En stikkers bekendelser

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

De sidste fem år har 27-årige ”Nate” været hemmelig meddeler for det lokale politi, hvor han har hjulpet med at anholde heroinpushere omkring Philadelphia. Nate arbejder med computersikkerhed normalt, men sammen med sin rådgiver ”Bill”, der er narkobetjent, deltager han i undercover indkøb af stoffer og giver politiet information om pusherne. Han er ikke i tvivl om, at nogen af dem ville slå ham ihjel, hvis de fandt ud af, at han er stikker. Her er Nates historie med hans egne ord.

Videos by VICE

Jeg var ude at køre med en af mine venner og blev stoppet for at køre for hurtigt. Jeg var 22. Betjenten ville med det samme vide, om der var pot i bilen – det viste sig, at min ven havde narret mig og aftalt det med politiet. Panseren, der stoppede mig, var et røvhul, men Bill talte til mig, som om jeg var et almindeligt menneske. Han var cool. Jeg havde ikke nok pot på mig til at blive anklaget for videresalg, men jeg fik en dom for besiddelse. Bill sagde: ”Hey, vi kan samarbejde om det her…,” – han ville have mig til at blive stikker, så jeg slap for min straf. Jeg sagde: ”Nej, det er jeg ikke interesseret i. Det har jeg ikke lyst til.”

Jeg tog min straf og endte med at komme på prøveløsladelse. Senere ringede Bill og spurgte, om jeg ville komme ned på stationen. Da jeg kom derned, ville han have informationer. Han sagde, at han var ligeglad med pot – han gik efter heroin og opioider. Jeg kendte et par fyre, der solgte den slags. Han kunne se, at jeg var venner på Facebook med rigtig mange af dem. Han vidste godt, hvad der foregik. Han havde egentlig bare brug for nogen på indersiden, der kunne hjælpe ham til at få dem ned med nakken. Jeg sagde til ham fra starten, at jeg ikke ville være med til at buste nogen, som bare solgte pot, men jeg ville gerne hjælpe ham med heroinen.

Jeg hader heroin. Jeg har mistet så mange venner til det lort. Jeg har haft venner, som jeg har kendt hele livet, men da først de blev afhængige, gik deres liv i smadder på et øjeblik. Jeg var selv afhængig af opiater i en periode – det var nogen, min læge havde udskrevet til mine smerter i ryggen. Jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Det var hårdt. Der hjalp potten mig helt sikkert i min afvænning. Jeg kunne nemt være endt med en sprøjte i armen, ligesom mine venner, men jeg gik heldigvis aldrig den vej. Det er det største problem, vi har i mit lokalmiljø – heroin og opioider – så det ville jeg gerne gøre noget ved.

Alle kender mig og stoler på mig. Der er ingen, der mistænker mig for noget som helst. Jeg har mange venner, som er narkomaner, og som fortæller mig hvad som helst.

Jeg sagde til Bill, at jeg ikke ville narre nogle af mine venner, og jeg ville heller ikke have mikrofon på. Det havde han det okay med. Jeg havde gode informationer. Alle kender mig og stoler på mig. Der er ingen, der mistænker mig for noget som helst. Jeg har mange venner, som er narkomaner, og som fortæller mig hvad som helst. Nogle gange kom vi bare til at snakke om det, og fordi jeg var nysgerrig, fandt jeg ud af, hvem der solgte. Jeg var lidt nervøs, da jeg skulle købe noget første gang, men jeg vidste, at pusheren var et svin, så jeg lod det ikke gå mig på. Man bliver nødt til at opføre sig på en bestemt måde. Pusherne lægger mærke til de mindste ting. Men jeg ved, hvordan man skal opføre sig, for jeg har selv købt stoffer mange gange. Første gang var nemmere, end jeg havde regnet med. Jeg sad på hans veranda og røg en joint med ham, købte heroinen og smuttede igen. Sådan fungerer det bare. Jeg stoler på, at Bill passer på mig. Jeg køber mine varer og går væk derfra, og jeg bliver ved med at gå indtil nogen kommer og samler mig op. Så er mit arbejde overstået, og så må politiet klare resten.

Jeg burde nok ikke have gået med, men det gjorde jeg. Hans onkel kom ned af trappen med en pistol i hånden.

Nogle gange har det været virkelig intenst. Der var en fyr, hvor det hele egentlig var på plads, politiet holdt om hjørnet, og jeg stod og ventede udenfor hans hus i omkring 40 minutter. Han sad på sit værelse og røg. Han ville ikke komme ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg havde ikke tænkt mig at gå indenfor. Men så kom hans mor og sagde: ”Hvorfor står du her og venter? Kom indenfor.” Jeg burde nok ikke have gået med, men det gjorde jeg. Hans onkel kom ned af trappen med en pistol i hånden, og han gik helt amok, og skreg: ”Hvem er det der? Hvem er det der?!” Han var helt væk, og jeg troede virkelig, at han ville skyde mig, men jeg fik talt ham til ro, og til sidst kom pusheren ud af sit værelse og væltede rundt. Han havde ikke engang en pose til mit heroin, han smed det bare i hånden på mig.

I sådan nogle situationer hamrer hjertet afsted. Du kan mærke det i brystet, men du må ikke vise det. Jeg prøver at grine, fortælle jokes og lette stemningen. Men det kan hurtigt gå galt. Jeg har en ven, der kom ind i et hus, hvor de pressede en pistol mod hans tinding og tvang ham til at ryge en masse crack, for at bevise at han ikke var betjent. Det kunne også ske for mig, men jeg er god til at snakke. Jeg vil sige hvad som helst for at slippe ud af det. Jeg prøver at undgå at finde på undskyldninger på forhånd, for så er det ikke lige så impulsivt, og det vil være mistænkeligt. Jeg prøver bare, at tage det som det kommer.

Jeg har en ven, der kom ind i et hus, hvor de pressede en pistol mod hans tinding og tvang ham til at ryge en masse crack, for at bevise, at han ikke var betjent.

Det er et adrenalinsus, og jeg elsker adrenalinsus. Man kommer igennem mange forskellige følelser, som man ikke normalt mærker: Nervøsitet, spænding og følelsen af at det hele kan gå galt på et øjeblik. Det er ligesom at springe bungee-jump. Jeg har prøvet det et par gange i Afrika. Derovre er det lidt mere vanvittigt – der er ikke de samme sikkerhedsregler, så det er mere sådan, ’jeg ved ikke, om rebet knækker eller ej…’ Det er en kalkuleret risiko.

Jeg tager det ikke så tungt, hvis folk synes, jeg er ”en rotte”. Jeg gør noget godt, for den by jeg bor i. Jeg gør det ikke for at slippe for straf. Jeg lægger ikke mine egne problemer over på andre. Jeg får ikke penge for det. Der findes frivillige brandmænd, ikke? Det er mere eller mindre det samme. Jeg kan ikke blive betjent. Jeg har en plettet straffeattest, og jeg kan ikke lide våben. Og jeg kan heller ikke lide politibetjente. Bill er en undtagelse. Jeg vil bare ikke have heroin i mit lokalmiljø. Selv dengang pusherne vidste, at jeg prøvede på at stoppe, skrev de til mig, når de fik nye varer. De blev ved med at tilbyde, for hvis først jeg blev afhængig, ville jeg være en skide god kunde. De er seriøst klar til at ødelægge andres liv for at tjene penge. De er de onde, ikke mig.

Hvis jeg bliver ved med at gøre det, ender jeg til sidst et sted, hvor jeg bliver nervøs og paranoid, og så bliver jeg måske nødt til at stoppe.

Mine venner aner ikke, at jeg gør det her. Hvis nogle af pusherne lægger to og to sammen, er jeg i store problemer. Hvis jeg bliver ved med at gøre det, ender jeg til sidst et sted, hvor jeg bliver nervøs og paranoid, og så bliver jeg måske nødt til at stoppe. Men jeg har endnu ikke lavet en fejl. Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen, der mistænker mig. Hvis det alligevel sker, og nogen vil nakke mig, så er det nederen, men sådan er livet, og det må jeg tage som en mand. Jeg har gjort mit. Jeg ved, at det er risikabelt, og lige meget hvordan det ender, så tager jeg selv ansvar for det. Det accepterer jeg 100 procent. Jeg er ikke bange for at dø.