Min generation kan ikke finde ud af at gøre oprør – så jeg bad Uffe Elbæk om hjælp

Var det ikke for den ældre generation, kunne vi – ungdommen – måske gøre oprør nu, hvor de er ved at ødelægge vores fremtid, men de har glemt at lære os, hvordan man gør.

|
02 september 2016, 8:21am

Topfoto: Uffe Elbæk opfordrer ungdommen til at gøre oprør, men jeg frygter, at vi har for travlt med at tænke på os selv til at samles om noget som helst. Foto: Flickr-bruger News Øresund, Malmö.

"Se nu for pokker at få startet det ungdomsoprør. Vi venter på jer, og vi gamle skal nok stå ude på sidelinjen og heppe." Sådan sagde Uffe Elbæk, Alternativets politiske leder for et par dage siden på TV2 News.

Men min generation er fortabt. Og det er selvfølgelig ikke vores egen skyld. Ansvar placeres behændigt og altid andetsteds, helst hos forældre, alternativt hos politikere. Og med rette. Var det ikke for dem, kunne vi måske gøre oprør nu, hvor de ødelægger vores fremtid - men de har glemt at lære os, hvordan man gør. 

Da Uffe Elbæk blev interviewet, foregik det foran, hvad der viste sig at være en forholdsvis slatten demonstration mod Løkkes SU-løftebrud, kunne jeg se, da jeg lidt senere cyklede forbi Christiansborg. I 2010 fik bebudede nedskæringer af SU'en omkring 25.000 unge i demo-humør – jeg forsøgte ikke at tælle demonstranterne i tirsdags, men de kunne nok have været stuvet ind i et stort klasselokale eller et lille auditorium, hvis man ville give en fælles besked.

Og jeg kan ikke lade være med at synes, at det er trist. Min generation, Generation Y – også kaldet mig-generationen, curling-generationen, reality-generationen og sikkert mange flere flatterende navne, der henviser til vores store fokus på os selv, altså som i mig, ikke som i os – vi er ikke vildt optaget af fællesskabet. Vi er optaget af mål. Af egne, personlige mål. 12-taller. Smukke drinks på Insta og vilde fester i My Story på Snappen. Karriere en dag og sådan noget.

Jeg må jo være helt ærlig og indrømme, at jeg ikke selv har demoet derudaf. Ungdomshuset og tilhørende torsdagsdemonstrationer var ikke min ting. Da offentlighedsloven blev ændret – en alligevel temmelig vigtig omgang for en journalist – kom jeg mest forbi for at sige hej til kollegerne, og vejret var vist også ret lækkert. Og ser man ud over enkelte politiske tiltag og på den større politiske udvikling i vores land, er jeg sådan set ret bekymret ved, hvad jeg ser, og over rødvin med venner udpensles problemerne og findes løsningerne – men det fører aldrig mere med sig end gode diskussioner, hvor vi ofte alle sammen er stort set enige.

"En af grundene til, at situationen er anderledes i dag, end den var i '68, er, at der de seneste 20-30 år er sket en ekstrem individualisering. Det er, som om den kollektive tanke er væk." – Uffe Elbæk

Og så står han der – igen faktisk, for det er ikke første gang, han har kaldt på oprør – Uffe. Og kræver, at vi handler. At min generation tænker lidt mere på fællesskabet og lidt mindre på mig, mig, mig. Og jeg tænker: Manden har sgu ret, vi gør ikke en skid. Tilværelsen har hidtil krævet så lidt af os som at spise Cup Noodles, og hvorfor gøre modstand når man knap nok behøver at tygge for at indtage næring. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke: Jamen, Uffe, det er jo jer, der har gjort os til dem, vi er. Det er den ældre generation, det er politikerne og ikke mindst forældrene. For helvede, mand, det er ikke vores skyld, det er ikke min skyld.

Derfor inviterer jeg mig selv til kaffe hos Uffe Elbæk. Og kræver svar. For hvorfor synes han egentlig, vi skal skabe røre? Hvorfor tror han, vi ikke gør det? Og hvis vi nu ville – hvordan gør man så egentlig? Altså oprør?

"Der hersker en Titanic-bevidsthed hos mange af os: 'Det går jo meget godt, vi sidder her i København, what's not to like', og samtidig fosser vandet ind i bunden – billedlig talt – og så længe musikken spiller, så har vi det meget fint," siger han, da vi har indfundet os på terrassen ved Christiansborgs ridebane. Solen skinner.

"Det, Løkke sagde i sin facebook-tale om 2025, var så forudsigeligt. Han vil dreje på de små skruer. Men i forhold til de udfordringer, vi står overfor, udfordringer, der bør forandre alt – måden, vi producerer på og fordeler ressourcer på – er det ikke nok at bare skrue på nogle små skruer."

Jeg fortæller Uffe Elbæk, at jeg jo ved, jeg ikke er den eneste unge, der er bekymret, men ser passivt til – jeg drikker som nævnt rødvin med adskillige ligesindede. Men hvorfor gør vi ikke noget? Han har et bud.

"Ved ungdomsoprøret gik mennesker sammen. Det var ikke et individuelt oprør, men et kollektivt oprør, og hvis jeg overhovedet skal kloge mig – og som gammel mand skal man passe på med at kloge sig på, hvad sådan nogen som dig tænker – så tror jeg, at en af grundene til, at situationen er anderledes i dag, end den var i '68, er, at der de seneste 20-30 år er sket en ekstrem individualisering. Det er, som om den kollektive tanke er væk. Tingene er blevet individualiseret i en sådan grad, at vi ikke kan se skoven for bare træer," siger han.

Uffe Elbæks brug af den ellers slidte trækliché får mig til at tænke på noget, som jeg hørte engang. Nemlig at nogle træers rødder kan være forbundet over vanvittige afstande, og at de kan hjælpe hinanden således, at hvis et træ står et sted uden vand og næring, kan et andet træ i netværket af rødder, selvom det står mange kilometer væk, hjælpe og sende sin fugt og sine vitaminer til det nødstedte træ. Jeg ved ikke, om det passer. Men lige nu ser jeg et ubehageligt billede for mig: Træer, som har trukket rødderne til sig, måske er de ligefrem blevet hugget over med økser. Og alle træerne står tilbage uforbundne og ufuldstændige. Vi står her lige ved siden af hinanden, men vi er ikke en skov, vi er bare træer.

En gruppe unge fra Vejle spurgte Uffe Elbæk, hvordan man starter et ungdomsoprør. Med sit svar sendte han den her video fra en TED Talk, som på under to minutter forklare, hvordan en bevægelse begynder.

Jeg spørger Uffe Elbæk, om han tror, vores manglende demonstrationer, vores beskedne gejst for oprøret er et udtryk for, at vi er ligeglade med fællesskabet?

"Jeg vil ikke kalde det 'ligeglade', for jeg tror ikke, det er tilfældet. Jeg tror, I er blevet programmeret. I blevet mentalt forurenet. Gennem flere årtier er det blevet kommunikeret, at I skal skynde jer igennem, at I skal have de højeste karakterer, for ellers kan I ikke få job. Hele den konkurrencementalitet er blevet fodret ind på så mange sofistikerede niveauer; herinde fra Borgen, men også gennem populærkulturen med Big Brother og Paradise Hotel. Det lyder voldsomt at sige, at I er blevet programmeret og forurenet, og jeg håber, at de, der læser, hvad jeg siger, forstår nuancerne. Men jeg tror, at vi må se i øjnene, at den eneste måde, I kan blive afgiftet, er ved, at vi deler vores oplevelser med hinanden og taler om, hvad vi nu skal."

Han fortæller, at han de seneste dage – efter sin opfordring til oprør på TV2 News – har fået flere mails fra unge, der spørger, hvordan man sætter gang i sådan et ungdomsoprør. Han viser mig en af dem, den er fra en gruppe unge fra Vejle, som beder om råd til at sætte gang i et ungdomsoprør.

Og hey, bifald til dem for faktisk at prøve at finde ud af, hvordan man gør noget. Men jeg bliver alligevel chokeret over, at det faktisk er en realitet, at vi beder en 62-årig politiker om råd, at vi virkelig har brug for hjælp. Og det får mig selvfølgelig til – igen – at stikke pegefingeren langt væk fra mig selv. For jeg kan ikke lade være med at blive vred på vores forældres generation over, at de har gjort os så svage, så virkningsløse. DR bragte for nylig en historie om en mor, som fulgte sin søn på GPS, når han skulle i byen, og sønnen syntes egentlig, at det var ok, for "hvis uheldet var ude", så kunne hun jo komme og redde ham. Og jeg kan ikke lade være med at have det dårligt på min egen generations vegne over, at han synes, det er fint, at mor ligger vågen og holder øje. Jeg læste også for nylig, at to tredjedele af de studerende, der bor i forældrekøb, ikke betaler husleje. Vi bliver puslet om og passet på, og det slår mig: Sidder de studerende rundt om på universiteterne nu og venter på, at deres forældre skriver vrede debatindlæg i Politiken om, hvor for galt det er, at deres børn snart får lavere SU? Måske har vores forældre været så søde ved os, at nu kan vi slet ikke finde ud af noget som helst.

Uffe Elbæk griner, da jeg endelig har snakket ud. Han forstår paradokset. Og han vil gerne trøste mig.

"Jeg møder mange unge, som er dybt bekymrede for klimaet. Som begynder at ændre livsstil, bliver vegetarer, ikke gider mærkevareræset, skruer ned for ting – har en fest, når der skal være fest, det er ikke en asketisk kultur – men som er bevidste," siger han og fortsætter:

"De unge – og det tror jeg også på gælder jeres generation – har altid lyst til at skrive deres eget kapitel. I ved måske ikke helt, hvad det skal indeholde endnu, men som ung siger man: Det er sgu da mit liv."

Læs mere om danske unge fra VICE:

Vi fik unge til at fortælle os, hvad de fortryder mest i deres liv

"Helt ærligt, så tænker jeg da, at danske studerende er forkælede"

Vi spurgte seks unge danskere, hvordan stoffer påvirker deres parforhold