Min sidste drengetur

For nogle af os sker det, når man fylder 18. For andre er det noget, der kommer snigende – eller meget pludseligt. Og så er der nogen, for hvem det aldrig sådan rigtig sker. At blive voksen. At så flytter man hjemmefra, så finder man en kæreste, så flytter man sammen, så bliver man færdiguddannet, så kan man ikke få job, så får man et job, så får man et barn, eller man bliver gift, så får man måske et barn mere, og så har man lånt nogle millioner til en lejlighed inde i byen eller et hus udenfor.

Fotojournalist Simon Fals og hans ni nære venner står på tærsklen til det. De har holdt sammen siden folkeskolen, da de spillede i Gentofte Vangede Håndboldklub, og de ti unge mænd har delt en endeløs række af sejre og nederlag – også uden for hallen. I sommer formåede de at samle alle ti mand til en ti dage lang tur til Syditalien, hvor de skulle sejle rundt i to både. Simon Fals tog sit kamera med på sejlturen, som blev en begivenhed, der bekræftede en drengegruppes stærke bånd. For de holder stadig sammen. De er stadig hinandens bedste venner og sådan nogle, som betaler turen for den tiende mand, da økonomien ikke var til det.

Isoleret ude på bådene og med fjerne kyster i horisonten markerer Italien-turen et skridt hen imod noget nyt. Her fortæller fire af drengene – eller mændene – om at sejle rundt på det azurblå hav med alle sine venner – og om vejen hen imod at blive rigtig voksen.

"Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke ved, hvor meget det hele kommer til at ændre sig. Jeg skal være far om tre uger. Jeg ved ikke, hvornår jeg får tid til sådan en tur igen. Jeg prøvede at nyde det på en anden måde, end jeg plejede at gøre, når vi var af sted på ture. Før havde det bare været en uendelighed, og jeg havde aldrig rigtig overvejet, at det på et tidspunkt skulle komme til at ændre sig. Men det kommer til at ændre sig helt vildt. Det er en mærkelig brydningstid. Man føler på en eller anden måde, at man burde føle sig og opføre sig lidt mere voksent. Men det gør man ikke rigtigt. Min kæreste og jeg har været sammen i ni og et halvt år."

"Det handler om, at man skal finde sit ståsted. Jeg er færdiguddannet og har arbejdet i et par år. Sådan lidt et karrieremenneske – og så vil man alligevel ikke rigtigt være det, vel? Jeg har været på bjergbestigning i sommer. Og jeg skal til Afrika her fra oktober. Der er stadig fuld gas på. Der sker pissemeget lige nu. Og så har jeg en kæreste for første gang i mit liv. Vi har været sammen i et års tid. Det er som en vej, der deler sig. Nogle siger måske, at nu er det tid til, at der skal ske noget på hjemmefronten. Jeg er nok stået på det andet tog og distancerer mig lidt fra det derhjemme."

"Jeg er vist den eneste af os, der stadig studerer. Jeg er færdig om et år. Jeg bor på Nørrebro. Min kæreste og jeg bor cirka en kilometer fra hinanden, og vi er begge to interesserede i at flytte sammen. Vi går og overvejer, hvordan vi kommer videre herfra. Vi har været ude at kigge på lejligheder og snakket med banken om boliglån. Vi bevæger os ud på ukendt grund. Vi har ikke prøvet det her før. Jeg har ikke prøvet at være i den her situation før. Hvad fanden er det for noget med renter? Hvad er normalt? Skal man presse banken? Men jeg føler, jeg er nået til et punkt, hvor det passer mig fint at nå hertil. Det med at gå i byen hver torsdag, fredag og lørdag er overstået."

"Det begynder at være nu, at man skal bevise, hvem man er. Jeg har ventet hele mit liv på at nå hertil for at komme ud og vise, hvem jeg er i erhvervslivet – og overfor mig selv. Andre siger, at de vil ud og rejse og give den gas, hvor jeg tror, jeg har et stort tilhørsforhold til mit hjem. Jeg har købt lejlighed, og min kæreste er jordmoderstuderende, så det er ikke noget, man bare lige rejser fra."

"På turen fik jeg fornemmelsen af, at det her er nogle af mine bedste venner, og at det her forhold har jeg ikke lyst til at miste. Nu kommer det til at lyde, som om man mister alt muligt, når man får et barn, og sådan tror jeg ikke nødvendigvis, det behøver at være. Men jeg tænkte, at det er sidste gang, man kan være så fri. Følelsen af frihed er nok den, man mister allermest, når man får et barn, forestiller jeg mig. Jeg havde følelsen af, at man lægger noget fra sig. At man ved, at det bliver aldrig den samme tur, som det er lige nu."

"Jeg var meget sådan en, der tog initiativ til, at vi lavede noget en gang om året. Det er droslet ned over tid. Derfor havde jeg dén der liggende i maven, at hver gang der er sådan en tur nu, hvor der bliver samlet en stor gruppe af drenge, er det måske sidste gang, det kommer til at ske. Så jeg må hellere tage med, tænkte jeg."

"Jeg tror, at turen betyder meget for os allesammen. At vi kan samle os som gruppe. Og jeg tror, der går lang tid, før vi igen kan samle os på sådan en tur. Vi har altid kontakt, og flere spiller stadig sammen, men det er en stor gruppe, så det kan være svært at samle så mange mennesker."

"Man kan ikke rigtigt foretage sig så sindssygt meget ude på sådan nogle både, der bare sejler. Og så er det klart, at vi kom til at snakke om noget nyt, diskutere nogle andre ting og fundere lidt over, hvad der sker lige nu. Især var sådan noget som fremtidsperspektiver et emne, vi snakkede en del om. Hvem er den næste, der skal være far? Hvad med jobsituationen?"

"Mange i mine andre vennegrupper har mange værdier eller interesser til fælles. Sådan er det ikke i den her. Vi er en meget sammensat gruppe. Nogle stemmer konservativt. Andre stemmer Enhedslisten. Folk er meget forskellige, fordi det kun er håndbold, vi har haft til fælles, da vi var mindre."

"Vi havde en træner, som formåede at skabe en fantastisk holdånd, og han har nok stor del i, at vi stadig er en gruppe. Men vi har valgt meget forskellige veje, og det betyder også, at vi ved præcis, hvor vi skal trykke på hinanden for at få en reaktion. Vi ved, hvilke emner vi skal undgå, når vi bliver fulde. På en tur, som den vi var på, bliver venskabet testet. Vi kunne ikke komme i land, og så bliver man nødt til at lære at leve med hinanden. Hvis det havde været en hvilken som helst anden gruppe, tror jeg, jeg havde haft det svært med det."

"Det særlige er også, at vi mere eller mindre alle har kærester nu."

"Sådan var det ikke, da vi tog på Roskilde for fem år siden. Men det er på godt og ondt. Der er bare en anden dynamik, hvis man ikke har en kæreste. Så er man måske mere åben for nye ting og for at udforske alt muligt. Man er kun ansvarlig for sig selv. Det er en balance, der tipper, når man har en kæreste. Det gør også, at en tur som den her får fornyet værdi, fordi vi ikke ser hinanden, som vi gjorde engang. Jeg kal ikke tage hele æren, men jeg fik lokket drengene til at gå op på vulkanen. Der kunne man have sagt: 'Skal vi ikke bare blive hernede og drikke nogle bajere?' Men jeg tænkte: Arh, come on – lad os få en udfordring op at stå og komme op på toppen."

"Jeg har altid troet, jeg ville føle mig meget mere voksen, når jeg skulle have et barn. Jeg havde en idé om, at når man fik børn, skete der et eller andet med én. At så blev man en anden person. Jeg ved det jo ikke endnu, men om tre uger er jeg far, og indtil nu synes jeg ikke, der er nogen forskel. Når man er på sådan en tur som den her, er vi ligeså meget 18 år, som vi var for otte år siden."

Læs mere om at blive voksen fra VICE:

Jeg drak mig stiv på min gamle stambar - og følte mig for første gang i mit liv voksen

Kvinder fra hele verden fortæller om den første gang, de følte sig magtfulde

Unge kvinder, ældre mænd: Kærlighedens naturlov – og mit livs traume