Sådan er det at lide af borderline

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien.

Psykisk sygdom får heldigvis mere og mere opmærksomhed. Jeg vil gerne gribe muligheden og fortælle lidt om, hvordan det er at leve med en almindelig, men meget misforstået, psykisk sygdom: Borderline.

Et sted mellem 1 og 2 procent af danskerne lider af Borderline. Blandt de indlagte, på de psykiatriske afdelinger rundt omkring i landet, kæmper omkring hver femte med lidelsen. Der er flest kvinder, der får diagnosen. Et af problemerne er, at sygdommen oftest er forbundet med andre psykiske sygdomme eller bliver fejldiagnosticeret som noget andet. Derfor forsvinder borderline tit i diskussionen om depression, angst og bipolar sindslidelse. Måske er det genetisk, eller måske opstår det af traumer. Det kan også godt være begge dele, eller ingen af delene.

Det er vanskeligt at komme med en simpel, medicinsk definition på borderline, men jeg har hørt nogen beskrive det som “kronisk irrationalitet”, og det er ikke helt ved siden af. Forestil dig store humørsvingninger, impulsivitet, ustabilitet og en hel masse eksplosiv vrede.

Borderline føles, som om man svæver rundt over en hyggelig middag og ser ned på samtalerne. De høje grin og de smilende personer, som virkelig forstår hinanden, mens man tænker, hvorfor kan jeg ikke være en del af det?

Sygdommen fastlåser dig i en ond cirkel af tvivl og selvhad. Du har det som en lyskæde, der er rodet sammen i et stort virvar og slår knuder og er helt umulig at finde hoved og hale i. Du ved godt, at der er noget krøllet og forkert ved dig, og selvom du får det at vide, så kan du ikke lade være med at undre dig over hvorfor.

Der er altid en knusende følelse af isolation. Jeg siger “følelse”, fordi jeg kan være omringet af de bedste venner, som støtter op omkring mig, og alligevel er jeg overbevist om, at de er ude efter mig, og laver grin med mig bag min ryg. Det tragiske ved borderline er, at det er så styret af solipsisme – altså tanken om, at det kun er min opfattelse af virkeligheden, der eksisterer, at jeg bliver vendt på vrangen som menneske. Jeg bliver forfærdeligt narcissistisk, og mit selvhad når et punkt, hvor jeg fuldstændig irrationelt projicerer min følelsesmæssige usikkerhed over på andre.

Det siger sig selv, at det er svært at have et forhold til andre. Kombinationen af at føle sig som lort, og samtidig gøre et stort nummer ud af de mindste ting, er ikke ligefrem opskriften på sjov og spas. Borderline gør mig udadreagerende, og sygdommen har fået mig til at sige de mest ondskabsfulde ting. Og tro mig, der er en grænse for hvor mange gange ens nærmeste tilgiver, at man mister kontrollen.

Når folk taler om borderline, nævner de tit en “tomhed”. Jeg synes mere, det er en vekslen mellem det ufatteligt tomme og det ufatteligt overfyldte. Jeg bliver ved med at se min nabos tomme swimmingpool for mig. Det er vinter, og den er bare et tomt hul med støvede, blå klinker. Forestil dig, at stå midt i den, og den pludselig fyldes med vand. Et øjeblik efter drukner du. Folk beskriver borderline på den måde: Som et flip – Et tryk på en kontakt, der forandrer alting på et øjeblik.

Jeg tror, det er de voldsomme udsving, der gør borderline så svært at forklare – især for de nærmeste. For på overfladen virker jeg bare som et vrissent røvhul. Ligesom alle andre former for psykisk sygdom behandles det bedst med tålmodighed og empati. Desværre er det sådan, at ligesom med depression eller mani, så lægger det pres på mennesker, der ikke nødvendigvis er i stand til at hjælpe eller forstå, lige meget hvor meget de holder af en. I et forhold kan borderline få begge parter til at føle sig isolerede.

Det fremhæver det værste i mig. Jeg har altid været fandens god til ord, og især været god til at stikke til folk. Når min borderline rammer mig, er det som, om jeg får Terminator-briller, der gør mig i stand til at se sprækkerne i andre menneskers følelsesskjold. I modsætning til min mani, hvor jeg bliver karismatisk og velformuleret, gør et borderline-anfald mig ondskabsfuld og bitter.

Jeg kan huske, at jeg engang viftede min smørkniv ad min vens mor og hendes veninder til en middag, hvor de klagede over den socialdemokratiske regering. Jeg anklagede dem for at “tørkneppe vores generation langt ind i glemslen.” De stirrede chokeret på mig med åben mund, så jeg tilføjede, at de lige så godt kunne skride ud og “sniffe asbest i en grøft.” Det er ikke ligefrem den slags kommentarer, et sundt menneske kommer med til en middag klokken 18 med en gruppe voksne mennesker, man lige har mødt.

Det er klart, at mit udbrud ikke var en lettelse for mig på nogen måde. Resultatet var en indre monolog, der bed sig selv i halen, hvor jeg bebrejdede mig selv, og hadede mig selv for det. Hver eneste beslutning bliver straffet bagefter.

Hele sygdommen er som et fatamorgana. Man har det som om, man ikke har fingeraftryk. Ingen identitet. Man bevæger sig hele tiden imellem ting, imellem mennesker, imellem ønsker. Udenforstående kan misforstå det, og tro, man bare er urimeligt fleksibel. I virkeligheden er det, som om man ikke har et jeg. Nogle gange har jeg det som en slange, der konstant skifter ham.

Vi snakker ikke rigtig om borderline, men det burde vi. Tabuet omkring borderline er virkelig skadeligt. Der er folk, der anklager de syge for at bruge det som en undskyldning for at opføre sig urimeligt, og den slags skubber kun folk dybere ind i den isolation, der forværrer både symptomerne og smerten. Samtale kan bryde meget af sorgen, så vi skal gøre vores bedste for at få snakket igennem.

Heldigvis kan borderline behandles med omfattende terapi, konstant selverkendelse og støtte. Det behøver ikke hænge ved resten af livet, som depression eller angst. Spøgelset kan jages væk. Men ligesom med alle andre former for psykisk sygdom kræver det kærlighed fra venner, fremmede og dig selv.