Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Frankrig
I over 30 år har den franske fotograf Kevin Couliau rejst jorden rundt for at finde de bedste basketbaner. Hans kærlighed til sporten opstod, da han var barn, og kulminerede i 2012, da han lavede den roste dokumentarfilm Doin’ It In The Park, hvor han viser New Yorks mest ikoniske baner og gennemgår byens lange historie med gadebasket. I dag arbejder han som fotograf og videograf for de største tøjmærker, medier og NBA.
Videos by VICE
Når han rejser rundt i verden på forskellige opgaver, holder han altid øjnene åbne – og har kameraet ved hånden – hvis nu han skulle komme forbi nogle helt særlige kurve. Til hans nyeste udstilling i Paris Sphère d’influence (indflydelsesrige kugler), viser han sine 50 bedste billeder af basketbaner. Jeg mødtes med Kevin og bad ham vælge de aller bedste, og vise os de ni fotografier han bedst kan lide, og forklare, hvorfor de er helt specielle.

“Det her er nok mit yndlingsbillede i hele udstillingen. Da min dokumentarfilm Doin’ It in the Park blev vist i Chicago i 2013, gik jeg ned til banerne i Washington Park. Da jeg nåede frem stod knægtene og spillede tre mod tre, men lige så snart de opdagede, at jeg tog billeder, stoppede de og begyndte at posere. Spillerne i New York og Chicago har alle sammen evnen til at posere helt afslappet foran kameraet.”

“Jeg synes, at Hong Kong har nogle af de smukkeste baner i verden – arkitekturen, farverne og renligheden kan man ikke sammenligne med noget andet. Den pågældende bane var meget svær at finde – den er på anden sal i et parkeringshus, og man skal tage en elevator for at komme derop.”

“I 2014 rejste jeg til Senegal sammen med NBA-stjernen Gorgui Dieng for at besøge hans hjemby Kébémer i den nordvestlige del af landet, og projektet handlede om at renovere de basketbaner, han selv spillede på som knægt. Fyren på billedet er Gorguis fætter, Adama Samb. Der er så mange succesfulde, afrikanske atleter, der investerer deres penge i de lokalmiljøer, de voksede op i – det symboliserer det her billede for mig.”

“Dengang vi lavede dokumentarfilmen, besøgte vi 180 forskellige baner rundt omkring i New York. Den her lå i Brooklyn og var ekstremt populær i 80’erne, men de lokale unge blev til sidst trætte af den og rykkede videre til andre og nyere baner. Jeg synes, billedet er meget poetisk, fordi nogle spillere kan flyve gennem luften lige så let og elegant som duerne.”

“Det her billede er fra Clybourn Park i Chicago i 2015. Banen er berømt, fordi den er med i den ikoniske film Hoop Dreams fra 1994. Jeg var virkelig heldig, at de her to drenge spillede den eneste gang, jeg har været forbi.”

“Det her er Bir-Hakeim, der ligger lige under Eiffeltårnet. Billedet er meget sentimentalt for mig, fordi banen blev jævnet med jorden for nylig, og erstattet af en af de der frygtelige multibaner, som man ser alle steder. Efter min mening var det den smukkeste bane i Paris.”

“Det her billede er fra 2013 i den filippinske hovedstad Manila, da vi rejste verden rundt med Doin’ It. De fleste basketfans vil sige, at New York er sportens kulturelle vugge, men jeg fandt ud af, at spillerne i Filippinerne er de mest passionerede. Det er landets nationalsport. På den samme gade kan man gå forbi fem basketkurve med 15 meters mellemrum. Men de fleste spillere har ikke meget udstyr – børnene spiller i bare tæer, og ringen bliver holdt på plads af store sten.”

“Det her billede er fra Ugandas hovedstad Kampala. Jeg var der for at dokumentere en begivenhed, der hed Giants of Africa. Det var en række træningslejre, der prøver at skabe en ny generation af dygtige, afrikanske basketballspillere. 2017-udgaven blev afholdt på en amerikansk skole, på den her bane, som havde en af de smukkeste baggrunde, jeg nogensinde har fotograferet. Efter at have rejst verden rundt og taget billeder af smukke baner i så mange år, kan jeg slet ikke fatte, at jeg først fandt den her i år.”

“Banen her er fra New Jersey, men jeg vil ikke sige hvor – jeg vil hellere have, at folk selv finder den. Da vi filmede Doin’ it, ledte vi meget længe, før vi fandt det rigtige sted til åbningsscenen i filmen. Vi ankom ved solopgang, så vi kunne nyde udsigten ind over Manhattan. I billedet er det min med-instruktør Bobbito Garcia, der skyder en treer, mens jeg gjorde mit udstyr klart. Billedet betyder meget for mig, fordi jeg kan huske, hvor lang tid vi brugte på at nå dertil og opleve lige præcis den morgen.”
Mere
fra VICE
-
(Photo by Francesco Castaldo/Pacific Press/LightRocket via Getty Images) -
M Scott Brauer/Bloomberg via Getty Images -
Firefly Aerospace/YouTube -
Justin Paget / Getty Images