10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en dyreretsaktivist

Casper Hilt er 35 år og arbejder som social- og sundhedsassistent. Men spørger man ham, hvad han laver til daglig, vil den titel formentlig ikke blive nævnt lige med det første. For Hilt er først og fremmest vegansk dyreretsaktivist. Han er formand for og stifter af den aktivistiske dyrerettighedsforening Fremtiden er Vegansk og aktiv i både Anonymous for the Voiceless, Go Vegan og Direct Action Everywhere. Derudover arrangerer han et hav af protester og kampagner, der skal oplyse den almene dansker om dyrenes hårde kår. Egentlig forklarer han det helt fint selv:

“Jeg bruger det meste af min tid på aktivisme. Både på sociale medier og i virkeligheden”

Og for Casper Hilt er målet klart: Gennem protester, happenings, aktioner og kampagner vil han sætte fokus på den måde, mennesker over hele verden behandler dyr. Og bevæggrunden er enkel: “De føler, som du og jeg, og lider hver eneste dag helt forfærdeligt uden grund.”

Prøv at vende den om. Hvis et ungt menneske i sin bedste alder og gladeste tid dør, siger vi jo heller ikke: ‘Godt, hun døde, for hun levede så godt!’

Casper Hilts aktioner kan være både ulovlige og muligvis virke grænseoverskridende, men er aldrig voldelige, for som han siger: “Jeg gør det her, fordi jeg er imod vold.” Derfor omtaler han også sit arbejde som “oplysningsarbejde,” hvor han eksempelvis opsøger folk og spørger ind til deres valg om at spise kød. Og selvom han med egne ord “ikke presser holdninger ned over folk,” opfatter de det ofte sådan: “Så kalder de mig ‘ekstrem’ og ‘fanatisk’. Eller frelst og hellig. Men jeg opfatter egentlig mig selv som ret normal. Den eneste forskel på mig og dem er, at jeg har opdaget, at der er en hel masse dyr, der lider, fordi mennesket godt kan lide smagen af dem. Og det vil jeg så selvfølgelig oplyse om, så godt jeg kan.”

VICE: Du taler meget om mishandling af dyr. Hvad med dyr, der har haft det godt, mens de levede?
Casper Hilt: Prøv at vende den om. Hvis et ungt menneske i sin bedste alder og gladeste tid dør, siger vi jo heller ikke: “Godt, hun døde, for hun levede så godt!”

Du sammenligner kødspisning med holocaust. Hvorfor?
Det er meget sjældent, at jeg har snakket med folk om det eller lavet den sammenligning. Og jeg bringer den aldrig selv op. Det er vigtigt for mig at fastslå, at jeg ikke sammenligner jøder med grise. Det gør jeg aldrig nogensinde. Men jeg sammenligner de handlinger, jøderne blev udsat for under Anden Verdenskrig, med dem, grisene bliver udsat for i dag. Handlingen er den samme, og så er der kun de forskelle, at ofrene ser forskellige ud og har forskellige bevidsthedsniveauer. Og det kan altså ikke forsvare så grusomme handlinger. Det ville være det samme som at begynde at sige, det ikke var ligeså slemt, at de svært handicappede blev dræbt, som at jøderne blev dræbt under holocaust. Og så er forskellen for øvrigt, at der blev dræbt seks til otte millioner mennesker under krigen, mens der i dag bliver dræbt over 70 milliarder dyr hvert eneste år.

Er dyreliv lige så vigtige som menneskeliv?
Er Peter Lundins liv mere værd end min elskede hunds liv? Det er svært at svare på. Der skal flere parametre ind. For et menneskeliv er ogå mange forskellige ting. Ligesom et dyreliv er mange forskellige ting. Men i sig selv er et dyreliv og et menneskeliv lige meget værd. Men det er svært.

Hvem ville du redde først, hvis du stod foran en døende baby og en døende kylling?
Ja, det er et lortespørgsmål. Umuligt at svare på. Jeg ville nok redde babyen. I det paniske øjeblik, ligner den jo mig selv mest. Der ville det nok være den, der skreg mest efter mit hjerte. Men jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at redde begge dele, og kunne jeg ikke det, ville jeg sørge over det resten af livet.

Findes der er et menneske, du ikke ville redde over et dyr?
Puha. Også et urimeligt spørgsmål. Denne her situation ville jo ikke opstå. Men nu leger vi med tanken. Hvis vi tager et random dyr – kunne være et to-årigt vildsvin – og sætter op foran en seriemorder. Så ville jeg nok lave en hurtig konklusion og sige: Man er ikke kun den, man er, man er også summen af sine handlinger. Og der ville vildsvinet aldrig have intentioner om at udrette noget ondt, så jeg ville nok redde det. Men lige meget, hvem jeg ikke kunne redde, ville det nage mig resten livet.

Om du er menneske eller hund, der er spærret inde i et bur, vil du opleve stress, angst, frustration og sorg lige stærkt.

Du taler en del om speciesisme, hvad er det? Og er jeg som kødspiser speciesist?
Jamen, det er roden til, at denne her type ondskab er i verden. Det er kulturen, ideologien og grunden til, at du elsker og beskytter din hund, men gasser og spiser en gris – det er ulogisk, og det er undertrykkende. Speciesisme er, at man kan tillade sig at behandle nogen dårligt på grund af deres art. Sexisme er tanken om, at nogle mennesker behandles dårligt på baggrund af deres køn. Racisme er, at nogle er mindre værd end andre ud fra race. Speciesisme går ligesom forud for dem og går ud på, at man man behandler dyr dårligere end mennesker på grund af deres art. For mig er alle tre ting lige slemt.

Og ja, du er speciesist. Men sikkert på et ubevidst plan. Man lærer jo fra lille, det er ok at mishandle nogle dyr og beskytte andre. Jeg var der selv.

Der var noget med nogle aktioner i supermarkeder, hvor I oplyser om jeres arbejde?
Det hedder disruption, ja. Der går vi ind i et supermarked og afbryder folk, mens de går rundt i deres osteklokke og overvejer hvilke ligdele, de skal købe. Vi er der kun i fem minutter, hvor vi afspiller lidt film fra et slagteri og holder korte taler.

Men hvis svineproduktion svarer til holocaust, burde i så ikke gøre endnu mere?
Skide godt spørgsmål. Spørger mig selv om det næsten dagligt. Men det farligste ved at være aktivist er at blive fanget i en ond spiral, hvor man hamrer sig selv oveni hovedet med, at man ikke gør nok. Bare at stille mig selv spørgsmålet, om jeg gør nok, er selvpineri. For én veganer ændrer ikke verden alene, men jeg er én blandt millioner af andre veganere, og vi bliver flere og flere hvert sekund – og vi ændrer verden!

Hvad er din holdning til kæledyr?
Hvis dyret er reddet fra en værre skæbne, er det okay. Men at anskaffe sig et andet individ for at få selskab, er ikke bedre end at anskaffe sig et, fordi man vil underholdes, eller fordi det smager godt. At gå på internat og redde en hund fra aflivning er ok. At købe en hund, der er fremavlet, er aldrig i orden. Avl er ALDRIG til dyrets bedste.

Kan man sammenligne at have en hamster i et bur med at spærre sine børn inde i en kælder?
De vil i hvert fald opleve det på samme måde. Så det korte svar er ja. Om du er menneske eller hund, der er spærret inde i et bur, vil du opleve stress, angst, frustration og sorg lige stærkt. Mennesket har den kognitive evne at forestille sig frihed og håbe på at blive reddet en dag. Så vidt vi ved, har dyr ikke den evne. Så de oplever indespærringen som en virkelighed, der aldrig får en ende. Tænk over det: Hvad er værst? Indespærring eller indespærring uden håb?

Har du nogensinde dræbt et dyr?
Jeg fangede fisk som barn. Jeg havde adopteret denne her ting med, at det var hyggeligt at fiske. Jeg kunne hverken fordrage lugten eller smagen, så jeg spiste dem ikke. Men jeg fangede dem. Da jeg blev teenager, gik det op for mig, det var vanvittigt, og så stoppede jeg.

Angrer du det kød, du har spist i dit liv?
Ja. Det gør jeg. Men jeg angrer endnu mere den ost, mælk og æg, jeg har spist som vegetar. For jeg ville hellere være en slagtegris med et kort og ulideligt liv, en jeg ville være en malkeko, der bliver udnyttet i så mange år. Men ja, jeg angrer, og derfor bruger jeg også så meget tid og så mange kræfter på det her i dag. Jeg har en grim smag i munden, når jeg tænker på de uskyldige dyr, jeg betalte for skulle avles, udnyttes og dræbes, for at mine smagsløg kunne få en kortvarig tilfredsstillelse.