Derfor er Black Eyed Peas’ “I Gotta Feeling” den mest deprimerende sang i universet

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Jeg arbejdede på en bar, fra jeg var 18 til jeg var 21. Jeg hadede ikke mit job, men det var heller ikke det fedeste, jeg har prøvet. Over halvdelen af de ansatte var folk, jeg studerede sammen med, og et af spørgsmålene, man blev præsenteret for til jobsamtalen, var: “Hvis du skulle invitere en berømt person på middag, hvem skulle det så være?” Der herskede med andre ord en rimelig afslappet stemning. Eller det vil sige, den var afslappet, så længe du solgte din kvote af shots. Hvis det ikke lykkedes, blev stemningen ret anspændt. Men som enhver, der nogensinde har prøvet at løbe i pendulfart mellem baren og et bord fuld af fulde studerende med fadøl, vil vide, så dør man en smule indeni, når man arbejder på et værtshus. Det er en helt særlig følelse af “Fuck My Life” – en slags eksistentiel lede, der sparker ind, så snart man træder inden for døren, og først forsvinder, når man 14 timer senere kan gå hjem og vaske cigaretrøgen ud af håret.

Midt under min karriere som bartender, udkom en meget særlig sang. En sang, der den dag i dag fylder mig med en nærmest uendelig sorg. En sang, der borer sig ind i min sjæl, udhuler den og fylder den med livslede. Sangen hedder “I Gotta Feeling”, og den er lavet af et amerikansk band ved navn The Black Eyed Peas.

“I Gotta Feeling” gjorde sit indtog i sommeren 2009. Det er en Grammyvindende sang om at have det sjovt i byen. Den tilbragte 14 uger på førstepladsen på Billboard Hot 100-listen og var på det tidspunkt verdens bedst sælgende nummer på digitale platforme. Helt frem til 2014, hvor Pharrells “Happy” slog den af pinden, var sangen det mest succesfulde nummer i hele det 21. århundrede. Og som for at slå det faktum fast med syvtommersøm blev den spillet adskillige gange hver aften på den bar, hvor jeg arbejdede.

Det er jo meningen, at “I Gotta Feeling” skal være opløftende, ikke sandt? I et interview med Marie Claire fra den aften, sangen kom ud, påstod will.i.am, at sangen var “dedikeret til alle festaberne i verdenen, der bare vil ud og feste”. Og det var præcis under den præmis, publikum modtog nummeret. I årevis var det sangen, som dj’en rullede ud sidst på aftenen til ethvert arrangement for at understrege, at aftenen havde været underholdende. Den var uundgåelig til kontorfester, i reklamer, videospil, De Olympiske Lege, tre-års-fødselsdage, 73-års-fødselsdage og især de der overkoreograferede bryllupsvideoer, som folk af uransagelige årsager betaler det hvide ud af øjnene for at få lavet. Den var skrevet til enhver opløftende begivenhed, fordi den bogstaveligt talt favnede så bredt, at den holdt op med at give mening. I sin jagt på at blive den universale festsang er nummeret i stedet blevet elevatormusik under nedstigningen til helvedet.

Jeg havde ikke tænkt på den i årevis. Men ligesom alle andre traumatiske oplevelser stak den sit grimme ansigt frem, da jeg mindst ventede det. Og sidste nytårsaften, mens en lettere nedtrykt kassedame i supermarkedet scannede mine øl, min whisky og min hummus, var den der pludselig. Det insisterende beat, der bankede gennem luften, den irriterende tiltro til, at i aften bliver en god aften. Det var så ubehagelig en oplevelse, at jeg holdt op med at pakke mine varer ned i posen, åbnede noter på min telefon og skrev: ”’i gotta feeling’ af the black eyed peas er den mest deprimerende sang i universet.” Inden vi går videre, så lad os lige dvæle ved teksten et øjeblik:

I gotta feeling that tonight’s gonna be a good night
That tonight’s gonna be a good night
That tonight’s gonna be a good, good night

A feeling that tonight’s gonna be a good night
That tonight’s gonna be a good night
That tonight’s gonna be a good, good night

A feeling, woohoo, that tonight’s gonna be a good night
That tonight’s gonna be a good night
That tonight’s gonna be a good, good night

The Black Eyed Peas har bygget hele deres karriere på en pinligt enkel filosofi, og så har de udbasuneret den, indtil dit hoved er ved at eksplodere, lidt ligesom andengradsligninger eller ’snitches get stitches’ – men den slår alle konkurrenterne med længder. De var endda så frække, at de skrev den i G-maj, der i den barokke musiks tid var kendt som “velsignelsens toneart” – forbundet med positive følelser som tilfredshed, glæde og indre ro. Men ulig Haydns Pianotrio nr. 39 så mangler “I Gotta Feeling” i den grad følelse. Det er tværtimod følelsens fravær, den legemliggør. Sangen opsøger følelsen og udsletter den fra jordens overflade. I glædens univers er “I Gotta Feeling” en kæmpestort, sort hul. I fantasyfilmen fra 1984 The Neverending Story, en fortælling om et fiktivt univers, der er afhængigt af menneskets fantasi, hvor skurken bogstaveligt talt er “intetheden”, beskriver et morderisk mørkemonster “Intetheden” som “den tomhed, der står tilbage – en fortvivlelse, der ødelægger verden.” Det fortsætter i samme spor ved at fastslå, at “mennesker uden håb er lette at kontrollere”, og det kan godt være, jeg smører lidt tykt på, men helt indtil det sted i filmen, kan man uden videre skifte “Intetheden” ud med “I Gotta Feeling”, uden at det ændrer budskabet.

Overvej lige et øjeblik, hvad sangen er inspireret af. “I Gotta Feeling” stjæler sit beat fra en ekstremt uhyggelig dance-sang fra 90’erne, der hedder “Take A Dive” af en vis Bryan Pringle, som ingen nogensinde havde hørt om, før han forsøgte at sagsøge The Black Eyed Peas for at plagiere hans nummer (han er formodentlig ukendt, fordi hans musik stinker). Melodien bærer sin U2-inspiration med væmmelig stolthed. U2, et band, der slår alle rekorder for middelmådighed nogensinde. Og hele “woohoo”-delen – et festligt crescendo så vidt teksten angår – er samplet fra “Every Breath You Take” af The Police, der er et stykke forfærdeligt softrock om en stalker forklædt som en kærlighedsballade. Police-trommeslageren Stewart Copeland har engang udtalt om nummeret: “Det er Stings bedste sang med det værste arrangement.” Sting har selv sagt: “Melodien er ret generisk, den er et sammenkog af hundredvis af andre melodier, men teksten er meget interessant.” Så tænk lige på det, mens du husker, at den del, The Black Eyed Peas har valgt at sample, er “woohoo”.

Udover kompositionen, så er det største problem med “I Gotta Feeling”, at hele dens præmis er fejlagtig. “I Gotta Feeling” finder sted, før man har haft det sjovt. Den udspiller sig før festen. Det er ligesom at nedkalde en forbandelse over sig selv, når man gentagende gange synger om, hvor vild en aften man skal have. Ligesom nytårsaften eller en fødselsdagsfest eller enhver anden begivenhed, der skal være “sjov”, så ender “I Gotta Feeling” med knuse sig selv under vægten af sine egne forventninger. Ingen mindeværdig aften er nogensinde begyndt med ordene: “I know that we’ll have a ball!” Ikke en eneste gang har opfordringen “Let’s go way out, spaced out and losing all control!” ført til andet, end at man dukker for tidligt op til en fest, bunder en stribe shots og går på McD klokken 23.45. Følgende har aldrig været anledning til andet end monumental skuffelse: “I gotta feeling that tonight’s gonna be a good night. That tonight’s gonna be a good night. That tonight’s gonna be a good, good night.”

Jeg indrømmer blankt, at jeg primært hader sangen, fordi den vækker nogle bestemte minder til live – det er trods alt umuligt at leve sig ind i stemningen til “party every day, p-p-p-party every day”, når man har det, som om man har taget et bad i vodka, og hele ens krop lugter som vandet i bunden af en opvaskemaskine – men det er min oprigtige mening, at den her sang er skrevet til at sende folk hjem i seng. Hvis vi har lært noget af Superbad, så er det, at formlen til at skabe store minder er baseret på villigheden til at lade tilfældighederne diktere slagets gang. Hvor mange gange har en person, mens du var i byen, kommet op til dig og spurgt: “Har du det sjovt?” uden det fuldstændig dræbte din feststemning? Morskabens første regel er, at man aldrig skal drage opmærksomhed mod den. Man må aldrig se morskaben lige i øjnene. Så bliver man først opmærksom på den, og så forsvinder forbindelsen til øjeblikket. Det er trods alt i øjeblikket, hvis man skal tro buddhismen og andre store trosretninger, at glæden opstår. Måske gør jeg det forkert, for guderne skal vide, at jeg aldrig vover pelsen, men jeg har aldrig sikret mig en sjov aften ved at nidstirre den og skrige ind i fjæset på den: ”DU SKAL VÆRE SJOV!”

Nu ved jeg godt, hvad du tænker – gør “I Know There’s Gonna Be (Good Times)” af Jamie xx ikke nøjagtigt det samme, Emma? Og den var du jo helt vild med. Mens du skrev for det anerkendte musiksite Noisey i 2015, skrev du blandt andet: “Så mange vibrationer, at det føles som et sexlegetøj,” og det er du i din gode ret til at påpege. Men der skal du lige huske på én vigtig ting: Popcaan er med.