Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Om det er komikeren Demetri Martin, der sammenligner virusset med glimmer (“man slipper aldrig af med det”), eller The Hangover, der joker med, at det er det eneste “that doesn’t stay in Vegas,” så er herpes fast inventar i diverse dårlige vittigheder, der kommer fra Hollywood. For folk, der lever med sygdommen, kan den slags kommentarer være med til at fastholde et negativt stigma.
Videos by VICE
Selvom portrætteringen af herpes på film og tv ofte handler om at udskamme individer, så er det faktisk noget, langt de fleste af os har. En undersøgelse foretaget af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) konkluderer, at to ud af tre mennesker i hele verden har herpes simplex virus (HSV-1). Og den amerikanske organisation for folkesundhed, Centers for Disease Control and Prevention, vurderer, at en ud af seks personer i USA har herpes på kønsorganerne (HSV-2).
Stigmaet, der omgærder herpes, er ofte langt værre, end de symptomer virusset forårsager. Som oftest oplever folk med herpes tilbagevendende sår omkring mund, anus eller kønsdele, der forsvinder af sig selv eller ved hjælp af medicinsk behandling. Mens nogle folk oplever nervesmerter, følelsesløshed eller en snurrende fornemmelse i kønsdelene, så er der mange, der slet ikke har symptomer, og i visse tilfælde bryder virusset aldrig ud igen efter den første gang.
Bob’s Burgers er vittighedenSelvom lægevidenskaben har afsløret, hvor udbredt herpes er, så har skildringen af sygdommen ikke ændret sig nævneværdigt de sidste 500 år. En af de tidligste referencer til herpes finder vi hos William Shakespeare. I Romeo og Julie nævner han blandt andet mundherpes: “De skønnes læber, de får kys i drømme; men tit i vrede straffer hun med blegner en slikmund, der forrådes af sin ånde.” Selvom det først var i 1893, at den franske videnskabsmand Emile Vidal kunne påvise, at virussen blev overført via fysisk kontakt, så formoder Shakespeare det her og beskriver blærerne (blegner), som værende noget, der rammer “slikmunde” (på den måde bliver teorien, om at lægemiddelindustrien skabte herpes-stigmaet i 1980’erne, manet i jorden).
Siden Shakespeares tid er opfattelsen af herpes gået fra at optræde på scenen til at optræde på skærmen. Da Stewie og Brian får herpes i et afsnit af Family Guy, bliver det ikke alene en anledning til en masse smagløse vittigheder – som serien i øvrigt er kendt for – men også en fremstilling af herpes som værende et virus, der overføres gennem blodet. Det er ganske enkelt ikke sandt. HSV overføres via hudkontakt, og fremstillinger som den i Family Guy er bare med til at sprede en masse falsk information.
Mens hun lavede presse for Hunger Games, jokede Jennifer Lawrence med, at hun og de andre skuespillere i filmen havde fået herpes og tilføjede så: “Undskyld, herpes er ikke sjovt. Det er en sygdom, som hærger over alt i verden.” Det er en ret dramatisk udtalelse, når man tager i betragtning, at herpes for det meste kun resulterer i blæredannelse. I musicalen Pitch Perfect trøster Rebel Wilsons karakter Brittany Snows ved at sige, at i det mindste er hendes stemmebåndspolypper ikke herpes. Og insinuerer derved, at herpes er det værste, man kan forestille sig.
Selv i såkaldt progressive tv-programmer er herpes ofte reduceret til en dårlig vittighed. John Oliver har tidligere sammenlignet herpes med terrorisme, fordi “det er umuligt at slippe af med.” I komedieserien The Mindy Project advarer hovedpersonen, der selv er gynækolog, en flok teenagere, med ordene: “I er besatte af ‘for evigt’… Det er sikkert derfor, I holder så meget af de der vampyrfilm. Nu skal I høre, hvad der varer for evigt: Herpes.” Og i den animerede serie Bob’s Burgers er vittigheden, at herpes er værre end døden.
Udover den negative effekt det har på folks selvværd, så er den skam og stigmatisering, fremstillinger som disse afføder, også med til at gøre, at folk med herpes i mindre grad er tilbøjelige til at fortælle det til deres partnere, hvilket betyder, at flere mennesker risikerer at blive smittet.
Visse programmer har gjort fremskridt, selvom udviklingen er langsom. Da Michael får et forkølelsessår i The Office, er det akavet på en meget The Office-agtig måde, men der er ingen vittigheder på Michaels bekostning. Kun hans egen overdrevne reaktion – hvilket jo er et grundlæggende karaktertræk ved figuren. Da Ilanas tidligere bolleven, i et afsnit af Broad City, spørger, om hun ringer, fordi han muligvis har givet hende herpes, svarer hun bare “nej” og fortsætter samtalen.
Endnu bedre går det i serien Strangers, der kører på Facebook. I det første afsnit prøver hovedpersonen, Isobel, at finde ud af, om hun har herpes. Serien bruger faktisk lægevidenskabelig information om virusset i manuskriptet og bemærker blandt andet, at mange folk med herpes aldrig oplever symptomer på sygdommen. Det er et af de få eksempler, hvor en serie takler herpes med fakta fremfor fordomme.
Men der er stadig langt mellem snapsene, når det kommer til realistiske fremstillinger af folk med HSV, der navigerer parforhold og stigmatisering. Hvis vi så mere af den type repræsentation, ville det mindske fordommene om herpes som værende i bedste fald en dårlig joke og i værste fald en katastrofe. Læger og andre fagfolk ved i dag, at herpes er en almindelig virus, som størstedelen af befolkningen bærer på. Det er på tide, at popkulturen også begynder at forstå det.