10 spørgsmål, du altid har haft lyst til at stille en person, der har mistet sit ben

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland

Når folk først har vænnet sig til at gå – det sker som regel et par måneder, efter man har fejret sin første fødselsdag – har vi tendens til at tage vores evne til at bevæge os gennem livet på to ben for givet. At løbe efter en bus, svømme, cykle, eller bare at stå op er så let og naturligt, at du sikkert ikke engang er bevidst om, at du bruger dine ben til det.

Mickey Delsman er en 23-årig studerende fra Amsterdam, der mistede sit ben som ti-årig. Kort tid efter amputationen lærte Mickey at bruge en benprotese. Jeg mødtes for nyligt med ham til en snak om, hvor meget hans amputerede ben har påvirket hans evne til at løbe efter busser, svømme, cykle og stå.

VICE: Hey Mickey. Hvordan mistede du benet?
Mickey Delsman: Jeg fik konstateret knoglekræft i mit skinneben som 10-årig. Det var mere eller mindre et uheld, at jeg fandt ud af det. Jeg havde forstuvet mit ben og kunne ikke rigtig gå. Lægen bemærkede med det samme, at der var noget helt galt med mit ben, og et år efter fik jeg at vide, at de var nødt til at fjerne det af hensyn til mit helbred. Jeg fik dog lov til at få indflydelse på, hvor stor en del af benet, de fjernede. Jeg valgte at få min knæskal rykket op og få fjernet alt under den. 

Oplever du nogensinde fantomsmerter?
Ja, jeg har endda fået medicin for dem, men jeg endte med ikke at tage alt det, jeg havde fået ordineret. Jeg har stadig fantomsmerter i mit manglende ben. Jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at gå væk. Jeg oplever det som en prikken der, hvor mit ben ville have siddet. Hvis jeg prøver at fokusere, føles det, som om, at min fod stadig er der, men at den på en eller anden måde sidder fast. Nogle gange kan jeg mærke et stød i den, ellers føles det stadig som om, at min fod sidder fast på mit ben – bare et helt andet sted.

Hvordan kan du gå?
Jeg har en benprotese, som jeg går ret fint med. Før i tiden plejede jeg at hoppe rundt – det er derfor, at det ben, jeg har tilbage, er så stærkt. Jeg lærte mig selv at gå igen og har aldrig rigtig været til fysioterapeut. Øvelse har gjort mester. Jeg var lille og havde lyst til at lege udenfor, så det gjorde jeg bare.

Mit kunstige knæ gik i stykker for ikke så lang tid siden – det begyndte bare at gå i baglås, mens jeg gik rundt. Benprotesen går ret tit i stykker, fordi jeg lægger for meget vægt og tryk på den. Og så er der olie eller en eller anden form for smørelse i benet, der nogle gange drypper ud af det. Proteser som den, jeg har, skulle gerne kunne bruges i over tre år, men jeg får meget hurtigere slidt mine i stykker. Jeg bruger dem bare konstant – jeg går ud ligesom alle andre og cykler rundt i byen som madudbringer. Min sidste fodprotese var revnet flere steder, da jeg var færdig med den.

Alle fotos af Kas van Vliet

Er der nogensinde folk, der laver sjov med dit kunstige ben?
Der var engang, hvor jeg var på ferie med nogle venner i Spanien, og vores toiletsæde på et eller andet tidspunkt gik i stykker. Mine venner spurgte, om de måtte låne mit ben med ned i receptionen, så de kunne overbevise receptionisten om, at det var fra kloaken og bare var skyllet op i vores toilet. Den stakkels fyr blev så forvirret. Det var ret grineren. Så var der en anden gang på en festival, hvor en af mine venner havde bygget sådan en kæmpe skraldebunke og smidt mit ben op på den som en joke. Det var ikke sjovt. Man skal spørge om lov, inden man gør sådan noget.

Hvornår er det sværest at mangle et ben?
Der er næsten ikke det, jeg ikke kan. Jeg er måske ikke så god til at spille fodbold eller basketball som andre mennesker, men det plejer at gå. Men svømning er svært. Jeg savner at svømme. Det er svært for mig at tage på stranden. Mit kunstige ben må ikke komme i vandet. Jeg kan selvfølgelig tage det af, men det har jeg ikke altid lyst til. Og så ville jeg skulle hoppe hen til vandet på et ben. Det var det, jeg plejede at gøre, men i dag er det nok mere sandsynligt, at jeg ligger mig i skyggen og slapper af.

Jeg har været i nogle farlige situationer på grund af mit ben. Engang sad jeg oppe i et pariserhjul med en ven, og bemærkede halvvejs igennem turen, at mit ben havde sat sig fast mellem vores kærre og hjulet, hvilket havde fået os til at hænge mere og mere skævt. Jeg prøvede at vride mig fri, uden held, og så begyndte vi virkelig at gå i panik. Da vi endelig fik benet frit, gyngede vores kærre ret voldsomt frem og tilbage. Vi faldt næsten ud. Det ville især have været uheldigt for min ven, eftersom jeg nok bare havde hængt og dinglet med mit kunstige ben i klemme.

Hvis du havde haft valget, ville du så helst have mistet en arm eller et ben?
Når man mangler en arm, kan man stadig spille fodbold og sådan noget, og det er meget lettere at holde balancen. Men jeg tror, at jeg ville vælge at miste mit ben igen. Simpelthen fordi det er det, jeg er vant til.

Har du nogensinde brugt dit manglende ben som en undskyldning for noget?
Ja, helt sikkert, det plejede jeg at gøre. Jeg tog for eksempel i forlystelsespark, satte mig i en kørestol og sprang køerne til forlystelserne over, ved at benytte mig af handicapindgangene. Jeg havde allerede benprotesen på det tidspunkt, men så overdrev jeg bare en smule, hvor svært jeg egentlig havde ved at gå. Og til festivaler plejede vi altid at se de mest overfyldte koncerter fra handicapområderne.

Er du nogensinde blevet mobbet på grund af dit ben?
Jeg er måske blevet drillet, men aldrig eksplicit på grund af mit ben. Folk har nogle gange grinet af mig, fordi jeg ikke er specielt hurtig. Så sagde de et eller andet til mig og løb væk, så jeg selvfølgelig ikke kunne følge med dem. Men jeg mindes ikke noget mobning. Jeg er vokset op i en relativt lille by, hvor alle vidste, hvordan jeg mistede benet. Alle har altid været virkelig forsigtige omkring mig. Det irriterede mig nogle gange – jeg vil ikke have folks medlidenhed.

Og hvad med nu? Reagerer folk nogensinde mærkeligt, når de opdager dit kunstige ben?
Jeg plejede altid at dække mit ben til, også om sommeren, men det er jeg kommet mig over. Nogle gange glor folk lidt, men de reagerer som regel stille og roligt på det. De spørgsmål, jeg får, kommer som regel fra små børn, der ikke ved, hvad der foregår. De spørger mig til det, og så forklarer jeg, at jeg har et kunstigt ben. De plejer at synes, at det er ekstremt spændende.

Siger du på forhånd, at du har et kunstigt ben, når du skal på date?
Nej. Jeg var for nylig på vej til at mødes med en Tinder-date, da mit kunstige knæ gik i baglås igen. Det var supernederen, men da vi mødtes, fortalte jeg hende med det samme: “Vi har et problem, fordi mit knæ lige er gået i stykker, så jeg er ikke så godt gående.” Hun havde ingen anelse om, at jeg havde en benprotese på det tidspunkt. Men folk er generelt ikke så akavede omkring det.