Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D Italien
Napoli er en by, der med tiden især er blevet kendt for organiseret kriminalitet på grund af den lokale mafia, Camorraen. Men da den britiske fotograf Sam Gregg begyndte at fotografere byen og dens beboere for nylig, var det med ønsket om at vise et andet og mere nuanceret billede. Hans fotografier kommer i stedet helt tæt på hverdagen for de mange forskellige mennesker, der bor og arbejder i Napoli.
Videos by VICE
Vi har talt med ham om projektet See Naples and Die.
Hvad fik dig til at vælge Napoli frem for andre italienske byer?
Jeg besøgte byen for et par år siden og forelskede mig i den. Jeg kan huske, jeg sagde til mig selv: “Inden jeg dør vil jeg bo et år i Napoli.” Da jeg blev 26, tænkte jeg, det er nu eller aldrig, og tog springet. Jeg sagde mit job i London op, fandt et værelse midt i Napoli og begyndte at undervise i engelsk. Det var den eneste måde, at få det til at løbe rundt, mens jeg dokumenterede byen. Jeg underviste om morgenen og om aftenen og tog billeder, når jeg havde fri.
Du tager hovedsageligt portrætbilleder. Hvordan skabte du kontakt til dine modeller?
De fleste af dem var mere end villige til at stille op foran kameraet. Napolitanere er meget teatralske af natur, og de er meget stolte af deres unikke sans for mode – de er bestemt ikke generte. Jeg tror også, de syntes, jeg var lidt interessant. Der kommer ikke mange turister i de områder, jeg besøgte, og slet ikke turister med et stort kamera om halsen.
Hvorfor kalder du projektet See Naples and Die?
Det er et italiensk ordsprog. Engang var Napoli en af de rigeste byer i verden. Den var så glamourøs, at ingen havde lyst til at forlade den. Når man havde set Napoli, kunne man dø, velvidende at man havde set en by, der ikke var noget magen til. I en nutidig kontekst henviser ordsproget til bandevolden, der hærger byen.
Hvordan begyndte du at tage billeder?
Jeg arbejdede i filmbranchen i mange år, men mit job var ret kedeligt, så jeg kompenserede for det ved selv at tage billeder. Det var en måde at kompensere for at sidde foran en computer hele dagen. Det er ikke for at lyde indbildsk, men jeg følte mig lidt som Tantalos – den græske sagnkonge, som forsøgte at stjæle gudernes nektar. Jeg var så tæt på kreativiteten i mit daglige arbejde, men jeg kunne aldrig selv komme til den. At tage billeder var en måde at beherske den følelse.
Hvilken reaktion håber du, at folk har på dine Napoli-billeder?
Jeg håber, de synes, det er lidt anderledes – en afveksling fra de stereotype portrætter af mafiosoer. Som udefrakommende håber jeg, det er lykkedes mig at fange ømme øjeblikke fra hverdagens Napoli, som de lokale ikke længere bemærker. Mit arbejde handler om at finde skønheden i det almindelige og sætte fokus på det ekstraordinære i det ordinære. Der er ingen politik i mine billeder, de dokumenterer bare de farverige personer, jeg har mødt i byens randområder.
Er der et billede, du er særligt tilfreds med?
Ja, det af manden iført et stribet jakkesæt. Han hedder Luigi, men alle de lokale i kvarteret kender ham som Forcellas playboy.
