Alle billeder af Daniel Hjorth.

Den første tirsdag i oktober markerer den dag, hvor de 179 mennesker, der har magten til at ændre din fremtid er tilbage på pinden. I anledning af Folketingets åbning sætter vi derfor fokus på nogle af de største politiske talenter på Christiansborg – både politikerne og dem der står bag dem i kulisserne. For hvem er de unge, der på trods af politikerlede og dalende medlemstal i partierne brænder så meget for politik, at de har fundet vej til en politisk toppost, før de er fyldt 30? Vi spørger fremtidens magthavere, hvor de kommer fra – og hvad de egentlig vil med magten.

Da Peter Hummelgaard Thomsen var ved at droppe ud af 1.G, kunne han bare have gjort ligesom resten af sin familie og fået sig et arbejde i lufthavnen, få hundrede meter fra den boligblok i Kastrup, hvor han er vokset op. Problemet med den plan var bare, at det harmonerede dårligt med de politiske ambitioner, som var begyndt at tage form i ham.

Han valgte at bruge mere tid på lektierne og mindre tid på at drive rundt i kvarteret med rødderne. Kom så på jurastudiet og blev formand for de unge socialdemokrater i DSU, mens de fleste af de gamle venner og bekendte fra kvarteret fik job i lufthavnen eller kom i lære. Der var også nogle af dem, der endte i fængsel.

Som søn af en far, der slæbte kufferter i lufthavnen, og en mor, der gjorde rent samme sted, bliver Peter set som den ægte vare. Da han fyldte 30, blev han på Politikens navneside døbt “Sossernes sidste ægte arbejdersøn”, og hans mærkesager er klassiske socialdemokratiske kernedyder som tryghed på arbejdsmarkedet, større lighed og kampen for social mobilitet. Som partiets EU-ordfører er han glødende fortaler for mere finansiel regulering og indædt modstander af det, han kalder for “pilrådden” finanskapitalisme.

Da jeg var yngre, kunne jeg blive enormt indigneret over rige mennesker i Nordsjælland. Alene det, at de var rige.

Det er en formel, der har vist sig at virke. I 2015 strøg han ind i Folketinget med 5.065 personlige stemmer og med personlig opbakning fra parti-koryfæer som Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Det har været fremført både af kommentatorer og partifæller, at det er opkomlinge som Peter, der skal genskabe Socialdemokratiets forbindelse til håndværkerne, de lavtlønnede og de ufaglærte. Dem, der i dag stemmer DF. Dem, Peter gik i skole med.

Uden at vide det er vi kørt med samme metrotog fra Kongens Nytorv til Kastrup Station, hvor vi støder på hinanden. Det er en køretur, der politisk og socioøkonomisk er meget længere end de 15 minutter, den tager. Peter er kommet hjem. Han peger i retning af et rødt murstensbyggeri kendt som Slottet.

“Der er jeg vokset op. Og den bygning, der rager lidt op over de andre, kalder vi Slangen. Der er jeg også kommet meget. Og derovre boede min mormor og morfar,” siger han og peger i forskellige retninger. Det hele er almennyttigt boligbyggeri. Spidser man ører, kan man høre de brølende flymotorer fra lufthavnens start- og landingsbaner i baggrunden. Alt og alle i kvarteret har forbindelse dertil. Også Peter. Her arbejdede begge hans forældre, hans stedfar, hans onkel, hans morfar og farfar, og han har selv suppleret lommepengene ved at skubbe bagagevogne for amerikanske turister.

På Air Pub, det lokale vandhul nærmest drukner man i lufthavnsreferencer. De brune vægge er plastret til med gamle SAS-klistermærker, og for 89 kroner kan man få sig et Flyver Kit bestående af tre stykker uspecificeret smørrebrød, en stor fadøl og en snaps.

Vi slår os ned på træbænkene og diskuterer det rigtige i at bestille to fadøl, selvom klokken endnu ikke har rundet 12. “Hvad fa’en, det er jo torsdag”, siger Peter på klingende amagerkansk og beder om en stor Classic.

Vi skåler og snakker om, hvad der er egentlig er kernen i hans politiske projekt. Hvad han vil med sit mandat. “Mit mål er at præge udviklingen i en mindre ulige og mindre skæv retning end den, der har været tendensen de sidste 15-20 år.”

“Jeg vil gerne være en stemme i mit parti mod de meget stærke strukturelle tendenser, der er i hele den vestlige verden hen imod mere opsplitning og ulighed. Her har vi som socialdemokratisk parti en kæmpe opgave med at formulere de svar, der skal til, som ikke bare er letkøbt populisme. Det er vanskelige tider, der er opbrud alle vegne, men det er dét, jeg gerne vil.”

VICE: Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?
Peter Hummelgaard Thomsen: Må jeg kun nævne ét? Jeg kan være ustruktureret. Jeg får lavet de ting, jeg skal, men jeg kunne gøre det lettere for mig selv ved at strukturere min tid bedre. Det er en udvikling, jeg føler, jeg går gennem. Det andet er min tilbøjelighed til at være indigneret. Jeg befinder mig i en konstant tilstand af indignation. Da jeg var yngre, kunne jeg blive enormt indigneret over rige mennesker i Nordsjælland. Alene det, at de var rige. Herude havde folk ikke en let tilværelse, og det var uligheden, der gik mig på. Det gør det sådan set stadig. I politik kan det være godt at være indigneret, men det kan også kamme over. Og det gør det af og til for mig. Det er hændt, at jeg har mistet besindelsen og kommet til at fyre dumme ting eller klichéer af.

Der var mange vrede, rastløse unge mænd iblandt os, der hang ud i kvarteret

Hvad er din største fortrydelse?
Når man ikke – mens tid er – får taget hånd om konflikter. Jeg snakker ikke med min far. Det er der alle mulige gode grunde til, og det er heller ikke noget, jeg render rundt og mangler i mit liv, men jeg fortryder, at jeg ikke gjorde noget mere for at redde forholdet, mens det var muligt. At jeg ikke fik taget de konfrontationer og sagt de ting, der skulle siges, mens tid var, og i stedet bare lod det løbe ud i sandet.

Hvornår tog du første gang politisk stilling?
Det gjorde jeg allerede som 9-årig, og endda til den forkerte side. Det drejede sig om afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Jeg forstod det ikke i substansen, men jeg var farvet af stemningen herude, som var, at hvis vi trådte længere ind i den politiske union, så ville man blive fucked. Jeg kan huske, at jeg sad ude hos min mormor og morfar og inderligt håbede på, det blev et nej, og det blev det også. Og der føler jeg, at jeg tog stilling, for jeg var både med nede i stemmeboksen med min morfar, der stemte nej, og vi diskuterede det grundigt.

Har du nogensinde været oppe at slås?
Ja. Folk sloges meget herude. Jeg befandt mig i periferien af en stor gruppe unge, som ligesom bare hang ud i kvarteret. Der var mange vrede, rastløse unge mænd iblandt os, og på et tidspunkt var der nogen, der havde raget uklar med nogle drenge fra Sundby, der så kom i nogle biler. Det var rigtig mange mod rigtig mange. Det, man kalder et masseslagsmål. Det var en ret syret oplevelse, hvor alle ligesom bare tæskede løs på hinanden, hvorefter man løb i alle retninger. Jeg har vel været 16-17 år gammel.

Hvornår var du sidst i livsfare?
I 2012, da jeg var i Egypten. Vi havde i partiet givet en masse støtte til oprettelsen af et egyptisk socialdemokrati, og derfor var vi en mindre delegation afsted til Cairo på årsdagen for Det Arabiske Forår. Vi havde fået at vide, at vi skulle holde os på afstand af den store demonstration, som var i gang på Tahrir-pladsen i det centrale Cairo, men vores nysgerrighed var for stor. Vi måtte tættere på. Jeg har været mange farlige steder i verden, og jeg vurderede ikke, at risikoen ved at bevæge sig for tæt på demonstranterne, som stod over for militæret, var for stor.

Pludselig sker der det, at nogle af demonstranterne går til angreb i stedet for bare at stå og råbe, og det antænder situationen. Militæret svarer igen, der bliver løsnet skud og skudt med tåregas, og pludselig flygter alle. Det kan ikke gå stærkt nok med at komme væk. Jeg er kommet direkte fra et møde og står i jakkesæt og pæne herresko, og der sker så det, at jeg glider på en løs sten og falder, mens folk tramper hen over mig, og min makker er over stok og sten. Jeg når lige at tænke ‘shit’ det her er ikke godt’, da der så er en egypter, der griber min arm og får mig på fode igen, og så slap jeg væk ned ad en af sidegaderne. Da jeg senere gjorde skaderne op, kunne jeg se, at jeg var slået til blods et par steder og havde ødelagt mit jakkesæt.

Jeg ville godt kunne sige, at jeg fik et eller andet klarsyn i forbindelse med oplevelsen, men følelsen, jeg sad tilbage med, da jeg var kommet i sikkerhed, kan beskrives med ét ord: lettelse.

Der er ikke nok forståelse for, hvad politik også er: sindssygt mudret og sindssygt besværligt.

Må man kalde nogen for neger?
Ja. Vi skal ikke lave politik på ytringer, som svenskerne gør, når de i litteraturen ændrer navnene på Pippi Langstrømpes far eller TinTins eventyr. Men fordi man har en ret til at sige hvad som helst, behøver man ikke gøre det. Engang var det et neutralt udtryk, men man må respektere, at sproget udvikler sig, og jeg synes, det er arrogant at insistere på sin ret til at kalde folk noget, de ikke bryder sig om at blive kaldt. Ytringsfriheden er ukrænkelig, men den er ikke et carte blanche til at opføre sig som en idiot.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Det er super nørdet at sige, men jeg vil faktisk sige Jens Otto Krag-biografien. Den læste jeg i en ret ung alder, hvor jeg var på nippet til at blive politisk aktiv, og bogen kombinerede politik med min kæmpe interesse for historie. Inden for skønlitteraturen er det nok John Steinbecks Vredens Druer. Den læste jeg halvandet eller to år inde i finanskrisen, og udover at det er en fantastisk velskrevet fortælling, så er der så mange paralleller til finanskrisen anno 2009-10.

Problemet med min generation er…
At for mange er for apatiske. Der mangler på ingen måde krav om forandring, men der mangler evner og vilje til at gøre noget ved det realpolitisk. Der er ikke nok forståelse for, hvad politik også er: sindssygt mudret og sindssygt besværligt. Man efterspørger hele tiden hurtige holdninger til alting, samtidig med at man efterspørger reel forandring – og det er ikke altid, at de to ting går hånd i hånd.

Hvis du skulle stille op i X-factor, hvilken sang skulle du så synge?
Born to Run med Bruce Springsteen. Det er et virkelig godt nummer fra en virkelig god plade. Men nu er det vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig kunne finde på at deltage i X-factor.

Hvad er den første nyhed, du kan huske?
Invasionen af Irak 17. januar 1991. Det var på min otte års fødselsdag, og det var den første krig, hvor man kunne tænde for fjernsynet og få live-billeder fra krigen direkte ind i stuen. Jeg husker tydeligt, at jeg sad der foran fjernsynet og så CNN, som var med i vores kabelpakke. Jeg så virkelig meget CNN og er vokset op med engelsksprogede nyheder.

Hvad er dit største politiske nederlag?
Jeg har endnu ikke prøvet ikke at blive valgt til noget, jeg er stillet op til. Af politiske sager må det være beskatning af finansielle transaktioner. Det var noget, jeg begyndte at skrive om allerede i 2009, selvom sagen først kulminerede i 2013-2014. Det var noget, vi gik til valg på, og så kunne vi alligevel ikke gøre det, da vi kom i regering med de radikale, selvom vi lagde massivt pres på, at regeringen skulle føre den politik. Jeg føler mig stadig helt overbevist om, at det er det rigtige at gøre. Og jeg har ikke givet op endnu. Det kommer på et tidspunkt – det er jeg ikke i tvivl om.

Hvad er den største udfordring for dit parti?
At genetablere forbindelsen til dem, jeg først og fremmest synes, vi skal repræsentere, nemlig de lavest lønnede og kortest uddannede. Den anden udfordring er, at mens vi gerne vil reetablere forbindelsen til dem, hvordan i alverden holder vi så sammen på den kreative klasses ønsker og behov? Det er et kæmpe hovedbrud. Det kræver virkelig mange kræfter at rumme den forbindelse – ikke bare hos os, men i en samlet centrum-venstre koalition. Det bliver pissesvært.