Historien om hvorfor hele det rumænske landshold afblegede håret til VM i 98

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der er et ordsprog i Rumænien: “Alle er gode til fodbold og politik.” Men hvis man ser på, hvordan det går i Rumænien, både politisk og sportsligt, så kan det være, man skal bytte “alle” ud med “ingen” i det mundheld.

Videos by VICE

De seneste tre årtier har de eneste politiske sejre været, da landet væltede en diktator, og da de kom med i EU og NATO. Men der var en kort periode, hvor fodboldguderne var barmhjertige. Til tre VM-slutrunder i træk – Italien i 90, USA i 94 og Frankrig i 98 – kæmpede det rumænske landshold mod de bedste i verden. Den lokale presse begyndte endda at omtale holdet som “Den Gyldne Generation”. Og så er det lige meget, at det bedste, de præsterede, var en kamp i Californien mod Sverige, hvor de var et enkelt straffespark fra en semifinale. Det, der betyder noget, er, at de overhovedet blev inviteret til at spille med.

Den æra var domineret af anfører Gheorghe Hagi. Han er en af de kun 15 spillere i historien, der har spillet for både Barcelona og Real Madrid, og Hagi var en af de mest spændende, offensive midtbanespillere i verden. Selvom han ikke var i helt samme liga som de mest berømte fra sin tid – Zidane, Baggio, og Ronaldo – så var han en gigant derhjemme, og hans uforudsigelighed gjorde det til en fornøjelse at se ham og landsholdet spille. Der var endda nogen, der døbte ham “karpaternes Maradona”. Hvis du spørger den rette person i den rette bar, vil du endda få at vide, at han var bedre end argentineren.

Gheorge Hagi holder kampbolden efter Rumænien spillede uafgjort mod Tunesien i den sidste gruppekamp. Foto af ERIC CABANIS/AFP/Getty Images.

Udover Hagi bestod 90’ernes rumænske landshold af en række navne, der den dag i dag stadig er mere berømte i hjemlandet end nogen af dem, der i dag spiller i de skriggule, rumænske trøjer. Det hænger sammen med, at der ikke er et eneste landshold siden, der har været tæt på at gøre rumænerne så lykkelige, som det daværende hold gjorde. Rusland 2018 markerer 20-årsdagen for Rumæniens sidste tur til VM.

Holdet til VM i 98 gik videre til ottendedelsfinalen, hvor de blev slået ud af turneringens topscorer, Davor Suker, og resten af det kroatiske hold. Men det mest ikoniske øjeblik ved den turnering fandt sted fem dage før. Da det lå fast, at Rumænien ville gå videre efter sejre over Colombia og England, og med én kamp tilbage, havde holdet så stor selvtillid, at de alle sammen afblegede deres hår.

Selvfølgelig handlede det om at skabe en stærk holdånd, men hvis du spørger den daværende landstræner, Anghel Iordănescu, så var det en helt anden ånd, der var på spil. “Vi har gjort gud vred,” sagde Iordănescu til pressen, efter holdet spillede uafgjort mod Tunesien og senere blev slået ud af Kroatien.

“Til et strategimøde to dage før vores første kamp mod Colombia, spurgte vi Iordănescu om han ville barbere sit hår af, hvis vi havde kvalificeret os efter de to første kampe,” fortæller den tidligere landsholdsspiller Andrian Ilie. “Da han rent faktisk gik med til det, besluttede vi, at hvis det skete, ville vi også afblege vores hår. Men først skulle vi slå Colombia og England.”

Holdet fejrer deres scoring mod Tunesien i den sidste gruppekamp under VM i Frankrig i 1998. Foto af Alexander Hassenstein/Bongarts/Getty Images.

Det er præcis, hvad der skete, og Illie scorede det vindende mål mod Colombia. “Efter vi havde slået England, fik vi træneren til at klippe sit hår af,” siger Illie. “Så var det vores tur til at holde vores løfte. Først var der nogle af spillerne, der sagde, at de ikke ville gøre det, men vi blev til sidst enige om, at vi ville gøre det som hold. Så vi fik de ansatte på hotellet til at finde to lokale frisører, som afblegede alles hår inden kampen mod Tunesien.”

Forvandlingen var tophemmelig, og spillerne fortalte ikke engang deres familier om det. “Vi gjorde det efter vores sidste træning. Der var ingen, der så det,” siger Illie. “De ansatte på hotellet troede, vi var et andet hold, da vi kom tilbage. Vores familier var fuldkommen chokerede.”

I et interview otte år efter mindes angriberen Gheorghe Craioveanu, hvordan afblegningen brændte i hovedbunden og gav ham skaldede pletter rundt omkring på hovedet. “De smadrede os,” siger han. “Det var så smertefuldt, at jeg kun kunne sove på den ene side i tre dage. Jeg tror, der gik et eller andet helt galt, da frisøren pakkede vores hoveder ind i sølvpapir.”

Den rumænske landstræner Anghel Iordănescu var gået med til at barbere sit hår af, hvis hans hold vandt de første to kampe. Foto af Alexander Hassenstein/Bongarts/Getty Images.

“Jeg var heldig, for jeg havde ret kort hår på det tidspunkt, så det så ikke så dumt ud,” griner Illie. “Men hvis man ser på nogle af gutterne, der havde længere hår – Lăcătuș eller Ilie Dumitrescu for eksempel – så så den der underlige gule farve helt forkert ud på dem. Jeg beholdt mit hår på den måde i et stykke tid efter turneringen, indtil det var vokset lidt ud, og jeg fik min normale frisure tilbage.”

Det var ikke kun en svær omstilling for spillerne, men også for de stakkels kommentatorer, der ikke kunne kende forskel på dem.

“Man kunne overhovedet ikke finde ud af, hvem der var hvem,” siger Emil Grădinescu, som kommenterede for rumænsk TV. “Jeg havde godt hørt et rygte om, at spillerne havde gjort det, men jeg troede ikke på det. Jeg havde tænkt, at det højst var et par stykker af dem, der har fået lavet striber. Så du kan måske forestille dig, hvor chokeret jeg var, da jeg så 11 blonde hoveder træde ud af omklædningsrummet. Kommentatorerne fra de andre lande kom alle sammen hen og spurgte, hvad der foregik, men jeg anede det ikke.”



Ligesom træneren Iordănescu mener Grădinescu, at ændringen gjorde holdet dårligere, men ikke på grund af gud.

“Det var en dårlig idé, fordi det gjorde spillerne mindre motiverede,” siger han. “De var allerede kommet i en afslappet, ferieagtig stemning. Det var et rent held, at det blev uafgjort mod Tunesien – så dårligt spillede vi. Og så gjorde vi os selv til grin mod Kroatien.”

Det er helt sikkert en mulighed, at det var selvtilfredshed, der fik holdet til at afblege deres går. Selv den legendariske Michel Platini har advaret fremtidige rumænske hold mod at kopiere holdet fra ’98, hvis de nogensinde vil have succes igen.

Men det sørgelige er, at selvom de aldrig har afbleget håret igen, så har de ikke opnået noget siden. Alligevel er deres fans blevet ved med at heppe på det ene dårlige hold efter det andet og har accepteret Rumæniens rolle i fodboldens annaler: De er holdet, der afblegede deres hår og samtidig dræbte deres VM-håb.