Udendørsservering får folk til at opføre sig som idioter

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES Holland.

Hvor er vi? Holland! Hvad sker der? Det er varmt udenfor! Hvad betyder det? Det lokale supermarked er støvsuget for is, hele den mandlige befolkning vader rundt i de samme ternede shorts, og samtlige hollændere har kurs mod den nærmeste fortovscafé for parkere deres svedige baller i en stol og suge solstråler resten af eftermiddagen.

Det er selvfølgelig fedt for restauratører – yay, profit! – men det er som oftest mindre fedt for tjenerstaben. De fleste ved godt, at man ikke skal pifte efter en tjener eller knipse med fingrene eller hive dem i ærmet, hvis man gerne vil bestille noget. Men når solen først titter frem, har folks indre røvhul – forblændet af begæret efter sprut og sommervibes – også tendens til at gøre det samme.

Der er mange ting, der kan få en tjener til at kaste mentale dartpile efter gæstens hoved. Jeg fik en række nuværende og tidligere tjenere til at fortælle mig deres rædselshistorier.

Raoul, ansat ved Nel, Amsterdam
Der var en dag for to år siden, hvor en hveps fløj rundt ved bordene på terrassen, hvor jeg lige havde serveret en ny runde øl for tre mænd. Jeg ville genne have hvepsen væk, men væltede ved et uheld et tomt glas i stedet. Det faldt ned i skødet på en af mændene, og selvom der kun lå en lille sjat i bunden, skete der noget totalt bizart: Han rejste sig op og gav mig en lussing. Jeg var mundlam i nogle sekunder og spurgte så chokeret: “Hvad laver du?” Så blev han endnu mere ophidset, mens alle de andre gæster så på.

Mine kolleger fik mig med indenfor og væk fra fyren. I mellemtiden satte han sig til rette igen og drak sin øl. De to andre fyre var helt chokerede, skældte deres idiot af en ven ud og gav mine kolleger en undskyldning. Men ham, der havde slået mig, fattede det slet ikke: en af mine kolleger overhørte ham fortælle sine venner, at han ikke vidste, hvad han havde gjort galt. Da jeg kom ud igen for at fortsætte arbejdet, klappede alle de øvrige gæster af mig.

Ema, tidligere ansat ved ‘Skek, Amsterdam
Det, der irriterer mig mest, er, når folk slår sig ned ved bordene udenfor og behandler stedet som deres egen private strand, hvor de kan chille på et håndklæde i badetøj og spille høj musik. Engang sad der en gruppe midaldrende skandinaviske mænd ved bordene foran restauranten. De var på en eller anden midtlivskrise-tur til Amsterdam. Der var cirka ti stykker, og de begyndte at spille høj rockmusik over deres små højtalere.

Jeg bad dem høfligt om at slukke for musikken. De undskyldte, men i stedet for at slukke skruede de bare ned. Bordet ved siden af havde deres egne højtalere med og besluttede sig for at drille deres skandinaviske naboer: De begyndte at spille tyske pophits, der var så dårlige, at det gjorde ondt. Til sidst fattede skandinaverne budskabet og smuttede.

“Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har set halvfulde teenagere negle kolde nacho-rester fra tallerkenen hos gæster, der er ved at gå.”

Anastasia, tidligere ansat ved Rose’s Cantina, Amsterdam
Alkohol får djævelen frem i folk, når det er varmt udenfor. Når der er godt vejr, kommer der tit store grupper af teenagere til Rose’s for at drikke cocktails, ofte for første gang – og de mister helt fatning efter en enkelt margarita. Vi server masser af nachos. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har set halvfulde teenagere negle kolde nacho-rester fra tallerkenen hos gæster, der er ved at gå. En ung pige tog en gang en skål med guacamole fra et tilfældigt bord og begyndte at spise det med fingrene. Min manager så det også, og da gruppen, hun var del af, også var i gang med en eller anden sindssyg drikkekonkurrence, fik jeg besked på at smide dem ud.

For slet ikke at tale om dem, der dukker op uden trøje på. Jeg går ind for gæstfrihed, men ingen gæst skal føle sig så meget hjemme, at man begynder at tage tøjet af. Jeg gik engang forbi herretoilettet, hvor jeg så en mand i gang med at vaske sin svedige ølmave og armhuler med vand og håndsæbe. Hygiejnisk? På en måde. Lækkert? Nej.

“Husk på at den stol, din svedige røv er placeret i, tilhører os.”

Men det, der virkelig går mig på, er når folk har siddet og drukket i parken hele dagen og så slår sig ned på terrassen, fulde og hæmningsløse. Engang var der en gruppe, der havde deres egen vin med. De fyldte krusene op under bordet, hver gang jeg vendte ryggen til. Jeg bad dem (høfligt) om at bestille noget eller gå, fordi i den virkelige verden skal man faktisk købe noget for at sidde på terrassen. Husk på at den stol, din svedige røv er placeret i, tilhører os. Da de gik, var deres ansigter røde af skam.

Eva, ansat ved Van Velsen, Utrecht
En dag, da der var helt pakket ude på terrassen, var der en gruppe, som bare ikke fattede, hvordan en bar fungerer: af en eller anden grund bestilte de kun én drink af gangen. Jeg gik frem og tilbage med et glas på bakken hele eftermiddagen. Efter den fjerde gang begyndte jeg at overveje, om de tog pis på mig, så jeg besluttede mig for at prioritere de andre gæster højere. Det syntes en af mændene i gruppen ikke om, så han prøvede at tage fat i mig for at få min opmærksomhed, men hans arm var ikke lang nok. Så han brugte sit hvedeølglas i stedet – det er længere end et normalt ølglas – som en armforlænger og klappede mig på røven [med glasset]. Jeg var helt målløs. Heldigvis sad min manager på terrassen. Han blev pissesur og tog sig af gæsterne.

Annelot, tidligere ansat ved Villa, Amsterdam
Vores terrasse var ret stor. Halvdelen var i solen, og den anden halvdel dækket af en markise. Min største frustration var, at mange gæster ofte forsøgte at rykke om på tingene på terrassen. Det mest irriterende bord nogensinde bestod af fem midaldrende kvinder, der troede, de var dronningerne af terrassen. At kalde dem ‘krævende’ er en underdrivelse. En af dem ville ikke sidde i solen, mens en anden gerne ville, så de ledte efter et bord med det perfekte forhold mellem sol og skygge. Og det var selvfølgelig mig, der skulle orkestrere det hele. Hver gang jeg kom med drinks, var de flyttet til et andet bord, fordi ‘det bare passede lidt bedre,’ og de vinkede deres arme af led for at få min opmærksomhed. Da jeg ved et uheld serverede deres drinks ved et forkert bord, blev de vrede. De insisterede også på, at hvert nye bord blev tørret af igen.

Da de bad om regningen, sagde de med store selvtilfredse smil, at jeg gerne måtte tilføje fire kroner i drikkepenge. Det krævede en del mentalenergi, men det lykkedes mig at fremstamme et ‘tak.’ Den aften drak jeg mig i hegnet for at glemme de forfærdelige mennesker.