burde gøre i stedet. Ligesom jeg lover mig selv ikke at ryge hver morgen, er jeg begyndt at lave de samme løfter, lige inden, jeg køber noget mere. En sidste joint, siger jeg til mig selv, og så er det slut. Det var dét. Jeg ringer ikke til min pusher igen. Nu tager jeg en kold tyrker! Så begynder jeg at ryge mindre og mindre hver gang, for ikke at løbe tør. En dag rammer jeg endelig bunden, og ender med at sidde og skrabe indtørret nol ud af piben, blander det med rester fra askebægeret, og ryger det, mens jeg skriver til min pusher. Senere på dagen har jeg købt nye forsyninger. Jeg har brugt mine sidste 100 kroner på pot mange gange i løbet af det seneste år. I stedet for at købe mad. Jeg har solgt tøj til genbrugsforretninger for at bruge pengene på fed.

Mine venskaber er begyndt at lide under det, og så ved man virkelig, at man er afhængig. Jeg har aflyst planer så mange gange, fordi jeg var for skæv til at gå nogle steder. Folk, som jeg plejede at se et par gange om ugen, er holdt op med at skrive til mig, fordi de åbenbart var trætte af, at jeg altid kom for sent (og aldrig kunne huske de historier, de fortalte mig sidste gang, vi hang ud). Jeg har altid gået op i at træne og spise sundt, men jeg er begyndt at blive tyk, fordi jeg bruger så meget af min fritid på at se Netflix og spise chips med Philadelphia-dip. Og så alt det Just-eat…

Ad, jeg er en omvandrende kliché, har jeg nogle gange tænkt for mig selv. Hvor gammel er det lige jeg er? Jeg er 27 år gammel, og det virker som et godt tidspunkt at få styr på sit liv.

I løbet af de sidste tre år er jeg begyndt at lægge mærke til, hvordan mine undskyldninger ikke kan dække over de løgne, jeg fortæller mig selv. Mit liv er gået op i røg. Hele dagen. Hvis den mængde, jeg ryger, er helt i orden, hvorfor gentager jeg så de ting, jeg har opnået for mig selv? Hvorfor opfinder jeg undskyldninger for, hvorfor jeg ikke skriver? Det virker lidt som et desperat forsøg på at tilgive mig selv for de synder, jeg ved, jeg begår.

Begyndelse på enden af min afhængighed kom for seks måneder siden, da jeg besøgte min bedstemor. Jeg røg hjemme hos hende, mens hun sov.

"Jeg ved altså godt, hvordan hash lugter," sagde hun om morgenen, med tunge, triste øjne. "Se på dig selv. Du kan ikke engang passe almindelige aftaler. Det er på tide, at du får styr på dit liv." Til at starte med syntes jeg, hun var en kælling, og at hun ikke skulle blande sig i mit medicinforbrug. Sådan har jeg reageret hver gang nogen har foreslået, at jeg stopper, eller når nogen nævner, at det efter alle parametre er sundere for mig at ryge mindre. Så bliver jeg sur som et lille barn. Jeg bliver arrig. Sagt på en anden måde: Jeg benægter virkeligheden.

Men for tre uger siden, dagen før forårsjævndøgn, besluttede jeg mig endelig for at finde ud af, hvad der ville ske, hvis jeg stoppede. Jeg havde ikke mere tilbage i posen, og jeg skrev ikke til nogen, for at få mere. Der er så mange grunde til, hvorfor folk stopper. Jeg var træt af paranoia og angst, træt af, at jeg ikke var produktiv. Træt af at være doven. I meget lang tid var jeg bange for at stoppe, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre af mig selv, hvis jeg gjorde, men det var på tide.

Hvordan har jeg det så indtil videre? Overraskende godt, i forhold til hvordan jeg troede, jeg ville have det. Jeg troede, at jeg ville være endnu mere angst, og at jeg ville være irritabel og have kvalme i nogle uger. Heldigvis er jeg ikke en større bitch end jeg plejer, og jeg har faktisk ikke dårligere nerver end dengang, hvor jeg var skæv hele tiden. Jeg har ingen appetit længere, men det tror jeg er en positiv ting, især når jeg gerne vil tabe mig lidt.

Jeg vil helst ikke fremstå som en, der blærer sig med sin nye ædru hverdag, for jeg har ikke lyst til at være et dobbeltmoralsk, selvretfærdigt røvhul. Men jeg er overrasket over, hvor mange af mine problemer, der er løst ved at stoppe. Jeg har gjort en dyd ud af at se mange af mine gamle venner. Jeg har fået nye venner de sidste par uger, fordi jeg ikke er rædselsslagen for at snakke med andre. Jeg har sendt idéer til nye medier. Jeg har altid haft meget travlt, og brokket mig over, at der ikke var timer nok i løbet af en dag. Nu har jeg mere tid til at skrive, lave mad, og læse rigtige bøger.

Misforstå mig ikke. En hverdag uden pot er ikke den eneste måde at leve på. Jeg prøver ikke at prædike om, at alle bør leve en ædru livsstil, for jeg elsker stadig cannabis. Og jeg savner det. Jeg skal ryge verdens største joint på 4/20, som stadig er min yndlings-helligdag. Den eneste forskel er, at jeg nu kommer til at have kontrollen. Jeg kan få lov til at nyde at være rigtig skæv igen, og det glæder jeg mig utrolig meget til.