Et eller andet røvhul syntes, det var en god idé at slæbe en hest med ind på en natklub

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Politiet i Florida efterforsker en natklub i Miami, som efter sigende lod en kvinde ride ind på en overfyldt klub på ryggen af en hest. Det fortæller Miami New Times.

Videos by VICE

Smartphone-optagelser af hændelsen, som foregik på klubben med det smagfulde navn Mokai Lounge, gik lynhurtigt viralt på sociale medier. Det har nu skabt et ramaskrig blandt dyrerettighedsforkæmpere og almindelige fornuftige mennesker, som ved, at heste er smukke, majestætiske væsener, der ikke fortjener at blive trukket med ind på et proppet diskotek. Specielt ikke en klub med dét navn.

Planen gik da også lige så dårligt, som man kunne forvente. I videoen bliver hesten stresset og smider i løbet af få sekunder den bikiniklædte rytter af, inden dyret bliver trukket mod udgangen. Først jubler publikum, så lyder der paniske skrig, så jubles de igen ved udsigten til, at hesten er på vej til at skride fra klubben. Under alle omstændigheder gik det ikke lige så elegant som dengang, Bianca Jagger lavede cirka samme stunt på Studio 54 i New York.

Ifølge lokale medier har forargelsen i kølvandet på episoden været enorm, og flere folk, der hævder at have været på klubben den pågældende aften, har efterfølgende anmeldt både klub og rytter for dyremishandling.

“Vi er meget bekymrede over anklagerne,” siger en talsmand fra Miami Politi til New Times og tilføjer, at de samarbejder med en række andre myndigheder om at nå til bunds i sagen.

Ved redaktionens slutning var Mokai Lounge ikke vendt tilbage med en kommentar.