Det mest racistiske, mine forældre nogensinde har gjort

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Racisme er en grundlæggende del af det amerikanske samfund - det er indiskutabelt. Heldigvis er mange amerikanere begyndt aktivt at forholde sig til deres implicitte og eksplicitte fordomme - men hvor det er svært at konfrontere vores egen racisme, er vores forældres fordomme næsten umulige at tackle. Om det er pinlige kommentarer, vi hellere ville være frie for, eller destruktive reaktioner, der forårsager permanente ændringer i vores forhold, så har det en klar og tydelig effekt på vores liv, når vores forældre forholder sig negativt til race.

Det kan være akavet og smertefuldt at anerkende en forældres racisme, men det er også et nødvendigt første skridt i at få en konstruktiv dialog i gang. Her er et par beretninger fra nogle selvudleverende sjæle om de mest racistiske ting, deres forældre nogensinde har gjort.

Mine forældre stivnede altid helt, hver gang de talte med et sort menneske, og skiftede hurtigt kanal, hvis der dukkede en "sort TV-serie" op. Da jeg ramte puberteten, opdagede jeg, at jeg næsten udelukkende var interesseret i sorte fyre. Det var for risikabelt at mødes med sorte fyre i virkeligheden, så jeg valgte online dating, og mit første forhold foregik via MMS og FaceTime-opkald. Jeg dækkede altid mine spor og holdt min telefon tæt til kroppen, men i sidste ende blev jeg afsløret: Jeg kom gående ind i køkkenet, hvor min mor stod og stirrede forfærdet ned i min telefon på et billede af min sorte kærestes smilende ansigt. Hun kiggede op på mig og fældede bogstaveligt talt en tåre, før hun forlod rummet. Senere samme aften meddelte min far mig, at jeg ikke længere var tilknyttet familiens fælles telefonabonnement. "Du skal ikke bruge noget, som vi betaler for, til at tale med de mennesker."

Min mors side af familien har altid hævdet, at de har stærke britiske rødder. Jeg har aldrig været helt overbevist om renheden af vores slægtslinje, fordi der er et eller andet ved vores ansigtstræk, der ikke ser helt europæisk ud. Hele mit liv har folk spurgt mig, hvad jeg i virkeligheden er, og de bliver altid skuffede, når jeg fortæller dem, at jeg kommer fra en ærkebritisk baggrund. Til en familiesammenkomst sad jeg til bords med min mor og nogle andre familiemedlemmer, så jeg stillede et simpelt spørgsmål: "Er der nogen, der ved, om vi har asiatiske rødder? Måske endda mellemøstlige?" Ideen blev hurtigt afvist. Senere samme aften fandt jeg ud af, at min mor havde brugt en kæmpe røvfuld penge på en af de der gør-det-selv DNA-testkits. "Jeg tænkte på det, du sagde til aftensmaden," fortalte hun mig, "og jeg ville bare sikre mig, at der ikke var noget galt."

Min far blev født i West Virginia og boede i Ohio størstedelen af sit liv - og begge steder omgav han sig med andre hvide mennesker. Det ændrede sig i hans livs efterår, da vi sendte ham på et plejehjem med meget mangfoldigt personale. Selvom SOSU'erne opførte sig helt ens, udviste han en stærk præference for de hvide ansatte og sagde ting som: "det er bare godt at vide, at jeg er i gode hænder nu," til dem. Han var dement, og havde svært ved at huske noget som helst. Siden han stort set ignorerede de mørklødede SOSU'er, var det ret åbenlyst for os at se, hvad der foregik, men vi så bort fra det, indtil vi en dag fandt min far midt i at sidde og bingewatche 9/11-årsdagsdækning i fjernsynet. På et tidspunkt kom der en sygeplejerske ind i rummet med hijab på, og min far vendte sig mod hende og råbte: "Skrid fra mit værelse, nu!" Jeg krummede tæer af forargelse.

Min mor og onkel voksede op in the hood. Deres mor var kronisk syg, og deres far forlod dem i en ung alder, så de var begge to tvunget til at give afkald på en stor del af deres barndom for i stedet at knokle for føden. Min onkel og hans kones førstefødte var en pige, men på grund af nogle mindre komplikationer måtte min tante og nyfødte kusine blive et par dage ekstra på hospitalet. I det tidsrum inviterede min mor min onkel forbi til et hjemmelavet måltid, og så snart hun havde taget af bordet, greb hun dramatisk fat i min onkels hænder og sagde: "Du er nødt til at bortadoptere den lille pige. Sorte mænd har ikke forstand på at opfostre piger." Jeg kan stadig mærke vægten i min kæbe, som den ramte gulvet. Min onkel rejste sig brat og gik, og det tog dem flere år, før de snakkede sammen igen. i mellemtiden klarede min onkel faderrollen glimrende.

Jeg er vokset op i et lettere indspist, stærkt troende lokalsamfund ude på landet i Virginia. Min familie, min kirke, og størstedelen af mine venner var sorte, men jeg havde et par hvide venner fra skolen. Da jeg var 16, skulle alle fra min menighed på udflugt til Atlanta i forbindelse med en kirkekonference, og siden præsterne opfordrede til at styrke fællesskabet i lokalsamfundet, lod mine forældre min bror og jeg invitere en ven hver med på turen. Jeg valgte min hvide veninde, Stacey, men det lukkede mine forældre ned for. "Hvide mennesker lugter af våd hund og kødpølse," sagde min far. "Det lort gider jeg sgu ikke at sidde og lugte til i otte timer." Jeg endte med at tage en sort ven med, der brækkede sig på bagsædet af min fars bil. Det lugtede meget værre end kødpølse.

Jeg var en trist, tyk, sort pige med få venner, der begyndte at skære i sig selv som 12-årig. Jeg endte med at finde mig til rette hos en gruppe hvide outsider-børn, der støttede hinanden, når ingen andre ville gøre det. Et par dage efter min 15 års fødselsdag havde jeg nået bristepunktet og sagde til min mor, "Jeg er så ked af det, men jeg ved ikke hvorfor. Der er et eller andet galt med mig." Jeg glemmer aldrig hendes svar: "Pigebarn, du skal bare falde helt ned - stop med at prøve at efterabe dine hvide venner. Du er ikke deprimeret, det sker ikke for sorte mennesker."

Første gang min hvide familie mødte min asiatiske tante, der stak af for at blive gift med min onkel, var hjemme hos min bedstemor til en ugentlig familiemiddag. Jeg var nervøs over, hvordan min familie ville reagere, men det var en smuk dag, og alle lod til at være glade og have det godt. Min bedstemors hund kunne også godt lide min tante, og hun legede med den i et par minutter, før hun gik ud i køkkenet for at lave en salat. Min mors ansigt stivnede, og som jeg så hendes blik møde min bedstemors, gik det op for mig, at de ikke havde tillid til, at min tante ville vaske sine hænder, inden hun lavede salaten. Til aftensmaden undgik min mor og bedstemor salaten, og min mor stoppede fysisk skålen for at nå mig. En uge senere sad jeg og så et program, der nævnte den kinesiske Yulin hundekødsfestival, da min mor kom gående forbi og sagde, "Det var derfor, jeg ikke lod dig spise den salat."

Som så mange andre amerikanere tidligt i 00'erne var min familie besat af American Idol. At grine af de dårlige auditions var vores yndlingsform for familiehygge - og især William Hung. At se en asiat synge "She Bangs!" i 60 sekunder var det sjoveste, min far nogensinde havde set, og i flere år efter smågrinede min far og begyndte lavmælt at synge "She Bangs!", hver gang han fik øje på en asiatisk mand. Engang var vi til baseballkamp, og min far havde fået et par bajere indenbords, så han begyndte pludselig at synge "She Bangs!" højt nok til at jeg kunne høre det et par siddepladser væk. Da jeg kiggede over på ham opdagede jeg, at det var fordi, der gik en asiatisk mand forbi ham. Det gik op for det hvide par, der sad bag ved min familie, hvad der foregik, og de sagde "wow," hvilket så igen fik den asiatiske fyr til at forstå, hvad der skete. Han så ret bitter ud, men min fulde, sorte far sang bare højere - og tilføjede endda en lille dans.

Læs mere om racisme og diskrimination på VICE:

Jeg er ung og sort, og jeg vil ikke dø

De brune, de handicappede og de grimme

Somalierne er underdogs blandt Danmarks indvandrere