Gerhard Huber har aldrig rejst til Mars. Han har ikke haft audiens med rumvæsener eller oplevet en transcendent rejse til at forstå den sande mening med livet. Men alligevel har han gjort noget spektakulært, som meget få på denne jord har oplevet: Han har spist på alle trestjernede michelinrestauranter i verden.
Da den danskproducerede dokumentarfilm Michelin Stars – Tales From The Kitchen havde premiere på San Sebastián filmfestival sidste år, var rollelisten spækket med kokkestjerner som René Redzepi og Daniel Humm. Men Gerhard spillede også en rolle. Han er hverken restauratør eller inspektør, men har fuldendt en mission, som er lige så fascinerende, som den er vanvittig, og den har givet ham en unik indsigt i michelinguidens verden.
Videos by VICE
Gerhard er født i Salzburg i Østrig og bor nu uden for Boston i USA med sin familie. Han var en pioner inden for internetbanking, og efter han solgte sit firma til en stor spansk bank i 2000, har han helliget sin tid til at investere i startups og appen Foodle.pro, som er en slags dagbog til restaurantbilleder og noter. Og så har han investeret i at spise bedre end dig, mig og alle andre i den her verden.
Vi spurgte Gerhard, hvordan han endte med at spise sig vej gennem guides fineste adresser.
MUNCHIES: Hej Gerhard. Hvor mange trestjernede restauranter har du spist på indtil videre?
Gerhard Huber: Michelinguiden udkommer årligt men på forskellige tidspunkter rundt omkring i verden. Fra april 2016 til april 2017 var der 121 trestjernede michelinrestauranter på verdensplan – og jeg havde spist på dem alle. Så vidt jeg ved, er jeg den eneste i verden, der pt. kan skrive den bedrift på cv’et. Jeg er meget striks omkring det. Det tæller ikke, hvis jeg har været på restauranten, da den havde to stjerner. Så er jeg nødt til at besøge den igen, hvor den er trestjernet.
I mellemtiden er 2018-sæsonen startet, og Michelin har givet en tredje stjerne til yderligere 15 restauranter rundt omkring i verden. Men jeg har reserveret bord på dem alle, og i slutningen af april vil jeg have spist på alle de nye også.
Hvordan får du bord alle de her steder?
Normalt bestiller jeg bare bord som alle andre gæster. Men på nogle japanske restauranter kan det være særdeles svært. Der er man nødt til at kende nogen, der kender nogen, som så kan introducere dig. Fordi der er mange i Vesten, der ikke dukker op til deres reservation, er restauranter begyndt at tage betaling på forhånd, og det er helt forståeligt. Men i Japan er folk mere pålidelige. Når man er færdig med at spise kommer tjeneren ofte med en bog, så man kan reservere bord til året efter. Man skal ikke betale eller registrere sit kreditkort. Så snart man er inden for døren, og de synes om en, og man respekterer kulturen, får man mulighed for at bestille bord igen.
Hvor har det været sværest for dig at få reserveret et bord?
Der er en restaurant, Makimura, som ligger sydvest for Tokyo. Her ville ejeren ikke lade mig booke bord. Hun ville ikke have besøg af udlændinge. Det endte med, at portieren på hotel Mandarin Oriental i Tokyo, hvor jeg boede, ringede til Fru Makimura og sagde: “Du er nødt til at lade den her mand få et bord. Din restaurant er den eneste trestjernede restaurant i hele verden, han ikke har spist på.” Fru Makimura svarede: “Ja, ring tilbage igen i januar.” Den følgende januar ringede hotelportieren så igen, og det lykkedes ham at reservere et bord til mig. Jeg besøgte restauranten sammen med min kone, og vi spiste en rigtigt dejlig frokost.
Fantastisk. Hvordan blev du egentlig interesseret i fine dining?
Min passion for mad stammer fra min opvækst i Østrig. Allerede i en ung alder blev jeg introduceret til god mad. Da jeg var 14-15 år gammel, begyndte jeg at gå op i vine, og mine forældre lod mig drikke et glas hver søndag aften til middagen. Da jeg begyndte at rejse rundt i verden efter gymnasiet, opdagede jeg michelinguiden og deres bib gourmand-rangering, for det var det eneste, jeg havde råd til at betale dengang.
Hvornår blev det her projekt til din egen personlige mission?
Jeg tjente gode penge som konsulent, og min kone tjente også godt, så det blev vores lidenskab at rejse rundt i verden og spise på fine restauranter. Da michelinguiden lancerede for første gang i Japan i 2007 steg antallet af trestjernede restauranter eksplosivt, og jeg tænkte, at det ville være helt umuligt at spise på dem alle. Men min kone ville gerne rejse til Japan, og det gik op for mig, at japansk mad er meget let. Man kan besøge en trestjernet restaurant hver eneste aften uden at blive helt fyldt op. Tager man til Paris og gør det samme, ville man være død efter den tredje dag.
Det var aldrig et specifikt mål at spise på alle trestjernede restauranter, da jeg startede med det her. Men for omkring fem år siden gik det pludselig op for mig, at jeg var tæt på. Og da jeg kun manglede 11 steder, blev det pludselig en realistisk bedrift.
Hvordan er det overhovedet muligt? Altså hvis man tager både tid og penge i betragtning?
Det er selvfølgelig en dyr hobby. Da jeg solgte min virksomhed, stod jeg ved en skillevej. Jeg havde en fed bankbog, så hvad skulle jeg nu lave? Jeg kunne gå ud og finde et nyt job, men jeg besluttede mig for at træde et skridt tilbage og blive investor i stedet. Så nu kan jeg sidde i på et hotel i San Francisco og tale i telefon med folk i Europa og på den måde udføre mit arbejde.
Har du tal på hvor meget tid og hvor mange penge, du har brugt på det her?
Nej. Særligt ikke hvor mange penge jeg har brugt. Det vil jeg slet ikke vide. Tidsmæssigt spiser jeg vel nok 120-150 måltider på restauranter om året. De varer i gennemsnit tre timer, så jeg bruger nok omkring 500 timer på det om året.
Står den så altid på privatfly og luksushoteller?
Privatfly? Aldrig. Det er slet ikke noget for mig. Nogle gange er det dejligt at bo på et rigtig godt hotel, især i Japan, hvor de ansatte kan hjælpe en med at booke borde på restauranter, men jeg er vild med ryokans, de her traditionelle japanske kroer. Jeg vil hellere bo lidt mere lokalt.
Se en trailer til filmen ‘Michelin Stars – Tales From The Kitchen’, som Gerhard medvirker i.
Hvorfor er det lige netop Michelin, du har valgt at følge?
Det er en gammel guide, og jeg er ikke en helt ung herre. Den strækker sig over flere lande, den er seriøs, og den er til at stole på. World’s Top 50-listen er en fænomenal marketingsucces, men det er ikke en seriøs guide på samme måde som Michelin. At lave en rangordning på deres måde, hvor én restaurant er nummer og og en anden nummer to, giver ingen mening. Jeg mener, at World’s 50 Best-listen er for kokke, så de kan få fingrene i guldmedaljen, men at Michelin er for restaurantgæsterne.
Er der nogle frynsegoder, når man har et rygte som dig?
Jeg har aldrig taget imod et gratis måltid i hele mit liv, men selvfølgelig udvikler man et specielt forhold til nogle restauranter. Sommelieren på Restaurant Lasarte uden for Barcelona, begynder at åbne vinflasker aftenen før, hvis han ser, jeg er gæstelisen. Han ved, hvad jeg vil have, og det er ikke nødvendigvis det aller dyreste. På enhver trestjernet restaurant skal selv den billigste flaske være god.
Jeg bliver stadig lige så begejstret, når jeg skal ude og spise, som var det første gang.
Bliver det ikke lidt trættende og lidt ensformigt at spise på så mange restauranter? Kan det ligefrem blive kedeligt?
Heldigvis sker det ikke for mig. Jeg bliver stadig lige så begejstret, når jeg skal ude og spise, som var det første gang. Jeg har spist på restauranten Brooklyn Fare i New York 38 gange, og jeg er stadig lige spændt hver gang, fordi jeg ved, at det bliver fantastisk. Der er to komponenter i et restaurantmåltid: Der er selve oplevelsen, og så er der maden. Du kan have en fantastisk aften, hvor maden kun er ok, men du går glad hjem, fordi du var sammen med venner, og I grinede helt vildt. Og så kan du få helt magisk mad, men du spiser med folk, som har alt for travlt med at tage billeder af maden, og der er stort set ikke nogen samtale. Heldigvis går det nogle gange op i en højere enhed.
Med alt din erfaring, burde du jo næsten være restaurantinspektør for Michelin. Har de nogensinde spurgt dig?
Nej, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil gøre min lidenskab til mit arbejde, fordi det kan ødelægge noget af glæden ved det. Nogle gang går du ud og har en fantastisk aften, drikker lidt for meget, og så skal du pludselig tilbage på hotellet for at ordne noter og billeder og skrive en lang anmeldelse. Det kan jeg ikke se mig selv gøre.
Hvad ser du frem til næste gang?
Jeg skal ud og spise på det nye Noma. Det har været en af mine favoritrestauranter, og jeg håber at kunne spise der tre gange i år. Jeg elsker også Geranium. Det var en åbenbaring første gang, jeg spiste der. Rasmus Kofoed er et geni, men nogle gange bliver det næsten for konsistent, så på en måde ville jeg ønske, at de ville skifte retterne ud lidt oftere.
Det lyder som om, missionen fortsætter. Tak for snakken, Gerhard.
