Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i samarbejde med Marshall Project.
“Er der et ansigt på Mars?” spørger en af de indsatte.
Videos by VICE
Han står i døråbningen til mit kontor og stråler som et lille barn. Efter at have set et program på History Channel har han overbevist sig selv om, at der er et vaskeægte menneskeansigt på overfladen af den røde planet, måske endda lavet af rumvæsener.
Vi slår det op på nettet sammen. Det viser sig, at der rent faktisk er et sted på Mars, der ligner et ansigt på en prik, men fotografier og data beviser selvfølgelig, at det bare er en stenformation på planetens overflade.
Jeg kan se, at han virkelig er skuffet. Selvom han er indsat i et fængsel, havde han store forhåbninger om menneskelig tilstedeværelse i det ydre rum.
Som fængselsbibliotekar får man mange interessante spørgsmål. Indsatte har som regel ikke adgang til internettet, så mens folk udenfor fængslet kan Google det mindste spørgsmål, de har, skal indsatte bruge en gammeldags form for søgning: Et trykt leksikon.
Eller også kan de benytte sig af en som mig ved at skrive en formel forespørgsel om online-information. Vi gør vores bedste for at tilbyde dem et korrekt svar, der både er aktuelt og beror på pålidelige kilder.
En indsat giver mig en slidt fotokopi og spørger, hvilken understøttelse han kan se frem til, når han kommer ud. På papiret bliver han lovet økonomisk støtte fra regeringen i årevis.
Det er en af fængslets urban legends: Myten om en lukrativ overførselsindkomst, når man kommer ud på den anden side. Socialkontoret er klar over, at der bliver spredt forkert information, og har derfor udgivet brochurer, der udpensler, hvordan socialhjælp fungerer for indsatte, der har afsonet deres straf.
“Men jeg har netop hørt, at du vil benægte, at det her program eksisterer,” siger den indsatte, da jeg overrækker ham en af de brochurer.
Jeg er mundlam. Han lader pamfletten ligge, da han går fra biblioteket – en grim påmindelse om, at folk hører, hvad de vil høre.
“Bare skriv ordet ‘Frank’ der, hvor man sætter frimærket,” overhører jeg en anden indsat fortælle en af sine venner i biblioteket.
Jeg bliver nødt til at spørge, hvad han snakker om. Han fortæller, at det er almen viden, at en meget rig mand ved navn Frank døde og donerede millioner af dollars til det amerikanske postvæsen. Nu kan alle fattige mennesker bare skrive hans navn på konvolutten i stedet for et frimærke, og så bliver posten afleveret gratis.
Mange indsatte sværger på, at de har benyttet sig af metoden, og at det virker.
Det sjove ved “Franking” er, at i USA blev det oprindeligt brugt i 1775 af medlemmerne ved den første kontinentale kongres – det gav repræsentanterne mulighed for at sende breve udelukkende ved at skrive deres navne. Hvis man slår ‘frank’ op i ordbogen, står der: “Afsenderens signatur på et brev som erstatning for porto.”
Selvom der faktisk er en legitim historisk baggrund for metoden, virker den ikke, men hele tanken om franking er interessant. Det er i sådan nogle situationer, at jeg føler mig mere som antropolog end bibliotekar. Fængslet kan være en Kafkask tidslomme. Tanker fra det antikke rom og USA’s unge år eksisterer stadig bag tremmer i det 21. århundrede.
“Er Michelle Obama frimurer?”
Det er et seriøst spørgsmål fra en indsat. Jeg sukker, da jeg skriver spørgsmålet på Google. Rigtig mange indsatte er overbeviste om, at frimurerne i virkeligheden styrer verden. Det er Dan Browns skyld – Da Vinci-mysteriet og Det Forsvundne Tegn er stadig meget populære bøger i fængslet.
“Hun er i hvert fald en del af Illuminati,” siger en anden indsat. “Jeg så hende lave en frimurer-hilsen i fjernsynet i går.”
For at få gang i en dialog spørger jeg: “Hvad er Illuminati?”
“Det er det hemmelige fællesskab bestående af den øverste elite, som styrer verden gennem Den Ny Verdensorden.”
“Hvem er ellers med i Illuminati?,” spørger jeg.
Ifølge de indsatte er der mange berømte Illuminati-medlemmer, herunder Barack Obama, Jay-Z og Beyonce, Justin Bieber og Bono. Jeg har hørt mange af dem henvise til Forsynets Øje, der svæver over en pyramide på dollarsedlerne som bevis på, at frimurerne styrer USA i hemmelighed.
Jeg fortæller, at frimurerne nægter enhver forbindelse til designet af sedlen.
“Selvfølgelig benægter de…”
Hvidt overherredømme er en anden konspirationsteori, som lever i bedste velgående i fængslet. Biblioteksbøgerne bliver konstant vandaliseret med racistiske symboler som for eksempel “14/88”. (14 repræsenterer det antal ord, der er i forbryderen David Lanes White Power-motto: “Vi må sikre vort folks fortsatte eksistens og en fremtid for alle hvide børn.” Tallet 88 er en forkortelse for “Heil Hitler,” fordi H er det ottende bogstav i alfabetet.)
Bibliotekaren sletter symbolerne med en tusch, men det er en forgæves kamp: Hver gang bøgerne bliver udlånt, kommer de tilbage med de samme symboler.
En anden indsat spørger helt uskyldigt, hvordan det gik med jødernes plan om at overtage verden?
“Hvad er det for en plan?” spørger jeg.
“Jeg læste om det i en bog. Der stod, at jøder er kloge og holder sammen og har en plan om at overtage medierne, så de kan styre verden… Kontrollerer jøderne ikke medierne?”
Efter et par spørgsmål og en Googlesøgning finder jeg ud af, at den bog, den indsatte taler om, er “Zions Vises Protokoller.” Den består af falsk, antisemitisk propaganda, der blev udgivet i starten af 1900-tallet i Rusland.
Jeg taler lidt om det med fangen, og jeg kan se, at der er nogle ting, der går op for ham. Han er lidt skræmt over, at han ikke selv opfattede, at dette klassiske værk fyldt med had blev brugt mod jøderne under Holocaust.
Konspirationsteorier er populære alle steder – måske mere i dag end tidligere. Men de trives især i miljøer, hvor folk ikke har meget uddannelse, og hvor den undervisning, der tilbydes, bliver beskåret mere og mere hvert år. Desværre vokser uvidenheden lige så hurtigt som mængden af kakerlakker og mus.
På et tidspunkt begyndte jeg at komme med nye bøger, to poser om dagen, for at opfriske et fængselsbibliotek, der ikke var blevet opdateret i årevis. De indsatte var nysgerrige. Hvor kommer de fra? Køber jeg dem? Bliver de doneret? Hvordan har jeg adgang til så mange?
En af bibliotekarerne, som også er indsat, kigger på mig med et glimt i øjet.
“Det ved jeg godt,” siger han. “Du er en del af bøgernes Illuminati!”
Jeg sender ham et begejstret smil.
Mary Rayme var fængselsbibliotekar og er netop gået på pension. Hun arbejdede i fængsler i West Virginia og Maryland. Hun er i øjeblikket i gang med at skrive sine erindringer.
