Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Sigrid dukkede op på scenen i 2017 og lignede mest af alt en ung og blåøjet Britney Spears anno 1999, selv om hun lyder, som om hun har modtaget privatundervisning fra Robyn de sidste ti år. I januar vandt hun BBC’s Sound of 2018-afstemning – tidligere vindere tæller blandt andre Adele, HAIM og 50 Cent. Ray BLK, som vandt afstemningen sidste år, er i dag en toneangivende kunstner på den britiske soulscene. Det er derfor sikkert at konkludere, at Sigrid selv er på vej mod store ting. Spørgsmålet er så bare, hvad det er det ved hendes lyd, der adskiller den så radikalt fra andre? Hvad er det ved hendes særegne popmelodier, som får dem til at stikke ud?
Videos by VICE
Der er masser af faktorer, som gør skandinavisk musik – og især norske Sigrids – unik. Hun legemliggør den fejlfri, nonchalante lyd, som man genkender øjeblikkeligt, når man hører den. Og det er langt fra et nyt fænomen – i slutningen af det 19. århundrede skabte den dominerende tysk-østrigske musikkultur grobund for store komponister som Sibelius, Nielsen, Grieg og andre skandinaviske kunstnere, som fandt inspiration i deres egen kultur og deres smukke omgivelser, mens de sporede sig ind på en “national lyd”. Man kan ikke sige, at Sigrid eksplicit skriver sange til ære for bjergene og fjordene, men den samme storslåede skønhed gennemsyrer hendes musik. Man hører lignende kvaliteter hos kunstnere som MØ, Anna of the North, Tove Styrke og Niki & The Dove bare for at nævne en håndfuld.
Inden 2010’erne var det selvfølgelig ABBAs geniale poplyd, som man primært associerede skandinavisk musik med. Men så dukkede svenske sangskriver Max Martin op, hvis stil kombinerede amerikansk og britisk pop fra 1990 og fremefter (han har skrevet et hav af store hits siden) var med til at gøde jorden for den skandinaviske mainstream-musik, vi kender i dag, der bærer spor af R&B, men hovedsageligt hviler på et solidt fundament af pophåndværk. Men nu fejer en ny musikalsk tendens indover norden, og Sigrid står i front. Der er en masse musiknørdede årsager til, at hendes single “Strangers” med det enorme drop og æteriske synth-flader, som står i skarpt kontrast til det hårdtpumpede omkvæd, udfordrer lytteren mere, end den stil hun lagde for dagen på debut-ep’en Don’t Kill My Vibe. Men der er også masser af andre tendenser, som forbinder hendes musik med skandi-lyden, som lyttere ikke kan få nok af (og det er ikke bare en trend, men en personlig stil, der er med til at cementere hendes status som kunstner).
Lad os begynde med “Strangers”. I bred forstand balancerer nummeret perfekt mellem et æterisk feel og pop-banger-stemning, fordi det veksler mellem begge fra vers til omkvæd. Sigrids stemme, med sin slet skjulte accent og mørke undertone, hjælper også i det henseende. Det er stemmen, der tilhører den sjoveste pige til festen, som man sidder i køkkenet og taler om drenge med til langt ud på natten. Men dykker man dybere ned, bliver “Strangers” også helt unik musikalsk. Det er ikke bare et cool sonisk bagtæppe, men en nutidig popklassiker.
Den insisterende basgang, der sparker til i omkvædet, supplerer “Strangers” med en åbenlys reference til Robyns “Dancing On My Own”. Bassen pulserer gennem det andet vers og holder tracket i live med en vild energi. Hvis man lytter til nummeret flere gange i træk, begynder man også at fornemme en forbindelse til Rihannas “Only Girl In The World”. Begge tracks benytter skæve synth-lyde, et taktfast tempo og et massivt vokalarrangement.
“Strangers” er det, jeg kalder en “sad banger”. Det er et track, der kombinerer sårbarhed og selvsikkerhed. Men selv om musikken og teksten giver udtryk for modsatrettede følelser, så passer de godt sammen. Tracket bruger en ordmalende teknik (dybest set musikalsk onomatopoietikon). Begge vers rundes af med det lyriske refræn: “and we fall”. Melodien er formet som et omvendt V. Den stiger på “we” og falder på “fall”. “Fall”-tonen er dybere end “and”-tonen, hvilket giver et indtryk af faldets bane. I omkvædet er melodien også meget ekspressiv, når hun synger “head over heels” i linjerne // Like strangers / Perfect pretenders / We’re falling head over heels //. Her stiger melodien en smule på “over” og daler så igen på “heels”. Da hun gentager melodien i den efterfølgende linje, “something that ain’t real”, føles det nærmest, som om melodien falder over sine egne ben. Teksten kommer til live ved at få lytteren til at føle sig ved siden af sig selv.
Udover de her nøje planlagte popteknikker, så er der også noget råt ved “Strangers”. Prøv at lytte til Sigrids debut-ep. Der er musikken endnu mere nøgen. Hendes debutsingle, “Don’t Kill My Vibe”, gjorde hende kendt, netop fordi den også handler om at finde styrke i sårbarhed. Tracket er inspireret af en svær arbejdsproces med en ældre mand, som talte ned til Sigrid og hendes banebrydende mezzosopran har en hæs og følelsesladet kvalitet, der giver os direkte adgang til hendes frustrationer. Første gang vi hører teksten “don’t kill my vibe”, knækker hendes stemme, når hun udtaler “kill”. Men på trods af sårbarheden, så bliver styrken i “don’t kill” positiv og opløftende – måske fordi den emmer af stolthed over, at Sigrid har lavet et hit, selv om hun i begyndelsen mødte modgang.
Som helhed er tracket mere mærkeligt skruet sammen end “Strangers”. Det åbner med en vocoder-effekt, der munder ud i et meget afslappet vers og et storladent omkvæd, der trækker på den skandinaviske lyd. Det har også en kvalitet, der på mange måder gør Sigrid sammenlignelig med en kunstner som Lorde. Det er evnen til at fylde et stadion kun ved hjælp af en stemme og et beat. Den gradvise opbygning kulminerer i en nedbarberet bro og et falsk omkvæd efterfulgt af et yderst tilfredsstillende fald ned i selve omkvædet. “Don’t Kill My Vibe” opsummerer essensen af Sigrid tidligt i hendes karriere. Frisk og skrøbelig, men med potentiale til at ramme en grundtone i millennial-lyttere over hele verdenen.
Det er en sang, der kunne være gået begge veje: den alternative undertone forbinder den med norske Anna of the North og svenske Niki & The Dove, hvis coolness forlader sig på en ordentlig portion musikalsk nonchalance. Men Sigrid har valgt den anden sti. Hun er ung, sjov og relaterbar – og vigtigst af alt så er hun poptastisk. Hendes anden single “Plot Twist”, med sit vokal-riff, sit selvsikre beat og marchtempo minder om noget Zara Larsson kunne have lavet. Et andet refræn – der råbes “shots fired” – forudaner tusindvis af mennesker, der skriger i mikrofonen, Sigrid holder udstrakt fra scenen under en blå festivalhimmel.
Udover udråbet i begyndelsen af teksten, så er omkvædet i “Plot Twist” fremhævet af en talestemme, hvor størstedelen af refrænet (“Do you need me to spell it out loud? You screwed it up plot twist, moved on and now you want me”) fremstår som en monoton svada. Det er ikke et ualmindeligt fænomen i popmelodiernes verden, men her lyder det meget henad norske Dagnys “Love You Like That”, hvor omkvædet kører i den samme tone. Begge tracks er båret af rytmen, men hvor Dagnys er mere regelret, accelererer Sigrid med teksten, hvor hun først dvæler – “do you need… me… to spell it out loud” – for så at rulle hurtigt nedad bakke og klemme “you screwed it up plot twist moved on and now you want me” ind i den næste linje.
Vi kan ikke påstå, at vi har knækket koden bag den perfekte skandi-pop ved at se på nogle af dens mest almindelige tendenser. Men når vi forstår, hvorfor vi godt kan lide den her lyd, der også er trængt ind i amerikansk og britisk pop, forstår vi os selv bedre. Sigrid er en ung kvinde, der udtrykker sårbarhed samtidig med, at hun emmer af en kraft, som andre unge mennesker kan nyde godt af. Der er et enormt følelsesmæssigt aflad at finde i hendes musik, et pumpende hjerteslag med lyriske accenter. Det føles levende og nærværende, men som det også er tilfældet med Anna of the North, virker det også distanceret og verdensfjernt – det er lyden af drømme og introspektion.
I et interview med NME har Sigrid sagt, at hendes yndlingssange “altid er dem, hvor man får lyst til at græde og danse på samme tid”. Sådan er vi mange, der har det, og det er nok også derfor, vi er draget mod Sigrids musik. Hun skriver sine egne yndlingssange, som vi andre kan græde og danse til. Jeg kunne også godt finde på at købe et par gule t-shirts.
