Cate Blanchetts outfits i ‘Oceans 8’ gjorde mig endnu mere homo, end jeg var før

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

I en tid hvor samtlige nyhedshistorier, der dukker op i mit feed, udløser omgående depression, er det vigtigt at finde trøst i de ting, man holder af – som Cate Blanchett i en masse lækre kostumer. Da jeg var yngre, var de mest queer medieprodukter, jeg kunne få fingrene i, film, som ikke var eksplicit queer, men helt afgjort homo på en subtil måde – film som Bend it Like Beckham, Stick It og Bring It On – og stjernerne var mit rødder. (”Rødder” er i denne sammenhæng et begreb fra en ikonisk queerfilm, som hedder But I’m a Cheerleader, der beskriver det element, som har gjort dig homo). Ocean’s 8 fremmaner de samme følelser i mig, for selv om filmens to hovedpersoner, Debbie (Sandra Bullock) og Lou (Cate Blanchett), ikke er et queer-par, så er deres forhold ret homo alligevel.

Videos by VICE

Som alle andre queerkvinder er jeg altid skuffet over, at film aldrig tydeligt definerer queer-karakterer, som for eksempel Kate McKinnons Holtzmann i Ghostbusters eller Donald Glovers Lando Calrissian i Solo. Derfor var Ocean’s 8 også lidt af et nederlag, fordi Lou unægtelig er queer, som jeg læser hende. Når det er sagt, bliver jeg altid glad for at se drengepigede kvinder repræsenteret på det store lærred – kvinder, der både bærer feminine og maskuline identitetsmarkører. Jeg er taknemlig for karakterer som Lou og filmens kostumedesignere, der inspirerer mig til at være lige så butch eller femme, som jeg har lyst til, såvel som det visuelle udtryk, der under alle omstændigheder giver tips til, hvordan man altid er ekstremt chic.

Selv om samtlige personer i filmen var utroligt stilede, så er det Cate Blanchetts mange kostumer, der gør størst indtryk – sjældent har jeg begæret en karakter så voldsomt. Her en guide til samtlige chikke outfits, overdådige frakker og kedelige kokkejakker, som skuespilleren fra Carol har på i filmen, der har gjort mig endnu mere lesbisk, end jeg allerede var.

Den sennepsgule skjorte med homovesten

De enkelte dele af det her kostumer lyder ikke umiddelbart tiltalende hver for sig: En stribet, sennepsgul skjorte med krave? Et Avril Lavigne-agtigt, løst slips om halsen? En utroligt homoagtig vest? Adskillige guldkæder? Men på Cate Blanchett fungerer det bedre end solskin og vaffelis. Den voldsomme queer-udstråling i det her kostume vækker min indre, internaliserede homofob til live: Hvorfor er jeg dog så bange for veste og slips? Måske er jeg vest-homo i virkeligheden, men bange for at indrømme det overfor mig selv.

Den leopardprikkede frakke

Det her kostume har fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, jeg ser femininitet på. Jeg kan ikke lade være med at associere lange, leopardprikkede frakker med en slags meget yndefuld femininitet, der typisk er fremmed land for en queer-kvinde som mig, der falder et sted i midten på repræsentationsspektret. Selv om det selvfølgelig er enhver kvindes gudindegivne ret at gå med en chic, leopardprikket frakke, så har popkulturen altid givet mig dårligt selvværd over, at jeg ikke kan bære den lige så godt som en Audrey Hepburn, Jackie Kennedy eller Mrs. Robinson – som alle er ikoniske bærer af den leopardprikkede frakke. Men når jeg ser en drengepiget – eller skulle jeg sige mandekvindet – karakter som Lou iført sådan en sag, så tænker jeg faktisk, måske er det noget for mig alligevel.

Det grønne fløjlsjakkesæt

Det her kostume ser ud, som om det er skabt af en eller anden gal, lesbisk modevidenskabskvinde. Lidt ligesom den sennepsgule skjorte, så virker det til, at designeren har fundet alt, hvad der er grimt i verden – en vest med knapper i, adskillige stykker fløjl og farven grøn – og lavet det om til århundredets jakkesæt. Jeg sidder næsten og tuder ved tanken om alle de queer-kvinder i verden, som ikke har adgang til grønne fløjlsjakkesæt og morfarslips. Jeg ville ønske, jeg havde set flere kvinder i den mundering, da jeg var yngre, for hvis vi havde flere kvinder i grønne jakkesæt i verden, havde det måske ikke taget mig 23 år at finde ud af, jeg var homo. Repræsentation betyder noget.

Det lyseblå jakkesæt

Har du nogensinde set en kvinde og tænkt, ”Okay, hun må godt ødelægge mit liv”? Prøv så at forestille dig den samme kvinde i et lyseblåt jakkesæt. Det her kostume har ændret mit liv. Jeg føler, det er min pligt som queer-kvinde at brænde hele min opsparing af på et skræddersyet, lyseblåt jakkesæt, der komplimenterer min krop på samme måde, som det her gør Cates. Det er selvfølgelig sandt, at jeg ikke har en passende lejlighed at bære det her jakkesæt til, og jeg fortjener heller ikke noget så fantastisk – men jeg ved bare, at jeg aldrig har følt mig så homo, som jeg gjorde i det øjeblik, jeg så Cate i det her jakkesæt.

Kokkejakken

Af alle de smukke kostumer, som er syet til perfektion i den her film, aner jeg ikke, hvorfor det lige er Cates hvide kokkejakke, jeg er faldet ekstra hårdt for – men sådan er livet jo så besynderligt. Den skærende kontrast mellem hendes skarpe kæbeparti og den kedelige kokkejakke – der på en eller anden måde formår at ligne en yndig peacoat – tog helt pusten fra mig. Det kan godt være, jeg skal ringe til mine forældre og komme ud af skabet igen, fordi jeg på nuværende tidspunkt er så fuld af fornyet homoenergi, at jeg næsten må gemme på noget.

Den funklende disco-buksedragt

Noget, der helt oprigtigt holder mig vågen til langt ud på natten, er en fuldstændigt ubegrundet frygt for at blive inviteret til en fin fest og ikke have noget passende tøj at tage på. For tiden føler jeg mig alt for homo til at gå med kjole, men ikke maskulin nok til at gå i jakkesæt. Jeg hader at stadse mig ud, og derfor falder valget ofte på en buksedragt. Men efter at have set Cate Blanchett i denne funklende, havfrueagtige dragt med plateausko og – er det pels? Er det en pelskrave? – kan jeg ikke engang trække i sådan en længere. Hun har lige lukket buksedragten som mulighed for mig. Tusind tak, Cate.

Bomberjakken med Avril-slips

Endelig et kostume, der perfekt blender stilen fra The L Word med moderne trends. Jeg elsker, at kostumedesigneren på Ocean’s 8 har kombineret vestkulturens bramfri queerness med 00’ernes løse-slips-lesbianisme og på en eller anden måde fået det til at fungere. Er det ikke det, vi alle sammen prøver at opnå? At være åbne, stolte, sexede og homo?

Læderjakken

Enhver queer-kvinde er forpligtet til at eje mindst én læderjakke. Det er ikke mig, der laver reglerne, og det gør Cate Blanchett heller ikke, men jeg er glad for, at hendes karakter overholder loven, selv om hun er pisseligeglad med de rigtige love. Jeg går sjældent selv i læder, men er utroligt tiltrukket af andre kvinder i læder, og det er derfor, det her look helt slog benene væk under mig.

Bonus: Den blå blazer med endnu et Avril-slips

Den her dekadente, blå, ruskindsblazer over en CBGB-t-shirt og endnu et løst slips minder mig om, hvordan kærlighed føles. Hvis du ikke føler dig inspireret til at blive homo og begå nogle forbrydelser, så ved jeg ikke, hvad der skal til.

Thank for your puchase!
You have successfully purchased.