’American History X’ udkom for mere end 20 år siden, men den er stadigvæk uhyggeligt relevant

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA

For to årtier siden satte American History X fokus på racismens uhyggelige konsekvenser. Det var første gang nogensinde, at biografgængere fik så intimt og frygtindgydende et indblik i nynazismens skindhead-kultur. Blodet flød, knogler blev brækket, hykleriet var tydeligt, hadet blomstrede, og den viste, hvor svært det er at komme ud af bevægelsen, når først man er del af den. Filmen blev præsenteret som et værk med et ”budskab”, der skulle tilskynde nynazister til at bryde med bevægelsen. Den skulle vise dem, at de kunne vende om på deres liv.

I dag er det had, som American History X advarede imod, blevet fast inventar i det politiske etablissement. Filmen undervurderede, hvor utroligt let had kan få stor indflydelse på den amerikansk kultur.

”Jeg tror ikke, der er nogen, som så American History X i 90’erne, som i deres vildeste fantasi forestillede sig, at karaktererne i filmen ville blive accepteret af den almindelige befolkning,” siger Heidi Beirich, som leder organisationen Intelligence Project ved Southern Powerty Law Center, der blandt andet indsamler oplysninger om had-grupper og ekstremisme i USA. ”I 90’erne var de synspunkter meget langt fra normen, men i dag hører vi brudstykker af dem fra det Hvide Hus.”

Filmen følger en ung skindhead (spillet af Edward Furlong), hvis storebror kommer ud af fængsel efter at have afsonet en straf for uagtsomt manddrab og nu er klar til at lægge fortiden og nynazismen bag sig.

Følgende citat kommer fra en tale, som Derek Vinyard (Edward Norton, der blev nomineret til en Oscar for sin præstation) holder for sin bande, lige inden de sammen overfalder en ikke-hvid person i en kiosk: ”Vores grænsebevogtning er en joke! Kommer det bag på nogen, at de sidder og griner af os nede syd for grænsen? Griner af vores love?” Billedet af udlændinge, som ”griner” af USA’s immigrationslove, er blevet brugt af Trump i årevis. Den 30. juli sidste år tweetede han: ”Illegal immigration er den største trussel mod vores sikkerhed. I årtier har hele verden grinet af vores stupide immigrationslove…” Trump tilføjer, at demokraterne arbejder på at underminere USA’s immigrationssystem.

På det seneste har præsidenten og hans rådgivere skruet yderligere op for den militante retorik. Da Trump tweetede om migrantkaravanen fra Centralamerika, skrev han: ”Det er en invasion af vores land, og vores militær venter på jer!” Trump fulgte op på sine giftige udtalelser mod migranterne ved at beordre 14.000 tropper til den mexicansk-amerikanske grænse. Han truede ydermere med at afskaffe statsborgerskab ved fødsel under det 14. forfatningstillæg.

I en anden scene i filmen mindes Danny Vinyard (Furlong), hvordan han så op til sin storebror, der havde jaget ikke-hvide personer ud af Venice Beach. ”For en tid var det virkelig, som om det var vores igen,” siger han i et voiceover. At genoprette en eller anden fantasi om fordums storhed er en af grundpillerne i Trumps ideologi og resten af den konservative sfære i landet. Dannys opfattelse, at Venice Beach var vores igen, er en lokal version af Trumps famøse krigshyl Make America Great Again.

I 90’erne opfattede publikum American History X som en kommentar til terror indenfor landets grænser. Filmen fanger til dels offentlighedens frygt for og fascination af militante, racistiske grupper i kølvandet på bombeangrebet i Oklahoma City i 1995, som blev udført af Timothy McVeigh. Ved angrebet omkom 168 personer, og det var det mest voldsomme terrorangreb på amerikansk jord frem til 11. september. Overalt i USA frygtede man det næste angreb orkestreret af højrefløjsekstremister med en racistisk dagsorden.

Men angrebene 11. september ændrede det hele. Den udbredte opfattelse af terroristen som en hvid mand med en racistisk dagsorden blev erstattet med en udlænding af arabisk herkomst. ”Hvis terroristen kommer fra ens eget land, er der altid en risiko for, at det bliver en formildende omstændighed. Den uudtalte holdning er, at han eller hun i hvert fald ikke er lige så slem som en udlænding med en anden hudfarve,” siger Paul Smith, som er professor i kulturstudier ved George Mason University.

Den nuancerede fortælling i American History X viste sig at være en afvigelse. Efter 11. september kastede film og tv-serier sig over muslimer og portrætterede dem som Amerikas største fjende. Og fordi offentligheden fik tudet ørene fulde på den konto, forsvandt opmærksomheden omkring den ekstreme højrefløj og dens fanatiske medlemmer. Film fra starten af 00’erne som Arlington Road og The Sum of All Fears blev den nye standard. Højrefløjsekstremister og nynazister var skurke, som blev reduceret til deres mest grundlæggende funktioner.

”Selv om hjemmedyrkede terrorister var temmelig aktive i 90’erne, så undersøgte vi dem ikke særligt nøgternt,” siger Smith. ”Der er ikke mange, som har påpeget, at racistiske forestillinger om hvide menneskers overherredømme har været fast inventar i amerikansk kultur de sidste 150 år og dukker op mange forskellige steder.”

Den manglende interesse for at danne sig et nuanceret overblik over historien er iboende i amerikansk kultur. I det lys bliver historien et miskmask af individuelle motiver, som er taget ud af den større sammenhæng. Det er en forsvarsmekanisme, der afværger skyld i spørgsmål om store kulturelle traumer som slaveri og institutionaliseret racisme.

American History X er til dels et offer for den individualiseringsproces historien undergår. Den atomiserede historie koger en kompleks rejse ned i to figurer – Derek og Danny. Men vi får aldrig nogen forløsning i form af en konfrontation med det had, som begge har været med til at sprede.

I filmens sidste del overtaler Derek Danny til at vende ekstremismen ryggen sammen med ham. Derek bliver bedt om at konfrontere sin gamle bande på grund af en voldsom hændelse, men Derek vakler og er usikker. Han prøver at komme udenom at tage aktiv del i kampen mod ekstremismen, men beslutter i sidste ende modvilligt at hjælpe. Den lovede forløsning – en endelige konfrontation mellem Derek og hans gamle kumpaner – udebliver, da Danny bliver skudt af en sort klassekammerat.

Ifølge filmen er der aldrig en ende på den voldsspiral, som racistiske ekstremister forårsager. Der er pauser undervejs, men filmen gør det aldrig klart, hvordan tragedien kan bruges konstruktivt og være med til at skabe forandring. Mordet på Danny overskygger Dereks konfrontation med sit gamle slæng. Det var et lignende traume, der sendte Derek i armene på ekstremister. Enkeltstående voldsepisoder afbryder begge hovedpersoner, mens de er i gang med at bruge deres nye indsigt til at bekæmpe den ekstremisme, de selv har været med til at udbrede. Da Danny var Dereks primære inspirationskilde til at lægge hadet bag sig, er han efter brorens død i fare for at blive suget ind i den verden igen.

Der findes næsten ikke pauser mellem den type voldshandlinger længere. Der er ingen grundlæggende forskel på den type had, som bander i American History X repræsenterer, og de forskellige grupperinger på den yderste amerikanske højrefløj i dag. I mellem alt-right-bevægelsens indtog i Charlottesville, Proud Boys-overfald på gaderne over hele landet, en bevæbnet antisemit, der går amok i en synagoge og Derek Vinyards brutale gerning i begyndelsen af filmen er der ikke nogen synderlig forskel. Det er en ideologi, der har hersket i periferien, siden USA blev grundlagt, og dets greb om det Hvide Hus løsnes ikke, medmindre vælgerne aktivt stemmer på kandidater, som er antiracister.

Der er dog en afgørende forskel, som gør nutidens ekstremister langt farligere end deres fiktive modstykker i American History X. I filmen skiller nynazisterne sig ud i kraft af deres visuelle fremtoning. De går i sorte støvler med røde snørebånd, har kronragede hoveder og er overtatoverede med hagekors og andre racistiske symboler. Nutidens ekstremister stikker ikke ud i gadebilledet.

”I dag har vi folk som Richard Spencer, der går i polotrøje og khakibukser. Det er et smart branding-kneb, der tillader højrefløjsekstremister at færdes ubemærket og tiltrække tilhængere, som aldrig ville lytte til en person iført støvler og en t-shirt med et racistisk slogan,” advarer Beirich.

Gavin McInnes* og hans Proud Boys-gruppe, der ikke direkte identificere sig med den hvide nationalistfløj, men deler mange af de samme værdier, bærer for eksempel Fred Perry-polotrøjer som en slags uniform. Den nynazistiske blogger og grundlægger af The Daily Storm, Andrew Anglin, har også forsøgt at erklære New Balance-sneakers for det hvide folks officielle fodtøj. Set i sammenhæng danner de her tilsyneladende harmløse stilvalg et diabolsk mønster,

”Alle de her grupper, man hører om i dag, er nøjagtig, som vi var i 90’erne – de er bare mere polerede. Jeg hører deres retorik, og det er det samme som for 30 år siden,” siger Frankie Meeink, der er medstifter af Life After Hate, en gruppe, der hjælper hvide højrefløjsekstremister med at komme ud af bevægelsen. Meeink var selv del af en skinheadbande som ung. Han valgte at lægge det bag sig efter samtaler med jødiske og sorte personer, som fik ham til at genoverveje sine holdninger. Der er tidligere argumenteret for, at American History X er baseret på hans livshistorie, selv om Meeink selv er ligeglad med, om det passer eller ej. Det er kun budskabet bag Life After Hate, der har betydning.

Trump har selv gjort racistiske holdninger til en del af sit eftermæle ved at forstærke den frastødende ideologi gennem lovgivning. ”Jeg er nationalist,” råbte han ved et vælgermøde i Texas. Han tweeter, ”Demokraterne vil i dag hellere beskytte kriminelle indvandrer end AMERIKANSKE STATSBORGERE – det er derfor, de ikke skal have indflydelse!” Hans brug af betegnelsen ”demokrat” spejles flere steder i American History X. De hvide ekstremister i filmen bruger det som skældsord om folk, der ikke er enige i deres holdninger – især kvinder.

Den ideologiske forskansning i det Hvide Hus har givet hvide racister uhørt stor indflydelse i hele landet. Ifølge en rapport fra Southern Poverty Law Center, så ”bliver bevægelserne traditionelt større under demokratiske præsidenter på grund af angst for skærpet våbenkontrol. Tallet daler typisk under republikanske præsidenter. Men det har ikke været tilfældet under Trumps regering. Hans radikale holdninger og racisme har givet dem ny vind i sejlene.” En ny undersøgelse konkluderer ydermere, at tæt på seks procent af hvide personer i USA deler synspunkter med alt-right-bevægelsen. I runde tal er det omkring 11 millioner mennesker på landsplan. Men det er ikke kun i USA at fremmedhadet vinder frem. I en lang række europæiske lande har de politiske partier på det yderste højrefløj også oplevet en tilslutning, som ikke er set i mange år.

”Det tal er helt utroligt højt, sammenlignet med dengang American History X udkom,” siger Tony McAleer, der er bestyrelsesformand i Life After Hate.

For McAleer, der selv tidligere har befundet sig på den ekstreme højrefløj, er filmens vigtigste pointe, at karaktererne er i stand til at være åbne overfor kærlighed og medfølelse. ”Det er en allegori over et exitprogram. Det er en modig film, som var mange år forud sin tid,” siger han.

Filmen bygger op til øjeblikket, hvor Derek er nede og skrabe bunden og får en kærlig opsang fra sin gamle gymnasielærer Sweeney (spillet af Avery Brooks), som er sort. Han har jævnligt besøgt Derek i fængslet, og det er også ham, som giver Danny opgaven med at skrive et essay om sin bror, der kommer til at danne ramme om historien. I et afgørende øjeblik bliver Derek voldtaget af medlemmer af den racistiske fængselsgruppe Aryan Nation for at stille spørgsmålstegn ved deres engagement for sagen. Sweeney dukker op med bøger og trøst til Derek, men spørger samtidigt, ”Er der noget af det, du har gjort, som har gjort dit liv bedre?” Derek græder. Han siger det ikke ligeud, men det negative svar ligger mellem linjerne.

”Lige der, begyndte jeg at græde,” siger McAleer. ”Jeg stillede mig selv det spørgsmål, og svaret var det samme.”

Organisationer som Life After Hate er baseret på Sweeneys filosofi om dialog og medfølelse, som de eneste redskaber, der kan bekæmpe had, men det er problematisk, fordi det tit er sorte og andre ikke-hvide personer, som får til opgave at uddanne og rehabilitere de hvide racister. På den måde er Sweeney-karakteren indbegrebet af stereotypen, på en sort person, der skal hjælpe hvide hovedpersoner med at vende deres liv rundt og give dem syndsforladelse.

Meeink mener alligevel, at åbenhed og viljen til at finde et fælles ståsted er den bedste måde at nå ind til racister og ekstremister på.

”Når jeg taler med folk om lægge de følelser bag sig, begynder vi aldrig med at tale om det, de tror på. Jeg taler om livet. Det handler om at kigge på sit eget liv og stille spørgsmålstegn ved, om man er der, hvor man skal være,” siger han.

I pressen har man lige så svært ved at tale om den racistiske højrefløj, som man har andre steder i offentligheden. For eksempel blev New York Times kritiseret for at udgive en artikel, som mange mente tog for let på den retorik, der inspirerede MAGA-bomberen.

Det er 20 år siden American History X udkom, men i dag fungerer filmen som en fremragende indfaldsvinkel til en meget nutidig problemstilling. Den lærer os, at vi skal holde ekstremisterne til ansvar for deres gerninger, som Sweeney gør med Derek, men også at vi skal inspirere dem til at vende sig bort fra hadet og føle kærlighed, som Derek gør for Danny. Det er en de få kulturelle milepæle, vi har, der dokumenterer den hvide, ekstreme højrefløj. Seere får en mere nuanceret forståelse for, hvor dybt problemet stikker, og hvorfor det for alt i verden skal stoppes.

*Gavin McInnes er medstifter af Vice Media. Han forlod firmaet i 2008 og har ikke været involveret med Vice siden. Han grundlagde Proud Boys i 2016.