Drukkenbolte og nazister forsøgte at skabe “det perfekte samfund” og endte i storslået fiasko

Artiklen er også trykt i VICE Magazine – Dystopi & Utopi. Læs flere artikler fra magasinet her.

Vi kender dem især fra klassikere som 1984 og Fagre nye verden eller fra tv-serier som Black Mirror og Westworld – de utopiske og, nok i højere grad, dystopiske samfund. Og selvfølgelig har mennesker i den virkelige verden også gennem tiden forsøgt at opnå utopien, det perfekte samfund. Og selvfølgelig har de crashed and burned i stor stil.

Nogle af de personer, der forsøgte, var gode mennesker, der ønskede retfærdighed og gode arbejdsforhold, andre var nazister og voldtægtsforbrydere. Det, de har tilfælles, er, at de fejlede hårdt. Her er ti eksempler på nogle af de mest storslåede fiaskoer.

MERRYMOUNT
New England, USA (1625–1630)

USA havde givetvis set helt anderledes ud, hvis Thomas Morton og ikke puritanerne fra Plymouth-kolonien havde fået deres vilje. Thomas Morton, der var en ciderdrikkende partykonge fra Devon i Vestengland, arrangerede nogle af de mest spektakulære fester, det 17. århundrede nogensinde havde set på Mount Wallaston i Massachusetts Bay.

Men festerne havde selvfølgelig et højere, utopisk formål. Thomas Morton, der var både digter og jurist, drømte om at leve i et frit land, han så sig selv som ”værten”, mens de øvrige kolonister var hans ”menighed” – frie mænd, der havde tilladelse (i nogen grad) til at omgås medlemmer af den lokale Algonquin-stamme.

Thomas Morton rejste en hedensk majstang ved Merrymount og fornærmede puritanerne, som fik ham anholdt sammen med hans festglade følge. Alle var for fulde til at kæmpe imod. Efter deportationen til England og en efterfølgende retssag frafaldt anklagerne mod Thomas Morton. Han vendte tilbage til Amerika, men blev fortsat forfulgt for sit livssyn; der blev endnu engang anlagt sag mod ham, og hans hus blev brændt ned – den samme skæbne overgik hans støtter. Amerika var i puritanernes vold, og drømmen om et frit Merrymount var fortabt, fordi ”festen ifølge den engelske skik” (Thomas Mortons egne ord) blev set som djævlens værk.

CALEDONIA
Gulfo de Darién, Panama (1698–1700)

Caledonia, som blev grundlagt af 1200 skotter ved kysten i Gulfo de Darién i 1698, var et forsøg på at skabe et storslået, nyt samfund, som desværre endte med at ruinere Skotland og koste landet dets uafhængighed. Over to århundreder før Panamakanalen blev opført, indså finansguruen William Paterson, hjernen bag kolonien, at en landforbindelse mellem Atlanterhavet og Stillehavet tværs over Panama-tangen ville blive en kilde til stor rigdom.

Det skotske folk, som led under hungersnød og en slunken statskasse, hoppede med på ideen i håb om at blive en stor handelsnation med en koloni i Mellemamerika. Eventyret blev finansieret af borgerne i Skotland – visse donerede hele deres livsopsparing – men eventyrerne, som sejlede ud fra Leith, blev ramt af tropiske sygdomme, inden spanierne kom og brændte kolonien ned.

England følte sig truet, og derfor havde man forbudt landets kolonier at handle med Caledonia, hvilket bidrog til sidstnævntes deroute. De få overlevende vendte tilbage med halen mellem benene, mens England så sit snit til at tilbyde landet en plads i unionen for at kompensere for det store antal skotter, der havde mistet deres formuer i jagten på den skotske drøm i Amerika.

NEW FOREST SHAKER-SEKTEN
England (1625–1630)

Juledag 1858 påstod Mary Ann Girling, en gift kvinde og mor til to fra Suffolk i Østengland, at Jesus havde vist sig for hende i hendes soveværelse i Ipswich. I 1864 modtog hun sit andet besøg. Bondekonen havde ellers levet en anonym tilværelse hele sit liv, men derefter proklamerede hun sig selv profet og grundlagde en sekt kaldet Children of God, der skabte overskrifter på datidens avisforsider og resulterede i, at Mary Ann Girling blev anklaget for at være heks.

Mary Ann Girling var overbevist om, at hun var udvalgt til at føre sekten til det forjættede land, som viste sig at være New Forest i Sydengland. Hun dukkede op i den lille landsby Hordle med en flok på over hundrede dansende, religiøse fanatikere. Children of God blev gang på gang smidt ud af deres paradisets have, og hver gang blev sekten mindre, indtil den blev opløst i 1886, da Mary Ann Girling døde af kræft.

NUEVA GERMANIA
Paraguay (1887–1893)

Før Adolf Hitler var der skolelæreren Bernhard Förster. Bernhard Förster var antisemit og inspireret af racefilosofi, der lovpriste det tyske folks storhed, og derfor rejste han og hans hustru, Elisabeth, fra fædrelandet for at grundlægge et arisk paradis i den paraguayanske jungle. Men de mange vilde dyr, insekter og bakterier havde tydeligvis ikke lyttet til nok Wagner, for de viste ingen respekt for de tyske nykommere, men kastede sig over dem med glubende appetit.

Bernhard Förster forgiftede sig selv på et hotelværelse i 1889, og i 1893 vendte Elisabeth hjem til Tyskland for at passe sin bror Friedrich Nietzsche. Nueva Germania blev optaget af Paraguay, og der har i mange år gået rygter om, at nazilægen Josef Mengele rejste gennem den fallerede koloni, mens han var på flugt efter 2. verdenskrig.

NY-MOSKVA
Norøstafrika (1889)

Det 19. århundrede er kendetegnet ved Europas uudslukkelige tørst efter guld og slaver, og den psykopatiske kosak og eventyrer Nikolai Ashinov er både reglen og undtagelsen, der bekræfter den.

Inspireret af en halvkogt ide om et slægtskab mellem den russisk- og den etiopisk-ortodokse kirke og et brændende ønske om at realisere Prester Johns mytologiske kongedømme (et kristent paradis, der aldrig har eksisteret, men som man gennem Middelalderen søgte efter, som var det Atlantis) grundlagde Nikolai Ashinov den russiske koloni Ny-Moskva ved Rødehavskysten i Afrika, i det, der i dag er Djibouti.

Hele miseren udspillede sig over nogle få uger. Nikolai Ashinov, der både var dranker og voldtægtsforbryder, nægtede at underkaste sig franskmændene, hvis kanonskibe jævnede Ny-Moskva med jorden. Alexander III, Ruslands zar på det tidspunkt, kaldte hele affæren for ”en trist og dum komedie”.

NEW AUSTRALIA
Paraguay (1893–1899)

I 1890’erne var Australien hårdt ramt af tørke og økonomiske krise. Fåreklippere strejkede for bedre arbejdsforhold og blev straffet brutalt for det. Socialisten William Lane drømte om en lysere fremtid og drog til Paraguay med 220 andre australiere, hvor han grundlagde New Australia ud fra socialistiske værdier.

Paraguay havde mistet 90 procent af sin mandlige befolkning i krige med Brasilien og Uruguay, og den paraguyanske regering var derfor ivrig efter at hjælpe australierne. Endnu mere ivrige var de australske singlemænd, der fraternisererede med de lokale kvinder – hvilket William Lane, der umiddelbart gerne ville holde New Australia australsk (læs: hvidt), ikke var vildt begejstret over.

Fornærmet forlod han New Australia og stiftede en ny koloni i nærheden (Cosme), men efter den heller ikke fungerede, satte han kurs mod New Zealand, hvor han genoptog sin karriere som journalist og tog den pro-imperialistiske konservatisme til sig. New Australia og Cosme blev opløst og opslugt af Paraguay, hvormed en ny, interessant gruppe mennesker kom til verden – de australske paraguyanere.

SOINTULA
British Columbia, Canada (1901–1904)

Finland har en lang tradition for utopisk tænkning, der i nogen grad blev indstiftet af to brødre i det 18. århundrede. Brødrene grundlagde en separatistisk sekt, som de turnerede Nordeuropa med gennem 11 år. Derefter valfartede finnerne rundt over hele verdenen, fra Sierra Leone til Brasilien, på jagt efter et idyllisk liv.

Sointula (”Et Harmonisk Sted”) på Malcolm Island ud for den canadiske vestkyst viste sig at være stedet. Kolonien blev grundlagt i 1901 af Matto Kurikka, en rastløs sjæl, der tidligere og uden held havde forsøgt at etablere en lignende koloni i Queensland, Australien, men Sointula led under det faktum, at ingen af de finske kolonister var specielt gode til at fiske eller drive skovbrug, der må siges at være essentielle egenskaber i en del af verdenen, som er omgivet af hav og skov.

Matto Kurikka havde nogle rimelig vilde ideer, når det kom til sex og børneopdragelse. Han mente, at mænd under igen omstændigheder skulle bo sammen med deres børn, og hvis man boede sammen med en kvinde, måtte man ikke dyrke sex. I sidste ende var det en ildebrand, der gjorde kål på kolonien.

FIUME
Adriaterhavskysten (1919)

I september 1919 stormede den italienske digter, kamppilot og 1. verdenskrigsveteran Gabriele D’Annunzio sammen med en gruppe ligesindede soldater byen Fiume ved Adriaterhavskysten. Siden krigens afslutning havde området været omdrejningspunkt i en strid om territoriale rettigheder.

Der var ingen, som forsøgte at stoppe krigerdigteren, og henover de følgende 15 måneder regerede han byen som en karismatisk diktator og gav lange, bizarre taler fra sin balkon hver dag, før han trak sig tilbage i selskab med en af sine mange elskere. Gabriele D’Annunzio, der beordrede sine sønner til at tiltale ham ”maestro” i stedet for ”papa”, og som efter sigende var særdeles glad for hummer og kokain, påstod at have elsket med flere tusind kvinder. Hans følgere var klædt i sorte uniformer med dødningehoveder på. Ifølge en biografi skal kvinderne i Fiume have overrakt D’Annunzio en ”hellig” kniv, ”så du kan skære ordet ’sejr’ ind i huden på vores fjender.”

Hitler og Mussolini var begge beundrer af digteren, længe før de selv kom til magten. Men nogen stor regeringsleder var Gabriele D’Annunzio ikke, og Fiume blev overløbet af svindlere, tyve og røvere, inden regeringen i Rom til sidst gik ind og satte en stopper for den proto-fascistiske drøm.

FORDLANDIA
Brasilien (1927)

Henry Fords drøm var ikke bare at afskaffe offentlig transport og oversvømme planeten med køretøjer. Han ville forme verden i sit billede og gerne have fri adgang til ubegrænsede mængder gummi. Derfor grundlagde han Fordlandia, en ærketypisk, amerikansk provinsby midt i Amazonas.

Man ryddede regnskov til den helt store guldmedalje og opførte hundredvis af kilometer vej gennem junglen, og Henry Ford selv – som aldrig besøgte sit skaberværk – gjorde alt, hvad han kunne for at diktere livet i Fordlandia ned til mindste detalje. De brasilianske arbejdere blev sat på en streng kostplan og fik forbud mod at drikke alkohol. Sidst men ikke mindst blev de på det kraftigste opmuntret til at lære gamle europæiske folkedanse som polka og vals.

Det førte naturligvis til optøjer, knivkampe og åbent oprør, at Henry Ford ville gøre regnskovens skrøbelige økosystem til en moderne fabrik. Intet af den latex, man udvandt i Fordlandia, nåede nogensinde frem til Fords fabrikker i USA, og eksperimentet var en kæmpefiasko.

DROP CITY
Colorado, USA (1965–1977)

Det første sted nogensinde, der kunne smykke sig med titlen ”hippiekollektiv”, var Drop City, som lå langt ude på landet i den amerikanske delstat Colorado. Byen bestod af en håndfuld kuppelbygninger, opført efter Buckminster Fullers designprincipper. Materialerne, man brugte til kuplerne, bestod af alt mellem himmel jord – fra biltage til flaskekapsler.

Det lille samfund, som dækkede godt tre hektar land og blev stiftet af filmmagere og kunststuderende, var grundlagt på en egalitær filosofi og tog kraftigt afstand fra det kapitalistiske samfund i USA og den dybt upopulære Vietnamkrig.

Drop City var baseret på en storslået drøm, men da byen først blev kendt i resten af landet, begyndte problemerne at hobe sig op. Der blev begået mord, rockerbanderne rykkede ind, og til sidst endte en landmand med at opkøbe hele grunden. Den sidste af kuplerne blev revet ned i slutningen af 1990’erne.