Glem alt om insekter. Vi burde æde vores eget lort i stedet

Illustration af Sofie Kampmark
Hele denne uge handler MUNCHIES om fremtidens mad. Om hvad vi spiser, drikker, dyrker og lever af i 2050, og om de mennesker, der er med til at skabe fremtidens kost. Du kan læse flere artikler her.

En voksende skare af hovedsageligt velmenende madprofeter insisterer på, at vi alle burde spise insekter.

Fair nok. Det er der mange, der allerede gør, og ja, det er egentlig ikke en ny tanke, men det burde ikke afholde den bevidste forbruger fra at springe om bord på billevognen. Der er så mange gode ting ved insekter: De indeholder masser af protein, fedt og mineraler. De udleder langt færre drivhusgasser end andre dyr. Vi ville bruge mindre vand og mindre areal, og vi ville producere markant mindre affald.

Det er blot nogle af de mange grunde til, at jeg sammen med mine tidligere kollegaer på Nordic Food Lab i København brugte de sidste fire år på at forske i insekternes potentiale som føde. Vi har smagt rigtig mange forskellige arter i over ti forskellige lande på seks forskellige kontinenter. Der var luksuriøse termitdronninger i Kenya, snudebillelarver i Uganda og Peru, og dødeligt giftige kæmpehvepse i Japan. Alt sammen beviser på, at insekterne allerede er ernæringsmæssige og gastronomiske sværvægtere. Der er uden tvivl et stort potentiale.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi kunne og burde gå endnu længere. Hvorfor stoppe ved insekter? Hvorfor skal vi nøjes med den imponerende effektivitet, de repræsenterer, når vi kan gå hele vejen og skabe et kredsløb helt uden huller? Den logiske konklusion på denne tankerække, som jeg ser det, står klart og tydeligt frem:

Lad os skabe det perfekte lukkede kredsløb. Lad os spise intet andet end vores eget lort.

Mit ydmyge forslag er ikke så langt ude, som det først lyder. Så inden du går i selvsving, vil jeg komme enhver tvivl i forkøbet. En udbredt indvending handler om den næringsmæssige sammensætning. Hvordan kan fæces overhovedet være nærende nok til at opretholde den krop, det kom fra? Nøglen ligger i forarbejdning. Lort er en ret kompleks størrelse.

Josh Evans (i midten) sammen med instruktøren Andreas Johnsen (venstre) og Roberto Flore fra Nordic Food Lab under optagelser i Japan til filmen BUGS.

Udover affaldsstofferne fra fordøjet mad er der en ganske stor mængde brugbare stoffer at hente: Ufordøjede eller uabsorberede proteiner, fedtstoffer, kulhydrater, mikronæringsstoffer som vitaminer og mineraler, og endda nogle enzymer. Der er fibre, vand og døde celler fra kroppen (for eksempel røde blodceller og celler fra indvoldene), for slet ikke at tale om de utallige mikroorganismer, der bor i tarmen.

Ofte er omkring 50% af den oprindelige energi fra den mad, vi har spist, tilbage i vores afføring, så der er en hel del at genvinde. Ved at bruge eksisterende teknologi, der anvendes i kloakrensning og fraktionering (faktisk den samme teknologi, der i dag bruges til at udvinde protein og fedt fra visse insekter, som eksempelvis fluelarver), er det i teorien muligt at skaffe sikre, rene, næringskomponenter. De kunne så blive sammensat på nye måder, så alle vores næringsmæssige behov bliver mødt. Teknologien vil kun blive mere sofistikeret med tiden.

En udbredt anke mod forslaget handler om restitution. Lad os sige, at fæces bliver vores eneste mad: Selv hvis vi går ud fra, at 50% af energien fra den mad, vi indtager, ikke absorberes af kroppen, vil hver eneste fordøjelsescyklus halvere den samlede næringsbeholdning – og så har vi ikke engang forholdt os til, om der stadig er den rette mængde protein og fedtstoffer og den slags.

Der er et par forskellige strategier, der kan løse det problem. Den første og sandsynligvis mest holdbare tilgang involverer mikrober. Som nævnt er vores fæces allerede rig på mavebakterier og svamp, og de mest nærende vil vi kunne massefremdyrke. Med yderligere forskning vil vi sandsynligvis kunne justere deres afkast og endda igangsætte deres produktion af forskellige næringskomponenter efter behov, så vi vil være i stand til at generere de manglende 50% energi og næring fra selve lorten.

Hvorfor skal vi være reformister, når vi kan være revolutionære? Hvorfor skal vi vente på dommedag, når vi kan rejse os og selv bestemme vores skæbne?

En anden mulig løsning involverer de husdyr, vi allerede har. Når først, der ikke længere er behov for at spise alle køerne, kan vi slippe dem fri og lade dem gå rundt i naturen og blot høste deres afføring, så vi kan bruge den til lignende behandling. Etik om dyrevelfærd – og plantevelfærd – bliver en ligegyldig diskussion. De eneste organismer, vi vil bruge som næring, vil være en smule mikrober, og de tæller ikke rigtig, eftersom de allerede er en del af vores krop. I sidste ende vil det være en sjov og langt fra uoverkommelig designudfordring at skabe en bred vifte af tilgange, der sikrer, at genindvinding forbliver på eller endda overskrider 100%. Det er det, #Innovation og Silicon Valley er der for.

Selvom afføringsgenbrug beviseligt er muligt, er den primære grund til, at folk stejler, at det er ulækkert. Hvem ville spise det? Mange er skeptiske og tror ikke, vi kan få hele vores art til at spise vores eget lort. Men psykologisk forskning peger på, at menneskers afsky overfor fæces ikke er medfødt. Den er indlært, og derfor kan vi lære os selv noget andet.

For det første er der mange dyr, der allerede udøver det, vi kalder koprofagi, eller indtagelse af fæces: Elefanter, flodheste, koalabjørne, pandaer og mange andre er født med sterile fordøjelseskanaler, så de spiser deres mors lort for at pode deres egne indvolde med de rette mikrober. Hunde, kaniner, aber og andre spiser også lort fra deres egen art (vi ved endnu ikke hvorfor, men det gør de). Vi mennesker kan godt ændre vores kulturelt betingede indstilling til hvad, der vækker afsky i os.Bare se på debatten om såkaldt ‘genbrugt vand’, der er vand fra kloakken, som har været gennem en omfattende filtrerings- og rengøringsproces.

Selvom det genbrugte vand er meget renere end det vand, der kommer ud af hanen, vil de fleste, helt irrationelt, nægte at drikke det. Men det er ved at ændre sig. For hvis vi kan lære noget fra vores erfaring med forarbejdelse af madvarer, så er det, at hvis mad gøres abstrakt ved at give det ny form, kan det pludselig være nemmere at få folk til at spise dem. Bare tænk på fårekyllingmel eller fraktioneret fedt fra fluer.

Kort sagt kan vi sagtens skide på det hele og spise det bagefter – og det bør vi. Auto-koprofagi er ikke kun fuldstændig muligt, det er også på den lange bane den miljømæssigt og etisk mest fornuftige løsning for den menneskelige race. Maddiversitet skaber kun problemer. Det er latterligt ineffektivt og et uendeligt problem for både planeten og de mennesker, der bor på den. Det eneste ansvarlige at gøre er at tage kontrollen over vores kost, og fiske den direkte ud af bagdelen. Den ultimative modernistiske kost er hverken insekter eller soylent, som visse fanatiske teknokrater – de kære mennesker – gerne vil have os til at tro. Ingredienserne kommer stadig et sted fra, og det sted vil før eller siden blive smadret som resultat.

Hvorfor skal vi være reformister, når vi kan være revolutionære? Hvorfor skal vi vente på dommedag, når vi kan rejse os og selv bestemme vores skæbne? Nej, venner: Drømmen om absolut selvforsyning er inden for rækkevidde, og rejsen begynder uundgåeligt i vores egen røv.

Josh læser historie og videnskabsfilosofi ved Cambridge universitet. Han var tidligere chefforsker ved Nordic Food Lab i København og er med i dokumentarfilmen BUGS.