Fristedet for børn, der har dræbt deres forældre

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.

Ifølge Google Earth findes Estrella Vista slet ikke. Man kan ikke se det lille hus bygget i soltørrede mursten, der ligger på de 80 hektar ufrugtbar jord i Los Chisos-bjergene, den del af det vestlige Texas, de fleste kører igennem for at komme til Rio Grande. Den nærmeste by, Terlingua, er ikke meget andet end en samling telte, autocampere og ruinerne af en spøgelsesby med det officielle motto "kun et par afkørsler forbi verdens ende."

Huset ved Estrella Vista er langt og lavt med bliktag og små vinduer med udsigt til det brutale drømmelandskab i Chihuahua-ørkenen. Dan Dailey og Alex King hedder de eneste beboere, og det har de ikke noget imod at være. "Selvom grunden er billig, er den også enormt ufrugtbar, og intet vil gro her," fortæller Dailey mig. "Det er fantastisk smukt."

Alex King, der nu er 27, brugte det meste af sin ungdom i en fængselscelle. Han og hans bror Derek stjal overskrifterne over hele USA i 2001, fordi de var de yngste indsatte i Florida Correctional Facility, da de var henholdsvis 12 og 13 år gamle. Derek havde brugt et baseballbat til at tæske deres sovende far ihjel, mens Alex heppede på ham. Drengene satte ild til huset og flygtede til deres gemmested – kælderen i Rick Chavis' hus, en 41-årig ven af familien, som rutinemæssigt forgreb sig på Alex, og som ofte bød dem velkommen, når de havde brug for at slippe væk fra deres angiveligt voldelige far.

Han havde opfordret dem til at løbe hjemme fra. En forstående dommer besluttede, at Chavis' rolle i drabet fritog drengene for livstid i fængsel, som ellers er den sædvanlige straf for mord af første grad. Alex og Derek erkendte sig skyldige i tredjegradsmord og brandstiftelse og blev idømt fængselsstraffe på henholdsvis syv og otte år.

Dan Dailey, er en pensioneret enkemand, der boede i Minneapolis, dengang medierne gik i selvsving over retssagen. Som en pludselig indskydelse sendte han 600 kroner til brødrenes forsvarsadvokat og en kasse med bøger til de fængslede drenge. Det endte med, at han og Derek begyndte at sende breve til hinanden.

Efterhånden som deres forhold udviklede sig, begyndte Dailey at føle sig som en faderfigur for Derek. Hans egen søn Henry var netop flyttet hjemmefra for at begynde sit voksenliv. "Jeg havde fantastiske forældre," forklarede Dailey. "De gjorde mig aldrig ondt på nogen måde. Tanken om en forælder, der mishandler eller forlader deres barn, virker bare helt vanvittig på mig. Jeg kom frem til, at de her børn havde brug for en god forælder."

I King-brødrene, og andre som dem, så Dailey børn, der desperat havde forsøgt at frigøre sig selv fra et undertrykkende hjem. "Faktum er, at de fleste af de her unge forbrydere mere eller mindre har fjernet deres problemer, når de slår deres forældre ihjel," fortæller han mig. "Det er faktisk, efter min mening, de bedste og mest begavede, der slår igen. De bedste og mest begavede er dem, som forsvarer sig og ikke finder sig i noget pis." (Forskningen omkring unge, der dræber deres forældre, er ikke helt så klar i spyttet: Mange forældremordere bærer rundt på store mentale problemer, mens andre er "sociale individer, som frygtede for deres liv.")

Når retssystemet får fingrene i de børn, mener Dailey, at de frarøver dem deres frihed – og deres barndom – for anden gang i deres liv. "Det, jeg mener, er, at de har levet hele deres liv i fængsel. Det er som at bo i en værre ørken end den, jeg bor i. Det er værre end døden."

Da han blev løsladt som 20-årig, fortæller Alex, at han var "fuldstændig overvældet." Han havde forskellige småjobs i byggebranchen, men han blev kastet rundt fra sted til sted, fordi han var ude af stand til at få en fastansættelse med sin straffeattest. "Jeg var i en virkelig dårlig situationen, og det var sådan, jeg endte i Estrella Vista," fortæller Alex mig. "Dailey var altid på min side. Han tog altid telefonen."

Dailey havde også ting, han fortrød: Daileys forældre blev skilt, da han var ung, og da hans far døde i 1988, havde han ikke talt med ham i årevis. Styret af samvittighedskvaler satte Dailey sig selv i spidsen for et projekt, der forsøgte at udvide de lokale parker til ære for sin afdøde far. Han endte med at tilføje omkring 80 hektar til Minneapolis' parker.

I løbet af årene blev Dailey dog mere og mere ulykkelig i Minneapolis. Han boede alene, havde en massiv gæld, og hans helbred var også skrantende. "Jeg vågnede op en morgen og tænkte; jeg hader mit liv," fortæller han mig. Og da byen begyndte at gøre indhug i hans park, som gik mere og mere i forfald, føltes det som at se faren dø påny, så han pakkede sin BMW og flyttede til Marathon i Texas på jagt efter et fredeligt stykke ørken. Han var klar til at melde sig ud af civilisationen, og det gik op for ham, at med en smule jord kunne han skabe et fristed for børn som Alex og Derek. Dailey kunne være en erstatning for den far, de aldrig havde haft."

Kort tid efter i det vestlige Texas så Dailey sin chance. Han hørte om store stykker land langt ude i ørkenen, der var til salg for nærmest ingenting. Han pakkede sine ting i Marathon og skrev under på kontrakten på 80 hektar støv. Derek lovede at flytte ud på farmen, efter han blev løsladt og skrev til Dailey og fortalte om muligheden for at blive vildmarksguide og måske endda starte en forretning med udstyr til ørkenturen.

Dailey endte med at kalde sit stykke ørken for Estrella Vista. Der kunne han endelig leve på sine egne præmisser og samtidig give forældremordere en mulighed for at gøre det samme – for mange var det den første reelle mulighed i deres liv. Det er Det Vilde Vesten; bogstaveligt talt et land uden forældre, hvor jorden og himlen synes splinterny og frisk. Et sted, hvor et menneske bare er et menneske i stedet for at være summen af sine forbindelser og et produkt af sin egen historie. Estrella Vista er den eneste kontekst.

På det tidspunkt havde Dailey stiftet organisationen Redemption Project, som hyrer advokater til at hjælpe unge, der har slået deres forældre ihjel. Organisationen tilbyder desuden økonomisk støtte og mentorordninger for at hjælpe dem med overgangen fra straffefange til samfundsborger. Fra sin organisation valgte han fire forvaltere til Estrella Vista; sin biologiske søn Henry og tre mordere: Alex King, Nathan Ybanez og Lone Heron. Nathan Ybanez på 18 var idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse, efter han havde kvalt sin mor. Lone Heron, den eneste pige i flokken, planlægger at flytte permanent til Estrella Vista i den nærmeste fremtid. Lige nu er det kun Alex og Dailey, der bor i reservatet.

Selvom det endnu ikke er det færdigudviklede fristed, som han forestiller sig, har Dailey store planer for Estrella Vistas fremtid. Hvis nogle af de 13 eller 14 andre forældremordere, Dailey er talsmand for, bliver løsladt, vil Dailey gøre dem til delvise arvinger til ejendommen. Alle, som har lyst til at besøge stedet, vil blive budt velkommen med det, han kalder "spirituel gæstfrihed."

Men det er ikke en dans på roser at bo der. Hvis man vil til frisøren, lægen eller tandlægen, skal man køre 100 kilometer til Alpine, Texas; selv postkassen er 10 kilometer nede af en bakke. Luften er fyldt med fluer om dagen og møl om natten. "Vi skider i en spand, kommer i bad én gang om ugen og bruger omkring 65 liter vand pr. person på en uge," siger Dailey. Derek King, Alex' bror, flyttede til Estrella Vista få dage efter sin løsladelse og tilbragte de første tre nætter lysvågen, mens han lå og rystede i fosterstilling. Han ringede til sin mor hver dag, indtil en storm ødelagde telefonledningen. Han var så ensom, at han flyttede igen efter seks måneder.

Alex og Dailey har ikke noget imod isolationen og de barske omstændigheder. "Vi er lidt udenfor samfundet," siger Alex. "For mig har det ikke rigtig nogen betydning."

I denne forunderlige oase, der måske en dag bliver hjem for verdens dessertører og udstødte sjæle; de forældreløse og dem, som er løbet væk hjemme fra, er Alex endelig fri til at skabe sin egen fremtid. For tiden er han i gang med at bygge en ramme til solpaneler og ved at lære, hvordan man laver soltørrede mursten, så han kan bygge endnu en bygning på grunden.

"Der er intet, der taler mere til mig end at have en oprigtig mening og et sandt mål med livet," siger Alex. "Noget, jeg kan gøre for at hjælpe folk. Virkelig hjælpe dem." Han og Dailey arbejder på at skabe et spirituelt fristed for alle vandrende sjæle, som tilfældigvis driver forbi. "Et sted, hvor de kan slappe af, et sted, de kan sidde og tænke, og et sted, hvor de kan blive helet en smule og reflektere."

Mulighederne er endeløse.

Mere fra VICE:

Sådan fik jeg hævn over min dræbte far

Teenage lejemordere fortæller, hvordan de slår folk ihjel

Sådan føles det næsten at blive henrettet