Urobetjente skyder med skarpt 18. maj 1993. Flemming Sloth Andersen til højre. Foto: Mogens Flindt / Scanpix

”SKYD EFTER BENENE!” – historien om hvordan en folkeafstemning endte i gadekrig på Nørrebro

I dag er det 25 år siden, at politiet skød med skarpt mod aktivister på Nørrebro. Vi har talt med nogle af de personer, der var med dengang, for at forstå, hvordan det kunne gå så galt.

|
maj 18 2018, 8:26am

Urobetjente skyder med skarpt 18. maj 1993. Flemming Sloth Andersen til højre. Foto: Mogens Flindt / Scanpix

18. maj 1993 foregik nogle af de voldsomste gadekampe i Danmarks historie. Tykke skyer af tåregas hang over Nørrebro, mens byger af brosten regnede ned over det kampklædte politi, som svarede igen med de skæbnesvangre pistolskud, som den dag i dag har sit helt eget kapitel i Danmarkshistorien. 25 år efter står det klart, at en konflikt mellem borgere og politi kan eskalere så voldsomt, at man kan frygte for sit liv på begge sider.

VICE har talt med Jesper Holst (54) og Mads Lillesøe (54), der som gamle BZ’ere deltog i demonstrationen den skæbnesvangre nat. Vi har også talt med den pensionerede politibetjent J*, som var vagthavende på politistationen på Hovedbanegården samme aften. Trods henvendelser til Københavns Politi lykkedes det os ikke at få kontakt til en navngiven politikilde, der var til stede under begivenhederne.

Begge aktivister gør det klart, at de taler på egne vegne og aldrig kan gøres til fortalere for en hel bevægelse, der rummede mange forskellige mennesker og synspunkter.

§§§

I 1992 havde der været afstemning om Maastricht-traktaten, som omdannede det daværende EF til det langt mere omfattende EU. Den danske befolkning havde talt, og det var blevet et nej. Utilfredse med resultatet lavede politikerne en ny afstemning i 1993, til aktivisternes store frustration.

”Folk var hamrende vrede over, at politikerne ikke respekterede demokratiet og bare lavede en ny folkeafstemning," siger Mads Lillesøe. Som reaktion på politikernes ”bedrageri”, som Jesper Holst kalder det, arrangerede de en stor koncert med rockgruppen Chumbawamba på Blågårds Plads. Mads Lillesøe vurderer, at omkring 1500 mennesker var samlet, men det var langt fra alle, der deltog i urolighederne bagefter.

”Efter koncerten tog vi raidhuerne på, og begyndte at råbe,” fortæller Jesper Holst. ”Der var nogen, der havde kørt en skurvogn på tværs af Nørrebrogade, sat ild til den og hængt et banner, hvor der stod ’EF-fri zone’, og så barrikaderede vi os ellers på Nørrebrogade. Da politiet kom, ryddede de gaden meget hurtigt med tåregas, for når der er smadrede banker og ild, vil de have os spredt ud i sidegaderne. Det er både for at kunne kontrollere os, men også fordi, det er nemmere at anholde os. Når der er smadret for millioner, og hele byen stinker af tåregas, skal de helst kunne fremvise nogle syndebukke dagen efter.”

Sådan endte tåregassen med at ligge i tykke skyer over Indre Nørrebro, og en stor flok aktivister blev presset ned på Skt. Hans Torv, som var under ombygning. Det betød, at de kæmpestore brosten, pladsen er belagt med i dag, lå i enorme bunker. Det var næsten, som om kommunen havde lagt dem klar til aktivisterne.

Se indslag fra TV-Avisen fra 19. maj 1993 herunder:

”Mursten og mindre brosten er tunge nok i sig selv, men med de her kæmpe sten skal man altså meget tæt på, for at kunne ramme - så tæt på, at man næsten har øjenkontakt med den betjent, man kaster imod,” husker Jesper Holst. ”Politiet kom gående frem i kæder, og hver gang en blev ramt og røg ned, blev de båret væk, og en anden tog deres plads i kæden. Det var fandeme ligesom vikinger eller sådan noget. Jeg synes, at politiet var helt vildt seje den nat. For de holdt stand, selvom det regnede ned med sten. Normalt, når de bliver udsat for sådan et bombardement, så trækker de sig tilbage og venter på forstærkning. Det har de altid gjort. Når de blev stående, ansporede det os til at angribe dem endnu hårdere.”

Mads Lillesøe stod på det tidspunkt henne på Skt. Hans Torv og holdt sig lidt på afstand af de voldsomme kampe på Fælledvej. Han havde ikke lyst til at blive rigtigt involveret.

”Jeg så en fyr stå i frontlinjen, som pludselig drattede om,” fortæller han. ”Politiet rykkede frem mod ham, men blev presset tilbage, og kampene bølgede, mens han lå der på vejen. Så da der opstod et hul, tog jeg fat i en kammerat, og vi løb hen og fik ham væk derfra. Han var jo bevidstløs og skulle ikke ligge der og blive trampet ned. Han havde en bule på størrelse med et æg og havde fået noget i hovedet."

”Kampene gik virkelig hårdt for sig. Der var flere sten i luften, end jeg nogensinde har set før, fra begge sider (optagelser viser, at civilbetjente kastede brosten tilbage mod aktivisterne, red.) Pludselig begyndte der at komme en underlig, hvislende lyd, der viste sig at være kugler, der fløj om ørerne på os. Uropatruljen blev ved med at presse elever fra politiskolen frem, og de var også de første til at skyde, viste det sig bagefter. Så vi flygtede ind på Joe’s Kaffebar, som var et rigtig arbejdersted med nikotingule vægge og en ostemad med en bajer for 12 kroner. Kort efter begyndte flere folk at komme ind for at søge ly. Et kæmpe brød, som jeg kendte perifert, kom ind og så forkert ud i hovedet. Senere fandt vi ham besvimet på toilettet, hvor han lå med hul i maven. Vi frygtede, at kuglen sad mod hans rygrad, så vi hev en toiletdør af, og lagde ham på den. Alle kunne godt fornemme, at det virkelig var alvor nu. Folk blev jo skudt. Der var en helt anden stemning, end der plejede at være. Der var sket noget, der ikke var sket før. Og det var ikke bare, fordi vi blev skudt på, for det havde vi faktisk prøvet før – det er bare ikke nødvendigvis noget, der kom med i politirapporten. Men folk var rystede den nat, for vi var i livsfare.”

På den anden side var politiet lige så rystede. Det fortæller betjenten J, der var på arbejde den pågældende aften.

”Jeg kendte mange af de kolleger, der var med, og talte efterfølgende med mange af dem. Flere af dem både tissede og sked i bukserne under kampene. Unge kolleger under uddannelse var efterfølgende i turnus i politivagten, og her talte jeg blandt andet med to unge, kvindelige kolleger, der græd ud ved min skulder. En af dem tog efterfølgende sin afsked. Det var et rent mirakel, at ingen omkom den aften.”

videooptagelser fra natten kan man høre en betjent råbe ”SKYD EFTER BENENE!”, og den ordre har været genstand for voldsom debat efterfølgende. Både fordi der overhovedet blev skudt, fordi rigtig mange af betjentene ikke skød efter benene på demonstranterne, og fordi politiledelsen afviste, at betjentene var blevet beordret til det. Men både videooptagelserne, hvor der tydeligvis bliver skudt efter brystet eller hovedet, og det faktum, at en demonstrant blev ramt i kæben, beviser, at der ikke kun blev skudt efter benene. I går stod en af de implicerede uro-betjente, Flemming Sloth Andersen, endelig frem efter 25 år og indrømmede, at det var ham, der havde afgivet ordren om at skyde, og at han desuden havde informeret politiledelsen om det få timer efter. I DR2-dokumentaren Skydeordren, der forsvandt udtaler Flemming Sloth Andersen, at de ansvarlige i politiledelsen “burde skamme sig” over at skjule den information fra både befolkningen, politikerne og de i alt seks undersøgelseskommissioner.

Da røgen havde lagt sig efter 18. maj 1993, kunne medierne fortælle, at i alt 113 skud blev affyret, og at 11 aktivister blev behandlet for skudsår. Det er usikkert, om flere er blevet ramt af skud eller vildfarne sten. I alt 80 betjente blev såret.

Foto: Jens Dresling / Scanpix

Hvis man skal forstå, hvordan det kunne ende med, at politiet for første gang siden Anden Verdenskrig skød med skarpt mod en folkemængde, bliver man nødt til at se på den historie, der er gået forud. BZ-bevægelsen havde siden starten af 80’erne besat huse rundt omkring i København som reaktion på den store boligmangel i byen. I starten foregik det nogenlunde fredeligt, når politiet smed BZ’erne ud, men ved rydningen af gummifabrikken Schiønning & Arvé i 1981 gik det anderledes hårdt for sig.

”Vi fik så meget gas,” husker Mads Lillesøe, som var med dengang. ”Jeg fik special treatment af nogle af de hårdeste betjente. Mens de stod og tæskede på os, råbte jeg ”fuck jer, hipo-svin”. Så hev de mig til side og slog løs på mig med kniplerne i et tilstødende lokale. Da jeg troede, de var færdige, var der en, der råbte ”er der flere, der skal til?” og så kom endnu en betjent og gav mig ti knippelslag i skridtet. Datidens civilbetjente var et kapitel for sig.”

De næste år blev konfrontationerne langsomt voldsommere og endte i spektakulære situationer som med tunnelen under Allotria, og da BZ’erne brugte et toilet som kasteskyts under besættelsen af Mekanisk Musik Museum. Men i første halvdel af 80’erne følte mange BZ’erne, at det mest var politiet, der fik forholdet til at eskalere.

Der opstod en voldsspiral. Hele bevægelsen blev mere sort, både visuelt og i overført betydning – Mads Lillesøe

”Vi skulle have langt flere tæsk og langt mere tåregas, før vi selv begyndte at opskalere. Men fra ‘84 eller ‘85 begyndte det at blive mere jævnbyrdigt. Der opstod en voldsspiral. Hele bevægelsen blev mere sort, både visuelt og i overført betydning,” forklarer Mads Lillesøe. Det var i samme periode, at bevægelsen begyndte at kalde sig det mere militante BZ-brigaden. Jesper Holst ser hele perioden som én langsom eskalering, der virkelig tog fart under den dramatiske besættelse af Ryesgade i 1986, hvor hele gaden var barrikaderet i ni dage.

“Efter vi forlod Ryesgade i 1986, blev vi meget mere militante, og det samme gjorde politiet. Under en demonstration i 1989 så jeg en mor med barnevogn blive sparket i hovedet af en betjent. Jeg stod lige ved siden af,” fortæller Jesper Holst. ”Der blev jeg virkelig bange, for hvis de kan finde på at gøre sådan noget mod en mor, hvad ville de så ikke gøre mod mig?”

Han nævner selv sagen om 18-årige Benjamin Schou, der i forbindelse med en anholdelse nytårsaften 1991 blev lagt i den nu ulovlige benlås, mens en betjent pressede sit knæ i ryggen på ham, så han fik hjertestop. Benjamin Schou blev svært hjerneskadet af hændelsen og døde i 2008. Jesper Holst fortæller, at politiet over for anholdte aktivister brugte Benjamin som et skræmmebillede på, hvad der kunne ske, hvis man trodsede dem.

“Man må ikke underkende, hvor meget Benjamin betød for stemningen den nat,” siger Jesper Holst om det intense had, der efterhånden var akkumuleret mellem BZ-brigaden og politi - især den berygtede uropatrulje.

Mens Jesper Holst og Mads Lillesøe har svært ved at forstå, hvorfor politiet ikke trak sig tilbage og ventede på forstærkninger på den skæbnesvangre nat, kan man samtidig undre sig over, hvorfor BZ’erne selv holdt stand, når der blev skudt med skarpt imod dem. Jesper Holst forklarer, at de slet ikke opfattede, at det skete i kampens hede.

”Skuddene lød som lynkinesere,” siger han. ”Der var ingen, der opdagede pistolerne. Jeg så en, der stod lige ved siden af mig, dratte om, men der var ikke noget blod eller noget, så jeg troede bare, han var blevet ramt af en vildfaren sten. Det var først, da flere faldt om, at det gik op for os, hvad der foregik - og så løb vi.”

Jesper Holst afviser, at de kun gik på gaden for at komme op at slås med politiet.

”Selvom der var opbygget et had til politiet, var det hele en reaktion på folkeafstemningen,” forklarer han. Men ingen havde nogensinde regnet med, at det skulle udvikle sig så voldsomt.”

Se TV-STOP indslag om 18. maj herunder:

Mads Lillesøe siger i dag, at han ville ønske, at politiet bare havde trukket sig tilbage, som de ifølge ham "normalt ville have gjort":

”Hvis de havde gjort det, var det hele gået i opløsning. Folk havde fået deres frustrationer ud.”

Efter 18. Maj 1993 ændrede politiet fremgangsmåde. De købte pansrede biler og brynjer og holdt op med at rykke frem til fods. Under rydningen af Ungdomshuset kom langt færre betjente til skade, fordi de blev i deres pansrede køretøjer.

BZ’erne var vant til at få tæsk, men det var politiet ikke. Det var sandsynligvis en af grundene til den store selvransagelse hos ordensmagten. ”Det var et større traume for politiet end for demonstranterne,” udtalte tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi Kai Vittrup til DR.

Men 18. maj 1993 står også mejslet ind i hukommelsen hos aktivisterne, for datoen fungerer som en skillelinje. Det var et endeligt farvel til BZ-brigaden, og det var et klimaks for den optrapning, der havde fundet sted over de foregående ti år. Desuden var rigtig mange chokerede over, hvor voldsomt det var endt.

”Jeg så en tv-udsendelse ti år efter, hvor flere betjente blev interviewet, og der blev jeg virkelig rystet over, hvor voldsomt det var, også for politiet. Det ændrede min holdning til det,” fortæller Jesper Holst og fortsætter:

”Politiet i Danmark er højtuddannede, fine folk – det må du godt citere mig for. De er almindelige familiemennesker, og det er vi jo også. Så det måtte ikke ende derude. Men der var ingen i kampens hede, der forstod, at det stod så slemt til. I og med, at de blev stående, tænkte vi, at de ikke kunne være ramt så meget. Men de var fandeme kommet rigtigt til skade."

”Jeg er sgu ikke stolt af det, der skete, men jeg fortryder heller ikke noget. Jeg synes, det er dybt forfærdeligt, at så mange mennesker kom til skade, på begge sider. Den almindelige betjent i Danmark er jo ikke et ondt menneske. Men som demonstrant er det eneste, du ser, plexiglas og hjelme. Det er ansigtsløst.”

*Politikilden vil gerne være anonym for at beskytte sit forhold til sine tidligere kollegaer. Redaktionen er bekendt med hans identitet og har fået bekræftet, at han var ansat på politistationen i perioden.

Mere VICE
VICE kanaler