Til Signe
Alle billeder af Noa City-Eliyahu
Feminisme

Til Signe

Noa flyttede til Aarhus for at fotografere, og det gjorde hun, mens hun og Signe forelskede sig og blev kærester. Men så tog Signe sit eget liv. Her fortæller Noa til Signe, hvordan det var at møde hende, forelske sig i hende og miste hende.
29.9.17

Denne artikel er også udgivet i VICE Magazine – The Please Sit Down Issue

Noa City-Eliyahu og Signe Madsen var kærester. Da de mødte hinanden, var den israelske fotograf Noa studerende på fotojournalistuddannelsen i Aarhus. Signe var hendes første kvindelige kæreste. I 2016 begyndte Noa at dokumentere deres kærlighed i sine billede. Men sidste sommer endte forholdet brat, da Signe tog sit eget liv, og pludselig tog fotografierne en ny drejning. Billederne blev en måde for Noa at forblive tæt på Signe. Her fortæller Noa historien om Signe og om at miste sit livs kærlighed, før livet sammen for alvor er begyndt. Hun har fortalt til Luna Svarrer.

Annoncering

Der er en følelse, der er blevet ved med forfølge mig. En følelse af, at du er tæt på mig, en følelse af, at du sidder ved siden af mig.

***

Du undgik at fortælle mig om mørket. Jeg kan huske, at du sagde: "En dag vil jeg fortælle dig om det." Jeg vidste ikke, hvornår en dag var. Nogle gange tænkte jeg: Er der mere, jeg ikke ved noget om? Du fortsatte med at sige, "en dag fortæller jeg det."

I dag ved jeg stadig ikke, hvad det var, du ikke fortalte.

Første gang jeg mødte dig, tænkte jeg, at du var ligeglad med, hvad andre tænker. Du var bare dig selv. Du var så spontan. Du var smuk, du prøvede ikke at være noget, du ikke var. Vi gik ind på baren, og vi satte os ved bardisken. Du kendte dem, der var bartendere, for du kendte nærmest hele Aarhus. En af bartenderne fortalte mig, at jeg slet ikke vidste, hvor nervøs du var. Jeg syntes, det var sødt, for du virkede så selvsikker. Jeg tror ikke, jeg har mødt nogen, der var ligeså fuld af historier som dig. Det var ikke kun gode historier. Det var historier, hvor jeg forstod, at du havde været igennem meget. At du var kompliceret. I virkeligheden var det historier, som burde have fået mig til at løbe væk. Jeg tænker nogle gange, om du prøvede at få mig til at løbe væk?

Vi tog ikke hjem sammen, men vi skulle køre med den samme bus. Du kyssede mig for første gang, da vi var på vej hen til stoppestedet. Det var, som om du ikke var bange for noget. Vi kyssede hele vejen, til du skulle af. Det føltes godt. Det føltes, som om det var meningen.

Annoncering

Det var tre måneder inden, jeg skulle forlade Danmark og rejse tilbage til Israel, og jeg troede ikke, at jeg kunne finde en at være spontan med, men så fandt jeg dig.

Næste dag mødtes vi igen. Du havde øl med. Jeg havde aldrig før prøvet at være sammen med en kvinde. Selvom det var min første gang, fik du mig ikke til at føle, at jeg ikke var mindre erfaren. Jeg kan huske, at du stillede mig alle de her spørgsmål: Hvad var det bedste øjeblik i mit liv? Hvad var det mest akavede? Jeg kan huske dem, fordi jeg syntes, det var sjovt. Hvorfor ville du vide de her ting?

Jeg følte allerede, at jeg vidste meget om dig. Hvor vild du var og dine historier fra din tid i militæret. Jeg følte også, at jeg kunne fortælle om mit eget liv. Jeg fortalte dig mine mest hemmelige hemmeligheder; jeg følte mig uskyldig ved siden af dig. Indtil da troede jeg, at jeg var den komplicerede pige, den komplicerede pige fra Israel. Men nu kunne jeg se, at jeg ikke havde været ret meget igennem.

***

Du skulle på ferie i Tyrkiet, og da du kom hjem igen, begyndte vi at sove sammen hver nat. Vi boede praktisk talt sammen. Vi fandt ingen grund til ikke at gøre det. Jeg var fri, du var fri. Hvorfor skulle vi spille det spil, som andre spiller hele tiden? Hver dag føltes fantastisk, og jeg blev mere og mere knyttet til dig.

***

Jeg kan huske en aften, hvor nætterne begyndte at blive længere. Vi mødtes altid, når du var på vej hjem fra den bar, du arbejdede på, og jeg var færdig med mine studier. Jeg ville tage hjem til din lejlighed, og for at jeg kunne komme ind, blev jeg nødt til at ringe til dig, så du kunne komme ned til hoveddøren og åbne for mig. Du åbnede altid døren med et stort smil.

Annoncering

Nogle gange sad vi på din terrasse og sang ud i de lyse nætter, der aldrig sluttede. Når jeg var sammen med dig, fløj tiden af sted.

Jeg har de nætter hos mig for evigt.

På vores tredje date fortalte du, at du havde prøvet at begå selvmord to år forinden. Du fortalte, at det føltes, som om alt kollapsede. At du tænkte, at verden ikke var et godt sted for dig længere. Du havde PTSD efter din tid i militæret, og du led af en depression. Jeg troede, jeg havde hele livet til at forstå, hvordan det havde været for dig at være udsendt som soldat i Afghanistan. Jeg troede, jeg havde tid nok, men det havde jeg ikke.

"De tanker, der er mit hoved, er ikke nødvendigvis det, der kommer til at ske," fortalte du for at trøste mig. Jeg blev nervøs, men jeg tænkte også på mig selv: Er det her forhold godt for mig? Måske er du et godt sted nu. Men det kan være, det kommer igen.

Jeg føler mig skyldig, for jeg aner ikke, hvad du gennemgik. Jeg ved, at du nød at tjene i militæret. Du var der i fem år, og du var stolt af det, men jeg ved også, at det ikke var det bedste sted for dig at være.

***

Vi sov sammen i en enkeltmandsseng. Din seng var endda mindre end min, men vi sov der alligevel. Vi var ligeglade. Og om morgenen havde vi på skift 'vagten'; den ene dag lavede jeg morgenmad og kaffe, og den næste gjorde du. Om aftenen ville jeg måske lave aftensmad, og så vaskede du op. Det, du viste til resten af verden, var nogle gange noget helt andet end det, du viste mig. For den feminine kvinde, som du også var, kom næsten kun frem, når vi var sammen alene. Når vi var sammen, følte jeg blødhed og ro. Jeg behøvede ikke mere. Og så var det lige meget med din fortid.

Du skrev en sang til mig, hvor du sang: "The way you look at the world will always amaze me". Jeg tror, du så mig som ren. At mit syn på verden var uskyldigt; jeg blev let fascineret og var positiv. Jeg tror ikke, du ville ødelægge min uskyldighed og lade dit mørke blive til mit. Men selvfølgelig var der tidspunkter, hvor jeg så, hvordan din depression så ud. Hvordan du gik ind i dine mørke stunder. Når du var på vej ind i mørket, lod du mig ikke komme ind. Du ville ikke hvirvle mig ind i mørket og påvirke mit humør.

I dag er jeg taknemmelig for, at du tog hensyn, men på en måde ville jeg ønske, at jeg havde vidst bedre. At jeg vidste, hvordan det var at være i dit hoved. Jeg ved stadig ikke, hvordan det var at være dig. Engang fortalte du, at du følte ingenting. Det var hårdt at høre: Du følte ingenting indeni.

Annoncering

***

Når de mørke stunder kom, begyndte du tit at male. Jeg kan huske en aften, hvor jeg lå på din seng, og du sagde: "Jeg har det ikke så godt, gå bare i seng." Jeg svarede, at jeg ikke kunne falde i søvn, når du havde det på den måde. "Vend dig om på den anden side," sagde du. Og så begyndte du at nusse mit hår for at få mig til at falde i søvn. Jeg undrer mig over, hvordan du havde overskud til tage hånd om mig. Jeg havde stadig svært ved at falde i søvn den nat, og jeg lå og kiggede på, at du malede. Hvordan du forsvandt ind i det.

***

Min uskyldighed var både god og ond, tror jeg. For ligeså meget som du nød den, ligeså svært var det for dig at forklare mig, hvordan du havde det. Hvordan det var at være dig med PTSD og depressioner. Jeg vidste ikke altid, hvordan jeg skulle reagere.

Det fik mig ikke til at rykke mig væk fra dig. Jeg var usikker på fremtiden. Jeg kunne ikke se et fast forhold langt ud i fremtiden, som du kunne. Men samtidig blev tanken om, at jeg skulle rejse tilbage til Israel også sværere for mig at holde ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Jeg begyndte at optage video af dig, når du malede. Hvordan du gik rundt i lejligheden. Jeg tænkte, at det kunne bruges, så folk kunne mærke, hvordan du var, når du malede. Du lyttede til klassisk musik. Signe, den hæmningsløse pige, lyttede til Beethoven. Du havde så mange kontraster, så mange sider.

På et tidspunkt begyndte du på et stort kanvas, der var tre gange tre meter. Hver gang det gik fremad, hver gang du blev færdig med en del af det, var du begejstret og stolt. Du malede havet. Ikke lang tid efter, at vi havde mødt hinanden, begyndte du at male et billede til mig. Du malede en engel i en art hvidt månelandskab. Ved siden af englen stod et trist og sørgeligt træ, og det var, som om at englen sendte blade fra træet hen til ordet Israel, som du havde skrevet på hebraisk. Jeg var imponeret.

Annoncering

Til din begravelse fortalte din søster mig, at træet på maleriet var noget, der gik igen i dine billeder. Hun fortalte, at træet lignede et, I havde i jeres have, da I var små.

***

På min sidste dag i Danmark pakkede du billedet ind og gav det til mig sammen med den sang, du havde skrevet. Jeg havde stadig ikke besluttet, hvad fremtiden skulle byde på. Før jeg rejste hjem til Israel, skulle jeg til London og lave et fotoprojekt, og jeg lovede dig, at jeg ville tage en beslutning der. Tre dage efter at jeg var taget til London, fandt jeg ud af det: Jeg savnede dig for meget, jeg ville ikke slutte vores forhold. Jeg skulle stadig tilbage Israel for at se mine venner og familie, men vi aftalte, at du skulle komme på besøg, så snart jeg fik udbetalt min løn.

I mellemtiden fik du det meget værre. Du fik konstateret en kronisk mavesygdom, og den smertestillende medicin gjorde dig træt og sløv. Du kunne ikke spille musik eller male længere, du kunne ikke arbejde. Og jeg var flere tusinde kilometer væk.

***

Dit humør var svingende, og du fik det værre og værre. Du indlagde dig selv på psykiatrisk afdeling, og det betød, at vi kun talte sammen én gang om dagen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, udover at fortælle dig, hvor meget du betød for mig.

Jeg kan huske dagen.

Vi talte sammen om morgenen, og det var meningen, at vi skulle bestille flybilletter til dig lidt senere, så du kunne komme til Israel. Vi havde set frem til det i lang tid. Da jeg ringede senere, tog du ikke din telefon. Jeg havde en underlig fornemmelse, og jeg kunne se, at du ikke havde være aktiv på Facebook i seks timer. Det lignede dig ikke. Jeg ringede et par gange og skrev, at jeg blev nødt til at gå, jeg havde middagsplaner. Jeg tog ud, men holdt øje med, om du var aktiv på Facebook. Nu stod der, at du ikke havde været aktiv i ni timer. Det var lige før, at jeg skrev en sur besked til dig, men jeg gjorde det ikke, for jeg vidste, at du havde haft det svært.

Annoncering

Klokken fem minutter over syv fik jeg et opkald fra din bedste veninde. Jeg blev nervøs og kunne mærke, at noget var galt. Jeg gik udenfor, og så fortalte hun det. Du havde forsøgt at begå selvmord. Jeg begyndte at græde, uden jeg rigtig forstod, hvad der var sket. At du var i koma på hospitalet. At der ikke var noget, jeg kunne gøre.

Jeg tog direkte hjem og bestilte en flybillet til Danmark. Jeg kunne ikke sove. Senere på natten, omkring klokken to, ringede din veninde igen, hun fortalte, at lægerne havde foretaget en hjernescanning, og at du var erklæret hjernedød.

***

Jeg havde en følelse af, at hele verden var min fjende. Mit hus var min fjende. Min smukke udsigt var min fjende. Jeg læste den sang, du havde skrevet til mig, jeg kunne ikke holde det ud, og samtidig søgte jeg alle de ting, hvor jeg kom tættere på dig.

***

Signe, det var den værste tid i mit liv. Jeg skulle tilbage til Danmark, et land jeg plejede at være forelsket i. Nu skulle jeg tilbage og begrave dig. Jeg skulle flyve. Jeg græd i flyet. Jeg græd som pisket. Det eneste gode ved Danmark var vejret. For selvom det var august, var der overskyet. I Israel var der solrigt, og da jeg vågnede op, dagen efter du døde, var der sol, sol, sol, og folk smilte. Det var forfærdeligt.

***

Få timer efter at jeg ankom til Danmark, tog jeg hen til kapellet for at se dig. Det var første gang, jeg skulle besøge et kapel. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forestille mig det. Jeg stod udenfor og kunne ikke forstå, at jeg ventede på at se min kæreste. To dage tidligere havde du sagt, at vi snart ville være sammen igen.

Annoncering

Dine venner var med, og da mændene fra kapellet åbnede døren, gik vi ind sammen. Da jeg så dig, begyndte jeg at græde. Det var underligt at se dig på den måde. Du havde den kjole på, som du havde fortalt mig, at du gerne ville giftes i, og du var smuk. Dine venner spurgte, om jeg ville være alene, og de gik udenfor og ventede. Jeg sad og kiggede på dig i lang tid. Jeg prøvede at mindes en situation, hvor vi var sammen. Efter noget tid rørte jeg ved din hånd. Jeg havde frygtet det. Da jeg rørte ved den, var den kold. Bagefter strøg jeg dig over kinderne og over håret. Jeg tænkte, at dit hår var det eneste, der føltes ægte, for det var stadig så blødt.

De næste fire dage kom jeg på besøg hver dag. Så længe jeg kunne, ville jeg se dig. Min mor spurgte: "Hvorfor gør du det her mod dig selv?" Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg kunne lægge mit hoved mod dit. Jeg kunne være tæt på dig.

Jeg lærte, at det bedste, jeg kunne gøre, var at sove. Det var det eneste tidspunkt, hvor jeg slappede af. Det var det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke tænkte på, at jeg havde mistet dig.

***

Til begravelsen var det værste, da de bar dig ud. Klokkerne ringede. Og hver gang de ringede, blev du taget et skridt længere væk fra mig. Til sidst var du båret helt ud til rustvognen. Hver gang jeg hører klokker, der ringer, i dag, kan jeg ikke holde det ud. Det er, som om de bærer dig væk en gang til.

***

For at være ærlig taler vi stadig meget sammen. Da du døde, havde jeg ikke lyst til at sige farvel, så jeg begyndte at tale med dig. Også højt og på gaden. Jeg prøvede at undgå det faktum, at du ikke var der. At tale med dig fik mig til at føle, at jeg kunne klare det. For det meste fortalte jeg dig bare om min dag, hvad jeg lavede om morgenen og om aftenen.

I begyndelsen fortalte jeg dig også, hvor meget jeg savnede dig, og at jeg ikke forstod, at du ikke var her længere. Senere begyndte jeg at fortælle dig, hvor vred jeg var på dig, at det ikke var fair. Og senere endnu begyndte vi at tale om, at du måske er et bedre sted der, hvor du er nu.

Nogle gange forestiller jeg mig fremtidsscenarier, hvor vi skændes om, at du ryger. Det har vi ellers aldrig gjort. Andre gange tænker jeg på, hvordan det var blevet, hvis vi havde giftet os. Det tænkte jeg ikke dengang, men det tænker jeg nu. Jeg spørger dig stadig til råds, og jeg har det, som om du stadig beskytter mig. At du er englen på det maleri, du gav mig.

VICE har været i kontakt med Signes familie, og både billeder og tekst er bragt med deres samtykke.