Quantcast

Jeg gjorde mit haveskur til den bedst anmeldte restaurant på TripAdvisor

Og så serverede jeg færdigretter fra supermarkedet på åbningsaftenen.

Oobah Butler

Alle billeder af Theo McInnes, med mindre andet er anført

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Engang for længe siden, før jeg begyndte at prostituere mig selv til VICE.com, havde jeg andre jobs. Der var især et sted, der havde stor indflydelse på mig. Jeg skrev falske anmeldelser for TripAdvisor. Restaurantejere betalte mig 100 kroner for at skrive en positiv anmeldelse, selvom jeg aldrig havde spist der. Med tiden blev jeg besat af at følge med i, hvordan det gik for virksomhederne. For det meste gik det godt for dem – og jeg havde kickstartet det.

Det overbeviste mig om, at TripAdvisor er en falsk virkelighed – måltiderne har aldrig fundet sted, og anmeldelserne er skrevet af folk som mig. Men det er selvfølgelig ikke rigtigt – de er næsten alle sammen helt ægte. Der var også en anden del af det, som man i hvert fald ikke kan forfalske: Selve restauranten. Så jeg tænkte ikke mere over det.

Men så en dag, da jeg sad på sengen, fik jeg en åbenbaring: Vi lever i en verden, hvor fejlinformationer hersker, og samfundet er villige til at tro på det værste lort, så måske er en falsk restaurant alligevel muligt? Måske kunne det ligefrem blive populært?

Fra det øjeblik, blev det min nye mission. Ved hjælp af falske anmeldelser, mystik og en masse vrøvl ville jeg få det til at ske: Jeg ville forvandle mit haveskur til Londons bedst anmeldte restaurant på TripAdvisor.

Klargøring af ”The Shed at Dulwich” – april 2017

Først og fremmest vil jeg præsentere jer for mit sted: Et haveskur i nogle kolonihaver i det sydlige London.

For at komme i gang skulle jeg godkendes, og det skulle jeg bruge en telefon til.

Jeg købte en billig burner, og kort efter eksisterede ”The Shed at Dulwich” officielt. Nu skulle jeg bruge en adresse, men det ville gøre det lidt for nemt for skeptiske sandhedssøgere. Desuden har jeg teknisk set ikke en hoveddør. I stedet skrev jeg bare gaden og bemærkede, at The Shed kun kunne ”besøges efter aftale”.

Videre til min tilstedeværelse på nettet: Jeg købte et domæne og lavede en hjemmeside. De hippe steder skal altid være lidt skæve, så for at gøre mig unik skulle jeg have et koncept, der var fjollet nok til at pisse din far af. Det kunne eksempelvis være at opkalde alle retter efter forskellige slags humør.

Så var det tid til nogle billeder med blødt fokus af alle de lækre retter.

Photo: Chris Bethell

Du ville da spise det, ville du ikke?

Photo: Chris Bethell

Det er nok bedst, hvis du lader være.

Photo: Chris Bethell

Okay, men hvad så med—

Photo: Chris Bethell

Den her svamp smurt ind i maling, med små toppe af barberskum.

Du har nok gættet det: Man kan ikke se det hele.

Det er et æg, der hviler på en fod.

Med koncept, logo (tak, Tristan Cross) og menu på plads var det hele ved at tage form.

Jeg skrev mine information ind på TripAdvisor, og resten var op til Gud.

5. maj 2017 får jeg mail:

Hej,

Vi kan med glæde fortælle dig, at din anmodning er blevet godkendt, og dit sted er nu tilgængeligt for alle på hjemmesiden.

Tak, fordi du giver os muligheden for at informere alle på TripAdvisor om The Shed at Dulwich.

De bedste hilsner,
TripAdvisors support-team

Nej, TripAdvisor, jeg vil gerne takke jer for at give mig muligheden for at fortælle alle om The Shed at Dulwich.

At få The Shed til tops

Jeg startede helt nede som nummer 18.149, og var dermed den dårligste restaurant i London ifølge TripAdvisor. Så jeg havde brug for mange anmeldelser. Anmeldelser skrevet af virkelige mennesker på forskellige computere, så den teknologi TripAdvisor bruger for at afsløre svindel, ikke opfanger mit snyderi.

Jeg havde brug for overbevisende anmeldelser, ligesom den her:


Og ikke sådan nogle her:

Jeg mødte skuespilleren Shaun Williamson på en bar og efter at have forklaret mit koncept, bad jeg ham sende et billede af ham, der spiser fancy mad på et fancy sted, men i stedet fik jeg et billede af at han spiser steg og pomfritter.

Så jeg kontaktede venner og bekendte og bad dem komme i gang.

Turen op af rangstigen

De første par uger er nemme. Vi når op på top 10000 i løbet af et øjeblik, men jeg regner ikke med at modtage nogen bestillinger endnu. Men så en morgen sker der noget utroligt: Burnertelefonen begynder at ringe. Overrasket og tynget af tømmermænd tager jeg den.

”Hallo? Er det The Shed?”

”…Ja?” Jeg lyder som en radiator, der trænger til at blive udluftet.

”Jeg har hørt så meget om jeres restaurant… Jeg ved godt, det ikke er så sandsynligt, når I bliver booket så hurtigt, men I har vel ikke et ledigt bord til i aften?”

I panik svarer jeg med det samme, ”desværre, vi er fuldt booket de næste seks uger” og lægger på. Jeg kan slet ikke tro det. Dagen efter ringer den igen. En 70 års fødselsdag. Fire måneder ude i fremtiden. Ni mennesker.

Emails? Jeg tjekker min computer. Der er adskillige anmodninger om et bord, som afventer svar. En fyr prøver at bruge sin kærestes arbejde på et børnehospital som bestikkelse. TV-chefer bruger deres arbejdsmail.

På et øjeblik er vi nået op som nummer 1456. The Shed at Dulwich er lige pludselig blevet populært. Hvordan?

Det går op for mig, hvad det er: De besværlige aftaler, manglen på en adresse, og eksklusiviteten er så tillokkende, at folk bliver skøre. De sidder og savler over et billede af min fod. De følgende måneder ringer The Sheds telefon konstant.

Det hele stikker af

I slutningen af august ligger vi nummer 156.


Og det begynder at tage overhånd.

Først begynder firmaer at bruge den omtrentlige adresse på Google Maps til at sende gratis vareprøver til mig. Så begynder folk, der gerne vil arbejde på The Shed at kontakte mig, og der er mange af dem. Så får jeg en mail fra byrådet, der vil flytte The Shed til et nyt område i Bromley, som er en del af byfornyelsen. Så kontakter et australsk produktionsselskab os og siger, at de vil bruge os i reklamer, som bliver vist på et flyselskabs ruter.

Forfatteren under sin Skype-samtale med et PR-bureau

Til sidst har jeg et Skypemøde med et ”resultathungrende” PR-bureau, som lover, at få The Shed i medierne ved hjælp af en releasefest med Batman-tema og optræden af en kendis. Deres repræsentant siger, at jeg ”tydeligvis er virkelig cool”, og det er jo rart, men i sidste ende beslutter jeg, at jeg selv kan klare promoveringen.

Den sidste slutspurt

Det er blevet vinter, og vi er nu nummer 30.

Men vi rykker os ikke videre, lige meget, hvor mange anmeldelser jeg laver.

Men derudover går det virkelig godt.

Folk stopper mig på gaden og spørger, om jeg ved, hvordan man finder The Shed, og telefonen ringer konstant.

Attituden i folks mails begynder at ændre sig, og folk fra hele verden vil gerne komme på besøg.

Så en aften får jeg en mail fra TripAdvisor. I emnefeltet står der ”Informationsanmodning”. Fuck – jeg er afsløret. De har regnet den ud. Mine hænder ryster, mens jeg åbner mailen: 89.000 visninger i søgeresultaterne i løbet af de sidste par dage, og adskillige brugere, der beder om informationer.

Hvorfor? D. 1. november 2017, seks måneder efter jeg lagde The Shed at Dulwich online, skete det her:

Det er den bedst anmeldte restaurant i London.

En restaurant, der ikke eksisterer er lige nu den bedste restaurant i en af verdens største byer, på den måske mest anerkendte hjemmeside for anmeldelser.

På TripAdvisors hjemmeside siger de, at de bruger ”store mængder tid og ressourcer på at sikre, at indholdet på TripAdvisor er et retvisende billede på virkelige menneskers virkelige oplevelser”. Så jeg kontakter dem, da jeg har nået mit mål, for at spørge, hvordan det kan lade sig gøre, at jeg har snydt hele systemet.

”Normalt er de eneste mennesker, der laver falske restauranter, journalister i et forfejlet forsøg på at teste os,” svarer en repræsentant i en mail. ”Der er intet incitament for nogen i den virkelige verden til at lave en falsk restaurant, så det er ikke et problem, vi oplever med vores almindelige brugere – derfor er din ’test’ ikke et rigtigt eksempel fra den virkelige verden.”

Fair nok, jeg kan ikke forestille mig, at det sker så tit.

Repræsentanten tilføjer, at ”de fleste svindlere er kun interesseret i at manipulere ranglisten af virkelige restauranter,” så det er ”væsentligt at adskille svindel udført af virkelige virksomheder, i modsætning til svindel udført af falske virksomheder.” For at afsløre folk bruger TripAdvisor ”avanceret teknologi, der kan identificere mistænkelige mønstre i anmeldelserne,” og de siger, at ”vores brugere har også mulighed for at anmelde mistænkelig opførsel.” Derefter citerer de en undersøgelse fra 2015, der viser at ”93 procent af TripAdvisors brugere siger, at de betragter anmeldelserne som troværdige og i tråd med en virkelig oplevelse.”

Så det var det. Færdigt arbejde.

Ensomt på toppen

Men det stopper ikke der.

Jeg efterlader The Sheds telefon hos en af mine venner i en forlænget weekend, og da jeg henter den igen, har jeg 116 ubesvarede opkald. Så jeg begynder at svare på folks beskeder. ”Vi er fuldt optagede,” lyver jeg. ”Vi har en dåb.” Endnu en løgn.

”Hallo, det er The Shed at Dulwich.”

”Endelig,” siger en frustreret kvinde. ”Jeg er kommet igennem. Jeg kontaktede jer første gang tilbage i August. Jeg har ikke hørt noget siden.”

Nu har jeg skabt den her virkelighed, så det eneste jeg mangler er, at bringe det hele til live. Om kun fire dage bliver Londons bedste restaurant en realitet. Jeg vil åbne The Shed at Dulwich.

Den store aften

Men hvordan? Jeg har aldrig haft mere end tre gæster på én gang, og jeg har da slet ikke lavet mad til 20. Der er kun en måde at gøre det på. Jeg må genskabe det sted, som folk har beskrevet i deres anmeldelser de sidste seks måneder.

Maden minder folk om deres barndom – så skal de få det, jeg fik, da jeg voksede op: Færdiglavede retter.

Folk kan godt lide de landlige, men alligevel stilfulde omgivelser – Jamen, så fylder jeg da mit legehus med høns, ligesom hummere på de dyre restauranter, og så kan folk vælge deres egen høne.

Vores succes er takket være TripAdvisors system – så fylder jeg halvdelen af bordene med folk, jeg kender, som taler højt om, hvor lækkert det hele er.

Hvordan får vi den umiskendelige stemning, der er på en rigtig restaurant? Jeg hyrer en DJ, der spiller lyde fra en rigtig restaurant på sine CDJs.

Først gik jeg i gang med legehuset.

Nu er det et hønsehus. Plænen?

Det spiller. Temperaturer under frysepunktet?

Tjekket. Flere sidepladser?

Done.

Det varer ikke længe før Joe – min ven og aftenens kok – dukker op. Han har brugt det sidste årti på at rejse rundt i verden og arbejde på fine restauranter. Han er værdig til at bære The Sheds kokkehat. Nu skal vi ud og tanke nogle råvarer.

Således, alt sammen til den nette sum af 300 kr

Tilbage i The Shed er Phoebe ankommet. Hun er en dygtig tjener, som virkelig har styr på nuancerne i menuen – for eksempel hvordan budding serveret i et krus er et forsøg på at genskabe oplevelsen af at spise budding i et krus.

Forretten er Minestrone di Verdure. Til hovedretten kan man vælge mellem mac’n’cheese med trøffel eller en helt unik grøntsagslasagne. Til dessert er der is med chokoladesauce. Jeg beder Phoebe om at spørge hvert enkelt gæst, hvad de synes om maden, men gøre det diskret, så de er ærlige.

Og således bliver min vision til virkelighed.

Gæster sider på taget og drikker vin af kaffekopper.

Hønsene klukker lykkeligt i legehuset klar til at blive slagtet.

Skuespillere gumler løs på færdigretter, der er pyntet op.

En DJ fyrer lydene fra en restaurant ud.

Det ser godt ud. Det dufter godt. Det lyder godt. Vi er klar til vores første gæster. Jeg går op og mødes med dem ved mødestedet, og de er kommet til tiden.

Joel og Maria er kommet hele vejen fra det solrige Californien, og er på ferie i Europa for første gang. I går aftes var de i Paris, og i dag er deres første dag i London. De er kommet for at besøge en Pokemon-messe, men de ville også gerne besøge The Shed.

Jeg beder dem om at tage bind for øjnene, og de ser skræmte ud, men efter to af de skuespillere, som netop er ankommet, tager deres på, går de med til det.

Jeg leder de fire personer, der holder i hånden, hen til haven. Da vi nærmer os huset, siger Maria ”jeg kan høre et køkken!” Nej, Maria, det kan du ikke. De tager deres bind af. Amerikanerne siger ikke et ord.

”Her serverer vi humør. Jeg fortolker jeres, og kommer med en ret, der passer til. Maria, jeg fornemmer en hjemlig energi hos dig. Joel? Jeg tænker ’cool’, har jeg ret?”

Jeg skynder mig ud i køkkenet og tager to hovedretter. DJ’en sørger for at spille ”ding” lyde ret ofte, så ingen lægger mærke til lyden af vores mikroovn.

Jeg placerer tallerkenerne, flytter mig og holder øje med dem på afstand. De stirrer på deres pasta. Maria tager sin telefon frem for at tage et billede, kigger på maden gennem kameraet, tøver og lægger så telefonen væk uden at tage et billede.

Aftenen snegler sig afsted. Joel opdager de to personer på taget. Efter 40 minutter uden et ord går parret deres vej. Joel ser rasende ud.

I mellemtiden ankommer to lokale, og de har mange spørgsmål om stedet. Jeg lader Phoebe tage sig af dem, for jeg har et bord til fire at tage mig af.

Efter de har sat sig, og jeg er gået ud for at hente noget at drikke til dem, hører jeg et skrig. Udenfor løber en kvinde hvinende gennem restauranten. Trevor – manden, som jeg har lejet kyllingerne hos – følger efter hende, mens han holder en høne, der bakser med vingerne.

Trevor with a chicken

Jeg tager hønen fra Trevor og smider den ind i legehuset. Da der kommer ro på, begynder kvindens venner at grine. ”Hvorfor har I høns?” spørger de. ”Man kan vælge sin egen høne! Vi tilbereder den, du har udvalgt.” De bliver stramme i betrækket. ”Men jeg troede, at det var en vegetarisk restaurant? Jeg fandt jer, fordi I var den bedst anmeldte vegetarrestaurant i London.”

Mit hjerte stopper – jeg havde ikke tænkt så langt. Jeg smiler. Vi er færdige.

Folk ser ud til at nyde deres mad, men jeg kan ikke lade være med at tænke på de vilde høns. Vi bliver nødt til at gøre noget for det bord til fire.

Jeg kan mærke, at jeg bliver prikket på skulderen. Det er en af dem, en mand, som siger, at det er hans vens fødselsdag. Det er den oplagte mulighed for at imponere dem.

Jeg snakker med min ven Lolly Adefope, som også er komiker, og hun vil synge en privat fødselsdagssang til den heldige. Lolly begynder og tysser på alle dem, der synger med, indtil det kun er hende. Det er så smukt. Men det er vist ikke nok. Det andet ægte bord rejser sig for at gå, og jeg følger bordet til fire ud. Jeg undskylder mens vi går, og mumler noget om nye menuer og ændrede omstændigheder. Midt i mit vrøvleri afbryder de mig. ”Med hensyn til tilgængelighed,” siger kvinden. ”Nu hvor vi har været her én gang, er det så nemmere at få et bord?”

”Hvad?”

”Ja, er det nemmere for os at booke et bord i fremtiden?” Siger hendes mand.

”Ja, vi kunne godt tænke os, at komme tilbage en anden gang.”

Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige.

”Øh, jo, det kan vi da helt sikkert godt se på.”

De vinker farvel og forsvinder ud i natten.

Allerede nu er restauranten dumpet længere ned på TripAdvisors liste (siden er nu blevet slettet), men vi var nummer ét i næsten fjorten dage, og det har tydeligvis gjort indtryk på folk.

Jeg løber ned af havegangen og råber til de andre, ”de vil gerne booke et bord til en anden gang!” Joe, Trevor, hele holdet, stirrer på mig. Så flækker vi af grin. ”Jeg er ikke overrasket,” siger Phoebe og viser mig kundernes feedback, som er overvældende positivt – måske, fordi vi ikke tog nogen penge for måltidet (hele aftenen var gratis, fordi vi ”dokumenterede det til et TV-program”, men måske også, fordi de bare hyggede sig.

Jeg inviterede folk til en hastigt sammensat bunke stole udenfor mit skur, og de gik derfra med overbevisningen om, at det måske var den bedste restaurant i London, bare fordi TripAdvisor siger det. Man kan sagtens være kynisk og påstå, at internettet er blevet så mudret og rodet et sted, at folk ikke er i stand til at være kritiske. Men jeg vil gerne være positiv. Hvis jeg kan lave min have om til den bedste restaurant i London, så er alting muligt.