En kort gennemgang af britiske hooligans’ forhold til våben

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE UK

I lørdags brød et masseslagsmål ud mellem Millwall- og Everton-tilhængere i forbindelse med en kamp i den britiske FA Cup. Efterfølgende viste medierne billeder af en Everton-tilhænger ved navn Jay Burns, som fik sit ansigt skåret op fra mund til øre under slagsmålet. En tidligere vinder af den britiske version af The Apprentice blev omdrejningspunktet for en shitstorm, da hun tilbød at udbedre skaderne på sin klinik i et skamløst forsøg på at promovere sin virksomhed. Under alle omstændigheder kaldte en erfaren politibetjent hændelsen for ”det mest voldelige eksempel på fodboldrelateret vold, vi har set i længe.”

Jeg er sikker på, at der er mange, der er enige: generelt opfatter vi briter hooligans som bajer-fulde, midaldrende arbejderklassemænd, der tæver hinanden uden for en pub, og ikke Peaky Blinders-agtige psykopater, der forsøger at skrælle ansigterne af hinanden med barberblade. Men desværre er hooligans i virkeligheden en blanding af begge typer.

Våben er blevet brugt i hooliganmiljøet siden slutningen af 60’erne, da man skærpede reglerne for, hvad fans måtte medbringe på stadion til fodboldkampe – det resulterede i opfindelsen af ”Millwall-murstenen”, en kølle lavet af tætpakkede, sammenrullede aviser. Det var også i den her periode, at man begyndte at se knive på tribunerne, hvor tæppeknive især var populære blandt Liverpool-tilhængere. Fra 2010 til 2014 var jeg ghostwriter på et par hooliganbiografier, og en ældre hooligan fra dengang beskrev for mig, hvordan våbnene kunne ”sprætte en persons næse og læber op på et sekund”.

Op gennem 80’erne blev mindre knive det foretrukne våben, fordi de var lettere at skjule. En hobbykniv kan let gemmes i små lommer i tøj eller i siden af en sko.

Det var også i 80’erne, at et nyt våben begyndte at blive brugt: ammoniak. Det ætsende kemikalie blev medbragt på stadioner i plastikflasker og sprøjtet i ansigtet på modstandere. Den tidligere Watford FC-hooligan Dougie Brimson, der skrev manuskriptet til Green Street, fortæller, at det nye våben var grunden til, han lagde hooliganlivet bag sig. ”Da de begyndte at fylde flasker med ammoniak for at sprøjte det i ansigtet på folk, fik jeg nok,” fortalte han en journalist fra BBC i 2003. Ammoniak blev udfaset hen imod slutningen af årtiet, men det var langt fra slut med at bruge giftvåben.

Hooligans benyttede sig også af tåregasgranater til at lamme andre grupperinger. Tåregasgranater blev smuglet ind fra lande, hvor de var lovlige, men mange hooligangrupper droppede brugen til fordel for tåregas på spraydåse. En granat udsender en sky af gas, der ofte også rammer den, der har kastet den, og derfor virkede spraydåser mere efter hensigten. Den kemiske forbindelse er opløst i en væske, der sprøjtes ud ved hjælp af trykluft. Manchester United-hooliganen Colin Blaney har fortalt mig, at hans gruppe, Inter City Jibbers, primært benyttede spray under deres storhedstid, fordi det netop var et mere præcist våben.

Men over årene har hooligans også taget langt mere ekstreme midler i brug. Der er blevet kastet med benzinbomber og affyret nødblus. Hibs’ øverste mand, Andy Blance, blev fængslet i fem år for at hakke en økse i ryggen på en af sine rivaler. Den slags ekstreme hændelser er imidlertid sjældne. De mest populære våben er almindelige dagligdagsgenstande som flasker, mursten og knive.

Selv om det er almindeligt at bruge knive, er det langt fra noget, der er bredt accepteret i miljøet. Brian, som er tidligere medlem af Crystal Palaces Dirty 30-hooligangruppe, fortæller mig, at man ser ned på brugen af knive, selv om man accepterer det – det er uundgåeligt, når man tager i betragtning, at den hårde kerne af hooligans altid består af galninge. ”Flertallet ser det ikke som en god ting, men hver gruppe har et par psykopater, som går med knive,” fortæller han.

Opfattelsen af, at våben er for ekstremt og unødvendigt, betyder, at brugen af dem ofte har alvorlige konsekvenser. Grundlæggeren af Manchester Citys Young Guvnors, Andrew Bennion, har fortalt mig, at en anden hooligangruppering engang sendte folk til at lede efter ham med skydevåben, fordi han havde skåret en af deres med en kniv. Han fortalte, at det er meget almindeligt, at man hævner sig efter sådan en hændelse.

Eftersom mange fodboldhooligans er imod brugen af våben, kan vi så gå ud fra, at angreb, som det vi så i Millwall i weekenden, snart er fortid? Nej, det kan vi ikke. Ifølge Kevin, som er medlem af Dundee Utility, kan et generationsskifte faktisk sende udviklingen i den anden retning.

”Det er de unge drenge, der kommer til at tegne fremtiden – dem vi kalder ’schooligans’, som poserer på Instagram og Twitter i deres Stone Island-gear med en kniv i hånden,” siger han. ”De er lidt til grin på de sociale medier, men det er jo alvor for nogle af dem. De går faktisk til fodbold om lørdagen. Hvis de nye generationer har det syn på våben, så vil tingene helt sikkert ændre sig.”

Selv om hændelserne i Millwall i lørdags var chokerende, er det langt fra en sjældenhed, at man bruger våben i hooliganmiljøet. Det kan godt være, at flertallet kan nøjes med at slås, men hvis ikke grupperne slår ned på brugen af knive internt, vil en lille minoritet fortsat være bevæbnede, når de skal til fodboldkamp.